Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71980Visninger
AA

3. 2

Cassandra

Smerterne var over alt, og blev nærmest fordoblet, da Jasmine hjalp mig på benene. Selvom hun gjorde det så forsigtigt, som overhoved muligt, var det næsten uudholdeligt. Nej, det var det. Min jamren var lav, men høj nok til, at Jasmine hele tiden undskyldte. Jeg kunne ikke bebrejde hende noget. Det var med garanti umuligt, at hjælp mig, uden det ville være smertefuldt.

”Jeg har pakket dine ting. Og lagt en seddel med dit brake up. Kom lad os smutte,” lød Jasmine’s klokkeklare stemme. Jeg havde altid beundret den ufatteligt meget.

”Hvor… hen?” fik jeg stammet mig frem til. En lille latter, kom dog ud af min venindes mund, selvom hun virkede så seriøs. Et lille smil, kunne jeg da heller ikke skjule. Selvom mine læber gjorde ufattelig ondt, da det ellers kom.

”Hjem til mig selvfølgelig! Du skal i hvert fald ikke bo andre steder, så jeg jo ikke kan holde øje med dig,” svarede Jasmine. Jeg nikkede. Det kunne jeg have sagt mig selv. Derek vidste heldigvis ikke hvor Jasmine boede. Eller hvad hendes efternavn var, for den sags skyld. Lidt held i livet, skulle jeg åbenbart have…

”Kom nu,” klagede Jasmine, og trak blidt i min arm. Mine ben ville gerne lystre, men min hjerne gav dem ikke lov. Eller, nej det var mere mit hjerte. Hjernen sagde højt og kraftigt til mig, at jeg skulle flygte nu, hvor jeg havde chancen. Chancen for et bedre liv, en bedre behandling. Men mit hjerte…

Jeg sukkede.

Det havde Derek desværre taget. Sammen med resten af det, han ellers havde taget fra mig. For eksempel min mødom. En omgang kuldegysninger indtog min krop, og gik hele vejen om i rygraden. Jeg skuttede mig. Mindet var ikke noget særlig… rart eller blidt. Hvis, i forstår hvad jeg hentyder til. Det var bare en af de gange, hvor Derek fik mig til noget, jeg ikke havde lyst til.

Gråden pressede på, bare ved at hele sceneriget kørte som en repeat, inde i hoved på mig. Hjernen ville ikke slippe det. Mindet, sceneriget. Ikke skubbe det væk, før jeg havde indset, hvor dumt det var at blive. Med fribrilske anelser, prøvede jeg at skubbe det fra mig. Træde ned i jorden, slå det ihjel. Men det døde ikke. Blev bare genspillet igen, og igen, og igen…

”Hey.”

Jasmine slap min lille kuffert der, underligt nok, indeholdte alt det jeg havde kært. Som efter sigende, ikke var meget.

Forsigtigt tog hun mit hoved i hendes hænder. Hendes bløde fingre, strøg mig let over kinderne, som for at tørre de ubevidste tårer, der var sluppet ud af deres skjul.

”Du skal nok klare det, Cassie. Du ikke alene mere, det har du aldrig været. Giv slip på ham, vil du ikke nok? Det er for dit eget bedste,” lød Jasmines stemme stille og blidt, da den kørte ind i øregangene på mig. Tanker og følelser, var samtidig i kamp med fornuften og forstanden. En hård kamp, der nu ikke varede så længe endda. For mine ben, krop, gav efter da Jasmine trak mig efter sig.

Jeg sukkede tungt.

Det her kunne kun blive bedre, end at bo sammen med Derek.

***

Mine øjne åbnede sig lidt, da en løftede mig op fra bilsædet. Frygten skyllede ind over mig, for at det skulle være Derek. Havde jeg ikke lige forladt ham? Kunne jeg ikke engang forlade ham, uden han skulle komme efter mig? Og Jasmine…

Min lugtesans beroligede mig. Duften var ikke fra Derek, nej langt fra. Den her, var genkendelig og beroligende. Mindede meget om Jasmines, hvis vi fjerner hans parfume duft.

”James,” mumlede jeg søvndrukkent. Han smilede let, men bekymret til mig. ”Hey lille du,” hilste han igen. Han lignede umeldbart ham selv, igennem mine sammenpresset øjne. Som jeg så også lukkede ret så hurtigt, da et stort rush kom ind over mig. Med smerte. En lille stønnen, kom ud af min mund, og forsigtigt tog jeg mig til ansigtet. Hvis jeg ikke tog meget fejl, var det helt sikkert hævet med mange grimme farver. Lige til at, tude af.

”Her Harry, kan du ikke lige tage hendes kuffert?” lød Jasmine’s stemme. Jeg ville rynke brynene, hvis ikke det var fordi, det gav store smerter. Harry who?

”Gør det meget ondt?” spurgte James bekymret. Jeg hviskede et stille ja, uden så meget at bevæge læberne. Eller, jo selvfølgelig bevægede de sig lidt. Men, ikke så meget, at det gjorde ondt.

”Jo her,” lød en hæs og fremmet stemme.

Sikkert denne Harry. Who cares? Not me.

“Jeg bær hende inden for,” mumlede James til de andre, og jeg mærkede han bevægede sig. Min bevidsthed fortalte mig tydeligt, hvordan hele atmosfæren var. Trykket og bekymrende. Begrund af mig? Ja, helt sikkert begrund af mig. Det var da typisk… Jeg holdte godt fast i James bluse, imens han ellers gik. Det var ikke nu, at jeg ville falde ud af hans favn, når jeg allerede var godt smadret. Begrund af en person…

Derek havde, som tidligere fortalt, ikke altid været sådan. Engang, var han den sødeste og blødeste fyr, jeg kendte. Seriøst, det stik modsatte af, hvad han var nu. Aldrig ville han kunne finde på, at slå mig til blods, eller bare give mig en lussing.

Det lå overhoved ikke inde for hans område, af personlighed samt væremåde. Men folk forandrer sig. Det ved alle jo. Men, de ville ikke kunne regne ud, at sådan en blød og sød fyr, ville blive så hård og voldelig - som en rocker. Hvis nogen havde fortalt mig, hvordan Derek ville blive, for omtrent et år siden, ville jeg have grinet og sagt de var sindssyge. At Derek netop aldrig ville blive, den type fyr, og rent faktisk var det stik modsatte. Men nu…

Hvis jeg nogen sinde kunne ændre noget, ville det helt sikkert være, at jeg havde mødt ham. Ja, han havde taget mit hjerte. Ren faktisk, elskede jeg så uhyggelig meget til trods af de mange slag, jeg fik fra ham.

Men alligevel.

Selvom mit hjerte elskede ham, så havde jeg jo også en klog og fornuftig side. En nej-side. En side, som tydelig fortalte mig, hvor dumt det var at være sammen med ham. En side, som sprang af lykke, efter jeg nu var flygtet væk fra vores hjem.

Hjem. Lejligheden havde alligevel aldrig helt, udfyldt mine krav som mit personlige hjem. Hjem, er noget man bruger som en beskrivelse, om et trygt, varmt og godt sted. Et sted, hvor du kan flade ud og være dig selv. Ikke lige det, jeg kunne i den primitive lejlighed, vi ellers boede i. Det var som et slags… fængsel eller totur center for mig. Hvor jeg blev slået af den person, jeg elskede over hele verden. Ret sygt, ikke? Naivt, og ikke mindst dumdristigt. At jeg sådan, skulle elske Derek så pokkers meget. Til mit held, havde jeg Jasmine. For hvis jeg ikke havde hende…

Jeg skuttede mig under den tanke.

Hvis, jeg ikke havde hende, ville jeg slet ikke kunne præstere et smil om mine læber. Kunne grine og se på de positive ting. Mine dage ville pludselig føles som uendelig lange og mørke. Og mindst af alt: Jeg havde aldrig taget modet til denne flugt. Jeg kunne ikke andet end at takke gud, for at give mig sådan en veninde. En støtte pæl. Lyset i mørket.

Jeg skyldte Jasmine så meget, især efter det her. Nu hvor jeg skulle bo hos hende, eller midlertidigt, blev der tid til at give hende noget af det tilbage, som hun havde givet mig. Kærlighed. Lys og håb.

”Ligger du fint nok?” spurgte James, som netop havde lagt mig på den bløde sofa. Med en pude i ryggen, og en under fødderne.

Jeg nikkede tamt.

”Okay, jeg henter lige noget koldt til dit ansigt. Er der andre steder, som du har ondt?” spurgte James, og undgik heldigvis at påpege ’hvor Derek havde smadret dig’. Hvilket jeg for resten elskede ham for. Han var et lige så godt et menneske, som hans lillesøster.

Jeg rystede på hoved. Ikke om jeg gad, at være mere til besvær end jeg allerede var. Han kiggede lidt på mig, inden han ellers gik ud imod køkkenet. Sukkende, lod jeg blidt hånden køre hen over min mave. Den gjorde så pokkers ondt.

Forsigtigt, løftede jeg besværligt hoved for den bløde pude. Med mine hænder fik jeg løftet op i min bluse. Jeg skar ansigt af synet. Der løb et stort blåt mærke op af min mave, hele vejen op ved ribbenene, som så noget så klamt ud med de mange mørke farver. Det var næsten som et slags mønster, på den måde farverne var fordelt på. Hvordan de tydeligt stod frem på min blege hud. Jeg var næsten aldrig uden for, begrund af mine mærker. Folk kiggede altid uhyggeligt meget. Ikke mindst, engang var der en der spurgte, hvad der var sket. 

Tårerne løb ned af kinderne. Hænderne glattede blusen ned på maven igen. Det var for meget. For meget at se på. Det skadet mig ikke kun fysik, det at få tæsk af Derek. Men også psykisk. Jeg tror ikke at nogen ville kunne forstå, lige meget hvor hårdt de prøvede, hvordan jeg egentlig havde det. Og stadig har det. Det at få tæsk af en du elsker, troede var den eneste ene… Det er ikke rart. Nej, selvfølgelig er det ikke rart, det kan en hver tænke sig til. Men ingen vil nogen sinde kunne mærke, føle, hvordan jeg helt konkret har det. Selvom Jasmine prøver, og hun hjælper mig bedre end nogen anden, så ved jeg hun aldrig vil kunne forstå det helt som jeg selv. Det ved hun også godt selv. Hvilket hun hader at indse, og helst ikke vil indrømme det over for nogen. Ikke mindst hende selv. Det piner hende, at hun ikke kan forstå mig helt. Og jeg ville aldrig nogen sinde kunne finde på, at bebrejde hende for det.

”Så er der is!” lød en genkendelig stemme. Kort efter mærkede jeg noget koldt ved min hals. Lidt chokket, hoppede jeg op, og så op på en let smilende James. Skøre dreng dog!

”Tak,” sagde jeg, i stedet for at flippe ud, og tog imod isen. Den blev lagt på ansigtet af mig, og jeg skar tænder i smerte. Selvom det lindrede varmen fra smerten, gjorde det ikke mindre ondt af den grund. Jeg mærkede noget vægt sætte sig ned ved min side, og kort efter en hånd der blidt kærtegnede min.

”Det var ham der gjorde det. Ikke?” lød en stille stemme. Jeg nikkede svagt. Et stort suk lød, efterfulgt af nogle hurtige vejrtrækninger. Åh nej, nu blev han sur…

Hurtigt, tog jeg fat i James’ hånd, klemte den svagt. ”James, det er okay nu. Jeg er jo flyttet her hen til jer,” forsikrede jeg ham. Han sukkede stille, og fjernede isen fra mit ansigt.

”Det kan godt være, men jeg håber så sandelig at Karma rammer ham, efter alt det han har gjort imod dig,” sagde han, med hans øjne borende ind i mine. ”Og hvis ikke, så skal jeg nok,” tilføjede han hurtigt. Jeg lo lydløst, og skar inden i tænder, da der gjorde ondt i mit ribben. Så den leg stoppede hurtigt.

”Tak, det ved jeg du vil.”

Jeg smilede et mikro skævt smil. Igen, mine læber var hævet, begrund af slagene. Og gjorde så pokkers ondt.

”Selv tak, lille du.”

James smilede stort til mig, og kyssede mig på panden. Isen lagde han forsigtigt på mit ansigt igen. Nu lyder det sikkert som om, James og jeg har gang i flirterrig eller sådan noget. Men nej, tro om igen. James og jeg var nu mere, bedste venner. Jeg havde aldrig fået søskende, så jeg er enebarn. Da jeg altid havde kendt Jasmine, kendte jeg også James. Han havde på en måde, taget broder rollen til sig, så han både var Jasmines, men også min storebror. Flere gange, var han nærmest ved at ødelægge deres hoveddør, for at komme op til mig i lejligheden, og banke Derek synder sammen. Netop begrund af, at han slog mig og alt det der.

Men heldigvis, havde Jasmine og hendes forældre stoppet ham. Thank god for that. Jeg havde også påpeget, at han ikke ville være meget bedre selv, hvis han gjorde det. Bankede ham. Hvilket, underligt nok, fik ham til at lade hver.

”Prøv at se om du kan få noget hvile,” sagde James.

Dog, lige da han sagde det, kom der en masse larm ude fra gangen af. Jeg fjernede forvirret isposen, og kiggede mærkeligt på ham. James trak lige så mærkeligt på skulderne, og vi begge kiggede hen imod døråbningen. Trods mine mange smerter.

”Harry din skid! Du skal jo passe på den kuffert, den er dyre end dit ansigt!” kom det fra en jokene Jasmine. Hende og denne Harry, kom vandrende ind i stuen, puffende til hinanden.

”Øh nej? Jasmine, dette ansigt har været på flere forsider og magasiner, end denne lille kuffert har været ude for en dør!” lød det fra krøltoppen. Jeg laver ikke sjov, når jeg siger krøltop. Seriøst, drengen havde mange krøller. Ultra mange, efter min mening. Hvem var han egentlig? Jeg huskede på min tidligere tanke. Who cares, not me…

”Det ved jeg nu ikke, Hazza… Det er nu bedre end at være hovedpersonen, i en fake historie,” sagde Jasmine bestemt.

James og jeg, kunne underligt nok ikke lade hver med at grine. Virkelig, vi grinte røven ud af bukserne. Hvis det ellers var muligt. Glæden ved deres mærkelig diskussion, at Jasmine overhoved forsvarede min skod kuffert, var noget så humoristisk! Jeg mener, hvis den virkelig var mere værd end denne Harrys ansigt…

Jeg grinte endnu mere.

Så var det ansigt ikke meget værd. Trods at det ellers var enormt sødt og nuttet…

Tankerne blev skubbet fra mig, da en smerte væltede ind over mig. Den dækkede fra alt, fjernede den kortvarige glæde, og fik en jamren frem. Ikke mindst, stønnen og klynken. Lidt af hvert, som ellers kunne beskrive hvordan smerten var. Mit ribben syntes til at brænde, og nærmest stikke ud imod det store blå mærke. Jeg kunne næsten skrige. Det var som en skoldende ildebrand, inden i mig, og smerten var ulidelig. Lysten til at bytte dette ud, med halvtreds piske slag, var enorm.

”Hvad sker der?” skreg Jasmine nærmest, og var hurtigt henne ved mig. James og Harry var også henne ved mig. Imens hulkede jeg, og smerten blev ikke just mindsket af det. Nej, det ryster jo i hele kroppen på en, når man hulker. Så lad os bare sige… at smerten lige blev fordoblet, ud over det jeg lige forklarede.

Tre par øjne kiggede chokket, forvirret og desperat på mig. Jeg ved ikke, om jeg holdte om min mave, eller nærmest hentyd til den. Men denne Harry fyr, fjernede hurtigt blusen så min mave og ribben blev blottet. Alle gispede. Min kuffert Harry-fyren havde holdt, blev tabt på gulvet. Øjne pressede jeg i, da et par let kølige hænder, strejfede mærkets mønster op af maven.

”Shit,” gispede Jasmine, og lød på randen til at bryde sammen.

Det var det, der fik mig til at åbne øjne. Hun faldt ind imod Harry-fyren, som stod som lammet. Det vidste sig at være James hænder der havde kørt let over mærket.

”Han… du… Vi må hellere få dig på hospitalet med det der,” endte James med at sige, efter lidt tøven og stammen. Jeg sukkede. Ikke hospitaler, der var altid så… creepy. Men intet men. James løftede mig op, og så fra Harry til Jasmine. Min bedste veninde stod bogstaveligt talt, og hulkede og snøftede begrund af mig. Åh nej…

”Græd ikke, søde. Det er ikke din skyld,” forsøgte jeg, og rakte ud efter hendes hånd. Som hun tog, og blidt klemte. ”Jo det er. Hvis jeg bare var brudt ud af det skab noget før så…” Jeg cuttede hende af. ”Nej, der var intet du kunne gøre. Faktisk var det et held, du ikke gjorde det. Situationen ville havet blevet meget værre, hvis du gjorde det.”

Hun svarede ikke, men hulkede endnu engang. Jeg var næsten græde færdig, bare at se på det.

”Harry, kan du ikke blive hjemme med Jasmine? Så tager jeg på hospitalet med Cassie. Jeg ringer, hvis de beholder hende, så kan i komme der ud,” spurgte James, Harry-fyren. Lidt sært at kalde ham det. Men jeg kendte ham ikke. Så det var vel derfor, jeg sagde Harry-fyren? Men måske skulle jeg bare sige Harry, når det var højt…

”Jo, bare tag afsted. Hurtigt,” svarede den hæse stemme, lige pludselig langt væk. Jeg registrerede ikke hvad, han mente med hurtigt. For mørket slugte mig lige så pludseligt, som det dansede for mine øjne.

***

Langsomt, blev mine øjne åbnet ved hjælp af viljestyrken. Rigtigt, var jeg alt for udmattet og smadret til, at kunne klare det. Men mindet om, at Jasmine var bekymret for mig – direkte græd begrund af min mave – fik viljestyrken til at stige drastisk. Hvad omverden kunne byde mig på af syn, var et hvidt rum. Ingen ville virke overrasket, hvis jeg klagede over den alt for rene duft, der tydeligt talte sit sprog – jeg var på hospitalet.

Et let suk, undslap mine læber. Som stadig var hævet, men ikke så meget, så det gjorde ondt at snakke mere. Forsigtigt prøvede jeg min krops kræfter af, med at flytte mig lidt. Jeg skar en grimasse, da en velkendt følelse, omringede mig for stygt. Smerten. Den kom specielt meget nede fra mave afdelingen, hvilket var begrundelsen for blikkes opmærksomhed. Lige umeldbart, var der ingen ting at se, på grund af hospitalskjolen jeg var iført. Men da jeg fik trukket let op i den, kom alt til syne. Det lignede noget fra en gyserfilm.

Min mave var nærmest dækket til, med de umenneskelige farver – også kaldet blå mærker. De havde ændret sig, siden sidst jeg kiggede på dem. Farverne var dybere, og så dobbelt så klamt ud end før. For fanden da… 

Inden mine øjne begyndte at studere det hele for meget, lod jeg mærke til noget anderledes. Noget, jeg ikke havde sidst jeg kiggede. Noget hvidt bånd, lå lidt længere oppe på kroppen af mig. Ikke så meget, ud fra hvad jeg kunne se. Men da det gik op for mig, at det var ved mine ribben, rev jeg nærmest kjolen op. Et højt gisp, undslap mine læber og jeg kunne nærmest tude. En masse lag forbinding var lagt rundt om ribbenene på mig. De gik hele vejen op til brystkanten, hvor min bh afmærkede forskellen. Det svimlede helt for mig. Denne gang var Derek virkelig gået over stregen! Jeg havde fået forbinding på! Om mine ribben! Hvilket kun kunne betyde at, jeg havde brækket et af dem eller fået et af dem trykket. Lige meget hvad, var det langt fra godt.

En lyd fra døren, fik mig til at trække ned i kjolen, og ligge hoved tilbage imod puden med et lille bump. Jeg ømmede mig kort, med lukket øjne. Hvis, det ikke var nogen stor overraskelse, var smerte ikke lige mig…

En persons trin lød let imod det rene gulv. En stol blev rykket lidt på, af at dømme efter den hæslige lyd. Et bump færdiggjorde støjen. Jeg spekulerede lidt over hvem det var. Åndedraget var normalt, og lydende mere forsigtige end før. Thank god for that one. En tanke fald ind i mit sind. Hvorfor havde jeg overhoved lukket øjne? Var det ikke dumt, at rævesove når grunden til det, ikke fandtes?

Med et, spærrede jeg øjne op, og kiggede mig omkring. Noget jeg ikke havde lagt mærke til før, var at lyset nærmest var ved at brænde mine øjne til kuld. Desperat efter at kunne se ordentligt, kneb jeg øjne sammen. Heldigvis udvider ens pupiller sig, så jeg kunne endelig se noget der hang sammen.

”Godmorgen,” sagde en hæs stemme fra min venstre side. Jeg sprang nærmest op af skræk, da jeg lykkelig havde glemt personen ved min side. Som så viste sig at være – suk – denne Harry.

”Hvor er de andre?” spurgte jeg direkte, og ignorerede hans ’hilsen’. Eller hvad han nu ville kalde den. Jeg kendte ham ikke. Havde ikke brug for det. Derfor, heller ikke brug for hans hilsner.

”De er nede i kantinen efter mad. Jeg lovede at spurte op, for at holde øje med dig,” lød et sødt og ærligt svar. Jeg rynkede brynene. Okay, hvem var han overhoved, siden han var her?

”Hvem er du?” spurgte jeg. Han smilede let. ”Jeg er Harry, som arbejder…”

”Nej nej, jeg har ikke brug for dit arbejde! Det var hvem du var, og ikke den person som arbejder er eller andet sted i den nærmeste superbrus,” afbrød jeg ham. Da hans øjne mødte mine, gik det op for mig, hvor paf han pludselig var. Jeg kunne næsten grine højt af det, hvis ikke fordi jeg vidste, det ville give konsekvenser med maven.

”Jeg øh… okay så… Jeg er Harry Styles, James’ barndomsven,” svarede han, efter at have kommet sig efter chokket. Mit blik blev afmålende og en anelse dømmende. ”Jeg har ikke set dig før… Kommer du tit hos Jasmine og James?” spurgte jeg forvirret. ”Nej, men det er fordi…”

”Godt, det var alt hvad jeg behøvede at vide,” afbrød jeg ham endnu engang, og kiggede ned på min arm. Der for resten sad i drop. Gåsehuden tog fat i huden på mig. Løb hele vejen om i rygraden, som resulterede i at, jeg rystede på kroppen. Jeg hadede nåle. Virkelig, hadede nåle og ikke mindst drop. Selvbeherskelsen blev vakt til live, for ikke at skrige, gå i selvsving og rive nålen ud af min arm. Hvorfor havde de to søskende overhoved tilladt det? De vidste jeg hadede nåle som pesten!

”Hvad hedder du?” spurgte Harry, irriterende nok. Men alligevel, kunne jeg lettet kigge fra mit håbløse håndled, og hen på hans flotte ansigt. Sagde jeg lige flotte? Ups, men det var jo heller ikke løgn. Drengen så ret så… tiltrækkende ud, hvilket jeg smed fra mig, så snart tanken var kommet. ”Cassandra,” svarede jeg kort og koldt. Han så ud til at nærmest sluge ordet, og tygge godt og grundigt på det. Wired by the way…

”Cassandra. Smukt navn!” roste han efter lidt. Jeg nikkede stille og afvisende, som et slags tak. Jeg gad virkelig ikke at, være her. Eller at, snakke med denne Harry. Kunne de andre ikke komme, så jeg kunne få denne ondsvage nål ud af armen, og slippe for Harry? Allerede nu, virkede han som en alt for sød type – hvilket jeg ikke kunne klare. Jeg kunne i det hele taget ikke klare andre drenge, ved undtagelse af James. Frygten for at de ville ændre sig som Derek, var som begravet og suget sig fast, i kødet på mig. Så hvis, det ikke undrede nogen, skulle jeg ikke omgås så meget med drenge, det næste stykke tid. Eller, i det hele taget bare have gang i nogen nye. Det var jeg slet ikke klar til. Om jeg overhoved nogen sinde ville blive det, var et ubesvarligt spørgsmål i sig selv. Svaret havde jeg ikke så meget brug for, så jeg ville lade det komme, når tiden var inde. Men hey, hvis jeg ikke kunne klare drenge, skulle jeg overveje at blive lesbisk?

Jeg rystede tamt på hoved, af mine håbløse tanker. Det eneste jeg vidste lige nu var, at hvis Jasmine og James ikke snart kom, ville jeg seriøst gå nede om og hjem. Den nål i min arm, synes til at tage livet af mig!

”Elsker du ham, Cassandra?” spurgte Harry, ret pludseligt. Jeg kiggede dumt på ham. Hvad var det for et personligt spørgsmål? Jeg kendte ham jo ikke engang – Hvis, i ikke allerede har fået det fortalt.

”Det rager ikke dig,” snerrede jeg vredt, og lagde mut armene over kors.

Seriøst. Jeg havde nu tre ting, jeg skulle kæmpe med.

Et: nålen i armen.

To: smerten i kroppen.

Tre: en håbløs, nysgerrig satan til en lækker dreng.

Lyder det ikke indbydende? Nej, faktisk ikke…

 

,, Closed off from love

I didn’t need the pain
Once or twice was enough
And it was all in vain
Time starts to pass
Before you know it you’re frozen." Leona Lewis, Bleeding Love

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...