Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4240Visninger
AA

26. Dronningens søn

"Lige et øjeblik, mine kære venner."

Jeg stivnede straks, da jeg genkendte stemmen. Det var Christians slægtning. Erik trak mig hurtigt i hånden, som for at få mig videre. Jeg nåede dog ikke så langt, før at jeg mærkede feens hånd på min skulder. Han trak mig tilbage, så jeg blev tvunget til at slippe Erik. Feen lagde straks en arm om mig, og holdt mig stramt tilbage, så jeg ikke kunne bryde fri fra hans greb. Han var fe nok, til at holde mig tilbage.

"Slip hende."

Sagde Erik roligt, selvom at jeg kunne høre den undertrykte vrede i hans stemme. 

"Hvad siger du til at du vender om og går, så overlever du til at se endnu en nat? Så beholder jeg den lille engel hos mig."

Sagde feen, og slikkede mig op af halsen. Jeg gøs, og forsøgte at vride mig fra fra hans greb.

"Hvad siger du til at jeg slår dig ihjel, og at jeg lever til at opleve endnu en nat sammen med hende?"

Spurgte Erik, og knurrede ganske lavt. Jeg sank skræmt en klump, da feen lagde endnu en arm omkring mig.

"Jeg siger, at du får store problemer, hvis du slår Dronningens søn ihjel, altså mig."

Sagde han roligt, og indsnussede min duft igen. Jeg gøs, og følte mig fortabt. Erik kunne ikke slå feen ihjel, ikke når det var dronningens søn. Erik ville selv blive slået ihjel for det, og det kunne jeg ikke risikere. Jeg rystede på hovedet til Erik, som selv rystede på hovedet. Han ville ikke risikere, at miste mig heller. Det varmede i mit indre. Feen trak mig baglæns tilbage, så vi kom væk fra børnhjemmet.

"Moder bliver så glad, når jeg giver hende dig, min kære engel."

Sagde feen, stolt af sig selv.

"Jeg er ikke nogen engel."

Sagde jeg trist, og blev pludseligt kastet frem, så jeg ramte fortovet med hovedet først. Jeg blev liggende, og mistede kort kontrollen over min krop. Den var ved at besvime. Jeg tvang mit hoved rundt, så jeg kunne se hvad der var sket. Erik havde angrebet feen bagfra, og havde for en kort stund fået kontrollen i slåskampen. Men jeg kunne tydeligt se, at det var ved at vende. Feen slog hurtigt ud, og fik slået Erik i jorden. Jeg skreg indvendigt, og genvandt straks kontrollen, da feen rakte ud efter et stykke træ til at spidde Erik med. Jeg for op, og fik væltet feen rundt. Han fnøs irriteret, og rejste sig igen.

"Moder bliver næppe glad, hvis jeg brækker nogle af dine knogler."

Sagde han truende, og trådte frem imod mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...