Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4420Visninger
AA

22. En beslutning

"Hvor er du på vej hen?"

Spurgte Erik, da jeg gik langs havnekanten.

"Der, hvor jeg normalvis sover."

Forklarede jeg, og mærkede at Erik lagde sin hånd stramt omkring min overarm, så han tvang mig til at stoppe op. Jeg så roligt på ham, dog ikke sikker på hvad han havde tænkt sig at gøre ved mig.

"Du virker nu stadigt bekendt."

Mumlede Erik for sig selv, før han kort rystede på hovedet, som for at ryste tankerne væk. Han sagde dog ikke mere, men så tænkende ud.

"Erik..."

Sagde jeg utilfreds, og nød kort hans navn på min tunge. Jeg stivnede dog, da jeg i min øjenkrog fik øje på feen. Christians slægtning. Han holdt øje med os, men mest med mig.

"Jeg har opdaget det."

Hviskede Erik lavt, med ryggen til feen. Det var derfor at han havde bremset mig, feen fulgte efter os. Eller mere præcist, så fulgte han efter mig.

"Følg med mig hjem, så... så kan du være der, indtil at han går igen."

Tilbød Erik tøvende. Jeg sukkede, og rystede let på hovedet.

"Det er ikke en del af din aftale med James."

Sagde jeg. Straks slap Erik mig, som om at han havde fået stød. Han havde ikke været klar over, at jeg havde overhørt dem. Aftalen gik ud på, at jeg skulle dræbes, så snart at Erik kunne få muligheden for det. Jeg trak på skuldrene.

"Jeg ville nok foretrække at du dræbte mig, end at han får fingrene i mig."

Forklarede jeg, og så efter feen. Han gemte sig igen, så jeg ikke kunne se ham.

"For at sikre at jeg ikke kommer tilbage igen, så foreslår jeg at du adskiller mit hoved fra resten af kroppen. Begrav delene hver for sig, langt væk fra hinanden. Så kan jeg ikke hele, og forbliver død."

Forklarede jeg, og kunne se at Erik så på mig, som om at jeg var vanvittig. Han sukkede, og rystede så let på hovedet.

"Jeg kan ikke dræbe dig."

Sagde han opgivende. Han var ikke glad for at indrømme det. Specielt fordi at han brød aftalen med James, som han havde forklaret var som en forældre for ham.

"Ikke når jeg har fået... de ting... at vide om dig."

Sagde han nervøst, og skævede bag mig. Jeg så undrende på ham, og fangede hans blik. Han fnes for sig selv, og trak på skuldrene.

"Du er noget særligt, noget meget sjældent."

Forklarede han, og så igen på mig med det studerende blik. Jeg så stadig undrende på ham, så han trak let på skuldrene med et smil. 

"Jeg er nysgerrigt anlagt. Og når du ikke vil fortælle mig hvad du er, så må jeg jo selv regne det ud."

Sagde han med et smil, og lagde en arm om mig. Jeg fulgte ham, dog utryg over at være så tæt på ham. Mit hjerte hamrede afsted, og jeg gættede mig til, grundet hans smil, at han kunne høre det. Men jeg kunne ikke afgøre om det var en god eller dårlig ting.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...