Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
72444Visninger
AA

8. 7

Jeg kiggede forskrækket på ham. Derek. Hvad fanden lavede han her?

Uden at svare ham, kiggede jeg fribrilsk omkring mig. Alle de andre stod ivrigt og snakkede, uden at ligge mærke til ham. Selvfølgelig ville de alle bare tro, at det var en eller anden random fyr. De eneste to der havde set Derek, var Jasmine og James. Der begge stod længst væk, fuld i gang med at snakke.

Jeg sank i en klump.

Bevidstheden fortalte mig tydeligt, at jeg måtte komme væk fra Dereks øjesyn. Eller bare hen til nogen af dem der kunne beskytte mig.

Hurtigt kiggede jeg hen imod Derek, der nu var helt tæt på mig, så han åndede mig i hoved. Lad os være mild og sige, at han duftede ikke godt. Spritten hang i hans tøj, og det var tydeligt at han havde drukket. Ved de mange minder jeg havde med ham, vidste jeg allerede nu, at det hele kun kunne blive hundrede gange værre end normalt.

Alting blev endnu mere smertefuldt, end det ellers ville have været.

Adrenalinen fortalte mig tydeligt, skreg nærmest, hvor vidt jeg skulle løbe væk fra ham, i stedet for at bare stå dér. Men mine ben ville ikke lystre. Ikke en gang mine hænder, kunne skubbe ham væk. Alt var som lukket ned, i ren angst og skræk for hvad der ville komme.

Et lille skrig ville gerne ud af min mund, men det kom aldrig, da jeg så let som ingen ting, blev revet væk af Derek. Alt for mange følelser, minder samt sanser blev sat i gang ved det. Det hele synes at svimle for mig, da jeg rystede så meget.

Det hårde greb rev mig hen til et hjørne, ude i en gyde ved siden af diskoteket. Bassen lød som en høj genlyd, selv derude, men alligevel formåede der at være uhyggeligt stille og ødet. Derek stillede sig foran mig, så han afskærmede for hele mit udsyn.

Seriøst, flyt dig man! havde jeg mest af alt bare lyst til at råbe, men jeg var simpelthen for svag til at få et ord indført. Jeg var fuldstændig i chok, og ønskede dette bare var en ond drøm. En skræmmende ond drøm, der bare virkede alt for virkelig.

”Har du savnet mig?” gentog Derek, imens han blidt strøg en hånd hen over min kind.

Vi begge vidste dog, hvor vidt den bevægelse blev den sidste blide, af dens slags.

Jeg åndede ud, og rettede mig op, med mere selvtillid i sinde. Min hjerne anlagde alle de ting, James havde forslået mig at gøre, hvis Derek kom. At være stærk, var bare en af tingene. Og prøve så godt som muligt at afskærme mine følelser for ham - hvis det var muligt. Efter min mening, var der alt for mange hvis’er i mit liv.

Jeg kunne blive lykkelig, hvis Derek ikke ødelagde det for mig.

Min verden kunne være i balance, hvis jeg ikke hele tiden fik flashback fra fortiden.

Jeg ville kunne elske en dreng, hvis jeg ikke hele tiden blev bange, ved minder omkring Derek.

Min personlighed kunne være endnu mere åben, og fri fra hemmeligheder, hvis jeg ikke oplevede de voldelige slag fra Derek.

Hvis, hvis, hvis og atter hvis.

Jeg hadede ordet hvis.

Det var alt for meget indblandet i mit liv.

Hvis, hvis, hvis, hvis, hvis

”Absolut ikke,” svarede jeg koldt, og kiggede ham direkte i øjne.

Jeg var klar over hvor flabet det lød. Hvor stor en chance jeg tog, bare ved at tale sådan til ham. Men jeg var ikke hans. Ikke mere. Jeg havde min egen frihed til at gøre, hvad jeg ville. Det var gået op for mig, efter de sidste par måneder.

”Forkert svar min kære,” hvæsede Derek, og et slag gled hen over den kind, der før var nusset blidt om.

Se, hvad sagde jeg omkring det, tidligere? Intet er blidt eller blødt, ikke når det gælder Derek.

Et lille forræderisk klynk, undslap lavt mine læber, men til mit held lød det ikke til, at Derek hørte det. Måske fordi han havde travlt med at skubbe mig hårdt ind imod muren. Fribrilsk prøvede jeg at skubbe ham væk, da han trykkede mig ind imod den alt for kolde mur, med hele hans krop og vægt.

Men det blev hurtigt umuligt for mig, da han hårdt greb fat i mine håndled, og smadrede dem op af muren, på hver side af mit hoved. Jeg var så godt som fortabt.

”Derek slip mig,” hvæsede jeg hårdt, med en kold facade.

Inden i var jeg ved at skide i bukserne af skræk.

Han grinte hånende, med et ryst på hoved.

”Ikke tale om. Du er stadig min, Cassie,” hviskede han ind i mit øre, med et blik jeg ikke kunne tyde.

Jeg fnøs.

”Har du fuldstændig glemt det? Derek, jeg skred fra dig. Vi er færdige med hinanden! Jeg vil aldrig nogen sinde blive din igen,” sagde jeg.

Ikke om jeg forventede nogen overbevisning omkring det, jeg stod og sagde. Mest af alt, gjorde jeg det egentlig bare for at virke stærk. Som var jeg over ham. Hvilket jeg i bund og grund var. Der var intet kærlighed tilbage til en nar som ham. Det havde han for længst fået mig til at glemme.

Men stadig, jeg var ikke over ham på et andet led. Min hjerne, drømme, tanker og ikke mindst syn led under de flashbacks, han havde bragt inde i mig. Skrevet ind i min sjæl, som et dokument der ikke kunne slettes. Der for altid ville pine mig, når jeg mindst ventede det. Eller ville have det.

Hvilket jeg sjovt nok hadede ham for. Ork ja, mon ikke om jeg gjorde det. Der var intet tilbage til ham, som tidligere fortalt. Det var bare det dokument der lå inde i mig, der gjorde det så svært for mig, at kunne glemme ham og hans gerninger. De synder han havde belagt på mig og min krop.

Og det føltes så uhyggeligt velkendt, da hans læber strejfede mine, med alt andet end kærlighed i sinde. Det gav grib i mig, hele vejen op af ryg raden, da hans hånd sneg sig op af mit inderlår. Jeg spændte mig under berøringen, og lukkede kort øjne. Måske kildede det i maven, men det føltes bestemt ikke rigtigt. Nej, langt fra. Det føltes så forkert som overhoved muligt, ikke mindst klamt.

Det svimlede næsten helt for mig, da han hurtigere end jeg kunne fatte, havde trukket mine trusser ned. Hans blik var så ulæseligt, men lysten og selvtilfredses lyste ud af øjne på ham. Den magt han igen havde over mig, som så mange gange før, føltes ubehagelig farlig.

Jeg vred mig som en selvfølge, under det alt for smertefulde greb og kontrol, han havde over mig. Som belønning fik jeg en et knæ ind i maven, der gjorde jeg faldt sammen. Derek lod mig falde ned på den hårde asfalt, og kiggede ned på mig, med et ryst på hoved.

”Cassandra dog, du lære da heller aldrig, at lade hver med at bekæmpe skæbnen,” startede han ud med, inden han var over mig. Hans trak hans bukser ned, og han var det eneste jeg kunne se.

Min krop rystede af skræk, og hele mit syn var som sløret. Tårerne bandede sin motorvej, ned af mine kinder, og jeg tvivlede overhoved ikke på, at min makeup løb sammen med dem. Skammen var den sidste følelse jeg nåede at føle, før en kæmpe smerte lå og skreg i underlivet på mig.

Mine hulk var lydløse, men det var mine skrig ikke. Det skal forstås sådan, at jeg skreg højt inden i mig selv. Smerten sveg enormt meget, ikke mindst, da han satte tempoet op, og tog hårdt fat i min kæbe. De isblå og kolde øjne, kiggede direkte ind i mine. Følelser som tilfredstillelse, spejlede sig ind i synet på mig. Jeg gyste svagt.

Smerten lå som et tæppe ud over mig, både uden på og inden i. Jeg huskede ikke at det var så slemt og smertefuldt, som jeg nu oplevede det. Måske var det fordi jeg nu ikke var van til det, og netop var sluppet for den daglige dosis smerte, som Derek før i tiden havde påført mig. Den gang havde jeg fraværende skubbet det væk, hver eneste gang smerten kom, men nu var jeg godt nok overrasket over, hvordan det overhoved havde været muligt.

Jeg havde virkelig været hårdt misbrugt. Nu kunne jeg bedre se, hvad Jasmine mente…

Kaosset inden i mig, brændte mig på fingerspidserne som ild, da Dereks ene hånd gled ned under min kjole, imens den anden stadig lå og strammede om kæben på mig.

”Se selv,” stønnede han svagt, og smilte ondskabsfuldt.

”Det her er ikke slut, Cassie. Du er stadig min, sådan er det bare.”

Jeg vred mig endnu engang, naivt og godtroende på en befrielse af denne endeløse smerte, men mærkede hurtigt et snit af smerte, nede ved min overarm.

Mit blik kiggede igennem den slørede tåge, ned imod hvor smertens skrig, klagede sig. Det bølgede først ved synet af min arm. Men da jeg fokuserede, stod det pludseligt stærkt for mig, hvad jeg så.

Jeg spærrede øjne op.

Derek havde lige skåret mig i armen! Med en lomme kniv!

Mine åndedrag blev hurtigere samt uregelmæssige. Jeg vred mig endnu mere, ved håb for at slippe væk. Han var jo fucking sindssyg – endnu mere end normalt!

Endnu et snit blev lavet, denne gang gik det ud over min hofte. Jeg skreg højt, da han forsatte ved mit ene lår, og op af mine arme. Mørket sneg sig hen til mig. Lette sorte prikker, dannede sig ved mine øjne. Endnu et skrig af smerte, passeret mine læber, da han endnu engang trang op i mig.

Endnu engang, kunne jeg sige velkommen til mit eget private helved.

”Hold nu kæft!” råbte Derek hårdt, og smækkede mig en lussing, før han endnu en gang satte tempoet op.

Jeg tvivlede stærk på, om jeg nogen sinde ville komme væk fra ham.

Denne fest for Jasmine var perfekt planlagt, helt ned til hver eneste detalje. Virkelig. Jeg havde været oppe en hel nat, for at skrive alle mine ideer ned, for at intet skulle glemmes. Min bedste veninde skulle virkelig føle sig særlig, og feste igennem sammen med mig og hendes nærmeste.

Denne fest, skulle også have været et minde, vi kunne kigge smilende tilbage på sammen. Men nu?

Denne fest ville langt fra være nået, jeg ville smile og råbe hurra for, hvis jeg så tilbage. Det havde Derek for alvor ødelagt. Han havde ødelagt alt. Mig. Og jeg kunne intet gøre…

En smerte afbrød mine tanker, og fik mig til at bide mig selv hårdt i læben. Derek havde endelig trukket sig væk fra mig, og fået bukserne på. Men det betød dog ikke at han var færdig med mig. Næ nej, det havde jeg lært efter de år, vi havde været sammen.

Han var kun lige begyndt…

***

Harry

”Du bro, kan du ikke huske, da jeg og Cassie skubbe dig i poolen, imens Jasmine filmede?” lo James, og lagde armen om mig.

Alle grinte højt, imens jeg nikkede med et smil på læben. Jasmine’s grin lød ikke langt væk fra mig, imens hun pegede på mig, med et let sløret blik.

”Du skulle have set dig selv, Hazza! Seriøst Lou, han var værre end da Zayn smadrede ham en på låget, så han faldt ud af sengen!” mindede hun os om, og fik øjenkontakt med Louis, der stod på hendes venstre side, med et af hans store smil.

Latteren lød igen, imens flere drinks blev fyldt indenbords. Ikke endnu, var nogen af os stang stive, men klokken nærmede sig de tolv stykker, hvilket betød det snart ville komme. Jeg selv var let beruset, men var endnu ikke helt væk. Med den mængde alkohol jeg kunne indtage uden at blive fuld, var jeg langt fra kommet over den skalas højdepunkt.

Niall svang hen imod mig, med et letter forvirret blik, der tydeligt tydede problemer. Jeg rynkede panden i nervøsitet, på hvilket emne han nu ville bringe på banen.

”Hvor er Cassie egentlig henne?” råbte han højt nok til alle de andre, kunne komme med deres bud.

Alles blikke ramte Niall.

Mit hjerte bankede let i brystet på mig, da hun kom på banen. Det var vidst ingen hemmelighed, at jeg var tit bekymret for hende. Især fordi, jeg vidste hvad hendes ex kæreste – Derek – havde udsat hende for. Det fortalte James mig. Ikke fordi det var meningen. Faktisk måtte eller ville han ikke fortælle mig det til at starte med. Men da Cassie skulle hjem og bo hos Jasmine, i alt hast og jag, blev han nød til at fortælle mig det, da jeg selv skulle bo ved ham – Og komme en del hjemme hos Jasmine.

”Jeg har ikke set hende de sidste par timer,” forklarede han videre.

Liam så bekymret på ham. Ikke mindst James imens Jasmine så mere… tænkende ud. De andre to drenge, stod forvirret og så på Jasmines nærmeste.

Mine tanker røg over på Derek, men så det som en umulighed. Cassie ville aldrig invitere ham til Jasmines fest. Ikke efter alt det der var sket imellem dem. Umuligt efter det han havde gjort imod hende.

Med mindre…

”Vi må finde hende, og det er nu!” udbrød Jasmine pludseligt, og vred sig væk fra mængden.

Vi havde vidst samme mistanker.

De andre drenge, James og jeg, gik sammen med Jasmine, imens de andre blev hvor de var. Jeg tror nu nok også, at det var os hun hentyd til.  Mit hjerte bankede unormalt hurtigt, imens vi ledte rundt omkring på diskoteket. Frygten for at Derek var mødt op her…

Hvis han var, havde jeg et par ting, jeg skulle banke ind i hjernen på ham.

Misforstå mig ej. Jeg følte bare et slags ansvar for Cassie, efter at have lært hende nærmere at kende. Eller dog, hun havde åbnet sig mere, men synes måske stadig ikke så godt om mig, som hun gjorde ved de andre. Hvilket sårede mig en smule. Hvad havde hun mon imod mig?

Det skulle dog ikke stoppe mig fra at kunne lide hende. Cassandra var en smuk, sød og anderledes pige – På den gode måde selvfølgelig. Det at hun ikke brød så meget om mig, og ikke lukkede mig så let ind, gjorde mig på en eller anden måde, mere nysgerrig. Opsat på at vide mere, da hun kun i korte øjeblikke, lukkede mig ind også sparkede mig ud igen.

Mega forvirrende, men jeg gav ikke op.

”Undskyld,” mumlede jeg, da jeg bankede ind i en person, på min søgen efter Cassie.

Blikket gled rundt omkring ved mine omgivelser, indtil jeg stoppede ved en bagdør, hvor Jasmine gik ud af den. En ubehagelig samt dårlig fornemmelse, gled rundt i maven på mig. Fornuften fortalte mig, hvor dårlig en ide det var, at lade en pige gå alene ud af en bagdør – der tydeligvis førte ud til en baggård eller gyde.

Så med glidende bevægelser, sneg jeg mig uden om folk, og nåede på igen tid hen til døren. Flere høje skrig, lød bag den, hvilket fik mit hjerte til at hamre afsted, og lod adrenalinen tage over.

Mine hænder trykkede håndtaget ned, fødderne sparkede døren op, inden jeg ellers vadede uden for. Som gættet, var det en mørk gyde med kun en lygtepæl inde for et par meters afstand.

Da jeg lod døren glide i, så jeg hen imod venstre side, hvor larmen kom fra. Jeg spærrede forskrækket øjne op.

Jasmine stod og sparkede til en stor bygget fyr, der slog tilbage imod hende. Så lille og smidig som hun var, undveg hun let slagene. Det tog mig ikke mange minutter at indse, hvem denne fyr var, da jeg så en genkendelig skikkelse, ligge helt smadret henne på asfalten.

Cassie.

Jeg gispede.

Shit!

Ved hurtigt at sende en sms til James, sprang jeg over imod sceneriet, der udspillede sig foran mig. Frygten var gemt langt væk, for jeg hårdt skubbede Derek væk fra Jasmine. Han faldt overrasket tilbage, ind imod den våde og mørke stenmur, med et rasende blik i sinde.

Selvom han så større og stærkere ud end mig, var jeg døv hamrene lige glad. Cassie havde brug for hjælp, og den hjælp kunne Jasmine give hende.

”Gå over og hjælp hende,” bad jeg min veninde om, imens jeg holdte øjenkontakt med denne Derek.

Bare ved synet af ham, ved de historier jeg havde fået genfortalt om ham, fik vreden til at boble. Især da jeg kiggede kort hen imod pigerne, hvor jeg rigtig fik øje på Cassandra.

Mit hjerte gik i stå.

Hun var fuldstændig smadret, med blå mærker hist og her. En hel rød kind, brændte tydeligt i hendes ansigt og flere knivstik samt mærker, sås rundt omkring på kroppen. Til sidst og ikke mindst; hendes trusser lå ved siden af hende. Makeuppen der var gledet ned af kinderne på hende, fortalte tydeligt hvor bange og smertefyldt hun havde været, ikke mindst var. Bare ved synet af hende, hendes trusser og Derek, fik mig til at ligge to og to sammen.

For helved da, fyrren havde banket hende synder sammen, skåret i hende, og voldtaget hende?! Hvad fanden bildte han sig ind? Hvem troede han lige han var?

For hver eneste erklæring med blikket, hver eneste tanke, boblede følelserne op i mig. Kvalmen steg, mine øjne blev hårde, og næverne blev knyttet hårdt sammen.

Hvor vovede han?

”Hvad fanden bilder du dig ind?” råbte jeg vredt, og bankede Derek ind imod muren igen.

Hans overraskelse var han ikke god til at ligge låg på, hvilket bare gav points hos mig.

Da latteren kom ud af hans mund, fik det til at løbe mig koldt ned af ryggen, imens jeg med håbefulde tanker, håbede at de andre snart kom.

”Hygger mig med min kæreste, tomhjerne.”

De blå øjne kiggede kolde og hårde ind i mine. Bare den fact, at han kaldte dét der at hygge sig, også Cassie hans kæreste, fik mig til at knibe øjne sammen i raseri.

Min lunde var virkelig ved at løbe ud.

”Hun er ikke din kæreste, det ved vi alle vidst lige godt,” lød det flabet fra mig. En mørk stemme, jeg aldrig havde hørt fra mig selv, kom ud af min mund. Fuldstændig hård, flabet og kold.

Men kæft hvor var jeg dog også bare pissed…

”Hun er måske din lille luder?”

Dereks hårde latter, kom som piskesmæld ud i luften, imens jeg bekendtgjorde at min lunde var løbet.

Nu var han seriøst færdig.

Med hårde bevægelser, smadrede min hånd ind imod hans kæbe, i en præcis vinkel. Han nåede knap nok at affeje mit slag, men til gengæld fik jeg et lige i maven. Et smertes støn, undslap mine læber, før jeg atter slog ud imod ham.

Blodet løb ned af os begge, imens Jasmines klynkene stemme, lød bag os og bagdøren til gyden blev smækket op. Råb og spektakel lød før min øregange, men jeg var ikke til stede. Jeg blev nød til at slå ham helt i gulvet, før jeg kunne fortælle mig selv, at det var nok.

Derek havde da fandme voldtaget hende! Cassie, og kaldt hende en luder!

Ikke om han slap fra det, også resten af det han havde påført hende af lidelser, de sidste par år.

”Harry, han har fået nok nu,” mumlede Louis ind i mit øre, hvilket fik mig til at vågne fra trancen. Blikket røg ned på Derek, der var gledet ned på jorden. Selvom han var størst, var det alligevel mig der endte med sejren.

Forpustet med stadig glødende øjne, fjernede jeg mig fra Derek, og så hen på de andre, der kiggede let på mig. Cassandra lå i Zayn’s arme, efter som var han nok den, der var mindst påvirket af alkohol. Tro det eller ej, men Zayn havde holdt sig tilbage den aften. Det plejede at være Liam, men han så lidt væk ud, efter alle de drinks. Han var begyndt at drikke den samme mængde som os andre, efter kendsgerningen fra hospitalet om, at han havde to nyrer.

Hurra…

Dog holdte han tit tilbage, da han jo var den fornuftigste dreng af os alle.

”Kom lad os smutte. Festen må gerne slutte nu,” lød det fra en rystende Jasmine, der havde Niall’s arm omkring sig.

Jeg nikkede.

Blikket røg fra Derek og hen på Cassie.

Jo før vi forlod ham, og fik hjulpet hende, jo bedre…

 

,,  And who do you think you are?

Runnin’ round leaving scars
Collecting jar of hearts
And tearing love apart." Christina Perri, Jar Of Hearts

                                                                                                                  

Btw husk endelig at like og sæt på favoritlisten, hvis I kan lide historien :) 

- xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...