Stutteri Lundegaard

Line er 16 år og bor på Lundegaard stutteri og rideskole som hendes forældre ejer. Line er et stort konkurrencemenneske og vinder mange stævner i hendes ynglingdisciplin: ridebanespringning. Hun rider også meget dressur og skovture osv. Hun har mange venner både på rideskolen, men også dem hun kender fra stævner. Hendes far er berider og hendes mor styre rideskolen, og Line er selv beriderelev hos sin far. Historien handler om Lines hverdag på gården i blandt heste, familie og venner.

OBS: Idéen er taget ud fra Line-Bøgerne, og hvis der er nogen der har læst dem, så er denne movella en slangs fortsættelse på "Nye veje"
Jeg elsker at man kan forstille sig hvordan det hele ser ud, så derfor går jeg meget i detaljer med af hvad de har på af tøj, farve og valg af udstyr osv.:)

11Likes
25Kommentarer
2336Visninger
AA

5. Kapitel 4

Næste morgen vågnede vi først da klokken er 10, godt trætte efter gårdagens stævne. 

Efter at have taget shorts og t-shirts på, en omgang rundstykker og en tur på badeværelset, tog vi vores computere med ud i haven, for at tjekke Hestegalleri. 

I forum var der en kæmpe debat om en dame ved navn Linda Sønderskov, der skulle være såkaldt "hestehandler", men købte heste uden at betale for dem.

"Piger, prøv lige at se her" sagde jeg og vendte computeren mod Marlene og Anna så de kunne læse hvad jeg læste.

"Ej hvor vildt!" Sådan en dame skulle bare ik have lov til at handle med dyr!" udbrød Anna rasende.

"Prøv at søg hende på Google, det kan være der er noget mere om hende" sagde Marlene.

Jeg skrev hendes navn i søgefeltet og flere sider dukkede op med artikler om retssager og dyremishandling. 

Jeg blev chokeret over hvad jeg læste, da der stod at hun både handlede med heste, hunde og katte.

"Hun bor kun 7 km herfra, skal vi ikke tage ud og tjekke det?" spurgte jeg efter at en havde skrevet hvor hun boede

"Det kan vi da ikke Line, kan du ikke se at hun er hjemme?" spurgte Marlene og kiggede vantro på mig.

"Og hvad tror du ikke dine forældre ville sige?" udbrød Anna.

"De skal ikke vide noget. Kom nu!" sagde jeg og slukkede computeren.

 

5 minutter senere trampede vi vores cykler ud af landevejen.

"Line hvad har du helt præcist tænkt dig? At vi bare skulle stjæle dem med hjem?" spurgte Anna da vi drejede ind af en grusvej.

"Nej selvfølgelig ikke. Nu tager vi ud og se hvor slemt det er, tager billeder som beviser, og cykler hjem og snakker med mine forældre." Svarede jeg.

Kort efter kom der et lille rødt hus til syne og jeg cyklede ind i gårdpladsen, hvor der med det sammen lød en voldsom gøen fra de indelukkede hunde. Der stank kraftig af ammoniak og gødning, over hele gårdspladsen.

Der var ingen bil, så vi gik udfra at der ikke var nogen hjemme. 

Vi stillede cyklerne op af staldmuren og smuttede ind af døren til stalden.

Stanken af ammoniak der var endnu kraftigere inde i stalden, fik min hals til at snører sig sammen.

Vi kiggede os lidt omkring og jeg gispede da jeg så over i en af boksene, hvor der stod en sort pony med en hvis stjerne i panden og en snip på mulen. 

Jeg skyndte mig over til den, den ænsede ikke jeg kom og dens mule rørte næsten jorden. Den var meget udsultet og var kun skind og ben, dens hove var blevet til snabelhove. Dens pels var smurt ind i gammel afføring og den var helt død i øjnene. Jeg tog hurtig nogle billeder af den som bevis.

"Line?" kaldte Anna og jeg gik over til hende.

Hun stod ved en sort oldenborg der var lige så tynd som den sort pony, med lige så lange hove.

Til sidst men ikke mindst, stod der en lille skimlet araberplag som så ud til at have opgivet livet. 

"De har jo hverken mad eller vand!" udbrød Marlene med tårer i øjnene.

"Vi skal nok få hende stoppet!" svarede jeg og tog billeder af stalden, og de andre to heste. Hvorefter vi kørte hjem på gården igen.

 

***

 

Da vi kom trampende ind i gårdspladsen godt svedende, stod min far og snakkede med Morten Møller der ejede et nærliggende stutteri og salgsstald. 

"Hej Line-Fine, du ser godt ud idag" Hilste Morten og smilede frækt til mig. Jeg rullede med øjnene, det var typisk Morten at komme med sådanne kommentar til mig. Istedet vendte jeg mig mod min far.

"Far du bliver nødt til at hjælpe os! Der ligger en gård 7 km herfra, hvor der bor en dyre mishandler, hun "køber" heste, men betaler ikke for dem, og lige nu står der tre meget udsultet heste i hendes stald!" 

Jeg snakkede så hurtigt at jeg glemte og trække vejret, og gav først min far en mulighed for at reagere, da jeg var færdig med at snakke.

"Hvad er det du står og siger Line?! Har i været ude på en anden dames gård, og været inde i hendes stald uden at få lov?! Det er jo ulovlig indtrængen!" halvråbte min far vantro. 

Jeg ignorede ham og fandt min mobil frem og viste ham billederne vi havde taget.

"Vi bliver nødt til at hjælpe dem nu! Ellers dør de! svarede jeg hidsigt og trampede i jorden.

"Tror du at det her er et dyrehospital?" spurgte min far.

"Nej, men far...." Prøvede jeg, men min far afbrød mig. "Der blev sagt nej Line! Det må hende damen selv finde ud af!" 

Men jeg nægtede at give op, og efter en lang diskussion frem og tilbage gik min far endelig ind for at ringe til dyre-værnet og politiet. 

 

***

 

"De møder os derude, så lad os få gjort lastbilen klar og komme afsted." Sagde min far da han kom ud af huset.

Marlene, Anna og jeg satte i løb over gårds pladsen imod vores lastbil hvor der var plads til 3 heste. Hurtigt fik vi strøget nogle spåner ud i bunden og hængt 3 hø-net op.

"Gider du at gøre 3 bokse klar med et tykt lag spåner?" hørte jeg min far spørge Morten om.

"Ja, vi ses" svarede Morten og gik med raske skridt med stalden. 

Far satte sig ind i bilen, og vi var klar til at køre.

"Jeg fatter ik, hvordan man kan behandle dyr på den måde" sagde jeg, da vi drejede ud på hovedvejen. 

"Næh, men nogle mennesker tænker kun på penge" svarede min far, hvoefter vi kørte i stilhed resten af vejen.

Vi ankom på samme tid som politiet og dyre-værnet. 

Dyrlægen gik med det samme overfor at se hvor slemt det stod til. 

Linda kom ud af huset og gik med faste skridt over mod os. 

"Undskyld, men hvad sker der her?" spurgte hun lidt hårdt.

"Du har nogle heste der ikke har det alt for godt, og hvis dyrlægen siger at der står rigtig slemt til, bliver du meldt for dyre-mishandling.

Hvad er det da for noget vrøvl, mine heste har det glimrende." svarede Linda spidst.

"Det er jeg ikke enig i" svarede dyrlægen der kom ud af stalden i rette tid til at høre Lindas bemærkning. "Jeg synes vi skal overgive hestene til familien Pedersen."

Pigerne og jeg ånden lettet op da vi fik tilladelse til at hente hestene, mens Linda fik en dom og en bøde på en større sum penge.

Inde i stalden jeg ind til plagen og haspede det træktov, jeg havde med fra traileren, i dens grime, der var helt stiv af gammel møg. Marlene tog sig af den sorte pony og Anna tog oldenborgen.

"Lad os komme ud herfra og få den hjem" Sagde jeg og begyndte at trække plagen uf at den møgbeskidte boks.

Oldenborgen var tydeligvis halvt pga dens lange hove så det blev en lang tur ud til lastbilen, som far allerede havde sænket rampen på.

Langsomt skridt for skridt, fik vi lastet hestene. Vi takkede politi, dyrlæge og dyrværnet, mange gange for hjælpen, og satte derefter snuden hjemad.

"Det var godt vi fik dem væk derfra" Sagde jeg lettet da vi kørte ud på hovedvejen.

"Ja, men der er ingen garanti for at de overlever, og alt det her kommer til at koste en del penge med dyrlæge, smed osv. Og som straf for at i kastede jeg ud i det her bag min ryg, skal i som straf betale en andel af regningerne, og hjælpe med genoptræningen, hvis vi når så langt, forstået?"

Min far kiggede kort på os alle tre, der nikkede, før han igen koncentrede sig om vejen.

 

***

 

Hjemme på gården, fik vi hestene ud af traileren og ind i den kølige stald, hvor der allerede var gjort tre bokse, med spåner, klar til dem. 

"Vi må hellere få fat på Christoffersen" sagde min far og gik ind for at ringen til dyrlægen, mens pigerne og jeg sørgede for hø til hestene.

"Tror du selv at i får noget ud af de der usle kræ" lød det slesk fra Camilla der kom ind i stalden med Chanti, som hun havde været ude og ride tur på.

"Bland dig udenom Camilla, jeg magter ikke at høre på det der lige nu" svarede jeg træt.

"Javel, godt det ikke er mig der skal redde alle mine kommende heste selv" svarede hun og trak Chanti ned på vaskepladsen.

Jeg skulle lige til at fare efter hende for at fortælle hvad jeg mente om hende, men Marlene stoppede mig. 

"Du skal ikke høre på hende Line, hun er født med en guldske i munden og er vant til at få alt hvad hun peger på." 

"Du har ret" svarede jeg.

Vi blev enige om at gå ud til den udendøres bane, hvor mor underviste Marianne på Fagot.

Da Marianne var ved at skridte af, kom Christoffersen's sølvgrå landrover kørene ind i gårdspladsen, og vi gik hen for at tage imod ham.

"Hej piger, hvad har i nu rodet jer ud i?" spurgte han med et smil da han steg ud.

Vi fortalte ham hvad der var sket, mens vi gik ind i stalden. 

Christoffersen tog sig god tid til at undersøge hver af de 3 heste grundigt. Han tog blodprøver af dem alle tre, så vi kunne finde ud af om de led af noget. Imens vi stod og betragtede hans arbejde kom far og Madsen til.

"Ja, det ser ikke for godt ud med fodertilstanden, men de fejler ikke det store udover udmagringen og hovende, så der er faktisk en chance for at de kan blive til at ride på igen, hvis de bliver passet ordentligt, og de er heller ikke særlig gamle" sagde Christoffersen og lukkede sig ud af ponyens boks. 

"Hvor gamle er de ca?" spurgte min far.

"Plagen er omkring de 2 år, ponyen omkring de 8 år og den store er vel 5-6 år" svarede Christoffersen, så nu skal de bare have godt med foder og kærlighed samt en smed, og så burde de være på toppen igen, medmindre blodprøverne siger noget andet, og så kigger jeg forbi i næste uge, men hvis der er noget, så må I ringe" Christoffersen pakkede sit udstyr sammen, mens vi takkede ham for hjælpen, hvorefter han gik ud til sin bil og kørte.

"Nå, men jeg skal også videre" svarede min far og gik ned i stalden hvor hans hingste stod.

Pigerne og jeg hentede derfor nogle tæpper og sodavand og gik ud på folden hvor elevponyerne gik, så vi kunne snakke i fred.

"Vi skal have fundet på et navn til hestene" sagde Anna mens vi lå og slikkede sol.

"Ja og marsvinene" svarede jeg og åbnede min cola.

Vi lå i langtid og snakkede om navne og udfaldet blev at den sorte pony, som var en hoppe kom til at hedde Sunlight, Oldenborgen som var en vallak kom til at hedde Don Dino og plagen som var hingst kom til at Cawan. Til sidst og ikke mindst kom marsvinene til at hedde Mulle og Tulle.

Da klokken var 18:37 tog pigerne hjem og jeg gik ind og skiftede til mine sorte Montar ridebukser og hentede derefter Santa-Fe for at ride hende en tur i skoven.

Da jeg kom hjem havde far tændt op i grillen så jeg skyndte mig at sadle af, og lukke Santa-Fe på fold. Efter jeg havde vasket hænder, gik jeg om i haven, hvor mor, far og Marianne sad og snakkede.

"Det ser lækkert ud" sagde jeg mens jeg satte mig ned. 

Mens vi sad og spiste sad vi og snakkede om hvad der var sket den dag, og om at der kun var en uge til at jeg og pigerne skulle med Madsen og Erna til Sverige for at se Nordisk Mesterskab.

Vi sad og snakkede til langt ud på natten, og inden jeg gik ind, gik jeg lige over i stalden for at kigge til de 3 nye beboer. De lå allesammen og sov, så jeg ville ikke vække dem, og nøjes derfor med at give dem lidt hø, inden jeg selv gik i seng.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...