Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4270Visninger
AA

43. Erik, du må ikke forlade mig

Jeg kom tilbage til min krop med sådan en kraft, at jeg frigav en chokbølge. Jeg opfangede svagt, at nogen væltede, før at jeg blev råbt af:

"Erik! Tag dig af Erik!"

Skreg en stemme hysterisk. Jeg anede ikke hvad det handlede om, og vendte mig i sengen, så jeg kunne ligge min arm omkring Erik. Erik havde det jo... ikke godt. Jeg slog søvnigt øjnene op, og endeligt gik det op for mig hvor tæt Erik var på døden. Jeg lagde mig ind til ham, og forsøgte at varme hans kolde krop.

"Erik."

Hviskede jeg træt, og trak mig op og ligge på hans bryst. Han trak ikke vejret, og det gjorde ondt på mig.

"Erik, vågn op."

Hviskede jeg træt, og kneb en tåre. Den gled af min kind, og ramte Erik på kinden. Jeg kunne mærke, at Erik var ved at give slip på sin krop. Han var ved at dø.

"Erik, du må ikke forlade mig."

Hviskede jeg, og fremkaldte den varme som Michael havde varmet mig med. Måske kunne varmen redde Erik, som den havde reddet mig. Den frembruste pludseligt i mit hjerte, så hele min krop blev varm. Min hud strålede kort, og det gik op for hvad jeg gjorde. Jeg frigav min udødelighed, og tvang Erik tilbage. Jeg fæstnede ham i hans krop, tvang ham til at leve og sank så træt sammen på sengen. Jeg vendte mig med meget besvær, da jeg var sikker på at Erik begyndte at trække vejret igen. Jeg fik træt trukket mig hen til kanten af sengen, så jeg kunne se ned på gulvet.

"Din sande skikkelse er... er meget smuk."

Hviskede James udmattet, og blinkede træt. Jeg blev forfærdet over at se hans forbrændte arme. Jeg havde virkeligt skadet ham, da han havde hentet mig tilbage. Jeg blev knap så forbavset over at se Christian, mere at han holdt James i sine arme. Maddie sad på gulvet, stadigt som om hun lige var væltet. Hun for op, og aede bekymret den næsten bevidstløse James over panden. Jeg blev overrasket over, at se at Christian tilbød sit allerede blødende håndled til James, som forsigtigt bed fat. Jeg blev svagt bekymret, da Christian allerede var bleg på grund af det blod, som han havde mistet. Jeg ville række ud for at hjælpe, som jeg lige havde hjulpet Erik, men mistede bevidstheden inden jeg kunne nå det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...