Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71039Visninger
AA

21. 20

Part 2

Derek trak sig endelig ud af mig, og hev sine bukser på. Det var på en måde det, der trak mig mere tilbage i min krop, der ellers var følelsesløs. Jeg var følelsesløs. Eller så var det bare de smerteskærende ting, der gjorde min krop føltes sådan.

Jeg kunne se på Derek, igennem det tilslørede syn, at han ikke var færdig med mig. Mørket af lyst og ondskab var som en kobraslange, der bed mig indvendig.

Derek hoppede ned fra mig, men vendte hurtigt tilbage ved at stå lige ud for mit ansigt. Han holdte noget i hånden, som jeg ikke før havde set. Noget der måske lignede en gaffel.

Han lod den køre ned af min overarm, imens han betragtede mit ansigt. Tilfredsheden var som et slag i hoved, og hvis jeg havde kræfterne, ville jeg råbe ham op i hoved. Hvis jeg havde dem. Men det havde jeg ikke. Ligeså min værdighed og mit forsvar.
Alting var pillet ned og smidt væk, og jeg følte mig som en tom skal.

En tom misbrugt skal.

Jeg fugtede mine læber, mens prikkerne dansede for øjne af mig.

”Kan du mærke det?” Derek kiggede undersøgende på mig. Jeg rynkede panden en enkelt gang, og han nikkede ned imod min arm. Ud af øjenkrogen flød mere af mit blod ned af min arm, ud af de fire længere rifter Derek havde lavet med kniven.

Men det underlige ved det hele var, jeg ingenting kunne mærke.

Jeg var som lammet i hele min krop, både fysisk og psykisk, af den store mængde smerte.

Ubevidst fik jeg mumlet et nej.

”Sådan følte jeg det, da jeg kom hjem til en tom lejlighed,” bekendtgjorde Derek for mig, totalt følelsesløs på grund af du gav mig så meget smerte over din pludselig forsvinding, at jeg af den grund intet kunne mærke. Er du klar over hvordan det følelses?”

Han så vredt og gennemgående koldt på mig. Da jeg bare stirrede op i loftet, smækkede han mig en over kinden. Jeg vidste det, fordi jeg ud af øjenkrogen så hans hånd svæve hen imod mit ansigt. Slaget kunne ikke mærkes, ligesom rifterne han havde lavet i min arm.

”Så svar mig dog for fanden!” råbte han op af mig.

Jeg stirrede atter bare op i loftet. Håbede på han måske ville slå mig ihjel af vrede, så jeg slap for ham og alle de ting, han med garanti ville gøre imod mig.

Jeg havde for længst droppet tankerne om Harry og de andre. Selvfølgelig ville de aldrig finde os. De ville ikke vide, hvor de skulle lede. Eller hvad de konkret skulle lede efter. Der var alt for mange nedlukket natklubber i London til, de lige præcis skulle vælge denne ud af dem alle.

Og hvis de nogen sinde nåede frem, ville det være for sent. Jeg ville enden være hevet af sted af Derek, eller måske død af blodmangel eller kvæstelse.

Jeg håbede på det sidste.

Måske lød det så overdrevet det hele. At jeg ligefrem ønskede at dø. Men jeg så ingen andre muligheder. Jeg ønskede ikke at leve i en tillukket lejlighed med Derek, hvor jeg hver dag skulle tilfredsstille ham og hans syge behov. Det havde jeg gjort i alt for mange år, og det skulle jeg aldrig tilbage til.

Desuden ville jeg gøre alt for, han ikke skulle røre mig på nogen seksuel måde nogensinde igen. Ingen andre end Harry, skulle have haft lov til det, ingen andre end ham var jeg tryg ved gjorde det. Og hvis jeg nogen sinde kom ud af dette her i live, fik min Harry, var jeg bange for, min traumer var for store til jeg nogen sinde ville kunne være sammen med ham igen.

Hvilket nok ville påføre han ikke gad mig.

Hvilket ville være en meget større lidelse end noget af alt dette Derek havde udsat mig for. Hvis jeg mistede Harry…
Så kunne jeg lige så godt begrave mig selv.

Jeg lukkede sukkende øjnende, hvor jeg også lukkede af for Dereks mishandlinger på min krop. Hvis jeg aldrig nogensinde skulle se Harry igen, lige så de andre, så håbede jeg i det mindste, de ville finde ud af, hvad der var sket med mig. Og at de kom videre i livet.

”Jeg ville ikke kunne klare, hvis de skulle være stucked i tiden på grund af deres sorg til mig,” tænkte jeg, og følte en ægte lidelse ved tanken. Den eneste ud af mange jeg rigtig lod mig selv føle helt.

”Hvis jeg aldrig nogensinde ser dem igen, håber jeg, Gud giver dem beskeden videre. Beskeden der lyder på, jeg elsker dem, og jeg altid har været taknemmelig over at de var mine venner – min familie,” jeg sukkede atter lydløst, og ønskede egentlig også bare mit helvede på jord snart måtte ende.

Og som havde Gud hørt mig, lød der et højt brag inde fra rummet ved siden af. Jeg glippede med øjne, da jeg hørte løbende fodtrin, og høje elskelige velkendte stemmer.

Døren ind til VIP rummet blev smækket op, og jeg rettede besværligt mit hoved hen imod det. Det samme gjorde en utilfreds Derek, der med garanti synes at være vred over denne afbrydelse mit i hans vigtige erindring.

Jeg gispede lydløst.

Over i døren stod de alle sammen, som var de engle sendt af Gud. Harry, Jasmine, Louis, Niall, Liam, Zayn og James – Ja, selv James var med dem. Alle sammen med de vredeste ansigter, jeg nogen sinde havde set på deres kønne ansigter. Da deres blikke faldt fra Derek til mig, var det tydeligt for dem, hvor gal den var.

Harrys øjne lynede, og han brølede op af Derek.

Han hvæsede koldt og vredt af ham.

”Jeg sværgede, jeg ville flå hoved og hud af dig, hvis du havde rørt hende. Det her kommer du fandeme til at bøde for, din psykopat!”

Atter løb de frem imod os.

Jeg glippede kortfattet med øjne, da jeg så dem. De var her virkelig, de havde fundet mig! Jeg havde lyst til at græde af glæde, men jeg græd allerede, så det var lidt svært at starte på ny.

Derek brølede af Harry, og nåede intet at gøre før Zayn og Harry havde løftet ham op og smidt ham hen af gulvet. Jasmine var hurtigt henne ved mig, og havde lige så hurtigt hjulpet mig på med mit undertøj. Dernæst havde hun lagt en skovmandskjorte over mig, så den dækkede min krop mere til.

”Liam, ring efter politiet og en ambulance. Det her er gået for vidt for sig,” havde Jasmine sagt, og nikket hurtigt til Liam, der havde nikket og trukket sin mobil frem.

Niall, Louis og James i mellemtiden havde høfligt stået med ryggen til, og dog vendt sig hurtigt om, da Jasmine havde givet dem lov. Deres øjne havde været store, og selvom deres ansigter slørrede let for mig nogen gange, var jeg glad for at se dem.

”I kom,” hviskede jeg nærmest, og smilede et lille glædeligt smil til Jasmine og de andre. Der blev ikke rigtig givet noget igen, da de havde travlt med at undersøge mine skader.

”Åh, Cassie,” Jasmine så trist på mig, og lignede en der var ved at tude. Jeg gjorde intet andet end at kigge på hende med tårerne ned af kinderne.
”Selvfølgelig kom vi! Du aner ikke, hvor bekymret vi har været for dig!”

”Shit, Cassie, du er jo helt ugenkendelig,” udbrød Louis forarget, og så nærmest magtesløst på mig. Jeg vidste, hvad han tænkte, men jeg rystede på hoved. De kunne intet have gjort ved det. Det skulle han ikke begynde på.

”Jeg er glad…”

Mit host kom uventet, og der røg blod med op.

Jasmine var hurtig med en serviet. Jeg lod hende bare hjælpe mig, da det var ret umuligt for mig at gøre noget selv.

Liam kom tilbage kort efter, og viftede med telefonen.
”De er på vej, og de bad os om at forbinde Cassies værste sår, hvis de er dybe. Og hvad Derek angår, han kiggede kort hen imod Derek, Harry og Zayn, så skulle vi prøve at holde ham i skak uden at komme til skade indtil de kom.”

Jeg fornemmede de andre nikkede, mens jeg spejlende kiggede rundt på dem. Kort bevægede jeg min arm, da Louis kom over, og tog ud efter den. Hans øjne var store, og jeg hørte dem alle gispe.

”Hvad har han dog gjort ved dig,” udbrød Niall forfærdet, og stillede sig over ved siden af Louis. Hvis det ikke havde været for Derek, ville jeg ikke have veget bange væk fra dem. Jeg var ikke bange for Louis eller Niall for den sags skyld.

Men de var af samme køn som Derek, og selvom jeg vidste, de kun ville mig alt godt, var jeg alt for langt ude til at kunne lade dem røre mig. Efter hvad Derek havde udsat min krop for, følte jeg mig som en bange mus, der ikke vidste, hvor den skulle gøre af sig selv.

Jeg så deres ansigter, deres udtrykke, der blot viste forståelse. Måske en lille bitte smule såret, men det så ud til, de anede hvad der forgik.

”Ryk jer lidt, boys,” mumlede Jasmine, og fik dem skubbet let til siden. Drengene adlød, og så opmærksom på, da Jasmine prøvede at rive sin cardigan i stykker. Hun så håbløst på den, og så bedende på alle drengene.

”Er der en af jeres trøjer i kan undvære til Cassie?”

De var alle hurtige om at melde sig, men det blev Nialls T-shirt, han havde på under hans hættetrøje. Jasmine greb taknemmeligt fat i den, og fik Louis til at rive den i stykker. Niall så ikke det mindste ked af det ud på grund af hans nu ødelagte T-shirt, men nærmere bekymret på mig.

Ja, faktisk, var det kun mig de alle havde øje for. Og jeg som følte mig ikke helt til stede, svævede nærmest imellem bevidsthed og det andet.

Louis flænsede et langt stykke af Nialls T-shirt. Han gav det videre til Jasmine. Hun hev fat i min højre arm, hvor Derek havde lavet den dybe flænge i min underarm.
Hun rystede forargeligt på hoved, med tårer i øjne.

”Han er dog utrolig; han bliver sindssyger og sindssyger for hver gang vi ser ham,” hun rystede arrigt på hoved, men trods hendes ukontrolleret ansigtsudtryk, bandt hun hurtigt og fast Nialls stumper T-shirt omkring min arm.

Jeg krympede mig ikke. Det var stadig som om, hele min krop var i lammelse.

”Gør det slet ikke ondt?” lød det bekymret fra Liam, der stod og betragtede mig ligesom de andre. Han måtte have lagt mærke til mit ansigtsudtryk ikke ændrede sig.

Jeg bed mig læben.

”Liam, jeg intet kan mærke mere,” svarede jeg hæst, og fornemmede hvor godt medtaget mit stemmebånd var af alt det skrigeri.

Liam lavede store øjne, og rakte forsigtigt ud imod mig. Jeg ville ikke have ladet ham røre mig, men James kom mig i forkøbet, og greb fat i hans arm.

”Liam,” han så på ham, og hviskede resten.
Liam nikkede bekræftende, og lod sin arm sænke.

Over fra den anden ende af rummet kunne jeg høre Derek, Harry og Zayn. Det lød ikke just til at gå roligt for sig, da de sådan hoppede rundt på bordende, og slog ud efter hinanden. Derek kastede vidst også med knive og gafler.
Det så ud til Zayn på en måde var den, der holdte de andre to i balance. For både Harry og Derek var midt i raseri anfald, mens Zayn så mere afklaret ud dog stadig vred.

”Så,” Jasmine strøg mig over panden. ”Du, jeg har forbundet de værste ting, og politiet og ambulancen er på vej. Denne gang slipper Derek ikke uden om, vi får ham sat ind, og smidt nøglen væk i lang tid,” lovede hun mig.

Jeg smilede et lille usynligt smil. Det lød som en dejlig ting.

Jeg drejede hoved, og så over på James. Selv han var her jo som sagt. Åh Gud, hvor havde jeg savnet ham. ”Vil en af jer ikke hjælpe mig op og sidde? Jeg-”

En høj lyd afbrød min svage stemme. En patron var blevet affyret. Jeg spærrede øjne op, og så hen imod drengene.

”Harry!”

Jeg sprang op af sofaen med ny energi. Min svage, ødelagte og opsprættet krop havde jeg glemt for en stund. Skuddets enorme tryk til lyd genlød stadig i mine øregange. Bekymret for Harry var blevet skudt af Derek, gik jeg to skridt hen med de andre, for at se hvad der var sket.
Men til vores alles sammen forundring var det ikke Harry, der var såret.

Det var Zayn.

Han tog sig jamrende til armen, og gispede hikstende.

Overfor ham, stod Derek, som den skyldige med pistolen i hånden.

Jeg mistede energien, og faldt bagud, men Niall nåede at gribe mig. Han mumlede noget med han havde mig, og løftede mig op, så jeg lå i hans arme. Han sørgede for at holde godt fast i mig kunne jeg mærke. Der tænkte jeg ikke videre over, det var en dreng osv. Jeg havde ingen kræfter tilbage, for min krop gjorde så ondt.

Og alligevel gjorde Nialls favn mig tryg i sidste ende.
For mine traumer havde sine pauser på grund af min minimale energi.

Og ikke blot på grund af Dereks gerninger. Zayn var blevet skudt af Derek i armen. Zayn. Han af alle personer, der slet ikke havde… åh, min dårlige samvittighed plagede mig så uendelig meget inden i.

Harry råbte Zayns navn højt, lige så som alle de andre gjorde.

Men heldigvis brød dørene op i samme øjeblik. Ti mænd satte ind i rummet - i klædt politiets uniformer. Bag dem var fire andre, hvis uniformer fortalte de var ambulancefolkene.

Politiet styrrede hen imod Derek, og han var kort efter lagt med hoved ned imod gulvet, og fået håndjern på. Han råbte og skreg i protest, med de værst ord slyngende ud til alle sidder – blandt andet til mig og de andre.
Imens Derek blev ført ud, så råbende og hysterisk han nu end var, styrrede to af ambulancefolkene over imod os.

Jeg mærkede alle bekymrende blikke lå på mig igen, imens jeg fastholdte mit på Zayn. Liam var også gået over til ham, men det så mest ud til at det var fordi, Harry kunne gå over til mig. Hvilket jeg egentlig ville have protesteret om, hvis jeg ikke var så afkræftet, med dansende pletter for øjne.

”Lig hende forsigtigt op her på båren,” lød en dyb stemme, der tilsyneladende henvendte sig til Niall. Jeg mærkede han tøvede bekymrende, men dog blev jeg lagt ned på noget blødt, med en form for pude under hoved.

Jeg troede aldrig, jeg havde haft det så godt, liggende på en båre.

”Hendes forbindinger er allerede blødt igennem. Hvor lang tid siden er det de er bundet?” lød det fra en anden stemme, og jeg fornemmede, båreren bevægede sig ud. Jeg stirrede stadig tomt og skyldfølende på Zayn, der lå på en anden bårer, og kom ud samme vej ved siden af mig.

Han så på mig med et halvt smil, der tyede på han havde smerte. Jeg gav et lignende tilbage, og mimede et undskyld. Dog nåede jeg aldrig at se hvad han svarede, da jeg mærkede min krop give efter til mørket, og mit hjerte slå langsommere.

***

Harry

”Cassie!” Zayn skreg op over fra den anden båre. Hans blik var vildt, og bekymringen lyste ud af dem. Forvirret kiggede jeg fra ham og hen på Cassie. Hendes ansigt begyndte at blive blegt, og hendes hud mistede langsomt farven. Jeg gispede, og så ud af øjenkrogen Jasmine, der holdte sig bange for munden.

En tilkommende læge løb over imod båreren, og tog Cassie ved halsen. Hendes øjne blev store, og ambulancefolkene skyndte sig hen til ambulancen. Tårerne flød ned af kinderne på mig, imens mit hjerte galoperede der ud af. Vi alle løb hen imod ambulancen, imens Zayn jamrende måtte klage for sig selv, da han ikke måtte komme ud af ambulancen. Hans skudsår var nok skylden.

Det der lige så godt kunne have siddet på mig, hvis Zayn ikke havde skubbet mig væk, da Derek trak pistolen.

Jeg spærrede øjne op, ved det syn der mødte mig ved ambulancen. Jeg råbte Cassies’ navn op, og prøvede at løbe hen imod hende, men jeg blev holdt tilbage af et par politimænd. James og de andre snakkede højt og bekymrende i munden på hinanden, og jeg ville aldrig glemme det hjerteskærende hulk, der kom fra Jasmine. Jeg så hende falde sammen op af James, og hun hulkede højt Cassies navn.

Cassie, mit livs kærlighed.

Hende der havde været igennem så meget.

Hun var væk.

Eller det ville hun for alvor være, hvis redningsfolkene ikke fik liv i hende.

”Vi køre ind på hospitalet nu akut. Der kan kun være en pårørende med,” lød det hurtigt fra en dame, der stak hoved ud af ambulancen, og så fattende samt hastigt på os.

Alle blikkende blev rettet imod mig. Jeg så dog bare på Jasmine, der hulkede ind imod James favn, uden at tage højde for omverden. Derfor nikkede James også blot til mig, og politimændene slap deres tag i mig.

Alting var i kaos. Protester lød over fra Derek, der blev sat ind i en bil. Folk vrimlede om Zayn, og jeg hørte nogle snakke om en patron, der skulle trækkes ud. Og ikke mindst: over halvdelen vrimlede omkring Cassies ambulance, der begyndte at starte.

Jeg var ikke langtid om at tage min beslutning, hoppe ind i ambulancen, og lade den ræse af sted efter to sekunder. Jeg landede nede på en bænk ved siden af Cassies seng. Ambulance folkene stod med hænderne over hendes krop, og jeg genkendte straks den stødmaskine, de havde ladet placere på hendes bryst.

De gav hende stød en gang.

Der skete intet.

Maskinen ved siden af sengen viste ingen tegn på hjertebanken.

Jeg mærkede en fjerdel af mig smadre fuldstændig.

”Come on, come on, Cassie, du bliver nød til at være i live! Jeg kan ikke uden dig,” mumlede jeg desperat, og så ambulancefolkene gøre klar til endnu et stød. Tårerne flød ned af kinderne på mig, og jeg mærkede et lille hulk ryge ud af munden på mig.

Hvis Cassie ikke overlevede dette her…

Mit liv var færdigt, det ville aldrig blive det samme igen.

De prøvede for anden gang.

Der skete stadig intet.

Jeg begyndte at hulke højre.

”Cassie, vågn nu op! Du kan godt, du skal overleve dette her!” jeg snakkede højt til hende, og ignorerede den pointe, at vi ikke var alene.

”Du må ikke lade Derek vinde det her, Cassie, det kan du ikke!”

Jeg mærkede hvordan alting inden i mig vendte. Det var totalt uvirkeligt, og jeg blev helt underlig inden i. Dette skulle ikke være enden – ikke endnu, vi havde knap nok startet vores eventyr sammen ordentligt!

Hun havde så mange år endnu, hun kunne ikke bare forlade mig! Eller Jasmine, eller James eller drengene. Cassie havde så meget mere at leve for, det måtte ikke være slut endnu!
Især ikke på grund af noget Derek stod ansvarlig for.

”Vi prøver igen, hun skal nok komme tilbage,” lød det usikkert fra en af mændene, der klart så påvirket ud af situationen.

De ladede op til endnu et stød, og jeg blev ved med at mumle hendes navn, be til Gud og krydse alle mine fingre.

For det her kunne bare ikke være slut.

Tredje forsøg blev afskudt.

Cassies krop spjættede.

Maskinen larmede.

Mændene sukkede lettet.

Mit hjerte helede og Cassies øjenlåg flimrede.

Hendes blå øjne spærrede op, og hun så lammet og forskrækket rundt i rummet. Det var tydeligt på hende, hun ikke anede, hvor hun var henne.

”Velkommen tilbage Cassandra De Barge. Døden måtte have fortrudt, for den slap dig endelig efter tre minutter,” lød det venligt fra den anden mand, der nikkede med et skævt smil til Cassie.

Hun så rundt, med tårer i øjne.

Jeg sprang hurtigt op, og rørte hendes hånd med min. Hendes øjne fangede hurtigt mine, og lykken lyste ud af dem. Jeg så mig selv spejles i de klare blå øjne, der var fyldt op til randen med vand. Hun hulkede højt, og jeg lænede mig hurtigt ned imod hende.

”Cassie!”

”Harry!” hulkede hun, og knurrede med hendes svage kræft mig ind i mod hende. Jeg klemte hende forsigtigt, bange for hun ville knuses under mit greb. Miste livet igen, eller endnu værre: forsvinde imellem fingrene på mig.

Jeg græd af glæde, og kyssede hende over alt på ansigtet. Og smedede hendes læber sammen med mine. Kysset smagte af salt, men selvom det og at Cassie praktisk talt var blevet voldtaget og mishandlet af Derek, brød ingen af os kysset.

Alting var glemt for en stund. Alle problemer, alle skader, alle følelser, alle tab…

”Jeg troede, jeg havde mistet dig,” hulkede jeg, og greb kærligt fat i hendes ansigt, og lod mine varme hænder varme det op. Jeg tørrede flere tårer væk fra hendes kinder.

Hun grinte hæst.

”Aldrig, Harry, lige meget hvad så slipper du ikke for mig,” lovede Cassie mig, Og hev let i min trøje, for at få mig ned imod hende igen. Vores læber smedede sig atter ømt sammen.

”Godt, hviskede jeg, godt det vil jeg heller ikke.”

Hun smilede kærligt, og hendes øjne lyste af træthed.

”Og jeg lover dig, love, det her er forbi nu. Det skal nok blive godt igen alt sammen,” lovede jeg, og kyssede hende på næsen.

Cassie nikkede og tårerne gled ned af hendes kinder.

”Godt, hviskede hun hæst, for jeg vil egentlig også bare gerne have et normalt liv med dig.”

Jeg grinte hæst, og et par dråber tårer gled ned af mine kinder, og landede på hende arm. Hun førte langsomt sin hånd op imod mit ansigt.

”Jeg ved ikke, hvor normalt det kan blive med min status,” indrømmede jeg, og blev ubevidst lidt trist. Hun ville gerne have det normalt, men det var langt fra det jeg ville kunne give hende. Ikke med drengenes og min store succes med bandet, og ikke når jeg var kendt i hver et land, by, stræde og nærmest også hjørne.

Cassie rystede på hoved af mig, og lod sin hånd stryge rystende forsigtigt over min højre kind.

”Men det er normalt nok for mig,” betroede hun mig.

Jeg lo lettet, og lagde mig ved siden af hende på den brede seng, og lagde armene om hende. Kyssede hendes pande, og lod fingrene glide igennem hendes bløde hår. Kærligheden varmede luften omkring os, og det var tydelig på de to ambulance folk, dette var noget sødt lovestory alike.

Vi begge blev båret ud af ambulancen, og kørt ind imod en stue. Turen var måske lidt bumpende og lidt smertefuldt.

Men så længe vi var sammen, betød alt andet intet.

Så længe jeg havde Cassie, ville min verden fungere.

Det var godt hendes sjæl fandt tilbage igen.

 

,,This is the start of something beautiful
This is the start of something new
And you are the one that make me loose it all
And you are the start of something new, ooh

And I'll throw it all away
And watch you fall Into my arms again
And I'll throw it all away
But watch you fall, now
You are the earth that I will stand upon
You are the words that I will sing, hmmm." - Ed Sheeran, This

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...