Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4261Visninger
AA

5. Feen, Christian

Christian lagde hovedet let på skrå, og så på mig, som om jeg var et spøgelse. Jeg skyndte mig at stoppe en mundfuld mere af suppen i munden. Christians mund var gledet let op, så han så en smule forvirret ud. Jeg kunne godt forstå ham. Selvom jeg var faldet, så var min stemme stadig noget af det reneste og smukkeste man kunne høre. Jeg rakte min hånd frem, og skubbede med min pegefinger Christians mund i. Først da jeg havde lukket munden på ham, kom han lidt til sig selv. Men han så stadig forvirret på mig. Han rystede let på hovedet, som om han ikke helt troede på at jeg netop havde sagt noget til ham. Så jeg slugte det suppe jeg havde i munden, og gentog:

"Der er en varulv i serverings-stuen."

Igen var hans mund ved at glide op, så jeg rømmede mig. Han lukkede kort øjnene og lænede sig tilbage i stolen. Han rystede svagt på hovedet, og åbnede øjnene igen. Han så længe på mig, som om han ikke rigtigt vidste hvad han skulle sige. Jeg sukkede, og spiste mere af min suppe. Det var ikke første gang, at jeg havde oplevet den reaktion. Christian lænede sig frem igen. Han så ud til at have besluttet sig for hvad han ville sige.

"En varulv siger du?"

Sagde han skeptisk. Jeg nikkede, og spiste en mundfuld suppe mere. Han troede ikke på mig, det kunne jeg med lethed se. Han troede nok, at jeg var et, ikke helt så rask, menneske. Jeg slugte den varme suppe, som jeg havde i munden og lænede mig ind over bordet. Jeg ville ikke risikere, at nogle af de frivillige hørte os.

"Jeg så den, lige så tydeligt, som jeg kan se at du er delvist fe."

Sagde jeg i et lavt og roligt tonefald. Hans øjne glitrede skarpt et øjeblik, hvilket blot bevidste at jeg havde ret. Feer blev, når de blev afsløret, lettere ophidset. Det vidste sig som regel ved at de glødede. Da Christian kun var delvist fe, glødede derfor kun hans øjne. Han var ikke just glad for at jeg vidste besked. Så gled hans mundvige op i et smil, og han fnes let.

"Så er det derfor at du altid skubber mig af vejen, hvis jeg laver noget, der er farligt."

Konstaterede han med ro i sindet. Han havde derved også regnet ud, at jeg ikke mente ham noget ondt. Jeg nikkede, og huskede på at jeg flere gange havde skubbet ham af vejen, hvis en af de frivillige kom gående med en fyldt gryde. Eller at jeg havde skåret brødet for ham i forvejen, så han bare skulle dele det ud. Og at det også var derfor at jeg havde overtaget at koge selve suppen. Jeg kunne ikke risikere, at han kom noget til.

"Så skrøbelig er jeg hellere ikke."

Protesterede han, og lagde armene over kors. Jeg stoppede en skefuld suppe mere i munden, og gav ham et skarpt blik. Skrøbelig, det var han. Han havde, i den korte tid han havde ejet suppekøkkenet, vredet om flere gange og været ved at brække benene. Derudover havde han fået flere forbrændinger og ar, når en varm gryde eller kniv smuttede fra ham. Jeg mente at kunne huske at han var gledet i en kartoffel, og havde brækket en knogle i håndleddet, da han faldt. Jeg løftede det ene øjenbryn, kritisk overfor hans kommentar.

"Okay, måske en smule."

Indrømmede han, og kløede sig i nakken. Jeg gav ham et opgivende bliv. Han var lidt mere end en smule skrøbelig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...