Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4267Visninger
AA

55. En kalden...

Jeg lo, da Erik kyssede mig hele vejen op af skulderen, og op til min hals, videre til min kind og endte med sine læber mod mine. Han smilede let, og begyndte forfra. Vi havde elsket i skoven, langt, langt væk fra huset. Der var trods alt stadigt mange vampyrer i huset, hvilket jeg undrede mig over. De ville sikkert kunne høre os, hvis vi var blevet i huset. Erik havde hurtigt stoppet mig ind i hans bil, og kørt afsted med mig. Der var tæpper i bagagerummet, som han havde bredt ud på jorden, før at han begærligt havde "overfaldt" mig med kys.

"Min elskede, elskede, elskede..."

Sagde Erik kærligt, og lagde sig ind over mig igen, mens han fortsat kyssede mig kærligt. Han sagde kærligt: Elskede, hver gang hans læber ramte min hud. Jeg trak diskret tæppet på plads over Erik, og trak ham ind til mig.

"Gabriel."

Hørte jeg en sød hvisken sige, men ignorerede det. Erik var det allermest interessante lige i øjeblikket, og jeg kunne ikke løsrive mit blik fra ham. 

"Gabriel."

Hviskede det igen. Jeg sukkede let, hvilket Erik bare opfattede som nydelse, da hans kys begyndte at gå længere ned af min krop.

"Gabriel."

Hviskede det endnu engang. Jeg sukkede utilfreds.

"Hold op."

Bad jeg, og straks så Erik undrende på mig.

"Hvad er der?"

Spurgte han, og lød bekymret for, at det var ham, som jeg talte til. Jeg sukkede, da mit tidligere navn blev hvisket igen. Erik flyttede sig fra mig, da han blev opmærksom på, at det ikke var ham, som det drejede sig om. Jeg ventede kort på at Erik fik trukket et tæppe omkring sig, så jeg kunne tage det tæppe, som havde lagt over os, omkring mig. Jeg rejste mig.

"Gabriel."

Hviskede det igen. Jeg fnøs irriteret.

"Hvad er der?"

Råbte jeg irriteret, netop som Michael viste sig for mig. Erik faldt livløst sammen på jorden, blændet af Michaels lys. Jeg så undrende på min broder.

"Fader har tilgivet dig."

Hviskede Michael blødt inde i mit hoved. Jeg så overrasket på Michael, og var lige ved at udbryde: "Hvad?" Han kom mig dog i forkøbet, og nikkede ganske let. Hans lille smil blegnede dog ved de næste ord.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...