Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4244Visninger
AA

3. En skål suppe

Han sukkede dybt igen. Jeg så endeligt op, og straks fangede hans mørkeblå øjne mit blik. Han rystede opgivende på hovedet.

"Har du overhovedet forladt køkkenet, efter at jeg gik?"

Spurgte han, mens han forsøgte at holde sin stemme under kontrol. Han var vred over at jeg var blevet så længe. Jeg rystede på hovedet, godt klar over at jeg havde arbejdet for længe. Han sukkede dybt endnu engang. Hvor han havde været hjemme, og havde fået både sovet og spist, havde jeg arbejdet. Han rettede let på sin arbejdsbluse, og nikkede så let for sig selv.

"Har du i det mindste spist noget?"

Spurgte han uroligt, og lænede sig op af komfuret. Jeg rystede let på hovedet. Det var ikke tilladt at spise i køkkenet, så længe der sad nogle i stuen. Han rettede sig op igen, og øste noget af den lune suppe op i en skål.

"Sæt dig."

Sagde han en smule vredt. Jeg lod mig selv dumpe ned på en af personalestolene. Christian skar et stort stykke brød af, og tog både det og skålen med hen til bordet ved siden af mig. Jeg satte mig ind til bordet, godt klar over at han ville have at jeg skulle spise det. Han gik med hurtige og urolige skridt ud i stuen, og kom tilbage med en ske til mig. Jeg så bekymret på døren, og forsøgte at fange et glimt af en af de andre frivillige.

"Søren skal nok holde styr på dem."

Sagde Christian roligt, og gav mig skeen. Han satte sig på stolen overfor mig, og holdt skarpt øje med mig.

"Spis."

Sagde han opmuntrende, og så så anklagende på mig.

"Jeg ved at du har arbejdet mere end 12 timer i træk, så du har gjort dig mere end fortjent til en skål suppe."

Sagde han uroligt, med en svag klang af bekymring i sin stemme. Jeg samlede uroligt skeen op, og begyndte forsigtigt at spise. Jeg var utroligt sulten, men jeg tog min tid, forsøgte at få suppen til at vare længere. Jeg var ikke sikker på hvornår jeg fik noget at spise igen. Christian betragtede mig i tavshed, mens jeg tømte skålen til den sidste dråbe og derefter forsigtigt nulrede brødet til små stykker, som jeg langsomt spiste.

"Er du stadig sulten?"

Spurgte han, stadig bekymret, men mere rolig over at jeg havde spist suppen. Jeg rystede hurtigt på hovedet, selvom jeg  stadig var meget sulten. Jeg havde ikke fået noget at spise de sidste to dage.

"En skål mere, bliver det så."

Sagde Christian utilfreds, og rejste sig med min skål i hånden. Han var vant til at se når folk løj for ham, og jeg var i forvejen en forfærdelig løgner. Som regel løj jeg ikke, det var svært for mig, så jeg valgte ikke at sige noget. Det var lettere, men begrænsede også hvor meget jeg talte med andre. Jeg sad og forsøgte at tænke efter, prøvede på at huske hvornår jeg sidst havde sagt noget, men det virkede som utroligt længe siden. Jeg kunne huske at selv ikke Christian, som jeg efterhånden havde kendt i flere måneder, endnu ikke havde hørt mig tale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...