Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71041Visninger
AA

22. Epilog

Cassandra

Fredag d 16. maj

1½ år senere

Jeg gik hen af den nu efterhånden velkendte gade. Gang på gang måtte jeg huske mig selv på den rette vej. Jeg havde aldrig været den største haj, til det med at huske nye steder, men jeg synes nu selv, det gik meget godt denne gang. Bedre end jeg kunne have forventet, så det var positive fremskridt.
Harry havde nu også insisteret på, jeg nok skulle lære vejen hurtigt, og snart uden ad, så jeg blot behøvede at lade mine instinkter følge mig på vej.

Foråret var her. Tingene var allerede sprunget ud et par steder, men bøgen havde ikke besluttet sig helt endnu. Duften var fantastisk takket været blomsterne, og jeg kunne rent faktisk gå hjem fra universitetet, med min læderjakke over armen, og nyde solen skinne ned på mine hvide tynde sweater.

Ja, jeg var søgt ind på universitet. Det lå mit inde i London, og blot et kvarters tid væk med undergrunden og raske ben. Jeg var kommet ind og læste jura, for at jeg senere kunne blive forsvarsadvokat. Det var et meget bevidst valg, da jeg efter alting var overstået, gerne ville hjælpe andre med deres problemer. Speciel vedrørende voldtægtsager. Og efter et års trivsels på universitetet følte jeg virelig, det var det rigtige valg.

Det var primært Eleanor, Jasmine og de andre, der havde overbevidst mig om, det var muligt. At jeg sagtens kunne klare det. Hvilket viste sig jeg sagtens kunne, og jeg kunne rent faktisk stå op om morgnen, og vide, der virkelig var noget at få ud af dagen. Der virkelig skete noget ordentlig for mig.

Efter hele showet med Derek, var jeg efterhånden ved at komme mere oven på igen. Jeg var startet til psykolog en måned efter hans overfald, og jeg var super glad for det. Faktisk gik jeg stadig hos hende, Kathrine, efter halvandet år, og det var helt klart hendes professionelle evner, der havde gjort jeg stod på begge ben.
Til at starte med i min behandling, var jeg selvfølgelig meget uvillig og ikke specielt samarbejdsvillig. Hvilket egentlig var klart nok, det havde Kathrine også gentaget mange gange, hvor normalt det var.

Faktisk var det åbenbart lige så normal, at mange aldrig nåede så langt, og fik sig taget sammen til, at møde op hos en psykolog. Og dem der gjorde, blev der forholdsvis hele deres forløb, hvis man så på statistikken.
Harry, Jasmine, James og alle de andre venner havde også bakket mig meget op, og sørget for jeg kom af sted.

Hvis de ikke havde gjort det, var jeg måske heller ikke mødt op over halvdelen af de tider, jeg havde haft den sidste tid.

Desuden synes de fleste ting at køre i min retning. Jeg havde rent faktisk overlevet overfaldet fra Derek, trods jeg havde været død i tre minutter. Til mit held synes Gud hverken at ville have mig død, eller ville have jeg skulle have nogle bivirkninger efter de tre minutter. Lægerne havde flere gange undersøgt mig på hospitalet, da jeg blev akut indlagt, da der sagtens kunne være bivirkninger efter at have været død i tre minutter.

Men der var ingen fejl eller skader sket.
De sagde, Gud måtte være med mig. At jeg havde været heldig. Blot havde jeg ikke kunne lade hver med at tænke, det også var på tide.

På den anden side forsvandt alle mine skader ikke bare, som Derek havde pålagt mig den aften. Jeg havde forstuvet mit ribben, blevet syet flere sting i armen, benet og ved øjenbrynet, fået en bunke blå mærker, en alvorlig hjernerystelse og mange ar fra den gaffel han borende havde kørt rundt omkring på min krop. Ja, alt i alt var resultatet fra Dereks nummer meget værre, end det nogen sinde havde været.

Ligeså passede det meget godt med hans være måde.

Igennem alt den tid jeg havde brugt på hospitalet, havde både Harry og Jasmine været ved min side. De andre kom på besøg jævnligt, men de to tosser havde blevet der. Trods jeg flere gange havde prøvet på at få dem hjem, var de blevet der. Selvfølgelig havde de fået tildelt en seng hver fra hospitalet, men vi alle ved vel godt, det ikke er det samme som en rigtig seng.

Politiet havde også aflagt mange besøg, imens jeg havde været indlagt. Selvfølgelig handlede det om sagen imod Derek. Jeg havde haft en god sag og en god advokat, som Harry havde fundet til mig. Advokaten havde vidst været en dyr en, men til gengæld fik han alle mine ting med i forløbet.

Politiet havde også fået billeder af alle mine mærker, skræmmer og sår, som Derek havde givet mig. Det skulle bruges imod ham, når sagen blev kørt videre i retten. Jeg havde ikke personligt været med i retten, og det havde Derek heller ikke selv. Det var vores advokater, der havde vores ord og meninger med.
Heldigvis havde der ikke været nogen tvivl: retten havde været på min side. Og da sagen blev kørt færdig, blev der dømt livstid for Derek pga. voldtægt, vold og mord forsøg. Zayns arm der havde været offer for hans skud, havde også været en lille del af sagen.

Og tilbage havde jeg stået med en sejr. Nyheden havde jeg fået sengeliggende på hospitalet, ligeså det faktum af der var blevet gennemført, jeg skulle have en stor erstatning sum fra Derek. Den var lige til at falde bag over, og jeg vidste, Derek ikke havde penge. Dermed var han tvunget til at tage et lån, og tilbage var han forladt med livs tid i spjældet og minus på kontoen.

Han hadede mig med garanti, men jeg hadede også ham, så var vi lige stillet.

Samme dag som nyheden var kommet, havde alle været samlet på hospitalstuen, og hold da op de blev fejret. Jeg havde tårer i øjne, og kunne næsten ikke fatte det. Det havde gået så nemt for sig, sagen, og jeg havde egentlig bare ligget i en hospitalseng igennem hele det korte forløb.
Jeg var blevet lykkeønsket til op over ørerne den dag.

Da jeg var kommet ud fra hospitalet, og havde genoptaget så småt mit nye liv, var alting endeligt bedre. Selvfølgelig havde jeg været psykisk smadret, som bare pokker. Men det var også i kort tid, fordi Kathrine havde fået vagt mig til live igen.

To måneder efter havde Harry og jeg officielt vist os på åben gade - hånd i hånd. Hvor han havde bekræftet vores forhold. Jeg kunne huske, hvordan han samme morgen havde hevet mig ud af sengen, og videre ned og spise brunch med ham mit i byen. Hvordan han havde stået og ikke lagt skjul på, hvor meget han holdte af mig, og hvordan han midt inde på restauranten havde trukket mig ind i hans favn og kysset mig.

I starten var der kaos i blandt drengenes fans. De kørte på mig som bare pokker, men jeg havde mine erfarende medmennesker, der havde været igennem samme omgang. Perrie, Eleanor og Danielle – Liams kæreste, de havde været on og off et par gange, men var dog sammen igen for alvor.

Men hate’n stilnede mere og mere af, jo mere pressen og fansende gravede frem om mig. De fans var nærmest bedre end CSI til at finde informationer om folk. Det røg ud at jeg var blevet mishandlet og voldtaget af min eks i mange år, og nær var død på grund af ham. Egentlig havde jeg ikke brudt mig om, det på den måde var kommet ud i offentligheden. Faktisk havde jeg hulket i skam over min fortid, flere aftner i Harrys favn.

Det var så ydmygende, havde jeg synes.

Men fansende skrev mange beskeder til mig inde på den twitter, jeg for lang tid siden havde oprettet med Jasmine. De var meget betænksomme, nogen også lige lovlig grove, men jeg begyndte hen ad vejen at synes, det var lige meget om offentligheden vidste det. 

Den tid med Derek var forbi, og med mine oplevelser og fejl tidligere i livet var en del af mig. Så måtte folk acceptere det eller lade hver.

Da jeg var nået frem foran den velkendte dør, stoppede jeg kort og pustede roligt ud. Jeg trak ned i døren, og smækkede den efter mig.

Harry og jeg var flyttet sammen for knap et halvt år siden. Det var også grunden til, jeg stadig kneb lidt med vejen til og fra universitet og hjem. Jeg havde som tidligere fortalt, aldrig været den bedste til nye veje eller ruter – bare i det hele taget havde jeg den værste stedsans.
Harry og jeg havde sammen købt lejligheden, og brugt en uge på at finde nye møbler til den. Harry havde selvfølgelig også nogen, vi brugte, men resten han ikke gad have, røg på aktion.

Selve lejligheden havde vi sammen malet, og inviteret de andre til at hjælpe med. Lejligheden var bare normal hvid, og i sidste ende stilfuld, personlig og renlig. Alt det Harry og jeg kunne præstere til sammen. Jeg var godt tilfreds med stedet, og det var ikke langt fra Jasmines og James lejligheder.

Jasmine havde ikke taget det så tungt, at jeg flyttede ud af hendes lejlighed. Hun mente, der også var på tide for mig, at sætte nogle nye ting ind i mit liv.
Hvilket turde siges jeg havde fået gjort på blot halvandet år.

”Skat, jeg er hjemme!” råbte jeg ud i lejligheden, og smed mine nøgler hen i nøgleskålen, der stod på en hvid træreol.

Jeg rynkede panden, da der intet svar kom. Lejligheden var også mørk og virkede helt forladt. Hvis det ikke var fordi, jeg vidste, Derek var i fængsel, ville jeg blive paranoid og tro, han var her. Men det havde Katherine også fået mig over, det med at hallucinerer omkring Derek.

”Harry?”

Det var mærkeligt han ikke var hjemme. Det var trods alt min fødselsdag, og han havde hele morgnen inden jeg tog af sted til universitet, plaget mig med diverse ting han ville gøre. Han vidste, jeg elskede gaver og overraskelser, men hadede når folk stak op i hoved på mig, de havde angeret noget eller købt noget, men ikke ville sige det.

Også var det bare mærkeligt, han ikke var hjemme, når det trods alt var min fødselsdag. Og klokken var hvad, halv fire stykker?
Han ville normalt være hjemme der, især når det var fredag.

Jeg stillede min taske på en bænk i gangen, og trådte hen imod åbningen til stuen.

”Harry, er du hjemme?” blev jeg ved, for at forsikre mig selv, at han virkelig ikke var kommet hjem endnu på min fødselsdag.

Da jeg trådte ind i stuen, skete det hele. Lyset tændte, folk sprang frem bag møblerne, og tillykke blev råbt i hoved på mig. Jeg skreg op, og hoppede glad. Der stod alle mine venner med sjove hatte på hoved, pynt ud over det hele, og med de største glædesfulde smil prægende om deres læber.

”Ej dog, hvor er i søde!” udbrød jeg begejstret, og omfavnede straks de nærmeste.

Alle var her: Harry, Jasmine, James, Louis, Zayn, Liam, Niall, Veronica, Perrie, Danielle, Eleanor, Andy – Liams bedsteven, Lou og Lux og mange flere af Harrys og de andres venner, de havde præsenteret for mig – ført mig sammen med som venner. Det var fantastisk, og jeg grinte begejstret, da Harry kom hen med åbne arme.

”Tillykke med fødselsdagen, love,” sagde han sødt, og placerede kærligt sine læber på mine mit i vores omfavnelse. Det blev dog kort, da der trods alt var andre til stede.
Jeg var helt rød i hoved, og smilede fjoget til ham.

”Tak, skat. Seriøst, hvornår har du lige nået alt dette?” jeg slog ud med armene, og beundrede den store op pyntning der var rundt omkring.

”Harry har jo sine kontakter,” lød det stolt fra Niall, der stod hoppende og ventede på, jeg ville give ham et kram. Jeg grinte af ham, og måtte slippe Harry med et undskyldende blik, og blive klemt af Niall.

Og sådan gik det på rundtur til jeg havde hilst på alle, og var blevet hevet hen for bordenden af Perrie. Jeg satte mig grinende ned, og betragtede resten af flokken gør det samme.

Jeg sad faktisk til højbords med alle de mennesker, der havde en stor betydning for mig. De mennesker der virkelig havde formået at få mig ud på skinnerne igen. De mennesker der havde lært mig så meget, støttet op omkring mig, og hjulpet mig op når jeg var faldet hårdest.

”Tillykke med de 20 år, Cassie,” fastslog Jasmine stolt, da kun kom gående med den store lagkage med levende lys.

"Nu er du gammel," lød det drillende nede fra Louis, der havde armen liggende hen over Eleanors skulder. 

"Åh hold kæft, du skal da nødig snakke Mr. 22 år snart 23," gav jeg ham igen, dog med et flabet og sjovt smil. Louis rullede med øjne af mig, men lod mig slippe med et udtryk, der tydelig viste sin begrundelse; det var min fødselsdag. 

Mit smil prægede hele mit ansigt, og jeg kunne ikke stoppe det. Min glæde var så stor. Det at jeg for et halvandet år siden havde været i tvivl om, jeg nogen sinde kunne føle. Glæde. Men det kunne jeg sagtens, det var nu bevist.

For jeg havde de rette personer omkring mig, og den rette indstilling. Jeg havde været igennem så meget, og her stod jeg stadig, rank og stærk på min 20 års fødselsdag. Det havde ikke været umuligt, ikke ligesom jeg havde troet.

Når jeg kiggede rundt på alle de glædesfulde ansigter, der kun ønskede mig alt godt, vidste jeg, jeg var en af de heldige piger. En af de heldiger piger, der havde haft de rette personer med for start, og havde kæmpet sig ud af et voldligt forhold med sin kæreste. Der var så mange, der aldrig fik det gjort - kæmpet igennem.

Men jeg var en af de overlevende. Jeg havde virkelig kæmpet igennem, og jeg var evig taknemmelig, for jeg stadig sad i denne stol den dag i dag. Med så mange livserfaringer allerede at det føltes umuligt, at jeg ville kunne få flere. Men det ville jeg. Jeg ville blive såret igen og igen, og jeg ville igen og igen rejse mig op. Med mine venner ved min side.

Jeg smilte til Jasmine og de andre i lysendes skær, og fik det samme tilbage.

Kiggede forelsket på Harry og fik det samme tilbage.

Jeg pustede så godt jeg kunne lysende ud. Alle slukkede.

Alle undtagen ét.

Jeg mødte Harrys blik igen.

Folk hujede, og jeg grinte med dem.

Ja, kærlighed havde sandt nok altid været en vigtig del af menneskers liv. Aldrig havde jeg troet det ville blive det igen for mig, ikke efter det med Derek.

Men tiden heler alle sår, og overrasker os alle.

Ikke sandt?

,,Tears won’t last forever
Life only gets better
When the world lets me down
I’ll paint a smile on,
Paint a smile on
Break my heart, it won’t matter
I’ll piece it back together
When the world lets me down
I’ll paint a smile on,
Paint a smile on."
- Jasmine Villegas, Paint a Smile On

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...