Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4424Visninger
AA

19. De aner stadig ikke hvad jeg er

"Det er ikke det store, som der er at lave idag."

Sagde jeg, bare for at sige noget. Vi sad, alle tre ved bordet i køkkenet, og så på hinanden. Christian så overvågent på Erik, som tydeligt sad, så man kunne se hans hænder, selvom at det ikke var farligste ved ham.

"Har du spist?"

Spurgte Christian nysgerrigt. Jeg måtte kort tænke, for at forsøge at huske det. Jeg var lige ved at nikke, selvom at det var en løgn, da Christian kom mig i forvejen.

"Det tager jeg som et nej."

Hvorefter at han rejste sig, for at hente mig noget suppe. Erik så studerende på mig, som om at jeg var noget nyt, som han ikke kunne finde ud af hvordan fungerede.

"Og du spiser det hele, uden at diskutere med mig denne gang."

Sagde Christian utilfreds, og stillede skålen på bordet sammen med en ske. Jeg nikkede taknemmeligt, og samlede skeen op, for at spise.

"Afslår hun normalt?"

Spurgte Erik nysgerrigt Christian, som let nikkede.

"Det er som om at hun forventer en straf, hvis hun accepterer. Det er lige før, at jeg skal tvinge hende til at spise. Og så har hun en irriterende tendens til at arbejde alt for meget. Det er jo trods alt frivilligt arbejde, så hun får ikke nogen form for betaling for det."

Forklarede Christian kort, hvad han syntes var mine irriterende tendenser. Jeg lod som ingenting, og spiste sultent suppen. Sidst jeg havde fået noget at spise, var jo da Christian havde fået overtalt mig til det sidst.

"Så du har et behov for at spise?"

Spurgte Erik nysgerrigt. Jeg nikkede let, og skubbede den tomme skål fra mig.

"Jeg har samme behov som et menneske. Det eneste som er anderledes, er min styrke, reflekser, hastighed og min tendens til ikke at dø."

Forklarede jeg, og kunne se at de begge tænkte.

"Jeg kan stadig ikke finde ud af hvad du er."

Sagde Erik opgivende, hvor Christian nikkede.

"Vi ved bare, at du er sjælden."

Sagde Christian, og så på mig med nysgerrige øjne. De så faktisk begge på mig, og ville meget gerne have at vide hvad jeg var. Jeg havde dog ikke tænkt mig, at fortælle dem det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...