Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
72491Visninger
AA

10. 9

Resumé: ”Du må godt røre.” Hvad? Ups, fuck han havde busted mig. Jeg kiggede hurtig væk fra hans overdådige mave, og begyndte langsomt at rødme, hvilket jeg ellers aldrig gør!

Hvorfor fik han mig også til at rødme, den dumme dreng.

Jeg kiggede forlegent på Harry, og rystede på hoved. Hvad var det for noget at sige? Du må gerne røre…

Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde lyst. For hallo; det var en Six-pack mave! Lige til at slikke, nu hvor jeg tænker nærmere over det. Hvem ville ikke røre sådan en?
Personen der ikke ville det, var så mig, der rystede kort på hoved, og kiggede ud af vinduet – Modsatte vinkel af Harry. Jeg kunne fornemme han sukkede let, men jeg var i bund og grund lige glad.

Og hvorfor?

Fordi jeg blev busted i at overglo hans mave… og fik afvide jeg måtte røre… Ville i ikke blive lidt pinlig berørt over det?

”Var der ikke Louis der lå der?” spurgte jeg neutralt om, og kiggede kort på Harry.

Hans smil var stort, og hoved nikkede så krøllerne dinglede. Var det ikke noget om, at man kaldte ham krølle? Nu hvor jeg tænker på det, lyder det overraskende sødt, og super cute!

”Men han stod op, efter at have prøvet at vægge dig.  Du sover virkelig tungt, at du ved det. Jeg har ikke set noget lignende – du er værre end Liam,” lød det drillende fra min side.

Og så dum som jeg var, kiggede jeg selvfølgelig på ham. Krølle Harry. Det virkede pludselig ikke så pinligt mere, at hans mave have været nedstirret af mine øjne. For hvis jeg ikke tog meget fejl, var det mere drilleri, fordi jeg lagde mærke til ham.

Jeg smilte stille, og lavede et hoved kast imod køkkenet.

”Efterhånden har jeg lært at sove alle lyde ude. Er det mad jeg kan lugte?”

Min stemme var undvigende, mest af alt fordi, alle kunne regne ud hvad jeg mente med lyde. Det kunne man også se på Harry, hvis ansigt ændrede helt karakter. Det var ikke fordi jeg hele tiden ville gøre opmærksom på mig selv, at jeg sagde dét. Hvor synd det var for mig, den kære lille Cassie, der havde været misbrugt af store stykke Derek. Det var langt fra dét, jeg var ude efter. Faktisk når jeg tænker nærmere over det, var jeg slet ikke ude efter noget.

Jeg kunne ikke rigtig gøre for, det at jeg havde oplevet det, som jeg havde. Og det tit kom i sammenligning med nye og andre ting, i det ’nye’ liv jeg formåede at leve.

”Ja, faktisk er det frokost, da klokken er ret meget…” sagde Harry stille, og hans humør var pludselig ikke så højt, som det for kort tid siden havde været.

Damn.

My bad…

Fribrilsk prøvede jeg at finde på noget, som fik løftet hans humør igen. Jeg lænede mig hen i mod ham, og prikkede ham lige i navlen. En ting jeg vidste han ville reagere på fordi, Harry var skide kilden. Det var for en gangs skyld ikke Jasmine, der var kilden til min viden, men rent faktisk James. Lidt af forræder havde man lov til at være over for ens venner. Det var det han havde påpeget, da han gav mig informationen.

Og nu tænker i så sikkert, hvorfor han gjorde det?

Ja, det gjorde jeg også i starten, men lagde så to og to sammen.

James ville åbenbart have, at vi skulle være sammen, Harry og jeg. Som i sammen-sammen. Kærligheds pladder. Det havde jeg ellers besluttet mig for, at være færdig med for en lang stund. Inden jeg forklarer mig yderligere, vil jeg lige pointere, jeg godt ved Harry ikke er sådan, som jeg skal til at sige. Men jeg var dødsens bange for, at jeg skulle ende op i et forhold, hvor min kæreste atter slog mig. Igen vidste jeg også godt, det ikke var sådan Harry var.

Men hvis det var jer, der var mig, ville i nok også have det sådan her. Rædsel for der ville komme andre kærester, der ville misbruge en – slå en synder sammen – skræmte mig overraskende meget. Jeg kunne tydelig huske den tid, hvor jeg tænkte det var ingen ting, og det ikke var så værst. At det var værd at leve med, hvis det var en person man elskede så forbandet højt – helt som jeg gjorde med Derek.

Dog; jeg vidste bedre. Man kunne vel godt kalde mig en form for hjernevasket, den gang min holdning havde været sådan. På sin vis, at det Derek altid slog mig, havde fået min hjerne til at tænke; det bare sådan det hang sammen. Sådan det var mean to be. Jeg ved skam godt, hvor latterligt og totalt sindssygt samt urealistisk det lød. Tro mig: sådan tænkte jeg også nu, hvor jeg atter havde fået mine øjne åbnet op. Derek kunne på sin vis rende mig, selvom jeg godt vidste, han ikke ville lade mig have det sådan.

Og da jeg rejste mig op med hjælp fra Harry, for at få den mad Jasmine var i færd med, følte jeg også rushet af lettelse. Hvor nemt livet dog kunne være, uden en voldelig kæreste at hænge på. At alle mennesker ikke var så respektløse, som han er. Med det rigtige selskab, kunne ens hverdag hurtig blive dejlig befriende – uden nogle former få blå mærker.

Dog havde jeg selvfølgelig den enorme smerte, jeg to dage inden havde fået, men det var nogle mindre detaljer. Det var trods alt fordi, Derek havde fundet mig. Min krop ville gøre så ubeskrivelig ondt, hvis det stod til disse mennesker, der var i lejligheden sammen med mig. Faktisk; ville Derek slet ikke komme i nærheden af mig, hvis det stod til dem.

Især Jasmine.

Jeg vidste, hvor ked af det hun var over dét, der end var sket. Hun havde jo lovet mig, det ville være slut med den slags ting. Men selvom hun havde lovet mig det, bebrejdede jeg hende langt fra. Det var skam heller ikke fordi, jeg havde troet naivt på det, da hun drøftede det for mig.

Nej, slet ikke.

Da jeg var rejst fra Derek, vidste jeg skam godt, han ikke var et lukket kapitel. Lige meget hvor meget jeg end ønskede det. Han ville komme efter mig. Derek var ikke typen der gav op, kort efter han havde tabt. Når han først havde sat sig noget i hoved, skulle det udføres. Og hvis der var noget, han bare skulle og måtte have, angrede han ikke før han havde fået kløerne i det.

I den tid jeg havde kendt Derek, havde det altid være sådan. Altid. Selv inden han begyndte at være voldelig, var han også små stædig. Dog ikke så stædig som nu, hvor alt tog overhånd. Før i tiden var han lige så blød som Niall, og kunne ikke engang gøre en flue fortræd.

Eller jo, hvis den irriterede ham for meget.

Men det var ikke min pointe!

Jeg mente, at tiden forandrer folk. Selvom de i starten ser utrolig søde ud, og helt sikkert er det, kan de sagtens ændre sig. Alles personligheder får sine snit, igennem livets gang. Ved nogen er de bare større end andre, de forandringer der kommer. Og så er der selvfølgelig forskel på, om de er positive eller negative. I dette tilfælde var det negativt. Derek var fuldkommen sindssyg i hoved, og ville sikkert altid forblive det.

Efter alt det han havde gjort imod mig, var jeg ikke en skid bange for at indrømme det. Eller omtale ham sådan. Jeg vidste selvfølgelig også godt, at den følelse jeg havde af tryghed sammen med de andre, ikke vil varer ved. Derek var der ude et sted, det fik jeg bevist for få dage siden. Selvom Jasmine havde været så sikker. Men hun kendte ham heller ikke så godt som jeg. Til gengæld skulle hun nærmere være glad over det. Ikke om jeg ville kalde det noget at råbe hurra for.

Not at all…

Derek var den slags mennesker, min far ville kalde ”dårlig selskab”. Ikke fordi han selv var just bedre, men han havde alligevel ret i det. Selvom han var godt beruset, da han trak mig ned på sit skød, og åndede det i hoved på mig.

Mindre unødvendig detalje.

Ligesom resten af det liv jeg levede der hjemme - efter min mors død. Det var dét jeg kalde små detaljer omkring mig, der var så unødvendige, fordi de intet var værd. Alting godt i det, var i sådan en lille mængde, i forhold til det dårlige. På grund af min far, men jeg dømte ham ikke. Jeg elskede ham rent faktisk.

Det var anderledes end på den måde, Derek var og behandlede mig.

På sin vis at min far kun slog mig, og misbrugte mig fordi, han var fuld og sløset. Havde mistet min mor. Ikke fordi det var nogle undskyldning – overhoved ikke. Men han havde jo også sine perioder, hvor han kunne gå og være helt ædru, sød og forkæle mig en del.

Så forvirrende.

Men grunden til at jeg elskede ham.

Den gamle far jeg kendte, var stadig der inde, det vidste jeg. Men endnu en gang; selvom det, sås jeg ikke med ham. Ligesom Derek var det blevet nok, og havde taget sin overtrædelse af berøringer og tid.

I forhold til Derek, lod min far mig fuldstændig være. Mest fordi han ikke vidste, hvor Jasmine nu end levede. Eller hvem jeg i det hele taget levede sammen med. Han troede stadig, jeg var i de bedste hænder hos Derek. Den søde dreng, der havde noget en så god behandling på piger. Lige præcis dét, var noget min far havde sagt.

Pft.

Sikke noget bull shit, det nu end var blevet til.

Men han lod mig være, og var et sluttet kapitel i mit liv. Jeg havde valgt, at afbryde kontakten til ham. Min far. Af mine grunde. Jeg led stadig af flashbacks – Både fra Dereks og min tid, men også helt tilbage til mit liv der hjemme hos min far. Og blot ved at se min far, eller tænke for meget på ham, kunne frembringe det værste. Hvorfor, vidste jeg dog ikke, men havde altid overvejet en psykolog. Dog ladet hver med at kontakte en, ligesom så mange andre; fordi man blev fremstået som en, der var psykisk syg eller noget.

I hvert fald da jeg blev hjulpet ud i køkkenet, af en noget så forsigtig og forstående Harry, kunne jeg atter slå det fast.

Dereks opsøgende handlinger og gerninger ville ikke stoppe. Jeg vidste det allerede. Det havde jeg altid vidst, når tanken om at forlade ham, havde strejfet mig. Ikke om jeg vidste konsekvenserne, hvad han ville gøre, hvis han nu fandt mig igen, men det gjorde jeg dog nu.

Og jeg vidste med den viden, at det for to dage siden, blot var en begyndelse. En uhyggelig fact, men rigtigt nok. Derek ville ikke holde op, før han fik mig tilbage. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne eller skulle gøre. Kun at jeg havde alle de venner ved min side, der spændt smilte friskt til mig, da Harry støttede mig hen til spisebordet – Ventende på Jasmine’s gode mad.

Og jeg kunne ikke andet end at pisse på Derek, og være lykkelig over den hjælp, jeg havde til rådighed. Selvom det lyder dumdristig tænkt, kunne jeg ikke lade hver med, at tænke dette; Derek kunne bare komme an.

***

”Lige det sidste stykke.. Du kan godt, Cassie!” lød det rosende fra Liam.

Jeg sled og slæbte mig op af den uendelig lange trappe. Hele min krop synes at gøre ufattelig ondt, og varmen fra min højre side, bekendtgjorde teorien om det stadig blødte. Efter Derek havde skåret i mig, havde jeg selvfølgelig fået forbindinger på og sådan. Men mit blod synes stadig at bløde en del, og Liam mente det skulle syes.

Det var bare crap, det var!

Jeg hader som sagt nåle.

De kunne lige så godt være pesten, så meget som jeg hadede dem. Virkelig, det værste jeg vidste, var nåle. Ja, det var endda værre en Derek, også var det altså virkelig slemt!

De andre var ikke med, da Liam og jeg i starten bare skulle ned og handle. Hvor efter jeg havde klaget som en sindssyg, da han snittede min hofte med sit ben. Faktisk var det først dér, jeg lagde mærke til smerten, der voksede i hoften. Jeg havde jo i forvejen så megen smerte i resten af kroppen, så det var svært at bedømme, hvor det lige præcis var værst.

I hvert fald havde Liam kigget på det, og med rynket bryn ændret vores kurs til hospitalet. Greeeeat. Like not. And you know that.

Jeg kunne ikke lade hver med at tænke, hvor vidt vores ankomst til hospitalet, sikkert ville stå i morgendagens verse aviser og blade. Det var jo ikke fordi, Liam i forvejen ikke blev dækket af pressen. Faktisk gjorde alle drengene det. Selv når man troede der ingen var, kunne de ligge hver eneste busk med sit kamera til øjet.

Ret spookey.

Jeg fik kinda kuldegysninger ud over det hele.

Forståeligt nok.

Vi var så på hospitalet, hvor deres elevator var ude af drift, og vi skulle bruge trapperne. Op til venteværelset. Som lå på første etage. Hvilke personer pladserer den der? Seriøst, burde den ikke være i forhallen?

Åbenbart ikke. Designeren af det hospital, ville åbenbart gøre det sværest muligt for uheldige mennesker som mig. Og fuck hvor jeg hadede det!

”Liam, jeg kan seriøst ikke mere!” åndede jeg smertefuldt ud, og stoppede op med en stor grimasse i ansigtet.

Fuck hvor gjorde det altså bare ondt!

Hans brune øjne så bekymret på mig, men tøvede langtfra med at handle. Før jeg vidste det, var jeg smidt over hans skulder. Heldigvis havde han tænkt sin plan ordentligt igennem, for min dårlige ofte lå heldigvis ikke på hans skulder, dog den anden. Jeg sukkede lettet, da jeg faktisk fandt det ret behageligt, at ligge sådan over en skulder. Tro det eller ej, men jeg følte mig også ret tryg ved Liam.

Det var jo ham, der havde hjulpet mig, da hele verden ramlede om ørerne på mig, til deres koncert. Det var ham, der havde fundet mig, efter have flygtet fra Harry. Hvilket jeg for resten synes var ret pinligt, det at jeg havde flygtet fra Harry. Ikke om det var spor normalt, men hey…

Jeg er jo heller ikke normal, vel?

Så det passede mig ret fint.

”Nu går det meget bedre,” mumlede Liam, med en drillende underklang.

Jeg kunne ikke lade hver med at ryste på hoved, med et hævet øjenbryn. Den joke dér, han netop lige lavede, var slet ikke sjov. Overhoved!

Det fik jeg nok også vist, ved at banke ham i ryggen med et knyttet hånd. Liam jamrede sig lavt, men nok kun for at gøre mig glad.

Hvor sødt af ham dog!

”Din humor stinker,” mumlede jeg bare tilbage, og lod ham kæmpe sig op af trappen. Selvom han alligevel gik med lethed, og en arm styrke der tydeligvis skreg jaaa. Okay, han var virkelig stærk. Jeg kunne ikke komme uden om det, men jeg synes nu, det var praktisk nok. Så slap jeg fra de forbandede trapper, der nærmest kun var skabt for mig. Irriterende nok.

Nogen gange overvejede jeg, hvad Gud mon havde imod mig. Jeg synes ikke at der skete andet end ulykker for mig, og min krop selvfølgelig.

Liam stoppede ikke før, at vi var henne ved en masse stole, der var fuldstændig tomme. Der var nok ingen der kunne klare mosten, med de lorte trapper. Ikke engang jeg kunne det. Jeg havde jo bare Liam til at hjælpe, så heldig jeg pludselig skulle have lov at være.

Jeg forstod ikke Guds meninger og hentydninger nogen gange.

De var alt for kompliceret!

Min forvirrelse over hvorfor Lian ikke stoppede, fik sin forklarelse da en stemme bød Liam inden for. Jeg sank en alt for stor klump i halsen, ved tanken om jeg allerede skulle til at syes. Min krop rystede let, og Liam klemte min arm, før han hejste mig ned på briksen. Det ubehagelige operations lys skar mig ind i øjne, og jeg klemte dem kort sammen. Da jeg åbnede dem igen, stod Liam der selvfølgelig og en anden mand.

Og han var pæn gammel.

Grim.

Og havde alt for scarry øjne.

Okay måske overdrev jeg kun lidt, men det var altså kun fordi, jeg var så hunde ræd, som jeg nu end var. Allerede inden der var nogen der havde nævnt ordet ’nål’, kunne jeg fornemme de lå et eller andet sted i lokalet. Og jeg hadede den viden. Lige så meget som nåle.

Hvilket jo forklarer alt.

”Hej Cassandra. Jeg kan forstå på din ven her, at du har skåret dig i siden? Skal vi lige se på det?” lød det venligt fra manden.

Jeg nikkede kort, og trak ubemærket op i min bluse. Dovent lod jeg ham fjerne plasteret, der var helt rødt af blod. Kvalmen lå godt placeret i halsen på mig, uden at jeg kunne synke den væk. I kender det vel godt, og jeg behøver ikke at fortælle, at det var skide irriterende.

For det var det.

Ikke mindst mega klamt!

Efter mandens øjne, så det helt sikkert ikke godt ud. Ikke at jeg havde forventet det, for det gjorde virkelig naller!

”Jeg kan se du har flere sår. Forsætter det ned af benet eller hvordan?” spurgte han venligt, og gik hen til skraldespanden.

Liam svarede for mig med et hoved nik, der tydeligt fortalte, hvordan han havde det. Utilpas. Enormt utilpas, men ikke så meget på grund af såret, så det ud til. Mere på grund af… hm… mit gæt ville være sceneriet, de alle havde oplevet. En uforståelig samvittighed var da også at se i hans øjne, hvilket helt sikkert var på grund af Derek.

Det var alt sammen hans skyld!

Derek.

Hundehoved.

I hate him!

”Hvis du trækker i disse shorts her, kan vi lige se på dem alle sammen,” forslog manden, hvis navneskilt kaldte ham John, og viftede med et par shorts ud imod et badeværelse.

Hvor betænksomt tænkt at jeg ikke ville ligge i trusser, hos en mandlig læge. De havde virkelig tænkt på det hele, undtagen deres trapper og elevator. Mit nik var hurtigt, og efter en mumlen med Liam smuttede han ud.

Wired.

Med hjælp fra min kære ven, fik jeg rejst mig op, og de overraskende stramme bukser af. Der havde selvfølgelig været en del latter, da jeg ikke kunne gøre så meget, med min ømme hofte. Egentlig havde jeg ikke så meget imod, det at stå i trusser over for Liam. Jeg følte mig sikker nok på ham, og min bluse gik også ned over trusserne. Selvom jeg et eller andet sted, mest brændte for det var Harry der stod over for mig, havde jeg ikke så meget i mod det.

Hvilket jeg egentlig burde.

Min nervøsitet på min krop, var meget større efter tiden med Derek som partner. Han havde gjort mig alt for usikker på mig selv. Specielt med de mange mærker, han efter hånden havde givet mig at leve med – resten af livet.

Man kunne sige meget om mig, den gang jeg var under Dereks magt, men jeg havde altid synes det var forkert, at jeg skulle have mærker på den måde. Bare fordi Derek ikke kunne styrer sig.

Shortsene kom på, og kort efter kom denne John ind igen. Gæt hvad han havde i hånden? En underlig form for tråd. Jeg sank som en selvfølgelig en stor klump, og bad til jeg skulle overleve.

”Bare lig dig op igen,” kommanderede lægen, og stillede sig ved siden af briksen.

Bange som et lam gjorde jeg som fortalt, og lå helt stille. Hver eneste forbinding på benende blev fjernet, ligeså plaster, og de handskebesatte finger strøg let over få af dem. Atmosfæren fortalte mig tydeligt, hvor dårligt det så ud.

Eller så var det bare Liams grimasse, der fik mig til at ligge to og to sammen.

You can choose it by yourself.

“Jeg kan fortælle, jeg nok bliver nød til at sy et par sting, i dine sår. Mange af dem er unormale dybe, og de kan umuligt vokse sammen uden hjælp. De kan godt medføre, hvis du ikke får dem syet, at der går betændelse, der går direkte ind blodet. Så jeg håber, du er frisk på det,” forklarede John-fyren, som havde mit skræmte blik på sig.

Seriøst?

”Hvordan kan det være, der vil gå betændelse i?” spurgte Liam fortvivlet, med mine ord lagt i hans mund.

Godt spørgsmål, bro.

Virkelig godt spørgsmål!

Lægens blik kiggede indtrængende på mig, med noget af et aflæsende blik. Jeg skuttede mig med gåsehud på armene, da blikket nærmest var dømmende og medfølende på sammen tid. Sig mig, hvad troede han egentlig, jeg havde lavet?

”Kniven der er skåret i huden, har langt fra været ren. Jeg kan ikke sige lige præcis, hvad der har været på den, men det kan umuligt være godt, med alle de bakterier.”

Okay jeg kunne smadre Derek lige imellem benende!

Drengen havde oven i at voldtage mig, banke mig og skære i mig, medgjort så jeg skulle syes! Det var nu helt 100 % officielt; jeg hadede ham af hele mit hjerte.

Virkelig.

Ingen mini kærlighed til ham.

Mit skræmte blik medførte Liams beskyttende hånd på min arm, imens han søgte øjenkontakt. John-fyren gjorde klar, imens Liam prøvede at berolige mig.

”Tag det roligt. Du bliver bedøvet, så du næsten ikke kan mærke noget,” fortalte han.

Lige meget hvilken bedøvelse jeg fik, vidste jeg, det stadig ville gøre hære naller. Især når jeg kunne se den store æske med nåle, der ikke lige så just venlige ud.

Åh gud.

Suk.

Jeg tror vidst nok det gik op for Liam, hvor lidt hans ord hjalp, for han rykkede sig ned på en stol ved min side. Begge hans hænder greb fat i min ene, og hans læber gled op i et betrykkende smil.

”Bare rolig, Cassie. Jeg er lige her, du skal bare trykke i min hånd, når det gør ondt,” lovede Liam.

Underligt nok formåede jeg at holde blikket på ham, og give ham et lille nik. Hele min krop rystede fordi, jeg nærmest kunne fornemme, hvor tæt på de mange nåle var. Hvor en af dem skulle igennem min hud og kød.

Æv…

Men heldigvis havde jeg Liam ved min side, der som tidligere formåede at redde mig igennem situationen. Fik mine tanker over på noget andet. Selvom personen, hvis ejede mine tanker, ikke var i lokalet, stoppede det mig ikke i at tænke på ham.

For det beroligede mig.

Men bragte også et underligt savn.

Harry var vidst ved at indtage en alt for stor del af mit hjerte. Det gjorde mine tanker det helt klart for mig. Med hjælp fra Liam selvfølgelig.

Hvor var verden dog underlig, nu hvor jeg tænkte over det.

***

”Jeg som aldrig havde forstillet mig, at jeg skulle køre i rullestol,” mumlede jeg muggent, hvilket medførte en høj latter fra Liam.

It’s. not. funny. dude.

”En gang skal være den første, Sunshine,” klukkede han, imens han skubbede mig afsted, med varende neden under min stol.

Det praktiske ved sådan en her tingest; den havde bagage rum.

Eller hvad man nu ville kalde det på en kørestol.

”Hurtigere, jeg tror Niall er ret sulten der hjemme,” lo jeg hundsende, og nød livet med at dange den af i en stol.

Der blev kørt af en anden.

Det var skide dejligt!

Grunden til jeg overhoved stad i kørestol var, at stingendes eftersmerte havde gjort en større ankomst, end hvad John-fyren havde regnet med. Da jeg skulle op fra briksen af, var min krop dobbelt så øm som før, og jeg var faldet omkuld på gulvet. Dog var jeg ikke helt nede og kysse den, for Liam havde været hurtig og stærk til at gribe mig i tide.

Kys til ham.

Just kiddin’.

I hvert fald havde lægen hurtigt fundet en køre stol, som jeg altid kunne aflevere, når jeg skulle op, og have de alt for mange sting ud. Og selvom Liam var ved min side, Harry i mine tanker, kunne jeg ikke prale med, at det slet ikke gjorde ondt. At jeg slet ikke havde jamret mig som en gal. For det havde jeg. Jasmine havde altid kaldet mig piget, men det var jo sandt nok.

Jeg hadede smerte.

Men alligevel var jeg ikke piget nok til, at ikke kunne klare mosten af den mængde bank, jeg havde fået uddelt af Derek. Men grunden til jeg endnu engang havde fundet min pigethed frem, var nok fordi, jeg ikke behøvede at virke stærk mere.

Der var jo ingen til at slå mig ned.

Og dog – Derek var stadig der ude et sted.

Klar til kamp med et par venner på slæb, hvis jeg ikke to meget fejl.

Også alligevel var det kun med nåle og tordenvejr, jeg var virkelig piget overfor. Tro det eller lade hver, de begge to var virkelig skræmmende. Den ene gjorde ondt fysisk og den anden psykisk. Så forskellige var de, også alligevel ikke. Begge ting formåede at skræmme livet af mig, trods mit ellers så barske liv, jeg endnu havde haft.

Igen; hvor er verden dog underlig.

”Hjælper det på humøret, at være sammen som en uheldig en som mig?” udspurgte jeg Liam – dog mere seriøst, med min stemme fuld af medlidenhed.

Det var ingen hemmelighed over for nogen, at Danielle og Liam havde slået op. Dog havde ikke alle fået det på det rene, hvor synder knust han egentlig var. Drengen havde grædt sine øjne ud, flere gange end jeg kunne tåle at se på. Jeg hadede, når fyre græd. Det fik dem til at virke alt for skrøbelige, og jeg hadede at se på sådan noget! Mest fordi jeg tit ikke kunne gøre andet, end bare at trøste dem og være fjollet.

Virkelig upraktisk når jeg i bund og grund, hellere ville have dem til at stoppe deres tårer. Liam var en af de personer, som havde hjulpet mig så meget, da jeg havde været trist. En af de personer, jeg virkelig havde formået at lukke ind, og knytte mig ordentlig til. Og det at se sådan en person, sådan en god ven, græde sådan efter et brake up, gjorde mig selv synderknust. Virkelig.

Jeg var i sidste ende en alt for følsom person – Det har i vidst også opfattet.

Liams blik blev mørkere, men jeg fortrød ikke mit spørgsmål. Man blev nød til at snakke ud om sine problemer samt følelser. Ellers ville de æde en op, inden fra og ud. Tro mig, jeg kender alt til dét.

”Ja faktisk. Selvfølgelig er jeg stadig trist, men med dig og dine uheld, ikke mindst væremåde, hjælper det en del på humøret,” fortalte han, med et lille smil.

Info: jeg kunne se det, på grund af jeg strakte min nakke og kiggede op af.

Hvilket gjorde ret ondt i sidste ende. Så jeg rettede hurtigt hoved ned igen, og ømmede mig kort. Så Liam lo højt. Af mig.

Cassandra den kære…

Jeg havde åbenbart en god bivirkning på mennesker som Liam.

På en god måde!

”I det mindste er her en elevator, dér der rent faktisk er brugelig,” påpegede jeg, da Liam kørte ind i det metalliske besatte køretøj.

Eller hvad det nu end kaldes.

Endnu engang formåede jeg at bringe latter frem hos Liam, hvilket i bund og grund havde været meningen. Hele dagen havde jeg gjort mig lidt dummere, fordi jeg prøvede at fremstille et smil på hans kønne ansigt. Som sagt hjalp han mig, da jeg var helt væk. Fuldstændig i kramper og chok, med hallicioner omkring mig. Derfor følte jeg et specielt ansvar for, at give ham noget igen.

Hvilket jeg, efter sigende fornemmelse, formåede at gøre.

Heldigvis så bragte min plan frugt.

”Vi krydser fingre for, at du ikke skræmmer dem alt for meget, når vi end kommer ind i lejligheden. Det har du gjort en del, her på det sidste,” sagde Liam med en stille stemme, men et lille smil på læben.

Trods smilet var der, sank en klump nede i maven på mig. Ikke fordi jeg ikke havde vidst, at de andre havde været påvirket af dagenes begivenheder, men den fact at Liam sagde det højt, ramte mig en del. Men det var ikke hans skyld, det var jo sandheden. Jeg havde skræmt dem alle, men det kunne jeg kun takke Derek for.

Uheldigvis.

Liam kørte mig ud på gangen, og ned imod den velkendte dør med skiltet derpå. Den forrige nervøsitet kom snigende, men jeg lod mig skubbe den fra mig. Jeg havde ingen grund til at være nervøs. De alle kunne se jeg sad i kørestol, men trods alt var i bedring – og gode hænder.

Det var jo heller ikke fordi, jeg havde planer om at lade Derek ødelægge mig mere. Han havde gjort nok, og når han endnu engang kom efter mig, ville jeg være parat. Eller så parat som end muligt. Med hjælp fra vennerne omkring mig.

”Vi er hjemme!” råbte Liam, og skubbede mig længere ind, så han kunne lukke døren efter os.

En masse småsnakken lød inden fra stuen af, og hurtige trin på gulvet bekendtgjorde hurtigt, at en var ret ivrig for at se os.

Jeg gættede på Niall.

Selvom det nok mere var maden end os, han hungrede efter at få fingrene i. Hvilket fik et smil på mine læber, som nok godt kunne virke lidt skræmmende, hvis man ikke hørte mine tanker. Som jeg ellers tit sagde højt – dog ikke denne gang.

”Hey venner har i mad- Cassie hvad fanden er der sket?”

 

,,  I'm gonna pick up the pieces,

And build a lego house when things go wrong we can knock it down
My three words have two meanings,
There's one thing on my mind
It's all for you." - Ed Sheeran, Lego House

                                                                                      ________________

Halløj venneeer!:)

I må virkelig mange tusinde gange undskylde for den urimelig lange ventetid! Har skulle gøre min anden novelle færdig, og Claire har haft utrolig travlt i skolen... Sorry... :( 

Men jeg har endelig  gjort "Part Of Me" færdig, og skrevet et lang kapitel til jer! :) Hvad synes i? Jeg ved der er uenighed omkring hvordan og hvorledes, hvor vidt Derek skal komme endnu engang og ødelægge det for Cassie. Men ja, vi har egentlig i forvejen planlagt hvordan det skal forgå, så i må se hvad der sker ;) Hvad tror i Niall og de andre siger til Cassie's nye "transport"? Tror i alle kan holde tungen lige i munden, når Cassie er opmærksom på Liams humør hele tiden? 

Husk endelig at like og sæt på favoritlisten hvis i har lyst! - Og endnu engang undskyld for ventiden! Kan virkelig ikke beskrive det nok, men jeg kan også se vi ingen læsere har mistet på det, hvilket overrasker mig en del. Så; stort tak til tålmodige jer, og nyd historien! 

- xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...