Englen, Mennesket og Vampyren - En Falden Engel

Jeg åbnede langsomt øjnene, mens jeg følte et klart ubehag i min krop. Da jeg åbnede øjnene helt, blændede den stærke morgensol mig. Jeg vendte mig om på siden, væk fra solen, så jeg igen ville blive i stand til at se noget. Mens jeg ganske langsomt kom på benene, så jeg mig undrende omkring. Alting var forandret, men var forblevet det samme. Jeg så ned på mine fingre, lange, tynde og kridhvide. De føltes underlige, og først lang tid efter gik det op for mig hvorfor. Jeg frøs. Det var underligt, underligt at vende sig til den krop, jeg havde fået. Underligt at vende sig til alle de pludselige følelser, og over at kunne føle smerte. Jeg mærkede sulten inden længe, og havde aldrig før følt noget lignende. Mens jeg med vaklende ben forsøgte på at gå, kunne jeg mærke min ryg smerte ved skulderbladene. Der hvor mine vinger engang havde været.......

13Likes
32Kommentarer
4395Visninger
AA

49. Besøg

"Erik, Erik, åh gud Erik er det virkeligt dig? Erik, åh gud Erik."

Blev den unge pige ivrigt ved, og både prikkede og klappede på ham, som for at mærke efter om han virkeligt var der. Erik sukkede dybt, og greb hendes hænder, for at forhindre at hun blev ved.

"Ja."

Svarede han roligt, og så på hende.

"Det er mig."

Svarede han roligt igen, og slap hende. Straks slog hun armene om ham, og krammede ham tæt ind til sig. Han sukkede dybt, og gav hende et let kram tilbage, men hun ville ikke slippe ham. Hun holdt stædigt ved.

"Det gør du aldrig, aldrig nogensinde igen."

Sagde hun trist, og lød som om at hun ville give sig til at græde. Erik rullede opgivende med øjnene i retningen af James, og aede trøstende pigen over håret. Jeg havde fået lov til at komme ud af sengen igen, denne gang for at sidde i stuen, begravet under tre dyner, og se en film sammen med Erik og James. Maddie var ude og handle ind til mig, og jeg havde svagt opfanget noget med noget tøj. Det var vel egentligt også på tide, det var trods alt enten Eriks skjorter og sweatre eller noget af Maddie's tøj, som var for stort til mig, som jeg havde på. Men jeg brød mig stadigt ikke om, at de brugte penge på mig, selvom at jeg egentligt ikke kunne gøre noget ved det.

"Hvem er du?"

Spurgte pigen pludseligt, så jeg måtte se op fra dynen. Jeg mødte hendes blik, og blev straks klar over at hun var langt ældre end jeg regnede med. Hun var til forskel fra James, Maddie og Erik, en fuldblods vampyr. Hun var født vampyr. Jeg genkendte hende. Jeg havde været involveret i hendes skæbne, i at hun blev født. Men jeg havde aldrig fået at vide hvorfor netop hun skulle fødes, og af de forældre.

"Selena."

Udbrød jeg, før at jeg fik holdt mig selv over munden. Hun stirrede nysgerrigt på mig, og studerede  mig kort. Erik så undrende på mig, da Selena slap ham. Hun nærmede sig mig, stadigt med det undrende blik.

"Jeg genkender dig ikke."

Mumlede hun koncentreret, og gik tættere på mig. Erik og James brød sig tydeligvis ikke om at hun var så tæt på mig, men de kunne ikke gøre noget ved dig. Jeg tvang mig selv til at trække på skuldrene, og lænede mig afslappet tilbage i sofaen. Hun satte sig, mens hun stadigt så på mig.

"Hvad ser i?"

Spurgte hun pludseligt, og så på skærmen.

"The Avengers."

Svarede jeg. Hun nikkede let.

"Må jeg se med?"

Spurgte hun, og straks blev jeg klar over at hendes opmærksomhed var blevet afledet. Erik nikkede let, og satte sig på den anden side af mig. Han trak forsigtigt en af dynerne lidt tættere omkring mig, så jeg kunne læne mig op af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...