Et venskab kan stå i vejen~One Direction

-Dette er 2’eren til min første novelle ’En drøm eller virkelighed??’
Harry og Asta har været sammen i snart 6 måneder. De elsker hinanden som bare fanden, og de ville aldrig kunne leve uden hinanden. Og hun ved godt at bulen på hendes mave ikke er fordi hun er tyk, nej hun er gravid med hende og Harrys barn. Men desværre sker det at Harry bliver nød til at tage til Frankrig med Louis i tre dage. Asta ved ikke hvad hun skal gøre og tager til fest med Niall. Niall hendes bedste ven. Deres venskab udvikler sig- og det ender ikke godt.

26Likes
70Kommentarer
5192Visninger
AA

10. En misforståelse

Harry havde straks fået os kørt hjem, da jeg havde fortalt det. Noget viste at han var vred, irriteret og såret, på en gang.

"Harry .... er du okay?" spurgte jeg bekymret.

"Mine fans er ikke glade fordi jeg skal være far, min kæreste har skyldfølelse fordi hun er gravid med mit barn .. lyder det til jeg er okay?" spurgte han frustreret.

"Undskyld skat, men jeg fik det bare dårligt af de ord"

"Jeg forstår, men at du ikke vil være sammen med mig mere, fortryder vores kys"

"Harry" prøvede jeg beroligende.

"Nej Asta"

"Ha.." - "Asta vil du være min eller ej. Vil du være min kæreste, eller bare smutte, fordi du ikke kan holde et par onde ord ud?"

"Harry, det satte sig virkelig i mig"

"Og? Pointen er at du har fortrudt vores kys" råbte han.

"Hvad sker der her?!" afbrød Louis os. Han kom hoppende ind på værelset og kiggede skiftevis på os. Mig der sad i vores seng, og Harry der stod og så virkelig vred og såret ud.

"Asta synes vi er det forkerte par" sagde Harry og forlod værelset.

"Asta?" Louis så tvivlende på mig. "Hvor er min selvsikre smukke Asta henne?" spurgte han og prikkede mig på brystet.

"Jeg er her ... bare knust" sagde jeg og lagde mit hoved i hans skød.

"Forklar mig hvad der sker"

Jeg forklarede ham det, på samme måde som Harry havde fået det forklaret.

"Og derfor er Harry sur på dig, eller hvad?"

"Ja, jeg har jo ikke sagt at jeg synes vi er det forkerte par. Louis please snak med ham"

"Harry kan godt være svær at overbevise" sagde han og kiggede blidt på mig.

"Prøv for min skyld. Jeg elsker ham" sagde jeg og lod en tårre falde.

"Alt for min bedstevens kæreste" sagde han og lod mit hoved dumpe ned i sengen.

Harrys synsvinkel:

Jeg havde kørt Asta direkte hjem fra studiet, da hun havde haft plads til at fortælle hvad hun følte.

Jeg var blevet godt og grundigt vred. Både på hende, men også de fans der synes det er ulækkert at vi skal have et barn sammen. Og såret, fordi Asta havde det sådan.

Louis, den idiot, havde afbrudt os midt i vores skænderi og jeg havde forladt rummet. Så nu sidder jeg her. På stenen i haven der hører til den lejlighed Asta og jeg bor i. 

Jeg tror Louis blev inde ved Asta, for at snakke. Det så ihvertfald sådan ud, og hvis jeg kender ham godt nok, hvilket jeg gør, så gjorde han det også.

Jeg lagde hovedet i hænderne og sukkede dybt. Hvad fuck havde jeg lige rodet mig ud i?

"Harry?" jeg kiggede op og så Louis der stille kom gående. "Jeg er Astas budbringer" sagde han og sendte mig et stort smil som jeg gengældte.

"Åh så nu kan tøsen ikke selv snakke?"

Astas synsvinkel:

Jeg gik ud på badeværelset, og tog noget kold vand i hovedet. Aldrig havde jeg haft et skænderi som det her, hvis ikke mit utroskab til Mick tæller.

Jeg satte mig på toiletbrættet. Kiggede ned af mig selv. Jeg havde flere gange haft tanker om, om det nu var en god idé, det med at få et barn i så tidlig en alder, men jeg var altíd havnet det samme sted; Det var det rigtige. Vi elskede hinanden. Og jeg elskede ham, mere end alt andet, og det vidste han, også i skænderier. Det var jo normalt at have skænderier i et par. harry gjorde mig glad, ja nærmere lykkelig. Det skal ingen tage fra mig.

Jeg gik ud i køkkenet, hvor jeg tog et glas iskoldt vand.

Jeg kiggede rundt i lejligheden. Helt fuldstændig tom. Jeg gik over til et vindue, der er ud til gården. Jeg kiggede rundt. Ikke rigtigt efter noget bestemt, men alligevel i håb om at drengene var dernede, trods kulden.

Dér bag et træ. Harrys smukke krøllede hår tittede frem. Jeg kiggede nærmere, og så at han stod der overfor Louis. Louis så rolig ud, og Harry så ked ud af det. Det lignte lidt Harry råbte af Louis, men alligevel ikke. Hans ansigt var ikke til at læse.

Harry krammede Louis. De var kvit. Hvilket sikkert betød at harry og jeg var kvit. Hvilket sikkert betød at vi alle var glade.

Jeg satte mig hen i sofaen, da drengene kom op igen. De så vildt kolde ud.

"Asta, jeg tror gerne Harry vil snakke med dig" sagde Louis og forlod rummet. "Jeg snupper lige en kop te"

Harry tog min hånd og træk mig ind på vores værelse.

"Harry du må virkelig und..." Jeg blev afbrudt, på en måde jeg næsten aldrig var blevet afbrudt på. Hans læber fangede mine. Han pressede mig op mod muren, og kiggede mig dybt i mine øjne. "Du skal ikke undskylde... jeg er et fjols" sagde han imellem kyssene. Han havde undskyldt. Sagt det var hans skyld, og en tårre begav sig ned af min kind. Harry sagde ikke noget, men fjernede den med et smil på læben.

"Jeg elsker dig Harry" sagde jeg og omfavnede ham. "Og nej, jeg fortryder ikke"

Han svarede ikke. Han lod bare sit hoved støtte på min skulder.

"Asta ... vil du med ud og spise i aften?" spurgte han stille og kiggede mig i øjnene.

"Ja" sagde jeg og trak på smilebåndet.

____________

Jeg undskylder for at kapitlet blev så kort, men var tom for ideér :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...