Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4453Visninger
AA

23. Eriks beslutsomhed

"Følger han stadigt efter?"

Spurgte jeg, da Erik havde ledt mig igennem utallige gyder og hovedgader. Han stoppede kort op, og rystede så på hovedet.

"Men jeg er ikke helt sikker."

Sagde han tvivlende, og så sig undrende omkring. Jeg trak på skuldrene.

"Har du noget imod at vi så laver et kort stop?"

Spurgte jeg forsigtigt. Erik gav mig et nysgerrigt blik, men signalerede klart, at det ikke var en god ide. Jeg slog armene tæt omkring min jakke. Det var koldt, og mit bælte var gået op igen.

"Jeg har lovet, at jeg ville kigge forbi klosterets børnehjem."

Forklarede jeg, og ville lukke min jakke igen. Erik bremsede mig dog, og trak sin egen jakke af.

"Her, du fryser jo helt vildt. Du ryster."

Sagde han med et let bekymret klang i sin stemme, og gav mig sin jakke på, udover min egen. Han knappede den hurtigt, men blev ved med at se på mig. Jeg så nervøst væk, da han lukkede de sidste knapper foroven.

"Har jeg set dig før?"

Spurgte han alvorligt, og lagde sine hænder på mine arme, så jeg ikke kunne undgå at se på ham.

"Erik."

Sagde jeg opgivende, og sukkede. Han var for tæt på mig, min krop skreg af mig. Den ville have ham til at holde om mig, og aldrig give slip igen.

"Jeg kan ikke lyve."

Forklarede jeg ham, og kunne se at han skævede nysgerrigt til mig. 

"Har jeg set dig før?"

Spurgte han stædigt, og trak mig helt tæt ind til sig. Han gjorde det klart, at vi ikke kom videre, før at han havde fået svaret på sit spørgsmål.

"Du har ikke set mig i denne form, eller den sande, men du har hørt min stemme og mærket mit nærvær."

Sagde jeg, og håbede at han snart ville give slip på mig. Jeg var få sekunder fra at give efter, da han endeligt slap mig. Han rystede opgivende på hovedet.

"Og det betyder?"

Spurgte han forvirret. Jeg vendte ryggen til ham, og satte kurs mod børnehjemmet. Jeg var stortset ligeglad om Erik fulgte med mig eller ej, eller om det overhovedet var sikkert. Jeg havde bare brug for at tænke på noget andet, og føle noget andet end den voldsomme banken i mit bryst. Som Erik uden tvivl kunne høre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...