Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4255Visninger
AA

15. Dræb mig, eller lad mig gå

Erik tog kanden ud af kvindens greb, og stillede den forsigtigt på bordet, inden hun også tabte den. Dernæst tog han sig en kop fra skabet, og hældte lidt kaffe op til sig selv.

"Jeg håber, at den smager. Jeg har kun sjældent lavet kaffe, da jeg ikke selv drikker det."

Sagde jeg, og trak mig tilbage, da jeg så at kvinden stadig så skræmt på mig. Jeg rakte let mine hænder op, som for at vise at jeg ikke var farlig. Jeg satte mig på køkkenstolen igen, og lagde begge mine hænder synligt på bordet. Jeg lagde mærke til at Erik anerkendende nikkede, da han drak lidt af kaffen. Den var åbenbart god nok.

"Har du noget imod at fortælle os hvad du er, så vi kan forholde os til det?"

Spurgte Erik venligt, og lænede sig op af køkkenbordet. Jeg tøvede straks. De ville næppe tro mig, hvis jeg fortalte dem sandheden. Så jeg valgte at undgå det.

"Næste spørgsmål."

Svarede jeg, og så væk. Det var uhøfligt af mig, at sige sådan, men det var nødvendigt. Jeg ville ikke risikere, at de enten slog mig ihjel eller sendte mig på en anstalt for sindsyge. Erik trak let på skuldrene af mit svar, og tømte koppen, som han stillede fra sig. Jeg greb mig selv i at se på ham, et par sekunder for længe, så han svagt bemærkede det. Men jeg havde savnet den måde hvorpå hans sorte hår fangede lyset, og gav ham et glorie-lignede udseende.

"Hvem forsøgte at dræbe dig?"

Spurgte han, og lagde armene over kors. Jeg bemærkede at kvinden var faldet til ro igen, da James havde lagt sine arme beskyttende om hende.

"Det eneste som jeg ved, er at han er en varulv."

Svarede jeg, og trak let på skuldrene. Kvinden gøs dog straks, hvilket jeg ikke kunne overse. James skubbede hende hurtigt ud af køkkenet, men blev ved Erik og mig.

"Det er i orden, gå bare med Maddie."

Sagde Erik hurtigt til James. Han nikkede, og skyndte sig efter hende. Jeg kunne høre, at hun var faret op ovenpå. Jeg undrede mig kort, men slog det hen. Jeg skulle ikke blande mig i deres privatliv. Erik så straks på mig igen, så jeg ikke længere kunne se på ham, uden at han opdagede det. Det afslørede mig dog lidt, at jeg så ned i bordet. Jeg hørte ham sige en svag undrende lyd. Normale mennesker ville ikke have kunnet høre det, men min skærpede hørelse gjorde at jeg kunne.

"Hvis du vil have mig undskyldt, så er klokken mange, og jeg skal på arbejde."

Sagde jeg hurtigt, og rejste mig. Erik forhindrede mig dog i at gå, ved at lukke sin hånd omkring min overarm. Mit hjerte sprang et slag over, da hans kolde hud kom i kontakt med min. Men det var ikke hans kulde, som gjorde det, det var den varme som bredte sig i mit indre. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg nogensinde ville opleve, at han rørte ved mig. Han gav mig et dystert blik.

"Jeg tog dig kun med herhen, fordi at jeg ikke regnede med at du ville overleve."

Forklarede han sin modvilje mod at jeg bare skulle gå.

"Så dræb mig, eller på anden vis sikre dig, at jeg intet siger."

Sagde jeg kort, og var glad for, at jeg kunne holde øjenkontakt med ham. Hans lyseblå øjne så undrende på mig, hvorefter at han slap min arm.

"Hvor arbejder du henne?"

Spurgte han nysgerrigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...