Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71026Visninger
AA

6. 5

“Jeg troede ikke der ville være så mange!” klagede jeg, og måbede.

Vores ben havde båret os den korte vej hen til det enorme stadion, som ikke lige var just ødede. Nej, langt fra. Det var mere… hm… hvordan skulle jeg beskrive det ordentligt… proppet? Bemandet? Klaustrofobisk? Noget i den retning. Pointen i det hele lå i at, jeg slet ikke havde forstillet mig noget som dette. Tanken var mere en lille bitte ubetydelig kunstner, som sløve Harry havde fundet. Der ren faktisk havde brug for os, som nogen af de eneste publikummer, på en eller anden stinkende pub.

Yes i know, høje tanker jeg har om Harry – og denne kunstner. Men hvad kan jeg sige? Når jeg i forvejen ikke brød mig om Harry, hvordan helved skulle jeg kunne tænke på noget… positivt i sammenhængene med ham? Nej vel, det var også det jeg tænkte..

”Ja… i det mindste ikke som mange som det plejer,” bekendtgjorde James, og nikkede anerkendende til Harry.

Der for resten bare smilede stort, som en provokation til mig. Jeg kunne bare mærke det – og det vidste han godt. Hvad han mon end følte sin sejre ved, fattede jeg det ikke. At jeg var overrasket over nogen levende kroppe, der bare var nogen lunde normale, på et sted som Harry havde inviteret os til? Måske. Det kunne ren faktisk godt være.

”Kom, lad os komme inden for,” fastslog Harry, og fik sat os alle i gang – undtagen mig.

Ikke om jeg skulle hen i mylderet! No way baby, jeg blev jo kvæstet ihjel med de mange fodtrin og stiletter, folk havde sig.

Så hellere tilbage til Derek, end dette!

Eller nej… faktisk, slet ingen af delene. Jeg ville aller helst bare hjem og ind under dynen, hvor jeg var tryg og safe. Med minderne jeg kæmpede om at holde fast ind til mig, fra mit liv før Derek. Mit liv før min fars drukture. Mit liv før skyerne brasede ind over det.

Jeg havde ikke rigtig opfanget min stille tilstand, før en arm trak i mig. Den var stor og blød. Helt klart Harrys, da James bare ville have båret mig afsted. Bogstaveligt talt.

”Kom nu, Cassie. Vi har altså noget vi skal nå!” hastede han på mig, med sit hoved lige ud foran mit øre. Gysen gik hele vejen igennem kroppen, ved lyden af det hæse stemmebånd, samt åndedragets kildende. Igen, han kom for tæt på – alt for tæt på.

Lige så hurtigt som han havde lagt hånden der, var jeg sluppet ud af grebet, og børstede fribrilsk på stedet den havde været. Med irriteret anelser, slog tanken ned i mig, om han nogen sinde tænkte før han satte ting til livs. Troede han måske lige at, jeg havde lyst til en dreng der sværmede sådan om mig, når min ex netop endelig var væk? Når han endelig ikke kunne rører mig, eller skade mig fysisk? Åbenbart, for hold da op, Harry var omklamrende i disse tider.

Endnu en grund til at, jeg foragtede ham.

”Nej! Jeg skal ikke derhen, ikke når jeg risikere livet og hørelsen, for en eller anden lorte koncert. Hvor jeg endda ikke engang kender kunstneren!” vrissede jeg surt af Harry, med et let dræbende blik.

Hans suk gjorde mig tilfreds, da det var irriteret og træt. Yes, jeg havde kørt drengen træt!

Okay nej, det kunne misforstås på alle de forkerte måder… bare ikke tag det for bogstaveligt…

Min forstand rakte langt nok til, viden om hans mutte stirren. Glo alt hvad du vil, Harry, det er det eneste du får. Eller tag et billede! Det holder længere… Jeg burde skrive mine tanker ned, med de gode ideer jeg kunne komme med.

Jeg skreg pludseligt op, da et par arme lå om mine hofter, og jeg ikke længere havde himlen over mig – men jorden. Harry havde taget mig op over skulderen, så jeg hang slattent ned der fra. Hvad fanden..? Hvorfor gjorde han så lige det, huh?

”Harry forfanden, sæt mig ned dreng!” råbte jeg surt, og fægtede håbløst med armene.

Det var lige til at få kvalme af, denne situation jeg hang i. Hoved ned af, aka på hoved… plus Harry der holdte godt omkring mig… Idrk!

”Nej,” svarede han fast, og gik med faste skridt igennem mængden af mennesker – flest piger.

What?

”Undskyld mig?”

”Undskyldning accepteret.”

Jeg skulede vredt til ham, hen over skulderen.

Hvem troede han lige han var? Julemanden med sin levende sæk? Gud og hans søn der lejede? Idiot uden lige..!

En masse skrig lød omkring os, imens Harry pressede sig igennem mængden. Med hele verden på hoved, lod jeg mærke til, der var flest fra mit eget køn. Dog var der også en del fra det mandlige. Okay, dette måtte helt sikkert være en koncert for… Justin Bieber. Eller en anden lækker steg. I hvert fald når alle pigerne – stort set, tilføjelse – var dresset helt op til det store. Hvis det var The Biebs, så kunne de da i hvert fald godt skyde en lang hvid pil efter, at scorer ham. Drengen havde Selena Gomez – De mange drenges drømmepige.

Så hvorfor så pæne til sådan en lejlighed?

Skrigende der i forvejen synes at presse hårdt, imod de sarte øre, blev nærmest forstærket. Hvorfor ved jeg ikke. Bare at en masse hænder greb ud efter mig og Harry, og et par store mænd gik omkring ham. Og jeg forstod nadar. Virkelig. Ingen ting. Kun at jeg snart kastede alt den spagetti op, jeg havde proppet mig med på cafeen. Takket været bumsen Harry.

Han skyldte mig et nyt sæt tøj, hvis opkasten røg ud over mit dejlige sæt. Min militærjakke var sprit ny, og trøjen med korset havde Jasmine købt med hjem til mig, fra Topshop butikken på Oxford Street. Hun fik halvpris som medarbejder. Ret sejt alligevel..

Endelig satte Harry mig ned. Vi var kommet ind ved en slags gang, men Jasmine og de andre, var ikke til at se. Skrigende var ikke så høje her inde, og tanken slog mig, at dette var backstage. Jeg var for vred til at undre mig over stedet nærmere, og skubbede Harry hårdt på brystet.

Jeg ved ikke, det slog bare klik for mig.

Vreden var stor, virkelig stor. Adrenalinen kørte i blodet på mig, fordi min hjerne troede det var endnu et overgreb. Et kort øjeblik troede min fornuft det også. Skriget lod som gentagelser inde i hoved på mig, da det undslap mine læber.

Hvordan skulle jeg nogensinde forklare det her for jer?

Det var ikke inde for mine rammer at have nogen så tæt på mig. Jeg kunne ikke klare det mere. Det blev for meget for mig. Flashbacks truede min omverden med at falde sammen, og lade dem bedøve mig selv fra virkeligheden. En hver eneste voldelige berøring fra Derek, sad som afmærket under huden på mig. Jeg følte en underlig prikken på siden af hoved, da det ikke længere var Harry der stod – overrasket og forundret – over for mig.

Det var ham.

Derek.

Ham jeg var flygtet for.

Ham der havde ødelagt mig langsomt, de sidste par år.

Han stod foran mig, let sløret og så alligevel ikke. Mit hjerte sprang flere slag over, ved hallucinationen, der bølgede let for mine øjne. Koldsveden kørte langsomt ned af ryggen på mig. Medførte min krops spændte muskler, der gjorde sig beredte på det værste. Forberedt på flere dunkende samt skadelige berøringer, der nærmest brændte mig som ild, hver eneste ene gang. Jeg var van til dem. Efter en så stor mængde af det, i så lang tid, havde min hjerne accepteret det. Måske havde min krop ikke, men det ændrede ikke på hjernens synsvinkel. Fornuften fik slet ingen adgang, når dette skete.

Men selvom jeg ventede på at, han ville gøre noget, skete der intet. Kun at hans mund bevægede sig, og af og til lod en hæs stemme komme ud, end den der tilhørte ham. Den flimrede hele tiden, som radiobølger, hvilket jeg ikke forstod. Fattede.

Det skræmte mig noget så grusomt, da han som forventet, rakte ud efter mig. Jeg skreg op, og trådte flere skridt tilbage – Selvom jeg havde lært at jeg fik bøder for det. Jeg kunne ikke gøre for det. Adrenalinen fik bare sit overtag, som reflekserne ellers rasede der ud af, her af den grund.

”Cassie,” skar den hæse igennem igen, som prøvede den at nå ind til mig. Via en anden verden.

Igen greb han ud efter mig, men denne gang, kastede jeg mig væk. Nej, løb væk. Af ren skræk og selvfølge. Hans råb efter mig, var som små klokker for ørerne, imens jeg bare løb. Løb og løb. Som en antilope, der løb for sit liv. Med tigeren lige i hælende. Min tiger synes bare ikke at være så hurtig, som den burde. Egentlig, var jeg ret ligeglad. Koldsveden forstærkede min frygt og adrenalinen, blev bare endnu mere tændt op i det høje felt.

Mine ben svævede nærmest hen af jorden, da jeg passerede de mange hundrede døre. Langt væk, lød fodtrinene og den let paniske kalden. Han ville snart indhente mig, hvis jeg ikke gjorde noget.

Ved et enkelt øjekast på håndtaget, brasede jeg en tunge dør op, og smækkede den hårdt efter mig. Åndedraget var i sit høje tempo, langt over den normale standard for hvilepulsen. Hele min krop rystede, og varmen var som et klamt lag ud over hele min hud. Jeg lagde forsigtigt hånden på min pande, da det hele svimlede unormalt meget.

Hvordan var det overhoved muligt?

At Derek var her?

Var det Harrys plan, for at få gjort det helt af med mig?

Et eller andet hang slet ikke sammen, men jeg havde ikke lyst til at finde ud af det. Ikke nu. Ikke her. Kvalmen var alligevel for stor til at, kunne tænke på noget fornuftigt.

Først da jeg kiggede mig omkring, opdagede jeg hvor jeg var. Eller hvad det lignede. Et omklædningsrum. Det var ikke så meget det, jeg blev lettet over. Mere da jeg så en ledersofa, der så noget så indbydende ud. Jeg mærkede en lille glæde gribe i mig, og det var dét, der gav mig kræfterne til at krympe sammen i den behagelige sofa.

Det var kun det korte øjeblik, som synes at være klart og normalt. Derefter begyndte jeg ellers at ryste igen, og ubemærket tårer gled ned af kinderne. Min makeup løb stensikkert. Jeg lignede nok en panda, efter sigende tanker. Ikke at jeg brød mig om det, men det var heller ikke fordi jeg lod til at tænke over, hvad andre mennesker ville synes om det. Lidt fornuft, lå der inde i mig.

Mine fingre klamrede sig fribrilsk, efter tryghed eller afslappelse, i et snehvidt tæppe, der lå ved siden af mig. Sådan var det altid, når ting gik galt for mig. Bevægelse i fingrene, var altid det jeg forsøgte med til at starte med, som søgen på ro. Ikke at det hjalp. Nej overhoved ikke. Faktisk, gjorde det altid alting meget værre. Men jeg havde taget det til mig, som en dårlig vane.

Rystelserne synes at blive værre, og mit syn var fuldstændig dukket til, af de pinende flashbacks. De fik mig til at genopleve hver eneste pinsel, Derek havde påført mig. Snød min hjerne til at tro, at det var virkeligt. Påførte mig på den måde den smerte, jeg havde følt da det skete. Slag for slag.

Blod for blod.

Mærke for mærke.

Hånd for hånd.

Berøring til berøring.

Smerte for smerte.

Skriget ville gerne ud fra sit fangehul, dybt nede i halsen og hele vejen ned i maven. Det samlede alle kræfter og resurser, for at bryde den håbløse svage modstand til mur, jeg havde rest. Altid skete dette. Altid blev den brudt ned; muren. Og skriget forlod smertefuldt sit sted, hvor dens opstandelse var sket.

Langt væk, gik en dør op, et stykke tid efter skriget var flygtet. Efter duft at dømme, var det ingen bekendt. Men det betød ikke at duften ikke var god.

En lettere forskrækket stemme, lød det fjerne sted. Et sted, jeg for længst havde forladt til fordel for flashbackenes mørke fangehul. Der hvor fladskærmen kørte for mit indre syn, med de mange minder og pinsler, der var brændt ned i huden på mig. Som ar der aldrig forsvandt, og altid ville påfører mig smerte.

Personen der var kommet ind, havde taget fat i mig, og rusket mig let. Prøvede at vække mig, fra dette mareridt. Jeg ville gerne vækkes. Virkelig gerne. Bare vågne og takke ham eller hende, for at redde mig for mit eget private lort til helved.

Men hvor end jeg gerne ville give slip, ville Derek ikke slippe. Han dukkede pludselig op i en hel skikkelse, med et alt for stærkt greb omkring mig. Jeg gispede naivt efter vejret, selvom jeg intet fik ned i lungerne. Han holdte alt for godt fast. Som pressede han livet ud af mig.

”Luk det ude, det er ikke virkeligt…”

Stemmen var lige ude for mit øre, beroligende og desperat. Som i desperat på at få mig tilbage, hjælpe mig. Allerede ved første ord, sværmede taknemmeligheden i sindet på mig.

”Træk vejret dybt…”

Rådet var kommanderende, og prøvende. Selve stemmens klang, synes at virke tydeligere, og havde en let accent i sig. Ligesom alle andre i England.

Som rådet, prøvede jeg at snuse luften stille og roligt til mig, igennem næsen. En duft omfavnede mig som et stort kram, og viskede nærmest Derek væk fra mit udsyn. Dereks vrede råben, lød så langt væk, for hvert et åndedrag jeg tog. Selvom billederne viste, hvor stramt hans arme synes at holde omkring mig, lod bevidstheden det ikke synke ind. Det var ikke virkeligt.

Af ren beroligelse, faldt mine tanker på Harry, da personens duft ikke synes at være nok til, at viske Derek helt ud. Derek begyndte så småt at tage form igen, inden jeg ellers tænkte på Harry. Det kønne ansigt, der havde små og næsten usynlige mærker, som tegn efter en pubertet, der stadig var i gang. Med de grønne og dybe øjne, jeg for kort tid siden havde kigget ind i. Det let krøllede hår, der indrammede hans ansigt og gjorde hans ansigtstræk tydelige og nydelige.

Fornuften fortalte mig at Derek ikke var virkelig, og det før bare havde været lækker Harry, der var forvandlet i tankernes verden. Der hvor han havde sat mig ned. Dé tanker og her med personens rolige duft, gjorde mig i stand til at sparke Derek ud fra mine tanker. Så jeg kunne lade den virkelige verden indtage mig, og fornuften komme til mig.

Da dette skete, faldt jeg sammen, og landede direkte op af personen der var kommet. Mine hulk var store af ren skræk, og tårerne gled så hurtige og lette de var, ned af mine allerede fugtige kinder. Personen, der viste sig at være en dreng efter den mandlige t-shirt at dømme, lagde uden tøven armene om mig. Som havde han ikke lavet andet end at trøste mig, de sidste mange liv.

”Shh… det er okay,” hviskede en let mørk stemme.

Drengen vuggede mig stille frem og tilbage. Automatisk kom beroligelsen ind over mig, som et bagslag. Jeg snøftede højt, og kiggede langsomt og forsigtigt op. Ydmygelsen var stor. Hvordan kunne jeg sådan bare bryde sammen, foran et menneske, jeg ikke engang kendte? Hvor svag var jeg lige?

Drengen jeg sad i armene hos, smilede roligt til mig, og fik mig til at lette hoved let på skrå. Hvorfor gjorde han det dér? Han kendte mig ikke! Hvordan hulen kunne han være så imødekommen, når jeg lignede en panda i ansigtet? Nogen mennesker var åbenbart enormt godhjertet, var det nu bevidst.

”Und-undskyld,” stammede jeg, og trak mig lidt væk fra ham.

Hvad tænkte jeg dog på? Hvordan fanden kunne jeg bare lade mig rive med i flashbackene?

Svaret var simpelt: jeg tænkte ikke. Skrækken havde været for stor til at jeg ville gå imod dem.

Fyren smilede til mig, som tegn på at det var helt okay. Det var endnu fastlagt: han var godt nok en godhjertet person. I hvert fald når han som nu, kunne klare en grædende og skrækslagen teenager, som stammede af ren kulde. Så kunne han ikke være andet end godhjertet. Virkelig. Karma havde virkelig været sød imod mig denne gang.

”Hvad hedder du?” spurgte han i stedet for, blidt og havde ikke andet end bekymring og venlighed i øjne.

”Cassandra, men bliver kaldt Cassie,” svarede jeg hæst.

Han nikkede, og rakte hånden frem, med et let smil.

”Jeg er Liam. Kunne du prøve at forklare mig lidt, hvad der lige skete? Bare så jeg får en fornemmelse af, hvor du står henne?” spurgte han tøvende.

Liam. Sødt navn, alligevel. Han virkede god nok, men det ændrede ikke på, min fortvivlelse med hvad jeg skulle fortælle ham. Jeg var stadig i et kinda selvsving, efter ’anfaldet’ jeg lige havde haft. Kald det hvad i vil. Bare at vi understreger at jeg intet fejler, kun følelsesmæssigt såret. Så er vi enige om hvordan, det hele hænger sammen.

”Er det noget med en kæreste, eller..?”

Hans sætning fik mig til at røbe ud med det hele. Jeg ved ikke hvorfor. Måske fordi jeg stadig var påvirket af ’anfaldet’, hvilket fik mig til at være over i den svage kategori.

Hvilket jeg hadede noget så grusomt.

Det fik mig til at indse ting. Ting som var så uhyggelige sande, som noget kunne være. For eksempel hvor bange jeg var. For det var jeg virkelig, da Liam spurgte ind til det hele. Jeg behøvede en at åbne mig for, i det øjeblik. Lige meget hvad. Ellers ville jeg gå endnu mere i selvsving, ikke mindst i baglås, hvis det ikke skete.

Og det var derfor, jeg åbnede mig op for ham.

Ikke fordi han virkede som en sød gut, der bare lige skulle vide hele min livshistorie. Ak nej, slet ikke. Mere fordi, jeg havde brug for en og fortælle det hele til. En som ikke kendte mig, eller omvendt. Bare en person, der kunne forstå mig, og hjælpe mig i det mareridt jeg var havnet i.

Måske var det dumt at fortælle alt det her til Liam. Jeg mener, hallo jeg kendte ham ikke, for syv sytten! Men selvom det, virkede han bagefter, som den rigtige person at tiltro sig til. Han kunne være min kontakt person! Ej okay, slet det der, det var useriøst.

***

Jeg så op på Liam, der havde lagt armene om mig, og trygget mig tættere ind til sig. Hans blik var let sløret, som tænkte han noget igennem. Eller følte noget dybt. Det kunne godt være vrede, da jeg skimtede noget i korte sekunder i de brune øjne.

”Bare rolig, Cassie. Det var ikke Derek du så, bare din ven. Sådan som du fortæller det hele, lyder det til, at dine venner vil afskærme Derek fuldstændig fra dig. Det vil jeg nu også forsøge,” trøstede han mig, og klemte blidt min arm.

Ville forsøge? Betød det lige, at jeg havde fået mig en ven ved at læsse alle mine problemer, over på en anden? Hvor var denne verden dog bare for underlig…

Jeg smilede træt, og nikkede som tak.

Liam gjorde en gestus som svar, og kiggede på sit armbåndsur. Hans øjne spærrede op.

”Shit, klokken! Kom vi må skynde os hen til backstage, jeg skal være på om få minutter!” udbrød han, og før jeg vidste af det, rejste han sig op, og så ventende på mig med et stresset smil.

Vent, hvad? Skal på? Var han kunstneren, der holdte denne koncert?

Jeg var så tæt på at smadre mig selv en, direkte på låget. Selvfølgelig var han det, hvad skulle han ellers inde i omklædningsrummet? Hvor han for resten tog et bælte på? Nogen gange var jeg bare alt for blank…

Forsigtigt, prøvede jeg at rejse mig op. Det lykkes meget godt, men kort efter jeg stod på fødderne, lå jeg på gulvet igen. Fedt. Mine ben var stadig i chok over ’anfaldet’. Endnu et bevis på, grunden til mit pludselige udbrud til denne Liam.

”Er du okay?” udbrød Liam forfærdet.

Han bukkede sig ned, for at hjælpe mig op, men endnu engang ville mine fødder ej bære mig. Uden videre irriteret miner, havde Liam svunget mig op i hans favn. Så var vi igen på farten.

”Ved du hvor dine venner er henne, Cassie?” spurgte Liam nysgerrigt, imens vi passerede et par mennesker, her og der – Der by the way, kiggede enormt efter os.

Jeg rystede på hoved.

”Jeg løb jo væk fra Harry, og de andre gik ind før os. Og det værste er, at det er Harry der kender stedet, og jeg kan hverken hans nummer eller efternavn,” sukkede jeg, og fornemmede hvor håbløs jeg følte mig.

Men seriøst, kunne man bebrejde mig det?

Jeg foragtede Harry, brød mig langt fra om ham – Og dog, til tider var jeg ved at smældte over ham. Men ellers, så hadede jeg ham. Hvorfor skulle jeg så overhoved gide lære noget som helst normalt om ham, som hans mobilnummer og efternavn? Det var jo netop det jeg ville undgå. Intet viden om ham, så behøvede jeg ej tænke på ham.

”Bare rolig. Vi finder ham og de andre, når koncerten er slut. I mellemtiden kan du nyde det hele, med en af de få og bedste pladser backstage,” lovede Liam, og blinkede sjovt til mig.

Jeg grinte let, hæst og brugt.

”Og der er noget drikkelse, du måske burde benytte dig af,” tilføjede han, hvilket resulteret i et grin fra mig.

”Jo tak, det vil jeg så. Men er det bare dig, der optræder?” spurgte jeg nysgerrigt, da turen alligevel så ud til at vare lidt endnu.

Han rystede på hoved, og smilede ved spørgsmålet.

”Nej, jeg er med i et bandt. På fem personer, med mig selv. Et boybandt ved navn One Direction. Sig mig, vidste du slet ikke det, nu da du skulle ind og se os?” spurgte han, med et forvirret udtryk.

Jeg rystede kraftigt på hoved.

”Nej overhoved ikke. Mine venner synes bare, det var vigtigt at jeg tog med. Men ikke om jeg skulle have informationer omkring kunstnerne, jeg skulle opleve live. Det betyder åbenbart intet for dem.”

Liam rystede på hoved, med et forkert udtryk malet i ansigtet.

”Sært..”

Jeg nikkede.

Vi kom længere ind i midten af det hele, kunne man tydeligt mærke på afstanden imellem menneskerne, vi passerede. Liam drejede til højre flere gange, før han trådte ind af en åbning, hvor et stort skilt hang over med ordet; ”Backstage”. 

Jeg kunne mærke min hals skrige efter noget vand, så lettelsen ramte mig hurtigt, da Liam satte mig ned, og kort efter kom med et glas vand. Jeg smilede taknemmeligt, og han slog sig ned ved siden af mig, på en sofa magen til den, der var pladseret i hans omklædningsrum.

”Tak skal du have. Men Liam? Hvorfor hjælper du mig overhoved? Vi kender ikke hinanden,” stammede jeg forvirret frem.

Ansigtet foran mig, ændrede sin mine til et glad og let drillende. På et eller andet led, vidste jeg allerede inden, at noget fornuftigt og kærligt ville forlade hans mund. Han virkede på et eller led, som en ansvarsfuld person, efter alt det han allerede havde gjort og sagt.

”Præcis. Det gør vi ikke, hvilket vi må lave om på. Desuden, har du problemer. Hvilket jeg elsker at hjælpe til med at løse. Cassie, du er en pige som allerede nu, har været ude for alt for meget. Det manglede da bare, at en stranger som mig, hopper ind i dit liv og hjælper dig. Så bare husk at jeg vil være der for nu af,” sagde han, med en undertone af en let morskab, ud over den seriøse holdning.

Lige meget hvor mærkeligt det hele lød, hvor naivt det hele føltes at være, troede jeg på ham. Selvom jeg som mange gange har tilføjet, at vi ikke kender hinanden, så føltes det alligevel som noget andet. Det er nu i gerne må have jeres egne meninger, om mine tanker og handlinger. For egentlig, er jeg lidt ligeglad. Det har jeg altid været, især efter det jeg har oplevet i mit liv.

Jeg grinte, og klemte taknemmeligt hans hånd, der lå på det tæppe jeg havde over mig.

Liam skulle lige til at sige noget, men blev afbrudt af et højt råb.

”Der er du Liam! Vi har ledt efter dig overalt!”

Ind af den store åbning, kom en flok unge. Jeg spærrede øjne op, da jeg så hvem det var. Veronica, James, Jasmine og Harry, samt tre andre drenge. Det var da pokkers! tænkte jeg overrasket.

Ikke nok med det, var der et eller andet sted, noget der satte sig på plads. Jeg lade mærke til Harrys arm der lå om halsen på en blond fyr.

Han var det femte medlem. Han var med i bandet. Harry var en verdensberømt teenager idol.

 

,, Sick of playing all of these games
It's not about taking sides
When I looked in the mirror didn't deliver
It hurt enough to think that I could stop
Admit that I'm wrong and then change my mind
Sorry but I've gotta be strong and leave you behind." - Jordin Sparks, Tattoo

_________________________________________________________________

Hey guyes :)

Så nu er her endnu et kapitel. Sorry for ventetiden! Håber i bær over med mig... ;) Husk at like og sæt på favoritlisten, hvis i kan lide den! Ingen tvang, men bare en reminder ;D Haha ej okay... Claire er kommet hjem igen, så hun går snart i gang med næste kapitel.

xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...