Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4268Visninger
AA

37. Eriks synsvinkel

Jeg hørte banken på hoveddøren, og rejste mig. En del af mig ønskede at det var hende som kom tilbage, men en anden del af mig ønskede også at dræbe hende, selvom at det ikke var muligt. Så jeg håbede i det hele taget, at det ikke var hende, specielt fordi at min hoved gjorde ondt.

"Ja?"

Spurgte jeg, da jeg knap nok havde fået åbnet døren. Der gik få sekunder, før det gik op for mig, at jeg var ved at blive kvalt op imod væggen. Christian, gik det op for mig. Hans øjne glødede rasende af vrede. Jeg forsøgte at vride hans ene hånd fri fra min hals, men det var umuligt. Han var så vred, at han havde frigjort sin fe-del. Det gjorde han stærk nok til at kunne holde mig tilbage så let som ingenting. Det gjorde ham stærkere end mig, og gjorde ham stærk nok til, at han kunne flå mig i stykker så let som ingenting.

"Sæt min søn ned!"

Råbte Maddie panisk, da hun dukkede op i stuedøren. James blandede sig hurtigt, og forsøgte at fjerne Christians hånd fra min hals. Han var ikke til at rokke. Christian kunne ikke dræbe mig på den her måde, men det gjorde ufatteligt ondt.

"Sæt min søn ned!"

Råbte Maddie pludseligt med en utroligt vrede i sin stemme, og en myndighed, som fik mig til at føle at jeg burde gå på knæ for hende. Lyset, den overvældende vrede, slukkes endeligt i Christians øjne og han satte mig ned. Jeg faldt sammen, overvæltet af smerten i min hals.

"Forsvind øjeblikkeligt, hvis du ved hvad der er godt for dig."

Truede James, men til ingen nytte. Christian var for stærk for os alle, hvis han tillod sin fe-side at skinne igennem. Christian så på mig, stadig med vrede i sine øjne, men uden lyset.

"Jeg burde gøre værre ved dig."

Sagde han rasende og vendte sig mod Maddie. Han bukkede let.

"Tilgiv mig denne.... invasion af dit privatliv Madeleine Darkcastle."

Undskyldt han, men vendte sig så imod mig, mens at James hurtigt hjalp mig på benene igen. Jeg ømmede mig, og tog mig til halsen, som svagt gjorde ondt.

"Hvad vil du?"

Spurgte jeg utilfreds, men fik et rasende blik fra Christian, som fik mig til at bakke tilbage, helt op imod væggen. Nu ønskede jeg for alvor ikke at gøre ham vred.

"Jeg ville bare fortælle dig, at hun er død."

Sagde han, med en dyster tone i sin stemme. Først da han vendte sig og var på vej ud af hoveddøren, gik det op for mig, hvad han havde sagt. Jeg for frem, men stoppede op midt på gulvet.

"Hvad?!"

Råbte jeg uforstående. Hun havde da selv fortalt mig, at hun ikke kunne dø. Christian vendte sig imod mig igen med det dystre blik. Han nikkede let.

"Du hørte mig godt. Hun er død."

Gentog han. Jeg så uforstående på ham. Men hun kunne da ikke dø, kunne hun?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...