Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4401Visninger
AA

6. Han forsøger at gætte hvad jeg er

"Så hvad er..."

Christian afbrød sig selv, inden han kunne fuldende spørgsmålet. Det var uhøfligt at spørge, hvad en anden var. Men jeg kunne se på ham, at han ikke kunne regne ud hvad jeg var. Jeg kunne godt forstå ham. Hvordan skulle han kunne vide, at jeg var en falden? Og i det hele taget hvad en falden var? Det var sket før, men for længe siden. Jeg kunne stadig huske det som var det i går, ikke destro mindre. Og jeg savnede ham stadigvæk. Men det var sådan det var. Han havde forbrudt sig mod vores fader, i den allerværste grad og havde fået sin straf. Jeg havde i det mindste fået lov til at beholde en del af hvad jeg engang var, så jeg ikke ville henfalde til mørket, som han havde gjort. 

Christian rømmede sig let, for at få min opmærksomhed. Jeg spiste det sidste af min suppe, og mødte hans blik. Hans  blik gled studerende op og ned af mig, flere gange, mens han forsøgte at regne ud hvad jeg var. Jeg skubbede skålen til side, sammen med skeen og rakte min hånd frem. Han så studerende på den, og dernæst tøvende på mig. Der var mange måder at afgøre hvilken art et individ var, og berøring var en af dem. Han tog endeligt min hånd, og mærkede længe efter med sine fingre på min hud. Han kunne stadig ikke regne ud hvad jeg var. Jeg gav mig let til at klemme hans hånd, så han ville blive klar over min styrke. Jeg klemte hårdere og hårdere sammen, og kunne se at Christian blev mere og mere bekymret. Jeg fortrak ikke en mine, der var ikke det mindste anstrengelse i dette. Først da jeg kunne mærke hans knogler knage let, de truede med at brække, slap jeg. Han tog hurtigt sin hånd til sig, og masserede den let med den anden hånd.

"Jeg går ud fra at du kunne brække mine knogler, hvis du ville?"

Spurgte han uroligt, men ikke bekymret. Min adfærd, de seneste par måneder, havde vist ham at han kunne stole på mig, og at jeg intet ondt ville ham. Jeg nikkede let, og valgte at kommentere det.

"Jeg kunne masse din hånd til støv, hvis jeg ville."

Sagde jeg roligt, og så ham i øjnene. Jeg ville ikke fortælle ham hvad jeg var, det kunne jeg ikke risikere, men jeg ville se hvor meget han havde gættet sig til. Han nikkede for sig, tænkende. Han forsøgte stadig at gætte hvad jeg var. Da tankerne i hans hoved blev for meget til at holde styr på, begyndte han at tale for sig selv. Dog var en del af det henvendt til mig. Han mente det ikke som spørgsmål, men som konstateringer. Feen i ham, tillod ham at opfange, at jeg ville vide hvor meget han vidste. Derfor begyndte han at tale med sig selv.

"Du er ikke menneskelig, alt for stærk til det... Og hurtig..."

Han tilføjede hurtig, da han huskede på hvordan jeg ved flere lejligheder, havde grebet ting lynhurtigt eller var, ifølge ham selv, dukket op ud af den blå luft.

"Din stemme..."

Sagde han på en drømmende måde. Jeg kunne godt forstå ham. At høre mig tale, var som at høre en symfoni af små klokker i et perfekt samarbejde. Det var som at høre sin elskedes stemme, et kært familiemedlems stemme eller en god ven. En stemme, der virkede tillokkende. En stemme man kunne lytte til i timevis, men samtidigt også en stemme, man end ikke kunne forstille sig synge, og alligevel gerne ville høre stemmens klang. En stemme, der var ren og klar.

"... er perfekt."

Konstaterede han med et smil. Jeg kunne se på hans holdning, at han forsøgte at forestille sig, hvordan det ville lyde når jeg sang. Men jeg sang aldrig. Jeg havde ingen grund til at synge. Sang var af glæde, og glæden havde forladt mit liv for længe siden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...