Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4423Visninger
AA

38. Eriks synsvinkel

"Men... men..."

Jeg blev ude af stand til at forme en hel sætning, og stod bare som lammet på gulvet.

"Hvad end du har gjort ved hende, så har det fået hende til at trække sig så langt væk fra hendes krop, at... at... Hendes krop har ingen puls, ingen vejrtrækning. Kroppen er død, og hun kommer ikke tilbage til den."

Forklarede Christian trist, og så væk. Det var tydeligt, at han gav mig skylden for det her. Men det var jo også min skyld. Jeg havde afvist hende på det groveste, selvom at jeg elskede hende, at jeg havde elsket med hende. Jeg følte mig langsomt svagere og svagere, jo mere jeg blev klar over sandheden i hans ord.

"Jeg fandt hende i en gyde, næsten bevidstløs. Hun så på mig en enkelt gang, før hun lukkede øjnene og døde. Det blik hun gav mig, var nok til at forstå, at hun ikke længere havde noget ønske om at eksistere. Så hvad helvede har du gjort ved hende?!"

Råbte han rasende af mig, netop som James trådte til og forhindrede mig i at synke sammen. Jeg følte mig for svag til at blive stående oprejst, så jeg sank gradvist mere og mere sammen, kun James holdt mig oprejst. Jeg fangede kort Christians blik, da James fik mig lagt ned på gulvet, han var forvirret. Maddie sukkede let, og gik på knæ ved min side. James lagde forsigtigt mit hoved mod hans lår, og strøg mig over panden. Jeg blinkede træt og forvirret. Hvad skete der med mig? Christian syntes at være af den samme mening, for han spurgte ihvertfald:

"Hvad sker der med ham? Han ser pludseligt så bleg ud."

Maddie tørrede forsigtigt en tåre væk, og tog min hånd i sin. Hun holdt min hånd mod sin kind, så jeg tydeligt kunne mærke flere tårer. Mine øjne gled langsomt mere og mere i.

"De har allerede formet båndet."

Sagde James trist, og måtte bide tænderne sammen for ikke også at græde. Christian så pludseligt ud, som om at nogen havde kastet en kold spand vand over ham. Jeg forstod ingenting, og fik med meget anstrengelse set forvirret på Maddie.

"Min kære dreng..."

Hviskede hun grædefærdigt, og kyssede let min pande, så jeg tydeligt kunne se de mange tårer. Mit syn var langsomt begyndt at blive mere og mere sløret.

"Jeg har slet ikke haft tid til at forklare dig det."

Hviskede hun, og aede min hånd. James rømmede sig let, og forklarede.

"Du er jo så ung, at vi ikke regnede med at du ville... at du vil finde den som du elsker så hurtigt."

Sagde James trist, og begyndte at ae min pande igen.

"Når vi elsker med den som vi elsker, og som vi altid vil elske, for første gang, så formes der et ubrydeligt bånd. Båndet er så stærkt, at hvis den ene dør, så følger den anden. Kun ganske, ganske få har overlevet sorgen, men de vil heller ikke kunne sige, at livet er værd at leve bagefter. Og fordi at du er så ung som du er, så er der stortset ingen mulighed for at du overlever det."

Forklarede han, og kneb en tåre. Jeg følte mig så uendeligt træt, at jeg begyndte at falde i søvn.

"Far..."

Hviskede jeg, og mærkede at James bøjede sig ind over for mig for at lytte. Jeg betragtede ham jo som min far. Min rigtige far havde forladt mig, da jeg var spæd.

"Jeg forstår... forstår det... ikke..."

Hviskede jeg træt, og mærkede at Maddies greb om min hånd blive mere stramt. Jeg blev helt slap i kroppen, og mistede kontrollen over den.

"Hun er jo ikke... hun er bare... hvorfor?"

Hviskede jeg, og lukkede øjnene for at sove. En søvn, som jeg nu vidste, at der ikke var mange chancer for at jeg vågnede af.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...