Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71026Visninger
AA

5. 4

Luften fik mine lange hår-spidser til at kilde mig let på halsen. Den var ikke dedikeret kold, men heller ikke varm. Mere midt imellem.

Jasmine havde eksisteret på at, jeg skulle udenfor igen – tredje gang inden for de to uger der var gået indendørs. En lækker frokost, var hvad hun havde inviteret mig til, på en eller anden cafe Harry kendte, et eller andet skørt sted. Ja, du læste rigtigt; Harry. Han skulle også med, ligeså James. Den eneste af dem, jeg så frem til at se, var James. Og hans kæreste Veronica, som jeg fik lokket ham til at tage med, med samarbejde fra Jasmine. Ønsket om at møde hende, var underligt nok stort.

Hvem ville ikke møde Veronica, efter at hørt så meget godt om hende?

I hvert fald, så var det fredag. Et eller andet sted, mente jeg, at kunne huske noget om en bestemt begivenhed denne dag. Udover frokosten, selvfølgelig. Men hvad, kunne jeg ikke pladserer. Måske fordi, jeg aldrig rigtig havde noget lagt ind i en kalender? Måske…

Tilbage til luften.

Jeg stod uden foran den store bygning med lejligheder. Hvor vi alle holdte til, havde jeg fundet ud af. James boede et par døre henne, end hvor Jasmine havde sin lejlighed. Det viste sig så, at Harry også boede hos James, på en slags mini ophold. Hvor tilfældigt kunne det hele blive?

Jasmine var stadig oppe i lejligheden, hvor hun gjorde sig klar, imens jeg havde besluttet at vente udenfor. Begrundelsen var nok, at jeg havde en trang til at komme ud i naturen, når jeg havde chancen. Det havde jeg indset, efter to ugers indendørs ophold.

Men grunden var også at, jeg svedte af helved til – direkte udtalt. Hvorfor jeg gjorde det, var nok efter jeg havde haft endnu et flashback, som mareridt. Det havde jeg efterhånden hele tiden, efter at have sluppet væk fra Derek. Ikke at jeg ikke havde dem, da jeg boede sammen med ham. Ork nej, der var bare det formindsket og bredt ud i små perioder. Men nu, der var det nærmest fra hver gang jeg lukkede øjne. Virkelig skræmmende, og noget der gjorde mig deprimeret.

Det var som om, huldet inden i mig var blevet støre. Eller, måske ikke, men på grund af at jeg var sluppet væk fra Derek, havde jeg mere mulighed for at tænke klart. Indse ting. Opdage ting. Så som, hvor megen skade, jeg egentligt var efter det hele – både med min far og Derek.

Det når folk siger at hvis, man først er blevet slået som barn, finder man tit også en kæreste der gør det – når man er pige. Nogen mener det ikke er rigtigt. Det gjorde jeg også en gang. I tiden hvor min kære eks, ikke slog mig til ukendelighed, og pressede mig til ting jeg ikke havde lyst til. Der hvor de ubehagelige scener, ikke var afmærket som brandmærker i mine nethinder.

Det var tider.

Tider som jeg aldrig ville få tilbage – og aldrig ville kunne få noget lindene af.

Aldrig nogen sinde.

En enkel blød tåre, fik sit udbrud ned af min ene let kølige kind. Verden synes at være let utydelig, hvilket tegnede som at flere tvillinger var på vej til den første og enkelte dråbe væske. Den indre erklæring om intet ville blive som før, var hård. Virkelig hård.

Som havde nogen trykkede på OK knappen, fik tårerne sit stille friløb, til at gør hvad de ville. Løbe eller blive og prikke. Irritationen over det, fandtes ikke rigtig, da jeg følte mig fri til at slippe det løs. Bare komme ud med det. Give mig selv et pusterum, til de forandringer jeg pludselig indså, der var sket. Lade adrenalinen tage over, og gøre dens pligt. Der som altid gav et rush af ubeskrivelige følelser, til at løbe igennem blodet på mig. Anstrengelsen for ikke at skrige i frustration, ved viden om alting var forandret, var alt for stor en most til mine håbløse svage skuldre.

Derfor var en skrig ved at danne sig støre og støre, nede ved min stemmebånd, der i forvejen var blevet hæs – på grund af det lette kolde vejr. Min hals var følsom, ligesom resten af mit forsvarssystem, der lå i cellerne på mig. Ved ikke at få spor meget sollys de sidste par år, mistede jeg hurtigt kræfterne og en masse vigtige stoffer, jeg ellers behøvede til mine celler og krop.

Som fortalt, var det da jeg boede sammen med Derek. Det gør jeg ikke mere. Så forhåbentlig, kunne jeg få genopbygget systemet med mere kræft, end der ellers havde været. Et måske, var det eneste ord jeg kunne sætte til det. Ingen kunne vide, om jeg pludselig endte i hans varetægt igen, i den primitive lejlighed.

De få kræfter der samlede sig ved stemmebåndet, var ved at lade op, og sende skriget ud i det fri. Ud i den atmosfære af retfærdighed og frihed, jeg længe havde længtes efter. Få kræfter var det væk. Kun få. Men de få der manglede, kom aldrig, da en stemme fik mig til at hoppe op af skræk.

”Er du okay, Cassandra?”

Med mine spastiske armbevægelser, havde jeg nær smækket ham en på hatten, ved chokket der omringede min tanker og bevægelser. Med et splitsekund, nåede han at dukke sig, inden jeg pandede ham en på hoved, og rettede sig sjovt op igen, da jeg var færdig.

”Hvad fanden Harry? Prøver du at skræmme livet af mig?” skreg jeg op, så hæs som jeg var. Så, så høj var lyden nu heller ikke. Hvilket nok var grunden til, det smil der klistrede sig på Harrys face.

Lorte unge! Var drengen ude på at give mig et hjerteanfald?

”Sorry, Cassandra,” klukkede han stille, men havde stadig hoved på skrå.

Der lagde jeg mærke til hans opmærksomme blik, der tydeligt lå på mine fugtige kinder, som måske endda var røde, ligeså mine øjne. Great, en til at konfrontere mig med mine tanker. I’m so fucking thankful. Like no…

”Græder du?”

Forkert spørgsmål, Kloge Åge. Selvfølgelig ikke, når mine kinder og øjne sikkert skriger med rødt. Eller når min stemme lyder irriterende meget grødet.

”Brug dine spørgsmål med omhug, og spørg ikke om noget, hvis du allerede kender eller kan se svaret,” sagde jeg irriteret, og gav ham mit berømte blik, der fortalte hvor meget han kedede mig.

”Hvad er der sket, Cassandra?” spurgte han omsorgsfuld, og lage hånden på min skulder. Jeg nedstirrede stift, den store hånd der lå min skulder.

Hvad er det nu om store drengehænder..?

Når jo… ej glem jeg spurgte.

Berøringen fik en omklamrende følelse af tryghed, omsorg og… tæthed til at, løbe mig koldt ned af nakken. Jeg fejede hurtigt hånden af mig, pustede en vildleget hårtot væk fra øjne, og sendte Harry en surt blik. Hvorfor skulle han hele tiden, bruge hele mit navn?

”For det første, så lad hver med at sig hele mit navn, hele tiden! Det er skide irriterende!” fastslog jeg.

Han hævede forvirret det ene øjenbryn, til en lettere sær grimasse.

Grimt.

Nej, sexet.

Glem det bare..

”For det andet,” startede jeg, da han skulle til at åbne munden.

Jeg var jo ikke færdig med min punktliste!

”Det rager ikke dig hvad, der er galt. Desuden; du kan vel spørge dig selv, hvad der ikke skulle være galt, for mit vedkomne?” afsluttede jeg, og så provokerende på ham.

Smash den lå godt, Cassie. Du er sgu godt til det her! tænkte jeg tilfredst, da hans udtryk blev overrasket.

”Um… når ja…”

Han kløede sig sjofelt i håret.

”Der har du vel ret i…”

Jeg måbede let, da han bare gav mig ret og gav op. Seriøst? This is it? What a figher, huh?

“Men hvad skal jeg så kalde dig, hvis jeg ikke må sige Cassandra?” spurgte han tvivlende.

Godt spørgsmål dreng, endelig noget fornuftigt.

Jeg kiggede lidt ned i jorden, for at tænke let over det. Hvis jeg nu sagde Cassie, ville han sikkert tro vi var venner, like real. Hvilket vi ikke var. Overhoved ikke. Jeg kunne ikke tage ham, trods alt han var lækker, sexet, sød… åh nej, stop dig selv Cassie!

”Cassie,” endte jeg med, at få frem trods mine så tøvende tanker.

Nu var det sagt, og kunne ikke trækkes tilbage. Bum.

Harry smilede stort, så et sæt fine tænder, kom frem fra mundvigen. Åh gud, nu troede han sikkert vi var like best friends… great.

”Cassie,” sagde han, som smagte han på det.

Lidt sært alligevel, nu hvor jeg tænker nærmere over det. Hans øjne borede sig seriøse ind i mine. Grøn og frodigt, var hvad jeg kunne beskrive dem med. Som var jeg ved at blive blæst bagover, på grund af dem, svajede jeg let. Jeg tror han lagde mærke til det, for hurtigere end jeg registrerede det, var hans hånd på min arm. Som en støtte. Noget, jeg aldrig havde haft, ud over Jasmine.

”Cassie, jeg kan se der er noget galt,” åndede han nærmest ind i mit hoved.

Jeg stivnede da hans hånd knugede sig blidt til min arm. På den ene side, følte jeg den dejlig betrykkende. På den anden side, fik den alle de minder med Derek, til at svømme ind i synet på mig. Alting synes at blive mere utydeligt, som for at gøre plads til de flashback, der truede med at overtage hele fornuftens sind. Jeg kunne allerede se det for mig. Den ene berøring efter den anden…

”Skal du ikke med ind?” mumlede han hæst, for at få den sexede undertone frem. Det hjalp, men det fik mig til at gyse – af skræk og rædsel. Bevidstheden om hvad, han ville have vi skulle, lå som plantet ind i hjernen på mig.

Skulle jeg sige nej?

Svaret skulle jeg selv finde frem til. Valgmulighederne lå på to plan. Ikke at nogen af dem hvor spor gode. Overhoved ikke. Men den ene synes bedre end den anden.

”Nej,” hviskede jeg lige så stift tilbage, som min krop var. Jeg ville det ikke. Det gjorde for… ondt. Det var for ydmygende, mere end det andet ville være.

”Hvad sagde du?” tornede Derek højt op, og strammede sit greb om min arm. Før hvor det var kærligt, var det løst og blødt. Nu var vredt og hårdt. Sådan var det med Derek. Hans humør kunne skifte på et splitsekund. Det havde jeg efterhånden lært.

”Nej,” sagde jeg kraftigere, og vred mig under hans greb.

Som et naivt forsøg på at slippe fra ondskaben, der snart ville rase over mig. Dybt inde vidste jeg godt, hvor dumt det var at prøve at flygte. Han ville altid gribe hårde fat i mig. Hvis jeg overhoved slap ud af hans pokkers stærke arme, ville jeg blive flået tilbage. Men stadig, jeg prøvede på grund af et slags mini håb, der blomstrede svagt inden i min sjæl.

”Du har bare at gøre som jeg siger!”

Hans råben var som høje sirener for min øre. Det blev ikke bedre af, at pulsen synes at dunke unormalt hurtigt, i brystet på mig.

Igen, så dum og naiv jeg var, hev jeg til med alle kræfter. Hev til, med det håb om at slippe væk. Det forudsete skete. Hans strammede grebet. Men den næste, havde jeg ikke set komme. Han skubbede mig hårdt tilbage imod den væg, jeg ikke havde lagt mærke til. Med en ubehagelig smerte, skreg jeg højt, da væggens kolde ydre ramte mig som piskesmæld.

Det gik som i slowmotion resten.

Dereks vrede ansigt, var det eneste jeg kunne se. Den store hånd, der hamrede ud efter mig, og lavede et triumfmærke, fra hans side af. Den ustyrlige smerte, bredte sig i min mave, og jeg sank sammen på gulvet. Gispende, efter den luft der synes at være så langt væk, men alligevel var det der omringede mig mest. Mavepusterens effekter var hårde, og varede i irriterende lang tid.

Imellem tiden, sparkede Derek ud efter mig, og ramte mig lige på min hofte. Skriget nåede aldrig mine læber, da der ind i det hele, dukkede et par grønne øjne frem…

”Cassie!”

Harrys stemme lød langt væk. Men hans øjne, så ud til at være lige foran mig. De… tryllebandt mig nærmest. Bad mig om at komme tilbage til virkeligheden, ud fra det helved jeg var i. Normalt ville jeg afslå, af mangel på viljestyrke. Men de øjne gjorde noget ved mig… gav mig kræfter. Kaldte på mig. Ville hjælpe mig, hvis bare jeg gav lidt mere slip. Det gjorde jeg hurtigt, efter få sekunders stirren.

Og med et, var jeg ikke i den klamme lejlighed, men tilbage i forgården sammen med Harry. Jeg gispede højt, og faldt forover. Et par stærke arme greb mig, inden jeg faldt helt ned på de hårde fliser. Min krop rystede helt af angst, for hvad der lige var sket i mit flashback. Som en tåbelig skræk for at Derek ville hoppe frem, ud af den blå luft, og forsætte hvor han slap i flashbacket.

”Shh…” mumlede Harry blidt i mit øre.

Det var dér, det gik op for mig at jeg græd. Ikke bare græd, men hulkede. Rystede, som var det mig og ikke London der blev bombet synder sammen, i anden verdenskrig. Det var skide ubehageligt at, jeg skulle bryde sådan sammen foran Harry. Enormt ydmygende ligeså. Men der var vel intet at gøre ved det, andet end at bebrejde mig selv.

”Hvad skete der?” spurgte han bekymret, ned i mit hår.

Jeg snøftede.

Uden at tænke nærmere over det, åbnede jeg mig op, og fortalte ham det. Da det først var sagt, var jeg så irriteret over mig selv. Hvorfor sagde jeg det overhoved?

”Bare rolig, Cassie. Det er fortid, du er fri nu,” forsikrede Harry mig, og strøg mig over håret.

Dér slog det klik. Jeg mumlede noget utydeligt bekræftende, hvorefter jeg skubbede ham væk, og gik flere skridt hen til siden. Det dér var for meget. For tæt på. Alt for tæt på.

Til mit held, kom Jasmine og James grinende ud af dobbeltdørene, så jeg undgik en nærmere samtale med Harry. For en gangs skyld, synes heldet at være på min side.

***

James, Veronica, Harry, Jasmine og jeg, sad på cafeen og spiste den sidste bid mad. For at indrømme det, var selve cafeen virkelig god, men ikke at jeg ville sige det højt… i ved, det var jo Harrys ide.

For resten, Harry. Ham havde jeg undgået alt øjenkontakt med, under de sidste par timer. Det var simpelthen så skamfuldt for mig, på den måde jeg bare havde grædt og åbnet mig. Jeg fortrød det så meget! Harry prøvede til gengæld hele tiden at kontakte mig, med blikke og sætninger, men jeg fejede det hele til siden.

Godt nok med Jasmine’s mistænksomme og forvirrende blikke, brændende i siden på mig.

James kæreste, Veronica, var endnu sødere end James havde givet udtryk for. Hun var en høj og flot pige, med brunt hår og brune øjne. Hendes personlighed, var sød og hjælpsom, hvilket gjorde at hun var nem at snakke med. Mærkelig nok, kunne jeg åbne mig for hende – ikke fuldstændig skal det måske tilføjes. Men mere, end nogen af os ved bordet, havde forstillet sig. Måske var det fordi, jeg følte hun var god nok, hvis James synes det. Hans dømmekræfter slog aldrig fejl.

Efterhånden var maden spist, og vi fik betalt det, inden vi forlod stedet.

”Ej, din trøje er virkelig sød!” udbrød Veronica pludseligt, med blikket ned på min bluse.

Min bluse var en rødlig jordfarve, med et stort sort kors midt på T-shirten. Ud over, havde jeg en militær jakke, der var smurt op til under albuerne. Og med et par mørkeblå cowboy jeans, tætsiddende, var det mit sæt. Plus et par vans, der matchede i farven til min bluse.

Jeg smilede til hende, og lavede en gestus med hånden.

”Jamen tak, i lige måde!” svarede jeg, med et skævt smil.

Hendes bluse var måske ikke lige min stil – en lyserød blonde bluse – men den var stadig sød, selvom den var elegant og feminin. Hvilket, min stil måske ikke strålede af. Den var mere den lidt rå og let drenget.

Til tider, kunne jeg da sagtens have noget mere feminint på, der var ikke så meget det. Bare det ikke var i så store mængder, som Veronicas stil. Igen, no hate, det er jo bare min stil vi snakker.

”Ja Cassie elsker den søde pige stil!” fastslog James drillende, og slog armen om mig. Jeg skulede til ham, og så undskyldende på Veronica.

”Måske ikke, men det betyder da ikke, at jeg ikke synes din bluse er pæn,” fortalte jeg hende, med et skævt smil, som håb at hun troede mig.

Hun lo højt, med et stort smil om læberne.

”Det er fint nok, du. Alle har sine stile. Du har din og jeg har min. Men stadigvæk kan man jo sagtens godt lide nogle ting, uden at ville gå med dem,” svarede hun, og blinkede til mig.

Jeg smilede stort, og grinte triumferet til James, der rullede med øjne.

”Piger. I er sgu alt for godtroende nogen gange,” sagde han, inden han nærmest hoppede hen i favnen af Harry, der førte en samtale med Jasmine.

Han lo højt, da James kom der over, og greb ham trods de måske var lige høje. Jeg rystede på hoved, og så hen på Veronica der gjorde det samme.

”Han er skør,” udbrød vi i munden på hinanden.

Igen grinte vi.

”Hvor skal vi hen nu, Jas?” råbte jeg til hende, inden vi indhentede de andre.

Hun så dumt på mig, men smilede stadig.

”Du har helt glemt det, ikke?” spurgte hun, med et let bebrejdende blik. Jeg trak på skuldrende. Jeg glemte jo tit ting, det vidste hun da godt…

”Koncert,” lød det fra Harry, hvis blik borede sig ind i huden på mig.

Jeg sukkede opgivende. Det havde jeg fuldstændigt (og lykkeligt) glemt! Åh gud, hvad nu hvis vi skulle se en eller anden røv irriterende popnar, der ikke engang havde begge ben på jorden? Jeg døde…

”Så dårligt er det heller ikke, Cassie. Du ser ud som om, det er verdens undergang!” kom det optimistisk fra Veronica, der gik med James’ arm om sin talje.

Altid så positiv, havde jeg netop fundet ud af at hun var.

Jeg rystede opgivende på hoved, da Jasmine lagde armen om mig. Som en trøst. Ha! Det var jo hende der tvang mig med til det her!

”Søde, du bestemmer ikke noget lige nu. Det er Harry der har inviteret os, og du skal med,” lød hendes stemme stille ud fra mit øre.

Så det var ham, der var skyld i det her! I knew it, det var derfor det virkede så irriterende kedeligt. Jeg sukkede tungt, da blikket fra Jasmine, tydeligt viste hun mente det. Jeg havde intet valg. Nu håbede jeg ellers bare, at denne person ikke var alt for… selvglad.

Og måske endda lækker nok til at savle over? 

 

Jeg sank en klump.

Godt nok var jeg kommet væk fra Derek. Men som i kan høre, så var jeg ikke klar til særlig meget. Og et eller andet sted, havde jeg vel ikke givet helt slip eller op med Derek.

Selvom det var dumt, var jeg ikke klar til det.

Desværre.

 

,, Jeg svæver, forsvinder
falder ud i ingen ting.
Flygter og mister
lad mig finde tilbage igen." - Noah, Alt Er Forbi

 

                                                                                                       _______

Claire har ikke mulighed for at skrive, den næste uges tid. Derfor, vil jeg presse tid ind i min kalender, så jeg skriver også det næste kapitel ;) Bare så i er informeret. Vi plejer jo at skiftes om hvert kapitel :)

Husk at like og sæt på favoritlisten, hvis i kan lide historien ;)

- xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...