Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4406Visninger
AA

42. I mørket

Det føltes underligt, at være adskilt fra min krop i så lang tid. Jeg følte mig på sin vis fast, men på sin vis også flydende. Jeg flød rundt i intetheden, hvor jeg hørte hjemme. Jeg skulle aldrig have tvunget Maddie til at redde Erik, jeg skulle aldrig havde blandet mig i Eriks skæbne. Jeg skulle i samme øjeblik, jeg blev klar over at jeg holdt for meget af ham, have givet opgaven videre til en anden. Jeg skulle have blevet på min plads ved min faders side. Jeg skulle aldrig have eksisteret, så ville det hele have været meget lettere. Så ville jeg ikke skulle bære alle de tunge følelser.

Jeg strakte mig så langt jeg kunne i mørket i håbet om at forsvinde, men den overvældende kulde fik mig straks til at trække mig sammen i fosterstillingen igen. Det var mørkt og koldt, og for en kort stund, overvejede jeg om jeg var endt i helvede. Jeg lukkede øjnene, og håbede på at blive opslugt.

"Gabriel, stræk dine vinger og flyv."

Den søde hvisken ramte mine ører, og fik mig til atter at åbne øjnene igen. Jeg så rundt i mørket, og så på samme tid alt og intet.

"Gabriel, stræk dine vinger og flyv."

Hviskede stemmen igen. Den lød så velkendt, at jeg så mig omkring igen. Jeg kunne jo ikke strække de vinger, som jeg ikke længere havde. Jeg mærkede pludseligt en overvældende varme, da en hånd lagde sig på min skulder. Alt lysnede pludseligt op. Jeg strålede i mørket, som en lille sol. Jeg vendte mig, og så en velkendt skikkelse i mørket, som lyste på samme måde.

"Michael?"

Spurgte jeg ud i mørket, og kunne se de bløde læber bevæge sig i et let smil. Jeg behøvede ikke et svar, jeg genkendte det skæve smil som et ja.

"Stræk dine vinger igen, og bryd fri fra mørket."

Hviskede han, uden at bevæge læberne. Jeg så undrende på ham, og forstod ikke hvad han mente. Jeg havde jo ikke mine vinger længere. Jeg var jo en falden. Han rørte let min hage, så jeg så op igen på ham. Han smilede så varmt til mig, at mit kolde indre blev varmt igen, som om en flamme voksede sig frem i mit bryst. Han kyssede mig forsigtigt på panden, så varmen bredte sig til hele mit væsen.

"Broder."

Hviskede jeg med tårer i øjnene. Jeg savnede ham, og rakte ud efter ham, netop som han flød eller fløj lidt væk fra mig. Jeg græd, og rakte ud efter ham igen.

"Broder, tilgiv mig."

Hviskede jeg, og håbede at han ville tilgive mig for at jeg havde skadet ham, da jeg havde forsøgt at redde Erik, da han stadigt var menneske. Netop der mærkede jeg nogle arme omfavne mig, og trække mig op. Jeg rakte ud efter Michael, som hastigt forsvandt under mig.

"Erik har brug for dig."

Hviskede James's velkendte stemme, så det gik op for mig, at det var ham som holdt sine arme om mig, og som rev mig fri fra mørket. James var som som en del af mørket, helt mørk. Det gik op for mig, at mit lys gjorde ondt på ham. Jeg brændte hans arme. Jeg forsøgte at vride mig fri. Jeg ønskede ikke, at skade James.

"Erik dør uden dig."

Hviskede James igen, men med smerte i stemmen. Alligevel fortsatte han op, op, op og op, så hurtigt at det lys som havde brudt igennem mørket, som havde været Michael, var helt forsvundet under os. Jeg opdagede lyset, som hastigt nærmede sig.I det næste øjeblik kastede James mig op mod lyset, så jeg brød igennem overfladen og svævede frit i luften. Men jeg faldt ikke. Ikke længere. Jeg strakte mine vinger, og fløj endnu højere. Højere og højere, Erik havde brug for mig. Han ville dø uden mig. Jeg fortsatte, hurtigere og hurtigere, indtil at jeg til sidst vågnede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...