Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71773Visninger
AA

20. 19

Cassandra

Part 1

Bør advares om stødligt indenhold

Et grin langt væk fik mig til at glippe mine øjne op. Mit hår lå ud over det hele og hen over mit ansigt, og jeg pustede irritabel til det. Fortumlet løftede jeg hoved op, for at kigge mig nysgerrigt omkring. Mit hoved dynkede af helvede til, og min krop dunkede svagt af smerte.

Hvad fanden var der dog sket?

Jeg kunne rive håret af mig selv i forvirring, da alting pludselig blev læsset i hoved på mig. Hvordan jeg pludselig var blevet revet i armen på gaden, bundet på hænder og fødder og derefter smidt ind i en hård varebil. Min venstre hofte og skulder dunkede ved tanken, og jeg turde knap nok løfte hånden for at lade den glide ned af mig selv.

Men hvad der derefter var sket, var utydeligt for mig. Blot fra jeg havde det som om, jeg skulle kaste op, og verden snurrede rundt, og så forsvandt alting omkring mig. Andet stod ikke skrevet i hukommelsen. Heller ikke hvordan jeg var havnet her, hvor jeg lå.

Men hvad var her?

Jeg måtte tælle til fem i overbevisning, og derefter løfte hoved og lidt af min krop op. Jeg befandt mig på en sofa. En blød men lettere slidt sofa. Foran sofaen stod et bord, og renderne efter glas fortalte mig stedet var brugt en del.
Eller i hvert fald sofaen.

Jeg gyste, og rejste mig hurtigt op fra sofaen, som var jeg blevet brændt. Da jeg lyttede efter, var der ikke en lyd. Intet gentagende grin.
Mit blik gled rundt i lokalet. Der var ikke mørkt, men lyset oppe i loftet var dæmpet. Jeg gispede højt, og holdte mig ængsteligt op for munden.

Det kunne ikke være rigtigt! Det kunne simpelthen ikke passe…
Sindsfortvivlet måtte jeg dreje rundt om mig selv, for at se tingene ordentligt fra punkt til prik.

Men det var ægte det hele, totalt korrekt. Og det pludselige klare kolde grin, fik hårende til at rejse sig overalt på mig, og gjorde mig derfor sikker i den næste tanke. Jeg stivnede midt i en bevægelse, og stoppede et kort øjeblik med at trække vejret.
Dette her måtte simpelthen være en drøm.

Jeg vendte mig brat om i mod ham, og måtte undertrykke et angstligt skrig.

”Derek.”

Alting synes at fryse til is. Det her måtte simpelthen være et mareridt!
Mine vejrtrækninger blev uregelmæssige. Dette her måtte simpelthen være en hallucination, ligesom den jeg havde haft til drengenes koncert.

Men lige meget hvor mange gange jeg glippede med øjenlågene, forsvandt Derek ikke fra mit udsyn. Han forvandlede sig ikke til Harry, eller bare en eller anden random person i verden.

Derek klappede glædeligt i hænderne, og bredte armene ud. Den printudfyldende T-shirt lavede sit snit, og de dedikeret skrækkelig store muskler bredte sig op af Dereks arme. Det var tydeligt han havde vedligeholdt sin træning.

Hvis ikke fordoblet den.

Jeg sank en stor klump i halsen.

”Cassie, min egen. Hvor glædeligt at du er kommet!” Derek smilte stort til mig, og gik med sine udbredte arme hen imod mig. Smilet virkede på ingen måde beroligende, da jeg vidste, hvad der lå bag den søde facade.
Det der ville bryde frem om lidt.

Da Derek var få meter fra mig, hvis ikke centimeter, slog jeg hånden op foran ham, og stirrede direkte med væmmelse på ham – mere, hvis jeg ikke havde gjort det i forvejen.

”Du kan godt sparer dig, Derek, du skal ikke røre mig. Desuden ved vi begge to godt, den eneste grund til jeg står her, er du har valgt at kidnappe mig.”

Jeg stirrede koldt på ham, mens han blik ændrede sig til det samme. Hans latter brød hysterisk ud over hans læber, og han så på mig, som havde jeg lige gjort det sjoveste, han nogensinde havde oplevet.

”Kidnappe er måske meget sagt, men hold da kæft, Cassie, det må jeg sige. Hvor er den lille svage pige, jeg havde hos mig for blot nogle måneder siden? Der havde noget af en hyggelig tid med mig til Jasmines fest?”
Dereks stemme var direkte hånelig, og jeg måtte mod min vilje, lade gåsehuden brede sig over min krop som et tæppe.

Bare hans stemme og tone gjorde mig skræmt.

”Stop med at kald mig Cassie! Den ret af du for længst taget fra dig. Og vi hyggede os ikke, så drop det nu bare!” jeg prøvede, at koncentrere mig med at få min stemme til undgå at ryste. Derek havde nu synet på mig, som var jeg blevet stærkere. Der var dog bare lige det faktum, at jeg måske alligevel ikke var så stærk, som jeg gik og lod som om.

Jeg havde længe forberedt mig på, at stå til ansigt til ansigt med Derek igen. Jeg havde set for mig, hvor meget stærkere jeg ville være, og hvor svære han ville have det ved at rakke mig ned igen.

Men ens fantasi og tanker er bare så megen anderledes end virkelighed. For når alt kommer til alt og dagen pludselig er der, jeg står foran Derek, viser tingene sig til at være meget svære.
Det var alligevel ikke den dans på røde roser, som jeg naivt havde gået og forstillet mig, det kunne gå over og blive.

Men hvem tænker dog også sådan?

”Dig selv, Cassandra, kun dig selv,” tænkte jeg skuffende.

Forskrækket gispede jeg, da en rug hånd kærtegnede min kind. Bevægelsen var så velkendt, og ikke ude af stand til at tage fejl af.

Jeg kiggede op, og mødte Derek iskolde blå øjne. Der var en snært af hånende adfærd i dem, men også noget der gik mig på: hans forførelse blik. Det blik han altid havde brugt imod mig, når han ville have mig, og gjorde krav på mig på de klammeste måder.

Jeg sank nervøst en klump, og veg væk fra hans berøring. Faktisk et helt skridt bagud, men da stødte jeg ind på sofaens armlæn. Lydløst bandede jeg over mig selv, men veg i skræk ikke væk fra Dereks tunge blik.

Derek så ud til at morer sig over min lille bevægelse, men det ændrede ikke på hans lyst. Og hurtigere end hvad godt var, havde han trådt hen til mig, lagt armen omkring min talje, og trukket mig ind til ham. Jeg stødte op af hans hårde bryst, der under trøjen var godt pumpet med muskler.

Jeg rynkede næsen.
Førhen havde jeg synes, Derek duftede så dejligt. Så dejlig velkendt. Men da jeg sådan stod op af ham, og hele hans duft var den eneste, der sværmede omkring mig, synes den ikke at være speciel pragtfuld. Nej, værre end hvad kunne tænkes. En blanding af gammelt alkohol, røg og noget sødt fik mig til at få kvalme.

Nyttesløst prøvede jeg at vride mig fri af hans greb, men det var vidst ikke lige, hvad Derek synes jeg skulle. Han bankede mig hårdt op af væggen, og lænede sig ind imod mig, med hvad føltes som alt hans kropsvægt.

Jeg hev efter vejret, og blev forskrækket over den hæse lyd, der passerede mine læber. Jeg gispede, da han trykkede sig selv lidt mere ind imod mig. Mine øjne var vidt opsprættet, og jeg kiggede på Derek med en tyg rædselsslag inden i følelsesregistret.

Derek ignorerede min stirren, og lod hånden løbe ned over mit kindben. Han stirrede intenst på det, som var det det mest interessante. De pibende lyde fra min mund kunne lige så godt stoppe, for han hørte mig ikke engang.

Eller måske, men det interesserede ham ikke.

”Ser du, Cassandra min egen, det hjælper ikke at være flabet. Eller kæmpe imod mig. Vi begge ved, du intet har at stille op. Jeg er immun over for dine svage tricks,” Dereks stemme var en del dybere og hæsere end ellers, og han åndede mig nærmest på kinden, så tæt på var han.

Et alt for frækt smil placerede sig i hans ansigt.

”Desuden: hvorfor så kæmpe imod? Bruge så mange kræfter? Vi begge ved jo godt, du dybest set hungre, som bare pokker, for at give efter. Lade mig tage dig. Jeg tør næsten ikke at tænke på, hvor meget du må have hungret efter mig i alt denne tid, vi har været splittet ad,” Derek kiggede endelig op fra min krop, og mødte mine øjne.

Til min rædsel kendte jeg det blik alt for godt, og dermed vidste jeg, hvad han ville gøre.

Jeg rømmede mig, så godt jeg nu kunne.

”Drop det Derek, jeg har intet til overs for di-”

”Shh… Cassie. Du behøver ikke at benægte noget. Undskylde eller hvad du nu prøver på. Du har hele tiden været min, og hele tiden tilhørt mig. Sådan er det stadig.”

Kort efter mærkede jeg en hånd oppe ved mit bryst. Jeg fornemmede noget inde i mig knækkede. Ihærdigt prøvede jeg at vride mig fri, men jeg var fanget i Dereks djævelske arme, som en mus i en mussefælde.

Mine tanker løb der ud af. Hans hænder tog godt fast i mig, og ragede mig på alle de steder, hvor kun Harry havde fået sin adgang i flere måneder. Min puls dunkede hårdt og højt i mine ører, og mit åndedrag synes at lyde lige så højt, som den pivende vind i en stor storm.

Ude af stand til at stoppe Derek, blev jeg løftet op af ham. Jeg nåede knap nok at udløse det angstfulde tilråb, før hans læber trykkede sig hårdt ind imod mine. Varmen fra dem og spyttet fik kvalmen til at stige, og det blev ikke meget bedre, da han valgte at bruge tungen.

Ufrivilligt tog jeg imod kysset, men lod mig ikke rive med. Ha, hvordan skulle jeg overhoved kunne blive revet med? Jeg afskyede ham på det groveste! Hvis jeg kunne, vil jeg bare skubbe ham væk fra mig, tage min jakke på sofaen og løbe så langt væk jeg kunne.

Derek fjernede endeligt sind mund fra min, og lod den i stedet bevæge sig ned af min krop. Jeg gispede hårdt eftervejret. Lysten til at brække mig ud over ham var stor, men jeg turde ikke gøre det.

I stedet borede jeg neglende ned i hans ryg. Hårdt og uden hensyn eller medfølelse. Derek råbte op i smerte, og jeg kunne ikke fjerne det lille veltilfredse smil, der plyndrede sig om mine læber.
Så fik han også noget smerte at føle.

Smilet varede dog ikke længe. Selvfølgelig var det Derek, der formåede at fjerne det. Hans hånd røg op til min kind. Den brændende følelse kom ikke længe efter, og jeg tog mig chokeret til den. Kort efter slap han grebet omkring mig. Det var langt fra noget jeg var klar på, og da mine fødder ramte jorden, synes de langt fra at være det samme.
De svigtede, og jeg faldt dermed hårdt ned på gulvet.

I ren skræk blev jeg liggende, i håb op det var det eneste slag, jeg ville få.

Men det var som at ønske regn på Afrikas savanne.

Derek sparkede efterfulgt til mig, og jeg krympede mig, da han ramte mit ribben.

”Tsk, nogen gange tror jeg virkelig, du er fat svag eller småt begavet,” lød det irritabelt fra Derek. Da jeg kiggede op på ham i smug, så jeg ham stå og tage sig på ryggen.
Mit såkaldte ”angreb” havde givet en smule effekt.

Det var da positivt.

”For det er som om du ikke rigtig forstår princippet,” Derek rystede på hoved af mig. Han greb fat i mine skuldrer, og løftede mig op af væggen igen. Jeg ømmede mig lydløst, bange for jeg tilfredsstillede ham for meget ved at gøre det højt.

”Hvis du bliver ved med at kæmpe imod, og går på mig som før, bliver det kun værst for dig selv. Hvis ikke skal jeg nok være mildere ved dig. Sådan har det altid været, og vil altid forblive, Cassie,” han tog fat i min kæbe, og tvang mig til at kigge op fra gulvet. Hans øjne mødte mine imod min vilje, og jeg så med smalle øjne på ham.

”At lade dig få mig uden kamp bliver imod min vilje. Alting er forandret, Derek, jeg ikke din kæreste eller nikkedukke mere,” snerrede jeg af ham, og spyttede på ham.

Dereks øjne blussede op. Måske var det ikke det klogeste sagt, men jeg var vred, og træt af hans grove behandling på mig.

”Virkelig? Lad os se om det virkelig passer.”
Derek smed mig ned på gulvet igen, og jeg skreg forskrækket. Min krop landede med et bump, og mit hoved bankede to gange ned i det hårde træ. Hele min krop var i smerte, og jeg hostede kort, og så blod blande sig i mit spyt, der landede på gulvet.

Jeg kendte godt stedet, det var Dereks nedlagte yndlings natklub. Den blev aldrig brugt, og dermed at det var Dereks yndlings, ville jeg med glæde spytte på deres gulv.

Derek tårnede sig hurtigt over mig. Han brølede nærmest, og hev hårdt fat i mit hår. Jeg skreg i smerte, og langede ud efter ham med en håbløs svag kræft. Han formåede blot at hive fat i min arm også, og en svigende følelse løb ned af min arm, som var der noget der skar i mig.

Jeg gjorde store øjne, og kiggede panisk hen på min arm og Derek. Ganske rigtigt, som jeg gik og frygtede, havde han en alt for skarp kniv i sin hånd. Den løb ned af min arm, lidt længere nede end albuen, og lignede en der skar i noget alt for tyndt kød. Blodet piblede ned i dråber efter kniven, som var de dens undersåtter eller efterfølgere.

Heldigvis stoppede Derek et stykke væk fra mit håndled, og jeg pustede nærmest lettet ud, da kniven fjernede sig. Dog skar jeg store grimasser, da smerternes efterfølgere var stærke.

Dereks udtryk skræmte mig for vid og sans. Hans øjne kiggede på mig og det friske sår, som havde det lige tændt ham hundrede procent mere. Han lod en fingre løbe ned i såret, og fjernede den kort efter for at studere den røde væske på den.

Blod.

Mit blod.

Jeg gyste, og prøvede at trække min arm til mig. Det var umuligt, da Derek holdt godt fast i den, med noget der for ham lignede et løst greb.

Panisk så jeg skræmt fra Derek og ned på min arm. Han var komplet sindssyg! Han havde for helvede lavet det sygeste snit i min arm, med hvad der lignede en kødkniv! Det svimlede for mig, og prikkerne dansede kortvarigt for mine øjne.

Derek virkede til at ville gøre mere med den kniv, end hvad han lige havde gjort, og jeg rev endnu engang i min arm for at få den fri. Angstfyldt for hvad han kunne finde på.

Til gengæld fik jeg en knytnæve i maven, der forklarede den store mavepuster jeg efterfølgende fik. Jeg trak mig sammen i maven, og samlede mine ben om imod brystet. Gispende hikstede jeg lavmeldt, med de endelig slubbet fri tårer ned af kinderne.

Endelig slap Derek taget i min arm, og jeg hev den arrigt til mig. Jeg turde knap nok kigge på den, for at finde ud af, hvor slemt og hvor dybt det var. Men den store mængde af den røde væske fik mig med et afklaret, det ikke var små skrammer.

Åh, hvor jeg dog ønskede Harry var her.

Tårerne flød ned af kinderne på mig, men de kunne ikke stoppes. Min arm gjorde så pokkers ondt, mit hoved og resten af kroppen ligeså, og alting virkede som helvede på jord. Jeg vidste allerede da, at det hele først lige var begyndt, og Derek langt fra var færdig med mig, men jeg håbede naivt på noget hjælp. Hvad som helst. Bare et eller andet så jeg slap for Derek.

”Åh græder du? Græder min lille Cassandra?”

Derek stod over mig, og så direkte nedladende og hånende på mig.

”Har du allerede mistet modet, min kære? Eller havde du bare glemt, hvor meget svagere du er imod mig?” han grinte højt og tørt, uden det mindste tegn på medfølelse eller i så fald samvittighed.
Selvfølgelig ikke - det var trods alt Derek, det måtte jeg endelig ikke glemme.

Jeg undgik at svare ham, men kiggede bare koldt og hadefuldt på ham. Jeg håbede, Harry og de andre drenge havde fundet ud af, at jeg var væk. At det ledte efter mig, tænkte på mig eller bare et eller andet! Bare de fandt ud af, jeg var forsvundet, og ikke kom tilbage forløbelig på grund af Derek.

Ja, forhåbentlig havde de fundet ud af det.

”Så svar mig dog, når jeg snakker til dig, kvinde!” brølede Derek, og sparkede mig over benet. Jeg jamrede lavt, og rystede på hoved som svar på hans tidligere spørgsmål.

Derek grinte blot.

”Når ikke? Han studerede mit ansigt grundigt, så tag trøjen af.”

Jeg gloede mærkeligt på ham.

”Hvad?”

”Tag trøjen af,” gentog han, hvis du ikke har glemt, hvor svagere du er end mig, så ved du også godt selv, hvad der sker med din trøje, hvis du ikke selv tager den af.”

Jeg stirrede stift op på ham, og nægtede fuldstændig. No way, farlig eller ej så tog jeg ikke frivilligt min trøje af for Dereks skyld. Han skulle ikke have den ærer at se mig nøgen, det havde han flere gange, og jeg angrede mig over det.

Derek brummede utilfreds af mig, og bukkede sig ned på hug. Han så stadig ned på mig, men mere i min egen højde. Jeg lå og stirrede direkte på ham, totalt chokkeret og lyste sikkert af skræk. Derek så ud til at more sig lidt for meget, og lod atter sin rug hånd løbe ned af mit kindben.

Jeg rystede svagt.

”Du er…” Dereks øjne mødte mine. Hans kærtegn ned af mit kindben, fik mig til at tænke på den gang, vi var sammen. Da han stadig var blid, rolig og respektfuld over for mig og mine valg. Da havde han altid ladet sin hånd bevæge sig stille og roligt ned af mit kindben - på en bestemt måde og en bestemt rute.

Tiden gik et kort øjeblik i stå.

Jeg kiggede nærmest ind i det blå øjne, som var han stadig den samme.

Men så fjernede kærtegnene sig, og hånden tog tilløb og smadrede hen over min kind med et smæld. Det var nærmest som et brist i hjertet, da jeg et kort øjeblik, lod mig trække tilbage ved minderne om den fyr, jeg forelskede mig i.
Den gode og charmerende fyr Derek havde været.

Den fyr som han ikke var mere, og han aldrig nogen sinde ville blive igen.

Jeg måtte tage mig sammen, og borer neglende ind i min håndflade, for ikke at måbe over min forveksling med den gamle og nye Derek.

Derek var ikke den samme. Han var meget mere voldlig og sindssyg, end hvad han nogensinde havde været før.

Det måtte jeg huske mig selv godt på.

Selvom jeg havde lyst til at hulke over den sandhed, trods det var så lang tid siden, den var gået op for mig. Men det var alligevel et eller andet sted som om, det først var nu her, denne aften, dette sted, det lod sig sive ind til mit hjerte.

Det var en hjerteknusende bagatel.

”Sidste chance, pusser: tag den trøje af nu, eller jeg personligt selv nok skal sørge for det,” Derek åndede mig på kinden, og lod sine klamme hænder løbe op langs trøjen af mig. Jeg gyste, for at holde det hulk inde, der var på vej ud over mine læber.

Jeg ønskede så højt, han bare ville fjerne sine grabber fra mig. Ikke blot for nu, men for evig og altid. Det var helt utroligt, hvor svage de gjorde mig, ved at bevæge sig op og ned af min krop. Det var absolut ikke på nogen god måde, men nærmere en måde der beviste, hvor stor min angst og alle de andre ting var for ham.

”Gud, please, vær’ nu lidt sød imod mig for en gangs skyld,” tænkte jeg, og håbede på nogen et eller andet sted, hørte min indre bøn.

Jeg ville så gerne have det her stoppet, før Derek gik lige så for vidt, som han havde gjort sidste gang.

Og som nogen rent faktisk havde hørt mig, begyndt en høj hylende lyd. En gammel Mama Mia sang der kun kunne tilhøre min Iphone, hvis ringetone jeg ikke havde skiftet i evigheder. Faktisk var det så længe siden, at selv Derek kendte den som min sædvanlige ringetone.

Derfor rynkede han også panden, og kiggede hen imod min nye vinterjakke, der lå og flød hen over sofaen. Brummende rejste han sig utilfreds op. Jeg fulgte ham nervøst, stadig med alt for våde kinder, gå hen imod min jakke.

Det forekom mig det kunne være en af drengene der ringede, hvis ikke Jasmine. Men det var måske lige for tideligt at håbe på, trods jeg havde mistet alle fornemmelser for tid og sted.

Derek stod med min Iphone i hånden, og rynkede endnu mere brynende ved at kigge på skærmen. Om det var navnet, der generede ham, kunne lige så være, eller så var det bare et navn eller nummer han ikke kendte.

Dog besvarede Derek telefonopkaldet, og jeg hørte en utydelig mumlen i telefonen. Det var ikke så tydeligt for mig, da jeg trods alt var lidt for langt væk.
Så jeg tog min tid med at kigge på mit sår, for at se på, hvor slemt det stod til.

Hvilket jeg aldrig skulle have gjort.

Kvalmen røg pludselig op i halsen, og var så voldsom, da blodet var i massevis. Jeg måtte sluge mit bræk igen, hvilket fik tårerne til at springe ud – ad hvor klamt.
Hele min underarm var rød, og min hud fortalte mig, lidt af det var ved at størkne. Mens det sammentidigt gjorde mig opmærksom på, den havde en skade der var slem, og den var meget utilfreds over bakterier.

Jeg ømmede mig lavt.

”Nej, men hun er sammen med mig.”

Jeg rettede hurtigt væk fra min arm, der var fuld af væmmelse, og så direkte på Derek. Hans grin var ligesom før: flabet, hånende og alt for veltilfreds.

”Uh, du er ikke så dårlig til det med stemmer, Harry. Det må jeg give dig,” Derek grinte endnu engang. Jeg skar først tænder af ham, da han lød alt for veltilfreds. Mine tårer begyndte så at løbe ned af mine kinder. Det var Harry. Ham og de andre måtte have ledt efter mig.

En lettelse røg igennem mig, trods ham og de andre ikke var hos mig.

Men allerede det at jeg var ledt efter, gjorde en del. For før i tiden ville det kunne være Jasmine og James. Det ville måske endda ikke engang være dem, hvis jeg ikke havde taget mig sammen, og gået bag ryggen på Derek, og set Jasmine imod hans ord.

Der lød noget snak i telefonen, og Derek brød ind igen.

”Så hvad, popstar? Giver du mig en på panden? Kom an jeg har alligevel et par slag fra sidst, du mangler at få tildelt,” Derek grinte atter, som lavede han ikke andet end at nyde dette her. Have mig som gidsel imod Harry, og håne ham på den måde med at få tæsk.

Jeg følte mig alt for lille i hans lille ”spil”.

Harry lød til at sige noget mere, og det var forholdsvis højt. Han var sikkert stik tosset. Jeg lå dog bare og tænkte på, det ikke kun var mig, Derek ville slå på og gøre ved. Han ville også slå på Harry. Det undrede mig egentlig ikke, for de slag Harry havde givet ham sidste gang, havde vidst ikke være tøseslag.

Men alligevel: det gik mig forfærdelig meget på, ham og sikkert også de andre skulle lide under noget, der var og blev mit problem. Jeg følte mig allerede små skyldig, og jeg turde ikke tænke på, hvad jeg ville føle, hvis der for alvor skete dem noget slemt.

Da jeg havde været alt for optaget af mine tanker, havde jeg slet ikke lagt mærke til, Derek var gået hen imod mig. Pludselig tårnede han sig endnu engang over mig, og så smilende ned på mig. Smilet var forfærdeligt.

”Uh jeg er bange. Og tro mig, popdreng, jeg gør, hvad jeg vil. Desuden ser min lille Cassandra ud til at nyde det, jeg hidtil har givet hende.”

Han sparkede mig hårdt over låret. Jeg hulkede højt, og bed mig smertefuldt i læben.
Det eneste ved dette var, jeg fik noget af smerten ført væk fra min cuttet arm.

Harry råbte noget satans højt ind i telefonen.

Derek samlede mig op fra gulvet med nemhed, ved at hive fat i min trøje.

”Du kan jo prøve at stoppe mig. Nedlukket natklubber er så hyggelige. Især med deres så pokkers gode sofaer. Glem ikke deres VIP rum med alt bestikket, borde og pistolen, der ligger gemt under disken.” Dereks øjne kiggede skinnende ind i mine, han lagde røret på, og smed min Iphone fra sig.
Jeg betragtede min dyrebare telefon flyve igennem luften, falde ned på gulvet og køre hele vejen ind i en væg.

Det var den telefon.

Derek blik var kun på mig, og hans øjne så så sultne på mig, at jeg var sikker på, han havde klædt mig af med blikket flere gange.

Jeg sank nervøst en klump. Ordende han havde sagt til Harry før, fik tingende til at gå op for mig. Min krop rystede allerede, og koldsveden synes at løbe ned af ryggen på mig.

Vi stirrede på hinanden i et par sekunder.

Hvor efter Derek smed mig hen i den største sofa der var. Jeg gispede åndeløst, da han hurtigt var henne over mig, og lyden af stof der sprættes op lød. Ud af øjenkrogen så jeg min elsket, dyre og bløde sweater falde til jorden; nu i flere dele.

Dereks hænder tog godt fat i mig, og han rev min BH af mig. De kolde rug hænder tog alt for hårdt fast i mine bryster, og hans mund kyssede vildt på dem og ned af min kavalergang.  Hans mund førte han længere og længere ned af min overkrop, og stoppede ved mine bukser.

Forundrende hurtigt havde han fået min sko af og mine busker lige så. Blottet lå jeg rystende tilbage, uden noget tildækkende foroven og snart intet forneden. Da jeg havde prøvet at vride mig fri af hans slag flere gange, havde han slået mig i maven, hvis ikke i hoved.

Tårerne var ustandselige. Jeg havde aldrig følt mig så krænket. Aldrig på denne måde. Derek havde overgået sig selv, men det var på ingen positiv måde. Jeg følte mere og mere af mig selv forsvandt, og der var intet jeg kunne gøre.

Jeg var magtesløs over for ham.

”Er du sikker på, du stadig er lige så stærk? At alting virkelig er forandret?”

Derek lo uden glæde, og greb alt for hårdt fat i mine hofter. Han havde igen trukket sin kniv frem, men lod denne gang den bore sig ned langs ved maven. Jeg hulkede højt, og bad ham stoppe. Trods det fik mig til at virke svag, så var jeg ligeglad.

Jeg var svag.

Og jeg var ivrig nok til at slippe væk fra den smerte i min krop, hvis det betød jeg skulle vise min svaghed, og tigge og be for at han skulle holde inde.

Derek grinte højt.

”… for det er jeg absolut ikke,” han fjernede kniven. Hans øjne blinkede stolt, og vildskaben og lysten udgjorde tilsammen et uhyggeligt samt dødbringende blik. Som før lod han sine to fingre glide hårdt ned på snittet, og jeg skreg op.

”Det er du vidst heller ikke,” konstaterede han tilfredst.

Jeg græd blot.

Han lagde endelig kniven fra sig, men det stoppede ikke der. Derek fik hevet trusserne af mig, og det faldt ned på gulvet sammen med resten af mit tøj.

Derek satte sig på knæ på sofaen, så jeg lå imellem knæende. Han fik åbnet sine bukser, og trukket dem og sine underbukser ned. Blikket blev mørkere, og han lænede sig ind over mig.
Jeg vidste, så snart han greb fat i mine i forvejen ømme hofter, at jeg ikke ville glemme noget af dette.

Lige meget hvad der skete med mig.

En stor smerte gik op i mit underliv, da Derek trængte ind i mig. Jeg skreg hysterisk, men fik blot en knytnæve over kæben.
”Hold så kæft!” snerrede Derek af mig, før han fortsatte med at bevæge sig frem og tilbage.

Jeg vidste desværre efter for mange erfaringer, det kun ville gøre mere ondt, hvis jeg spændte. Derfor tvang jeg grædende mig selv til at slappe af i underlivet, trods det var det værste, jeg nogensinde havde fået mig selv til.

Jeg hulkede lydløst, imens Derek forsatte sine ting. Det var som om jeg røg længere og længere væk. Som var jeg helt ved siden af mig selv, og stod jeg og var blot en tilskuer.

Mit indre gjorde ondt. Hele min krop gjorde ondt. Mit hjerte gjorde ondt, og min hjerne spekulerede så det dunkede. Hvordan skulle jeg nogen sinde slippe væk fra Derek? Jeg havde før, troet jeg kunne, da jeg sammen med Jasmine flygtede fra vores lejlighed. Men det vidste sig så nu, det var fuldstændig umuligt. Derek lod mig ikke være, gav ikke op. Ikke før han fik, hvad han ville have.

Og det havde han som altid fået.

Det var skræmmende at tænke på, jeg endnu engang skulle være under samme tag som ham. At jeg endnu engang skulle være fanget, og pines på denne måde hver eneste dag, fordi han aldrig kunne få nok. Fordi han aldrig kunne styrer sig.

Men også fordi Derek havde udviklet sig igennem forløbet til hvad, der blev en psykopat. Han var fuldstændig sindssyg, og jeg vidste slet ikke, hvor jeg havde ham henne. Det jeg havde oplevet med ham i lejligheden, synes at være ingenting i forhold til dette.

Så hvordan fanden skulle jeg komme igennem det?

Jeg havde ingen ideer. Praktisk talt følte jeg mig forladt, ubrugelig og beskidt. Jeg kunne ikke engang dække min krop til, eller gøre noget som helst imod Derek, der misbrugte mig grovere end nogen sinde.
På den måde han tog fat i mig, holdt mig nede, og bankede sin ind i mig, fik mig til at få lyst til at blive det aske. Dø, om man må og vel ville sige. Jeg var fuldstændig ude af den, og jeg vidste, hvis jeg fik chancen, så ville jeg finde pistolen under disken og skyde mig selv.

Det lød drabeligt, ja, men i det øjeblik ville jeg gøre alt i hele verden, for at slippe ud af Dereks klamme tag om mig.

Et smerteskærende hulk passerede mine læber.

Jeg kunne snart ikke mere. 

 

,,I shot for the sky
I’m stuck on the ground
So why do I try, I know I’m gonna fall down
I thought I could fly, so why did I drown?
Never know why it’s coming down, down, down." Jason Walker, Down

_________________________________________________

Halo people
- Dette kapitel er så pinfuldt, jeg næsten ikke tage, æv ;(
Stakkels, stakkels Cassie pus!
Derek er noget af en psyko...

Av, tror I Cassie overlever detter her?
Tror I hjælpen når at komme, eller er det måske for sent?
Hvad siger I til den nye og værre version af Derek?
Stadig på hade-listen?
Dette kapitel er et af de sidste ud af tre der kommer...
I know it's saaaaad :((((
Jeg piner jer til og med i morgen,
så skal I nok tjekke jeres mail på et tidspunkt :D

xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...