Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4235Visninger
AA

10. Christian sender mig hjem

"Så hvad hedder du?"

Spurgte Christian helt uskyldigt. Jeg rystede på hovedet. Jeg var ikke villig til at fortælle ham mere om mig selv. Han så på mig med et skævt blik. Jeg rystede igen let på hovedet. Jeg havde åbnet op for ham, men jeg var endnu ikke klar til at fortælle ham den fulde sandhed. Han sukkede let. Han var blevet klar over, at jeg endnu ikke var klar til at fortælle ham alt. Han nikkede accepterende, og fortsatte med at tørre af i tavshed.

"Er der ikke noget, du har lyst til at fortælle om dig selv?"

Spurgte Christian let, og en smule henkastet. Jeg gav ham et sigende blik, så han igen nikkede forstående. Jeg havde fortalt ham nok for i dag. Han måtte vente til et andet tidspunkt, hvor jeg ville være klar og føle, at jeg godt kunne fortælle ham mere. Så jeg fortsatte med at vaske de mange skåle af, i stilhed. Min tavshed var blevet en vane. Jeg sagde aldrig noget unødvendigt, eller talte, medmindre at jeg blev tiltalt. Jeg ømmede mig let, og rettede min ryg igen. Den var begyndt at gøre ondt, grundet at jeg havde forsøgt at vaske gulvet rent så længe. Det var jeg hellere ikke blevet færdig med, kom jeg i tanke om. Mit blik gled søgende over gulvet, indtil jeg fandt spanden og skurebørsten igen. Jeg måtte fortsætte, når jeg først var færdig med at vaske op.

Christian sukkede opgivende. Han havde set mit søgende blik, og bremsede mig nu i at vaske op. Han lagde sin hånd på min arm, og så roligt på mig med et blik, der signalerede bestemthed.

"Tag hjem."

Bad han, og bandt med sin ene hånd mit forklæde op. Jeg protesterede på min lydløse måde, og forsøgte at få fat i forklædet, inden han tog det fra mig. Det lykkes ham, at holde det væk fra mine hænder, der ivrigt rakte ud efter det. Han sukkede let, og gav mig et smil, da han lagde forklædet på bordet. Han rystede på hovedet, og jeg måtte anerkende mit nederlag. Jeg nikkede let, og fortalte ham derved at jeg tog hjem. Ihvertfald i nogle timer.

"Tag hjem, og hvil dig."

Sagde han blødt, og gik hen til knagerækken, hvor han fandt min jakke frem. Det havde egentligt været hans, men jeg havde den ene dag set ham smide den i skraldespanden. Jeg havde samlet den op, med et desperat brug for en jakke i det kølige vejr. Lynlåsen var i stykker, så jakken kunne ikke lukkes. Det problem havde jeg løst, ved at brug bæltet til at lukke jakken så meget omkring mig som muligt. Lommerne i jakker var også i stykker. Sømmene, der holdt lommen samlet, var slidt op, så man ikke kunne havde noget i lommerne. Derfor brugte jeg aldrig jakkelommerne. Christian rakte jakken til mig med et smil. Han havde tilbudt mig en ny, en af hans lidt nyere, men jeg havde afslået. Han pegede formanede på mig med en finger.

"Og jeg vil ikke se dig her, efter at jeg er taget hjem. Jeg lader de andre vide, at de ikke skal tillade dig at arbejde, før jeg kommer igen."

Sagde Christian roligt, og hjalp mig i jakken. Jeg sukkede dybt. Jeg forstod betydningen af hans ord. Det ville betyde at jeg først kunne komme igen, når han kom tilbage næste aften. Det var lang tid, hvor jeg måtte finde på noget andet at lave. Heldigvis vidste Christian ikke noget om de andre herberger, børnehjem, kirker eller hospitaler, hvor jeg også frivilligt hjalp til. Men jeg var nødt til at sove et par timer først, før jeg kunne arbejde videre, så jeg besluttede mig for at tage hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...