En pagt med djævelen

Da tvillingerne Jason og Katrine flytter til deres tante og onkel i Brookville, sker der ting, de ikke havde regnet med. Jason finder en gammel nøgle i stengærdet i nærheden, som viser sig at være en port til Dødsriget. Og ikke nok med det, finder de ud af, at deres far skjuler en meget gammel og ukendt hemmelighed, som han deler med selveste djævelen.

0Likes
1Kommentarer
645Visninger
AA

1. En mystisk aflytning

 

Jeg har altid vidst, at vores far ikke var helt almindelig. Jeg har altid haft fornemmelsen af, at der var noget galt. Han var aldrig hjemme, fordi han altid sejlede ude på de syv have som skibskaptajn. Det var der selvfølgelig ikke noget forkert ved, men en intuition fortalte, at han var anderledes. Min storebror, Jason havde sagt, at det nok var fordi vi savnede ham, at jeg tænkte den tanke. Men det var jeg nu ikke helt sikker på.  Siden første gang, jeg havde haft den ubehagelige fornemmelse, havde vi installeret nogle babyalarmer nede i stuen, hvor tante Rose og onkel Finn sad og sludrede og på vores værelse, vi delte med hinanden. Dem fandt vi en dag midt i vores opdagelser i det kæmpehus, som vi boede i. Det var vores ynglings beskæftigelse, som vi altid foretog os, når vi var blevet smidt i seng klokken otte om aftenen. Vores tante og onkel gik meget op i disciplin, så vi skulle altid rette os efter deres befalinger. De sad altid der ved stuebordet med kaffe og snakkede om ligegyldige voksenting. Men pludselig hørte jeg tante Rose's drævende stemme sige i den skrattende babyalarm: "Hør her. Det kan ikke være rigtigt, at vi lyver for ungerne. De har  ret til at vide sandheden!" Der opstod en laaaang pause. Kun urets tikken overdøv stilheden. "Hm..." brummede onkel eftertænksomt i babyalarmen. "I morgen må vi fortælle dem det..."  Så holdt babyalarmen op med at skratte. Der var helt stille. Det var, som om at forbindelsen blev afbrudt. Så kunne jeg høre onkels stemme råbe op ad trappen: "HVAD FANDEN LAVER I? I SIDDER VEL IKKE OG AFLYTTER OS?"  Vi sad helt musestille og sagde ikke en lyd. "Nu kan I godt regne med, at vi  ikke fortæller jer noget som helst!" brølede han, som om han havde tænkt sig at råbe til hele verden.  Da vi ikke længere kunne høre onkel skridt, sagde jeg: "Det var tæt på"
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...