Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4422Visninger
AA

7. Han kan ikke gætte det

"Men du er ikke en vampyr. Du har en puls, vejrtrækning og i det hele taget så er du varm at røre ved."

Sagde han tænkende, og lagde sine fingerspidser mod sin hage. Han gav sig til at studere mig igen, mens han stadig forsøgte at regne ud hvad jeg var. Men han havde dog ret, jeg var ingen vampyr. Vampyrer blev let afsløret. Den manglende puls, og deres ikke eksisterende behov for at trække vejret, gjorde dem utroligt kolde at røre ved og jeg var ingen af delene.

"Du er ikke nogen varulv. Du har arbejdet under fuldmåner før."

Mumlede Christian konstaterende for sig selv, og gned sig igen i nakken. Jeg nikkede let. Jeg følte intet behov for at forvandle mig til en ulv, så snart månens stråler viste sig. Han lænede sig opgivende tilbage i stolen, og så på mig. Denne gang talte han åbenlyst henvendt til mig.

"Du er ikke nogen fe, for det ville jeg have vidst, men der passer styrken heller ikke ind. Dæmon er du heller ikke, det er du for køn til. Desuden har du hverken tre øjne, en hale eller noget lignede, så vidt jeg kan se."

Sagde han roligt, og kneb øjnene sammen. Han forsøgte at bruge feen i sig, til at finde ud af hvad jeg ved. Det ville ikke lykkes ham. Det havde jeg forlængst lært at beskytte mig selv imod. Han gav også hurtigt op, da han opdagede det. Han trak opgivende på skuldrene.

"Jeg kan ikke lige komme på noget andet."

Sagde han, og forsøgte igen at finde ud af hvad jeg var. Men igen kom han ingen vegne, og opgav. Han erkendte sit nederlag, og så kort på mig. Da jeg ikke gjorde mine til at ville fortælle ham det, trak han ligegyldigt på skuldrene.

"Det er mig underordnet. Jeg ved bare, at når jeg ikke kan finde ud af hvad du er, så er du nok en sjælden en af slagsen. Hvilket ville forklare hvorfor du ikke vil fortælle mig, hvad du præcist er."

Han afsluttede med et smil, der gjorde det klart for mig, at han virkeligt var ligeglad. I hans øjne, så var jeg stadig den mystiske pige, som han havde reddet fra at sulte ihjel. En pige, som senere var dukket op i hans suppekøkken og var begyndt at arbejde. Jeg arbejdede gratis, ligesom de andre frivillige. Dog arbejdede jeg mere end dem, til Christians store irritation, da jeg ikke ville bryde reglerne og spise, når der var arbejde at gøre. Jeg følte at arbejdet her gav mig en grund til at fortsætte, at jeg på en eller anden måde betalte for min synd. Jeg havde et svagt håb i mig hjerte, at fader en dag ville tilgive mig, og byde mig velkommen i hans arme igen. Det var et meget lille håb, da jeg vidste hvor usandsynligt det var. Det var aldrig sket før, at han havde tilgivet en falden.

"Hvorfor har du ikke sagt noget før nu?"

Spurgte Christian nysgerrigt, og kastede let med hovedet, så hans hår røg bag hans skuldre igen. Jeg havde lagt mærke til det, og vidste at hans hår irriterede ham. Men feen i ham, kunne ikke få sig selv til at klippe det. Jeg forblev tavs. Jeg ønskede ikke at sige mere, når jeg vidste hvor fascineret han var af min stemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...