Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4427Visninger
AA

21. Den anden fe

"Det ved jeg faktisk ik..."

Begyndte Christian, og så i min retning. Han blev dog afbrudt, da Erik kom ind i køkkenet. Jeg håbede stadigt på at han havde hørt min stille bøn.

"Christian, vi er ved at løbe tør for brød."

Sagde Erik muntert, men stoppede op, da han kunne se den anden i døråbningen. Straks hvæssede Erik lavt, og gjorde det klart for mig, at den fremmede var mere fe end Christian. Nok til, at Erik straks havde bemærket det, på lang afstand.

"Jeg troede, at du vidste bedre end at lukke tænder ind."

Sagde den fremmede utilfreds. Erik fnøs utilfreds over at blive kaldt tænder, og Christian sukkede opgivende. 

"Hvad jeg gør med min egen ejendom, er mit eget problem."

Forsvarede Christian hans ret til hans område. Erik gik hurtigt over til mig, og skjulte sine hugtænder igen, da han slog en arm om mig. Straks rømmede den fremmede sig.

"Du kender reglerne på feernes område."

Sagde den fremmede, som jeg endnu ikke havde set. Jeg var kort forvirret, hvilke regler? Indtil jeg huskede den fredstraktat, som eksisterede imellem vampyrerne og feerne i byen. Det var lidt kompliceret, at holde styr på alle de regler og områder oppe i mit hoved, så jeg skubbede hurtigt det hele til siden igen. Erik sukkede, og vendte mig rundt. Derefter trak han mit lange blonde hår tilbage, så min hals blev synlig. Så den fremmede kunne se, at jeg ingen bidemærker havde. Jeg kunne endeligt se den fremmede, både i hans sande form og den form, som han opretholdt med tryllestøv. Den menneskelige form var en ung mand på Christians alder, meget lignede Christian selv. Men hans feside var langt mere forskellig fra Christian. 

Hans øjne var skræmmende sorte, og hans vinger på ryggen, sylespidse og dækket af noget tykt grønt stads. Jeg genkendte det, som et heldende middel, som tit blev brugt, hvis vingerne var blevet beskadiget i kamp. Han lignede også en slagsbror. Hans tomme, sorte øjne, var det som skræmte mig mest. De så sultent på mig, som om at han kunne finde på at rive mig i småstykker, bare for sjov.

"Hun er en ven."

Forklarede Erik sin manglende interesse i mit blod. Feen løftede skeptisk sit ene øjenbryn, så jeg kunne se et ar.

"En meget god ven."

Støttede Christian Erik op, selvom at de to ikke just var perlevenner. Det var i situationer som denne, at Christian kunne lyve for en af sin egen art. For han havde ment, at jeg var hans gode ven, og ikke at jeg var Eriks gode ven. Det lød dog ikke just sådan i feens ører. Men han trak ligegyldigt på skuldrene. Erik holdt tydeligt hånden over mig, han måtte have hørt mig.

"I kan bare smutte for i dag. Der er ikke nok at lave."

Sagde Christian venligt til os begge, selvom at han så skarpt på sin slægtning. Jeg nikkede hurtigt, og måtte tvinge min krop til at trække frem, væk fra Erik, så vi kunne komme videre. Jeg havde indset hvor farligt det var, at komme i kontakt med Erik. Min krop kunne ikke til at stå imod, kun min forstand holdt mig fra ham. Jeg kunne ikke risikere at involvere ham i noget som helst, efter alt jeg havde gjort mod ham. Han fortjente bedre.

Jeg søgte hen mod døren, og forsøgte på bedste vis, at lade som om at jeg ikke havde hørt samtalen mellem Christian og den anden fe. De gjorde plads til os, men feen gjorde kun plads nok til at jeg kunne passere Christian, så han kunne gå ind foran mig igen. Jeg stoppede op, og forsøgte at berolige min skræmte krop. Jeg kunne ikke se op, det ville afsløre mig. Christian hviskede hidsigt noget på feernes sprog, som jeg ikke nåede at opfange, før den anden fe flyttede sig igen og lod både Erik og jeg passere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...