Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
73041Visninger
AA

19. 18

Harry

”Urg jeg er sulten! Cassie vil redde hele min dag med de pizzaer,” Niall slikkede sig forventningsfuldt om munden, og slog sig let på maven. Jeg rullede som altid øjne af hans tåbelige altid-sultende mave. Hans sind bestod nærmest kun af mad. Eller, det skulle man tit tro. Utroligt nok havde musikken og hans guitar kæmpet sig frem, og opnået en endnu større plads, end hvad maden havde.
Men det havde vel også taget sin tid.

”Ja, jeg er faktisk også sulten, nu hvor du siger det, Niall,” Zayn istemte sig for en gangs skyld enig i Nialls sultenhed.
Han så rundt på os andre med de mørke brune øjne.
”Men jeg må nu indrømme, ikke for noget, Harry, at jeg er forundret over hun spurgte, om vi ville spise med. Den sidste tid har hun ellers ikke virket til at have det største overskud.”

Det gjorde nærmest lidt ondt at høre det højt, men Zayn havde ret. Cassie havde nærmest intet overskud mere. Ikke efter vi havde været i Paignton, og James havde smidt nogle ordentlige krabater til ord i hoved på hende. Og faktummet at det var James skyld, Cassie opførte sig som hun gjorde, skar let i mit hjerte.

Ej ønskede jeg det her for hende. Selvfølgelig ønskede jeg hende ingen smerte, jeg elskede Cassie. Og tanken om det i bund og grund var min skyld, havde jeg det virkelig elendigt. Hvis jeg bare ikke havde lavet den aftale med James…
Hvis jeg bare ikke havde brudt den…

Jeg stoppede, og rystede hurtigt på hoved af mig selv.

Nej, det var dumt at tænke sådan. Det havde været uundgåeligt ikke at lave den aftale med James. Han havde skam direkte stået og forlangt det, og hvordan skulle jeg kunne sige ham imod, når min bedsteven krævede så lidt af mig?

Så lidt var den gang meget at sige. I sidste ende var det en alt for stor mundfuld for mig, for selvfølgelig skulle det udvikle sig med Cassie. Hun så så unik ud, så skrøbelig, så fuld med hemmeligheder og en overflade af facader, der bare ventede på en, der ville bryde dem for hende.

Ja, det havde absolut været den rette beslutning at bryde løftet med James. Det havde vist sig, Cassie havde mere brug for en ved hendes side, end nogle nogen sinde ville have troet. Hvad jeg nogen sinde havde troet.
Jeg måtte indrømme, jeg i sidste ende var tilfreds over min beslutning.

Desuden: James ville komme over sit pigesurmuleri, og hermed acceptere vores forhold. Det blev han nød til. Det skulle han. Og det viste sig allerede efter godt og vel en uge senere, havde han undskyldt over for mig, og var godt i gang med at vænne sig til tanken om Cassie og jeg…

Jeg ville mene, han nærmest blev tvunget til det af Cassie. Hvis han overhoved ville tilgives af hende igen, blev han nød til at have sin accept med i undskyldningspakken. Ellers var det sikkert Cassie ikke ville tilgive.
Men helt ærligt: han havde brugt Derek imod hende.

Bad move, mate, bad move…

Selvfølgelig havde vi diskuteret tingene igennem masser af gange - altså James og jeg. Vi var begge blevet vrede et par gange, men nu så tingene lettere lysere ud. Forhåbentlig ville det føre til en genforening imellem Cassie og James.

”Ja, det har hun, men det lader til hun er ved at være i bedring omkring det. Ellers ville hun aldrig spørge Harry, om vi ville spise med. Det må i det mindste være en løst hos hende, der gør, hun gerne vil se os alle,” kom det fra Louis, der var overraskende opmærksom på alting, selvom han også kørte i bil.

Han havde vel også kørt i længere tid, end hvad vi andre har.

”Præcis! Jeg tror nu nok, hun har savnet os. Ellers ville hun ikke efterspørge os,” lød det veltilfreds fra Niall, der så ud til at føle sig som noget særligt, sådan som han sad og solede sig med næsen i sky.

Jeg rystede grinende på hoved.

”Det er godt med dig, Niall, men du kan nok ikke overkomme med det savn, hun har for mig. Du, jeg var sammen med hende for to dage siden, og hun siger ivrigt ja, da jeg spørg, om jeg må komme forbi til aften,” jeg vippede udfordrende med øjenbrynende.
Lidt stolt var man vel over sin plads hos Cassies hjerne og hjerte.

Niall sank lidt mere sammen, og så ud til ikke at kunne give igen. Det ville jeg nu nok heller ikke kunne, hvis det var mig, der var ham. Da efter var det nærmere mig, der sad og solede mig i glæde. Cassie var glad for mig. Jeg var ekstrem glad for hende.

Happy endings are the best, you know.

“Er det ikke, der hun bor?” lød det spørgende fra Liam, der pegede hen på det velkendte lejlighedskompleks. Jeg nikkede ivrigt, og Louis blev nød til at lave et skarpt sving, da han var ved at køre for langt.

Jeg bankede let ind i roden, og mærkede den kolde rude på min kind. Jeg skuttede mig. Louis havde måske kørt i længere tid end os andre, men det betød da nok ikke, hans skarpe sving var i topform.

”Ev, helt ærligt, mate,” lød det klagende omme fra Zayn, der rettede sig op, så han ikke lå op af Niall. Der var den uheldige mand, der havde fået pladsen i midten med Zayn og Liam på hver sin side.

Sådan var det, når man var for langsom om at sige ”hælde for”. 

Ja, vi var ultra modne på det punkt.

”Slap af, dudeeee, håret sidder da stadigvæk!” drillede Louis kækt, og smilede flabet til Zayn i barkspejlet, da han trak håndbremsen helt op, og drejede nøglen om og ud.

”Shall we?” jeg åbnede døren op, og smækkede den efter mig. Jeg lukkede min jakke hurtigt, og var glad for dens varme, og at stå med udstrakte ben på frisk jord.

Min mave var også helt i uro. Jeg glædede mig sådan til at se Cassie. Tanken om at holde hende i mine arme, kysse hende i håret og dufte til hendes sædvanlige jordbær shampoo, fik livet til at virke meget lysere end det grå mørke vejr. I forvejen var mørket faldet mere på, og jeg glædede mig til at komme op i varmen og med noget lys.

Vi gik alle fem mand hen imod indgangen. Liam fik trykket på Jasmines navn, og da stod vi ellers bare og ventede. Ventede på Cassie ville tage telefonen, og åbne døren op for os, så varmen kunne omringe os frysende drenge.

Men der skete intet.

Jeg rynkede forvirret panden.

Niall havde samme udtryk, og Liam prøvede forvirret igen. Stadig var der intet svar. Efter fem ganges forsøg, begyndte jeg at blive urolig.
Hvor mon hun var?

På toilettet?

Vel ikke i så lang tid…

”Kan I ikke komme ind, eller har I låst jer ude?” en lys stemme lød bag os, og en ældre dame med indkøbsposer så venligt på os med et smil.

”Vi kan ikke komme ind, vores veninde åbner ikke døren,” forklarede Niall.

Kvinden smilede lidt større til os.
”Jamen, så er det godt, jeg har en nøgle her til. Så kan I stå i hendes opgang og vente på hende i stedet for her ude i kulden. Det skader ingen.”

Vi takkede taknemmeligt i munden på hinanden, da hun låste døren op, og vi holdt døren for hende. Hun smilede blot med et nik, og væk var hun igen.

Fortvivlet tog vi elevatoren op til Jasmines etage, og var hurtig henne foran lejlighedens dør. Zayn bankede let på, men der var stadig intet svar. Uroligheden blev større inden i mig, og jeg begyndte at gå i panik, da Cassie stadig ikke var kommet efter et kvarter.

De andre drenge tog det lige sådan. Liam begyndte at blive halv desperat, og Louis fik et forkert ansigtsudtryk.

”Hvad nu hvis hun er der inde, men der er sket hende noget?” udbrød han helt bange, og det fik klumpen i halsen til at vokse.

Jeg kig hurtigt hen til døren, hamrede hårdt på den, og råbte højt Cassies navn. Jeg prøvede at banke flere gange, og Zayn kom over og hjalp til. Han var ikke langsom om at ligge flere kræfter i, og praktisk talt slå døren op. Jeg og de andre så ikke mærkeligt på ham, men var ved nærmere hensigt alle ivrige for at komme indenfor.

Min hjerne kunne næsten ikke kaprere det. Hvad nu hvis der var sket Cassie noget?

”Hun er her ikke,” konstaterede jeg, efter de andre havde eftersøgt lejligheden, og jeg fik øje på det forsvundet overtøj i garderoben.

Hun måtte være gået ned efter pizza. Og hvis jeg kendte Cassie ret, så var det selvfølgelig fra Pizza Hunt.

”Tror I hun er nede for at hente pizzaerne?” lød det spørgende fra Niall, der slikkede sig om munden, blot ved sætningen om mad.

Jeg rynkede panden.

”Ja, men det burde hun have været for en halv time siden. Jeg skrev til hende halv fem, og hun har med garanti lige efter ringet efter pizza. Hun burde have været kommet tilbage, men det er hun tilsyneladende ikke,” sagde jeg og kiggede eftertænksomt på de andre.

Zayn så ubehagelig tilpas ud.

”Det her er ikke godt. Der er et eller andet galt.”

Mon ikke, det sagde mine mavefornemmelser også.

”Vi må jo kigge efter hende. Gå samme vej som hun er gået. Harry, ved du hvor hun ville hente pizza?” lød det spørgende fra Liam, der så beslutsom ud.

Niall nåede at svare for mig.

”Pizza Hunt selvfølgelig. Der ligger en lige nede en gade her fra, det er den bedste i området!” han nikkede bekræftende for sig selv, som et Cassie var fornuftig nok til at vide det.
Hvilket hun så også var, fordi hun flere gange havde bestilt derfra, da vi var sammen og skulle have pizza.

Jeg nikkede til Liam, der så spørgende fra Niall til mig.

”Jamen, så er det der vi leder. Vi må hellere smutte nu, det her kan kun gå for langsomt,” lød det bestemt fra Liam, der så noget så bekymret ud.

Ligesom jeg også følte mig. En dyb frygt sad i mig, og tanker til ideer jeg ikke burde have, fandtes alligevel i mit hoved. Jeg prøvede at ryste dem af mig.
Der var jo intet sikkert endnu. Ikke før vi havde undersøgt sagen nærmere, eller havde nogle beviser på det.

Vi fik lukket døren efter os, og låst den med en nøgle, der lå i Jasmines og Cassies nøgleskål. Vi var hurtigt uden for igen, og varmen forvandlede sig til bidende kulde. England havde aldrig været så heldig i november og december måned. Der var for det meste rimeligt koldt, især ved aften tid.

Vi gik i stilhed på vej hen imod Pizza Hunt. Ingen sagde noget, alle var for nervøse og spændte. Min bekymring var nærmest ikke til at bære, da frygten for Cassie var kommet til skade, var virkelig stor. Jeg ønskede som altid at passe på hende, sørge for hun har det godt, og det gjorde det ikke særlig godt ikke at vide, hvor hun var henne.

Især ikke når en situation som denne ikke lige var den mest betrykkende. Alt for mange beviser og tanker blev ved med at pege hen imod noget forkert.

”Der er det!” udbrød Louis lettet, da det stor Pizza Hunt skilt kunne ses på afstand.
Vi travede hurtig der hen af, og imens snakkede Zayn.

”Okay, hvad med at deles os op. Hvis Louis og Niall går ind og spørg, om Cassies pizzaer er blevet hentet, eller om de har set hende, så bliver Harry, Liam og jeg her.”

Vi alle nikkede i takt, ude i stand til at sige noget ordentligt. Vi alle var skide hamrende bekymret for Cassie, og jeg turde ikke lade mine tanker spekulere for meget over, hvad der mon var sket med hende.

Vi gjorde som Zayn havde forslået. Niall og Louis forsvandt ind i Pizza Hunt, og vi andre tre stod rastløse og ventede på dem. På et forhåbentligt brugbart svar.

”Tror du, hun er okay?” lød det spørgende fra Liam, der kiggede på mig.

Jeg sank en klump, og trak på skuldrende. Nervøst stod jeg og flettede mine hænder sammen.

”Det håber jeg, men jeg aner det ikke,” indrømmede jeg, og kiggede lige ud i mørket. Det gjorde det ikke meget bedre af, mørket var så tungt og så hurtigt fremme. Det var blandt andet også derfor, jeg hadede vintertiden sådan.

Endelig kom Niall og Louis ud. Niall med hænderne fyldt af pizzaer, og Louis med et ulæseligt udtryk, der langt fra tegnede godt.

”Hun havde ikke været der. Det er de pizzaer, hun bestilte. Jeg betalte for dem, fordi Niall ville have dem med,” lød det forklarende fra Louis, der så virkelig dårlig ud.

Ligesom jeg følte mig.

Liam kiggede fra Niall til Louis, og derefter hen på mig. Han skulle lige til at sige noget, da Zayn afbrød ham ved at komme gående med noget i hænderne.

”Drenge, se hvad jeg har fundet!” hans stemme var panisk, og vi alle kiggede forundret på ham. Mit blik stivnede lige så snart, jeg så, hvad han holdte imellem hænderne.

Cassies Mulberry taske.

Jeg hev efter vejret. Verden drejede rundt, og jeg følte mig helt dårlig og svimmel på samme tid.

”Zayn, hvor fandt du den henne?” Liam så alvorligt på ham, og lagde hånden på hans skulder. Zayn nikkede hen imod udkanten af fortovet.

”Lige der over, han sank en klump, så han adamsæble røg op og ned, det er hendes, ikke?” Han kiggede opmærksomt hen på mig. Jeg nikkede stift, og rakte ud efter den. Da det kolde læder ramte mine hænder, fik jeg et gys igennem mig.
Den måtte have ligget her længe, for den var helt kold, men alligevel ikke i evigheder.

”Ring til Jasmine, Louis. Hun er sammen med James. Der er noget godt og grundig galt her,” sagde jeg, uden en eneste ordentlig glad klang i stemmen. Min stemme virkede tør og hæs. Mine håndflader svedte. Hele mit syn flakkede let, men jeg prøvede at holde det på plads.

Louis nikkede, og gik lidt væk for at ringe Jasmine op. Imellem tiden åbnede jeg den alt for velkendte taske for at tjekke indholdet. Alt var der. Lige fra pung til paraply. Alting var stadig nede i tasken, undtagen Cassies Iphone.

Jeg trak hurtigt min egen op, og rakte Zayn tasken. Han tog hurtigt fat i den, og de alle tre så nysgerrige til, da jeg fandt Cassies nummer frem, og ringede det op.

Det varede ikke længe før den blev taget.

”Cassie, er det dig?” spurgte jeg forventningsfuldt og krydsede fingre. Jeg følte mig allerede lettet. Der var en, der havde besvaret mit opkald til hendes telefon. Det betød i det mindste, hun ikke var ude fra Englands grænser.

De andre kiggede opmærksom med, og så lige så spændte ud som jeg.

Der lød et alt for velkendt grin ind i telefonen.

”Nej, men hun er sammen med mig.”

Hele min krop stivnede, og føltes til at fryse helt til is.

Det måtte være løgn.

”Derek,” konstaterede jeg åndsfraværende.

Han grinede igen, med den samme kolde latter, der ingen glæde ejede. Den gav mig kuldegysninger, og jeg fik den påbegyndende vrede frem.

”Uh, du ikke så dårlig til det med stemmer, Harry. Det må jeg give dig,” han grinte endnu engang. Det lød til han synes, han bare var evig fantastisk.
Idiot.

De andre havde spærret øjne op ved lyden af Dereks navn. Skrækken stod ud af dem, og vreden var der sammen med den.

”Derek, jeg sværger, hvis du har gjort Cassie noget-”

”Så hvad, popstar? Giver du mig en på panden? Kom an jeg har alligevel et par slag fra sidst, du mangler at få tildelt,” afbrød Derek mig, og grinte endnu engang. Jeg forstod, det var som hans måde at sige: han havde magten.

Det skulle vi sgu to om at bestemme.

”Du rør hende ikke, dit svin! Jeg sværger, du kommer til at fortryde det,” vreden buldrede op i mig, og jeg knyttede min hånd hårdt sammen. Jeg hørte små knæk fra min hånd, og jeg var ikke i tvivl om, dens knoer var helt hvide.

Derek grinte igen.

”Uh jeg er bange. Og tro mig, popdreng, jeg gør, hvad jeg vil. Desuden ser min lille Cassandra ud til at nyde det, jeg hidtil at givet hende.”

Jeg skar vredt tænder.

I baggrunden lød der et par svage hulk og klynk – Cassie.

”Du vover at røre hende mere, din psykopat!” råbte jeg op af ham, og glemte de andre stod og kiggede. Bare tanken om hvad han kunne have gjort til Cassie, min Cassie…

Han kunne dø i helvede, kunne han. Og pines til evig tid, det skulle jeg nok få sørget for.

”Du kan jo prøve at stoppe mig. Nedlukket natklubber er så hyggelige. Især med deres pokkers gode sofaer. Glem ikke deres VIP rum med alt bestikket, borde og pistolen, der ligger gemt under disken,” lød det fra Derek, hvor efter han havde lagt på.

Jeg stod og så fortabt ned på min telefon. Vreden fik mine kinder til at være ildvarme, og alting synes at køre rundt inden i mig.

Jeg kiggede op, og mødte de andres blikke. Louis snakkede stadig i telefon, med stod og kiggede afventende på mig.

Rasende smed jeg min mobil ned i jorden. Selvfølgelig gjorde det ikke sagen meget bedre.

Mit suk var nærmest endeløst, så megen vrede og smerte det indeholdte.
Det var nærmest ulideligt, hvor mange følelser der kørte inden i mig som et strømfuldt vandfald.

”Derek har hende.”

***

”Harry!”
Hoveddøren blev smækket op med et brag, så vinduerne nærmest stod og buldrede frem og tilbage. Jasmine skingre stemme var alt for rystende og alligevel så kratfuld på samme tid. Den knækkede let over ved det høje kald.

Jeg kiggede kort rundt på drengene, før jeg rejste mig fra sofaen. Lige i tide til Jasmine kom stormende ind i stuen, med en lige så rasende og fortabt James. De begge så totalt hylet ud af den, ligesom resten af os var.

”Har I fået fat på… Derek igen?” spurgte Jasmine, og spyttede nærmest navnet ud af ren væmmelse. Som kunne hun næsten ikke få sig selv til at sige det.
Jeg forstod hende så sandelig godt.

Jeg rystede opgivende på hoved.

”Nej, vi har prøvet flere gange at ringe, men telefonen er slukket eller løbet tør for strøm. Den gå direkte på telefonsvaren,” forsatte jeg, og mærkede en tung sten dumpe hårdt ned i maven.

James og Jasmine sukkede oprevet samtidigt.

Vi var taget hjem til Cassie og Jasmines lejlighed, da vi havde snakket med Derek. Døren var stadig åben da vi ankom, så det var ikke der sværeste. Vi gik direkte ind i stuen og sad, med pizza liggende på stuebordet. Jeg havde smidt min ødelagte Iphone på stuebordet ved siden af pizzaerne. Den var helt død, ingen strøm, og skærmen var fuldstændig smadret. Hvis jeg kørte min finger hen over den, fik jeg små glasskår på den.
Pokkers tage Derek og mit temperament.

Vi havde siddet og ventet på Jasmine og James. Vi havde aftalt med dem at mødes hos Jasmines lejlighed, og de ville netop køre inde fra London centrum.

Det havde ikke taget lang tid, men trods alle vores nerver og vrede, fik vi kværnet noget pizza ned. Hvis ikke det havde været for Niall, havde vi intet spist. Han spiste nærmest i vrede, og jeg var sikker på, han havde håbet maden ville dulme på den indre smerte til bekymring.

Men det havde det nu nok ikke gjort, så det alligevel ud til på ham.

”Vi bliver nød til at finde hende. At ringe til hendes mobil får ikke problemet løst,” lød det fra James.

Der blev hurtigt nikket, og jeg betragtede Jasmine. Hun stod og stirrede lige ud i luften, som så hun noget vi ikke kunne se. Hun så ud til at være godt inde i sine tanker, og slet ikke bemærke samtalen der kørte på, hvor mon Cassie var blevet af.

Jeg lagde bekymret hoved på skrå.

”Harry, nævnte Derek noget om, hvor han havde taget Cassie hen?” spurgte James. Jeg rev mit blik væk fra Jasmine, og så på James, der stod ved siden af sofaen med de andre opmærksomme drenge. Jeg spekulerede kort et øjeblik.

Erindringen kom til mig, som var det lyset i mørket.

”Nedlukket natklubber er så hyggelige. Især med deres pokkers gode sofaer. Glem ikke deres VIP rum med alt bestikket, borde og pistolen der ligger gemt under disken,” citerede jeg direkte fra samtalen med Derek. Ja, alt sammen kunne huskes lige så godt, som stod Derek ved siden af mig, og gentog der flere hundrede gange.

Den samtale var noget fra sig. En jeg ikke lige ville glemme. Faktisk, så tvivlede jeg på, om jeg nogen sinde ville det.

”Så han har slæbt hende hen til en eller anden nedlukket natklub, der har alle de midler, han mener, han skal bruge. Urg, hvor lyder det slesk,” kom det fra Zayn, der lignede en der kunne brække sig - I ren skræk og naivitet gående på hvad Derek kunne finde på at gøre imod Cassie. Hvad han allerede havde gjort, planlage at gøre eller rent faktisk gjorde i dette øjeblik.

Jeg blinkede kort og fattet.

Vi havde allerede mistet megen tid, og mine fornemmelser skreg rædselslagende i protest. Noget var virkelig galt, det kunne mærkes. Selvfølgelig var der det, Derek havde for God Sick kidnappet Cassie; Alting var galt!

”Selvfølgelig,” Jasmines mumlende lyd var lav, men interessant nok til at spidse ører.

Vi alle så opmærksomt på hende, ivrigt efter en mulig besked på, hvor fanden Derek og Cassie var hende.

”Trex Night Club. Alle beskrivelserne passer,” Jasmine rejste sig hurtigt om, og strålede for første gang mens vi havde været her.

Hun begyndte videre at forklare:” Derek har altid elsket det sted, og da han og Cassie boede sammen, var det altid der, hvor jeg skulle mødes med Cassie. Derek var stamkunde bland andet på grund af de frie rammer, men også den fuldstændig uhørlig mængder af ugenkendelige alkohols produkter. Der har altid været uroligheder, og stedet lukket for halvanden år siden netop på grund af det. Politiet tolererede ikke mere ballade der fra.”

Vi nikkede hurtigt for os selv, og lod hende fortsætte.
Det lød som et sted lige for Derek.

”Derek havde i ren vrede smadret et bord og en stol i deres gamle lejlighed, på grund af klubben blev lukket. Han følte ligesom hans ”sted” blev taget fra ham. Og I kender Derek, I ved, hvordan han bliver med den følelse.”

Vi nikkede atter samtidigt, som et eksemplar af nikkedukker.

”Stedets navn og ry lyder lige så sygt, som Derek gør og er,” lød det fra Liam.

Jeg nikkede istemmende, og gav ham hundrede procent ret.

Mit blik gled fra Liam, og hen på Jasmine igen.

”Hvor langt væk ligger denne Trex Night Club?” sammentyggede jeg interesseret – spændt på at komme af sted, hurtigst muligt ud af døren.

”En halv time her fra. Et kvarter hvis Louis køre med hans lidt ekstra fart,” Jasmine skjulte sit smil, da en lettere utilfreds men samtidig stolt Louis, kiggede små mopset på hende.
Tøs.

”Jamen hvad venter vi på? Lad os komme af sted!” råbte Niall op, og rev Liam og Zayn op ad sofaen. De brokkede sig ikke rigtigt, da Niall aldrig havde haft det strammeste greb af os alle. Jeg tror nu mere, hvis det var mig, jeg ville få et på panden – hvis ikke også Liam.

Mens de andre styrtede ud i garderoben, så jeg afventende på Jasmine. Hun så trist ud og ikke så stærkt til mode. Det stod som smedet ind i hendes ansigtsudtryk, hvorvidt hjernen arbejdede på højtryk med hendes tanker. De kvælende tanker, der ikke havde nogle svar på de håbløse gådefulde spørgsmål, som hendes bekymret sjæl stillede sig selv.

Ville Cassie mon overleve, være i live når vi ankom?

”Kom så, Jasmine. Hun klare den, i hvert fald indtil vi kommer. Du skal ikke lade dig gå det for meget på.” Jeg trak hende hen til mig, og lagde armen om hendes skulder.

Hun kiggede op fra jorden, og de brune øjne var overfyldt med tårer.

”Harry, hendes stemme lød grådkvalt, hvad nu hvis Derek gør hende mere fortræd? Jeg mener, endnu værre end sidste gang?”

Jeg måtte selv synke en klump, og skjule den hårdt knyttede næve, der gjorde pokkers ondt på grund af vreden og følelserne i grebet. Jeg prøvede så ihærdigt at være stærk. I hvert fald: skjule smerten og de pressende tårer, der lå og gemte sig bag en tynd mur.
En af os måtte være stærk. Og det havde jeg udset mig selv til. For drengenes skyld. For Jasmines skyld. For Cassies skyld.

Selvom det bare var så meget hårdere, end hvad de lød til. Jeg havde på det groveste løst til at smide alle hæmningerne, råbe med tårerne ned af kinderne og banke hånden ind i væggen af raseri. Men det kunne jeg ikke. Måtte jeg ikke.

Cassie var stadig hos Derek, og kun Gud måtte vide, hvad han gjorde ved hende. Der var simpelthen ikke tid til mine aggressioner, mine alt for tøsebløde følelse. Der skulle handles ekstremt hurtigt, og det skulle være nu.
Indtil videre måtte jeg forbeholde at være stærk og bevare sindet for alles skyld.

”Jasmine, jeg lover dig, lige meget hvad der sker, så vil han ikke få lov til at gøre hende mere efter dette. Normalt ville jeg sige, det ikke er muligt for noget at være værre, men vi ved aldrig med Derek. Dog ved jeg, vi nok skal få Cassie ud af hans jerngreb en gang for alle. Stol på mine ord, okay?”

Det var ligesom om alt modet kom tilbage. Blot det at sige alt det, fik mig selv til at tro på det. Faktisk var de ikke kun beroligende på Jasmine, men underligt nok også på mig. Min selvtillid blev større, og jeg blev sikker i min sag.

Hun nikkede hurtigt, og lod mig ligge begge arme om hende i en omfavnelse. Der var sket det, vi begge havde gået at frygtet længe. Derek havde haft noget i ærmet til vores hjemkomst. Og vi havde været totalt uforberedte, da der på ingen måde havde været muligheder for, at være forberedt på Derek.

Vi begge følte, vi havde svigtet Cassie.
Som to soldater, der føler de har svigtet deres moderland.

Jasmine snøftede og gik et skridt bagud for at se op på mig.

”Jeg er glad for hun har dig, Harry.”

Jeg smilede glædesfuldt, og nikkede kærligt som tak. Jasmine forsatte sin snak, der startede ud med et langt suk.

”Jeg håber ikke, det står for slemt til. Hvad tror du Derek har gang i lige nu?”

Jeg sukkede ligesom hende, og mærkede mine skuldre synke. Dermed forsvandt en masse af min selvtillid og mod, da det var et ubesvarligt spørgsmål i sig selv.

”Det ved jeg ikke, Jess,” Jeg sukkede tung. Det var som en pinsel i sig selv ikke at vide det, men jeg håber Cassie er okay.”

Og det gjorde jeg virkelig, trods min mave fortalte mig, mine forventninger ikke skulle stå så højt, da Jasmine og jeg selv steg ind i bilen efter de andre.
Men jeg havde vel altid lov til at håbe og spekulere.

Jeg sendte en sidste tanke til Cassie, og bad for mig selv, at hun var nogen lunde uskadt.
Åh Cassie, hvorfor er det dog altid dig, det sker for?

 

,,Now everyday ain't gonna be no picnic
Love ain't no walk in the park
All you can do is make the best of it now
Can't be afraid of the dark

We gotta fight, fight, fight, fight, fight for this love
If its woth having, it's worth fightin for, oh."  Cheryl Cole, Fight For This Love

_________________________________________________________

Hallo loves!
Upsi dupsi, der fik vi svaret: Derek har "taget" Cassie!
GISP! 
Nu er vores alles sammen superheroes taget ud for at slippe Cassie fri.
Men tror I det lykkes? Og hvad mon Derek har gjort imod Cassie
i mellemtiden med vores superheroes lavede planer?
Tror I han er ligesom, han var sidste gang vi stødte på ham?

Seriøst, jeg elsker Harrys udbrud i dette kapitel. Og hans tanker og følelser... 
drengen lyser af forelskelse og det er en stærk en af slagsen! :P

Næste kapitel varsler jeg alvorlige scener, med noget der
kan virke voldsomt for nogen.
Drama bliver hoved emnet. Så er i advaret, loves :D
xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...