Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4282Visninger
AA

36. Det knuste hjerte

Maddie og Erik sad mundlamme og så på mig, det var ubehageligt. I sidste øjeblik forhindrede Erik, at James lagde sin hånd om min hals, ved at skubbe mig på gulvet. Jeg slog min hofte i gulvet, og måtte bruge nogle sekunder på at få smerten til at gå væk, før at jeg kunne trække vejret igen.

"Du kan måske ikke dø, men for satans hvor kan jeg få dig til at ønske, at du aldrig var blevet født."

Hvæssede James af mig, og rejste sig fra stolen. Erik for op, og stillede sig i mellem James og jeg.

"Du gør hende ikke noget."

Sagde Erik sammenbidt. Jeg kom anstrengt på benene igen, og kunne se at Maddie bare stirrede tomt ud i luften. James var så vred på mig, at han viste sine hugtænder.

"Du ved udmærket godt hvad hun er skyld i."

Hvæssede James utilfreds af Erik, som nikkede. Erik vendte sig let imod mig, men så ikke på mig.

"Erik, jeg..."

Begyndte jeg, men blev afbrudt af det blik som Erik sendte mig.

"Forsvind."

Bad Erik mig. Mit hjerte føltes så uendeligt tungt, da jeg genkendte følelsen i hans øjne. Had, han hadede mig.

"Erik..."

Sagde jeg ynkeligt, hvilket bare gjorde ham vred.

"Forsvind!"

Skreg han rasende af mig, så James måtte skifte side og holde ham tilbage, for at han ikke skulle overfalde mig. Jeg gispede, da jeg forstod alvoren. Jeg mærkede en enkelt tåre på min kind, før jeg slog armene om mig selv, som for at forhindre at mit hjerte faldt fra hinanden. Så vendte jeg mig, og løb.

Jeg begyndte først at græde, da jeg ikke længere kunne huske vejen tilbage til Eriks hus. Jeg blev ved med at løbe, smerten i mine ben og i min krop overtog smerten fra mit hjerte. Det lettede det hele en lille smule, men ikke nok. Så jeg fortsatte med at løbe, så det føltes som om at mine ben ville kollapse under mig og gå i tusinde småstykker. Og til sidst, så gav de efter. Jeg faldt sammen som en livløs klud, og fandt mig selv ligge og rode i en gyde, blandet affald, gammelt pap og efterladenskaber fra stofmisbrugere. Jeg havde opbrugt alt min energi, og mere til, så jeg mistede bevidstheden, hvor jeg faldt.

"Åh nej."

Hørte jeg svagt en stemme sige flere gange, da jeg blev samlet op fra jorden. Jeg tvang mine øjne op, og mødte Christians bekymrede blik. Jeg blinkede anstrengt. Det gjorde alt for ondt, at være vågen. Så jeg begyndte langsomt, at trække mig væk fra min krop. Der var ikke nogen grund til at være vågen længere. Erik hadede mig, og det gjorde ondt. Der var ikke andet for mig i denne verden. Jeg kunne lige så godt trække mig bort, og blive der til den dag hvor min krop endeligt ophørte med at eksistere. Christian fornemmede det, og bad mig om at blive vågen, at jeg ikke måtte forsvinde. Men det var allerede for sent. Jeg lukkede øjnene for sidste gang, og trak mig bort fra min livløse krop, som ikke længere trak vejret og hvor hjertet ikke længere slog. Den var død, så vel som jeg selv.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...