Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4406Visninger
AA

18. Frue Lanaiskaw

"Det er et dårligt tidspunkt, som du har valgt at hjælpe til. Der er ikke kommet så mange, så der er ikke rigtigt noget at lave."

Sagde Christian til Erik, da vi kom ind i serveringsstuen. Erik så forvirret op, da han var blevet ved med at stirre på mig.

"Hvad?"

Spurgte han forvirret. Christian så mistænksom på mig.

"Det er ikke tit at en af hans familie bliver overrumplet. Hvad har du lavet?"

Spurgte Christian, og lagde ekstra tryk på familie. Han signalerede, at han mente Eriks art, altså vampyrer.

"Skrællet alle kartoflerne."

Svarede jeg, og trak på skulderne. Christian så mistænksomt på mig, og gik så ud i køkkenet. Han troede ikke helt på mig, så jeg overtog hans plads, hvor der skulle deles brød ud. Erik tog plads ved siden af mig, og skar brødet ud, så jeg kunne nøjes med at give det ud.

"De kommer, de kommer. Englene falder, og jorden vil dø."

Mumlede den næste for sig selv, da hun kom op for at få et brød.

"Godaften Frue Lanaiskaw."

Hilste jeg venligt på hende, og rakte et stykke brød ud til hende. Hun greb mig om hånden, og tog hurtigt brødet.

"Du!"

Udbrød hun pludseligt højt, og pegede ophidset på mig.

"Du er en af dem. Frels os, frels os alle, thi vi er fordømte."

Mumlede hun bønfaldende, så Christian hurtigt brød ind og fik ledt hende hen til et bord, mens han snakkede hende efter munden. Hun snakkede fortsat hidsigt om faldende engle, hvilket gjorde mig utilpas, da hun blev ved med at pege på mig. Jeg forsøgte at lade som ingenting, da jeg kunne fornemme, at Erik så på mig.

"Værsgo."

Sagde jeg venligt, da den sidste i køen fik et brød. Erik skar det resterende brød, så det var lige til at dele ud, før han fulgte efter mig ud i køkkenet. Jeg kunne høre, at også Christian var tilbage til køkkenet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...