Livet

Camilla på 15 er træt af sin klasse. Ingen ser hende. Hun har venner, men er det nu også venner nå de ikke ser hende. Hun er klassen stille og indadvendte pige, der sidder og drømmer sig væk til det bedre og tænker tingene igennem en ekstra gang.

0Likes
2Kommentarer
682Visninger
AA

3. Bare en indadvent pige

Jeg træder ind ad døren, og en frygtelig stank af rådden fisk  kommer i mod mig. Jeg tager min jakke af og smider mine sko over i hjørnet - så slidte som de er gør det vidst ikke noget. Ude i køkkenet er mine forældre allerede i gang med at spise. Far kigger op, og begynder straks på sin hvor-har-du-været-unge-dame-vi-aftalte-du skulle-være-hjemme-klokken-seks tale. Typisk. Jeg sætter mig ned for bordenden og skovler noget spagetti op på min tallerken. De der fisk skal jeg da i hvert fald ikke nyde noget af.

    Efter aftensmaden ligger jeg mig ind på min seng, og tænder for The Voice på tv'et. L.O.C og U$O's sang 'Momentet' begynder straks at strømme ud gennem højtalerne.

"For der er så meget at se endnu, så meget at se endnu, så vi går ikke hjem i nat, i nat." Tsk, det kender jeg kun alt for godt!

Mobilen i min lomme bipper, og jeg hiver hurtigt mobilen op ad lommen. Det er Mathilde der vil have mig med ned på legepladsen sammen med hende og nogle andre fra klassen. Det er vel bedre end at ligge her. Håber jeg.

 ***

Da jeg ankommer til legepladsen ser jeg straks de andre sidde over ved gyngerne og skynder mig over til dem. Mathilde får som den eneste øje på mig. Der er en ledig plads ved siden af hende, hvor jeg skynder mig at sætte mig. Lars og Niels - klassen populære fyre - er godt i gang med at diskutere noget omkring en eller anden film, og alle sidder selvfølgelig og lytter med.

Aftenen går, og jeg bliver mere og mere træt. Ikke træt som i udmattet og har brug for søvn, men træt i som gud-hvor-kan-jeg-ikke-holde-min-klasse-ud-mere. Mathilde har sat sig op på skødet af Johan, som hun nu sidder og flirter med, mens jeg bare er efterladt til mig selv. Alle ser ud til at more sig, undtagen mig. Sådan er det altid. Hvorfor sagde jeg overhovedet ja til at komme herhen, de er jo alle sammen fuldstændig ligeglade. Hver gang jeg siger en ting høre de mig sjovt nok aldrig. Jeg kan sige den sammen ting igen og igen uden at få noget svar. Nogle gange overvejer jeg at glemme dem. Bare slå dem ud af hovedet, når de nu gør mig så kede af det, men uden dem ville jeg heller ingen venner have. Jeg ville stå alene tilbage som hende outsideren. Ikke fordi det er bedre at være hende den indadvendte pige, som tænker alt for meget over tingene. Folk siger altid at det værste for en teenager er ensomhed. Måske er det derfor jeg er så bange for det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har lyst til at fortælle dem hvordan jeg føler, men samtidig så ved jeg jo også at de ikke ville lytte til mig, så hvad nytter det? Svar: Intet! Desværre. Gid jeg var modig. Gid jeg var som Mathilde eller Sofia, der er mega udadvendte, tynde, ser godt ud, og som alle er vilde med. De bliver inviteret til alle festerne, ja de fester jo hver evig eneste weekend, og her sidder jeg så tilbage. Lille mig der aldrig har prøvet at drikke. Ikke fordi jeg ikke vil, men jeg bliver aldrig inviteret til noget - og der er jo intet ved at sidde at drikke helt alene for sig selv, så ender jeg da bare op med at blive alkoholiker.

Jeg vågner op fra min trance da jeg opdager at nogle af de ældre drenge kommer. Drenge der er et par år ældre, og altid tror de er så smarte, med deres alkohol og deres scootere. De er til at få kvalme af. De slår sig ned sammen med os, og straks er snakken gået over til noget jeg slet ikke vil snakke om. Kan vi dog ikke bare snakke om noget fornuftigt? Jeg har altid fået at vide at jeg er meget fornuftig af min alder at være, og måske er det derfor de andre nogle gange irritere mig med alt deres barnlige med at nu har de inviteret for mange, og bliver nødt til at trække nogle af invitationerne tilbage. Har man inviteret en, så har man inviteret en og sådan er det.

Jeg rejser mig forsigtigt op og begynder at går hjemad lige så stille. Jeg siger ikke et ord, jeg fortsætter bare. Jeg kigger mig hurtigt over skulderen, nej, de andre opdager intet. Så kan jeg vel lige så godt bare tage hjem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...