Paradise - One Direction

En pige. En personlighed. En forelskelse. En løgn. En sandhed. En drøm.

Isabella er flyttet hjemmefra fra lille Irland, for at tage til London for at følge sin drøm. At blive solo sanger. Efter langtid med skole kor, og mere til, så har lysten til musik voksede i en hast. Da hun i en jagt på sin kat, støder ind i en gammel ven, ændres hele hendes liv..

5Likes
2Kommentarer
550Visninger
AA

2. Brevet.

  (seksuelt, eller stødende ord er I historien, jeg gider ikke at skrive det ved hvert kapitel, bag for at være forberedt)

Isabelle's synsvinkel:

"Isabelle! Din tur til at hente posten!" råbte min room mate, Sophia. Jeg orkede ikke at skulle gå ned til postkassen. Regninger, regninger. Grunden til alt ondt. Jeg besluttede i hvert fald med mig selv, jeg ville nå at spise noget morgenmad og være på arbejde inden. Så kunne jeg nemlig sammenligne det jeg tjente i dag, med det jeg og Sophia skulle betale. Vi tog begge overarbejde, for at betale for de nye møbler + lejligheden. Vi havde også begge aftenskole. Sophia med drama, og jeg I musik. En udmattende dag som altid. Det var endda kun sommerferie. Når sommerferien var slut, skulle vi droppe aftenskolerne, og fortsætte på fuldtid med musik/drama skolerne oveni. Vi gjorde det vi kunne for at klare os uden vores forældre støtte. Jeg var tværtimod træt af deres manglende støtte til mig. Jeg husker stadig, hvordan vi var så trykkede vi var, da jeg sagde jeg ville flytte hjemmefra.

"Jeg henter det når jeg kommer hjem fra arbejdet." snerrede jeg af hende, da jeg trådte ned i køkkenet, med de mørke fliser. Vi havde fået en ganske fin lejlighed, men vi klarede os også fint, men vores overarbejde og skole. I mens jeg ledte efter mine toastbrød tændte jeg for radioen. Jeg nynnede roligt med på B.O.B., og åbnede det store køleskab. Ingen mælk. Jeg drejede mig, og skrev hurtigt på indkøbssedlen at vi manglede mælk. Jeg fnøs kort, og tog æblejuicen i stedet og satte mig ned ved Sophia.

"Endnu en dag, med virkelighedens pinsler som vi vender os til, fordi vi kan" sukkede Sophia. Altid hendes lange sætninger, hver morgen. Om lidt kaldte arbejdet som fotograf assistent. Jeg fik løn. Ret god løn, hvis jeg skal skal være ærlig. Dog ikke bedre end Sophia som vikar som drama lærer for Londons største skole. Dog havde jeg det fint med det.

"Om lidt begynder skolen, et år med en anden rutine igen." sukkede jeg, imens jeg smørrede nutella på mit brød. Det var min sidste dag her hos fotografen, også skulle jeg I skole, også være vikar i musik på St. Joseph ikke så langt væk fra hjemmet. Det bedste var, jeg altid kunne nå at købe ind på vejen. Sophia nikkede til hvad jeg sagde. Jeg havde hurtigt mistet appetitten, og besluttede så at spise den på vej til arbejdet. Jeg tog min foto-taske, min madpakke, og en termokane til at holde mig i gang. "Jeg smutter, Soppe" Jeg gik ud af døren, men kunne godt høre hende råbe farvel.

***

Dagen var slut. Endelig, nu skulle jeg hjem og åbne regningerne også spise aftensmad, dernæst tage på musikskolen. Finally. Jeg var i godt humør, solen skinnede, og mig og bossen havde brugt dagen på at tage billeder af vores ting og termokande. Jeg kaldte det at stene, han kaldte det at være kreativ. Ej, Jackson var en fin boss, og jeg jo stadig min løn? Jeg havde nok penge til at betale for hele månedens udgifter alene. Mit humør var fuldstændig oppe i gear. Tilfreds tog jeg alle regningerne, og løb op i lejligheden.

"Sophia Ann Montgomery! Jeg har fået en bonus på arbejdet, vi har nok til at betale hele månedens udgifter" råbte jeg, så snart jeg trådte ind i døren. Jeg var egentlig glad. "Soffe?" mumlede jeg lavt. Jeg smed brevene på bordet, og gik hen til hendes værelse. Jeg åbnede døren, også hvinede jeg af chok. Hun lavede 'blomster og bierne' med Josh, imens jeg var hjemme. "Forhelvede Soffe..." vrissede jeg, og smækkede døren ind igen. Jeg kunne have levet hele mit liv, uden at behøve at se sin bedsteveninde have sex med sin kæreste. Jeg smed mig ned ved bordet, og ventede tværtimod Josh ville gå. Jeg brød mig ikke om ham. I mens mine tanker var i gang, fløj han ud af døren.

"Åben! Åben!" råbte Sophia til mig. Jeg åbnede regningerne, intet udover det sædvanlige. Min løn var nok til at betale alt det! Min fucking løn alene. "Nåååh?" Nu ville jeg gøre det alle hadede. Jeg smed trist brevet fra mig, og Sophia gav mig et klap på ryggen. Jeg tog hendes hænder og skreg bagefter. "Jeg har råd! Jeg kan betale vores månedsudgifter" hvinede jeg. Vi riverdancede med Sophia, da vi begge to var irske. Jeg var så glad, men jeg opdagede der var et andet brev, med et specielt stempel. Jeg genkendte stemplet. Det var fra min gamle skole i Irland. Jeg satte mig ned ved bordet igen og åbnede brevet..

 

Kære Isabelle Livingston.

Du er inviteret til den to år gamle afgangsklasse jubilæum, I Coláiste Mhuire. Alle elever der har gået I klassen på det tidspunkt, har pligt til at komme, da skolen stadig ejer kontrakterne, forældrene underskrev. De to års fortrydelsesret, er nu forsvundet. Dresscoden er enten en sort, eller grøn, eller hvid kjole til kvinderne. Adressen er Mullingar strasse 132A. Vi ser frem til din ankomst. En sejle billet til Irland er i kuverten. Hav'' en god dag. Én gæst, er tilladt.

Mvh. Caroligna Mal'vu.

Oh crap! Det har jeg ikke råd til! Jeg kan kun komme der over, hvordan skal jeg komme hjem?! Sophia tog brevet fra mig og læste det. Hun kiggede derefter bestemt på mig. "Jeg knokler de næste to dage, også skal du til Mullingar. "Jeg slog armene om hende. "Du er den bedste, Sophia!" jeg glædede mig til at se klassen. Især én. Min bedsteven. Jeg havde lyst til at lave et stort skilt ud og skrive jeg skulle til Irland.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...