Historien bag

Historien handler om en pige der fortæller om hvordan hendes liv har forandret sig til værre, efter en fest hun var med til. Hun har holdt på det længe, men har nu valgt at skrive om det i sin dagbog, da hun ikke kan klare at holde på det mere.

1Likes
0Kommentarer
395Visninger

1. Kapitel 1.

Jeg kan godt mærke at tingene for mit vedkommende har forandret sig. Jeg tror nu at jeg officielt er kommet over i ”de andres” gruppe. Før synes jeg selv at jeg stod sådan midt i mellem, selvom nogen sikkert var uenig, men efter det drama jeg skabte til festen, er jeg næsten helt sikker på at jeg ikke står mellem de to grupper mere.

Jeg føler mig så dum. Hvorfor i al verden skulle jeg være sådan? Hvis bare jeg havde holdt min kæft, og hygget mig i stedet for, tror jeg slet ikke at der ville være den forskel, som der er nu. Jeg føler mig meget mere ensom lige siden det skete, hele sommeren har jeg gået rundt derhjemme. Jeg har haft masserer af tid til mine veninder, men jeg har slet ikke lysten til at være sammen med nogen – slet ikke. Det er forfærdeligt at have det sådan, selvom det teknisk set er min egen skyld; når Karoline har spurgt om jeg vil være sammen med hende, finder jeg på den mest latterlige undskyldning, og jeg ved ikke hvorfor, det er som om at jeg bare gør det automatisk.

I forvejen er jeg ikke den bedste til mennesker, men det er kun blevet meget værre nu, jeg tør jo knap nok hilse på selv de mennesker jeg kender. Men det værste er nok at jeg ikke bliver inviteret med til de andre fester mere. Nu ved jeg præcis hvordan ”de andre” har det, og det er bestemt ikke sjovt. At logge ind på Facebook, og det første der dukker op på ens startside er et fjollet billede fra festen i går, med teksten ”Hahaha, hold kæft hvor var det sjovt!”, dér føler man sig virkelig uden for. Egentlig er jeg lidt ligeglad med om jeg bliver inviteret, for jeg vil alligevel sige nej efter det der er sket, men der er nu en kæmpe forskel fra at bliver inviteret og takke nej, til slet ikke at blive inviteret. Alle de her ting gør bare at det hul som jeg i forvejen er begyndt på at grave, bliver dybere og dybere, og jeg bliver mere og mere ensom nu længere ned jeg kommer.

Sommerferien er snart slut, og tanken om at skulle tilbage i skolen, til alle de mennesker der husker hvad der skete den nat, er forfærdelig. Jeg har slet ikke lyst til at tage tilbage, for jeg ved hvad de tænker om mig, jeg ved det! Nu er jeg bare den endnu mere sære pige, der aldrig siger en lyd. Men det gør jeg! Måske ikke over for jer alle, men jeg er altså ikke altid den mærkelige, stille pige der sider og kigger ned i bogen i timerne, og jeg er træt af at jeg ikke kan modbevise det, for hvis jeg havde selvtilliden, så havde jeg gjort det for længe siden! Så havde jeg råbt op i klassen, og fyrede vittigheder af så selv læreren grinede, i stedet for at bede mig holde kæft. Så havde jeg gået med udenfor med de andre i frikvarterene. Så havde jeg gået over for at snakke med den dreng jeg er lun på. Men sådan ligger landet ikke her hos mig. Jeg kan ikke gøre de ting. Jeg er så træt af at få at vide, at jeg er genert og derfor også kedelig. De skulle selv prøve det, selv mærke hvor usikker man bliver, når man bliver spurgt om noget af læreren i timerne, og selv mærke genertheden buldre op, når drengen man er lun på, kigger på en, eller endda spørger om noget, selvom det er et ligegyldigt spørgsmål, i stedet for at sige til mig, at jeg skal prøve ikke at være genert.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...