Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71035Visninger
AA

18. 17

Part 2

Faktisk blev det ikke, som jeg forventede det. Jeg skulle åbenbart ikke bruge min dag på at læse, som jeg gik og forventede, jeg ville. Nej, for da klokken var rundet de tre om eftermiddagen, brummede min telefon af pokerens til. Sukkende lavede jeg et nyt æseløre i min bog, og måtte imod min vilje smide den ved siden af mig på senge, og i stedet tage min larmende Iphone op i hånden.

Jeg besvarede vrissende opkaldet. For jeg var rent faktisk nået et spændende sted i min bog. Og vi alle kender vel det, når nogen vælger at forstyrre det mest irriterende sted i en god bog, ikke sandt?

”Rolig nu, babe, det er James, der har trådt i spinaten -ikke mig!”

Harry.

Selvfølgelig.

Jeg sukkede mere roligt, og lænede mig længere tilbage imod pudderne på sengen. Min ryg klagede let over dens ubehagelig stilling, den havde haft i en halvanden time.
Harry formåede hurtigt at få mit humør op. Blot ved hans stemme, og den lettere jokende klang han kombinerede hans hæse sexede stemme.

Sorry for de detaljer der, men jeg var altså stadig en pige, der var in love med verdens bedste kæreste.

”Sorry, love… jeg var bare lige et spændende sted i min bog,” beklagede jeg undskyldende, og kiggede som en selvfølge ned på mine negle. De var ikke så pæne, som de plejede. Der var lidt skidt og snavs under de fleste af dem, og jeg havde flækket to, hvis ikke tre, her fornylig. Det skete da jeg lynede min kuffert sammen og bar den ned fra sengen…

Ja, det gjorde avs.

Harry grinte sødt i den anden ende.

”Og du var irriteret over, der var nogen, der afbrød dig. Spekulerede på hvilken idiot, der valgte at ødelægge dit moment med din bog. I got it, Jasmine har advaret mig inden jeg ringede.”

Selvfølgelig havde hun det.

For Harry måtte sikkert lige have været hjemme hos James, da hun ankom. Jeg fik en bitter smag i munden. Det var ikke fordi jeg var jaloux på nogle punkter, men jeg følte, James slap alt for let igennem hele situationen. Han fik mennesker om ham hele tiden, lavede alt muligt andet, hvor jeg imod sad som offeret alene på mit værelse, totalt indelukket i en fucking bog.

Livet var dog heller aldrig fair. Og nej, det var ikke nu, der skulle pointeres, jeg selv kunne gøre noget for noget selskab, for jeg havde ikke lyst til det. Det lå ikke inden for min rækkevidde. Når først jeg var såret så dybt af et så tæt et menneske, gik der lang tid før, jeg følte mig oven på igen.

Rettere sagt: når James havde gjort mig så ked af det, når han af alle mennesker gik sådan på mig med mine svagheder, gik jeg helt i sorg. Fordi jeg havde da aldrig forventet, James ville bruge det sådan imod mig. Jeg mener, helt konkret: hvem havde troet det?

”Når du måske har mødt Jasmine?”
Mit spørgsmål lød måske en smule jaloux sagt, men det var jeg absolut ikke. Det var blot min vrede på James, der gik ud over mit tonelege.

Harry lød som om, han morede sig.

”Jasmine? Ha nej, vi må nok være flere byer væk fra hinanden. Jeg har jo været med drengene i Doncaster for at besøge Louis familie. Tvillingerne har jo fødselsdag, så vi var blevet inviteret til kage og frokost. Kan du slet ikke huske det?”

Jeg kunne banke mig selv i hoved. Selvfølgelig, det havde jeg helt glemt. Da huskede jeg mig selv på, at holde hoved lidt koldt omkring det med James. Han var langt fra den bedste positivitet for mig lige for øjeblikket.

”Jo selvfølgelig! Jeg bliver bare forvirret, når du siger, du har snakket med Jasmine,” forklarede jeg mig, som var det den mest indlysende ting i verden.

”Telefonen er stadig et opfundet objekt mange mennesker bruger i dag, darling,” drillede Harry mig.
Jeg sukkede lydløst, og trak vejret dybt. Der var netop en oplagt fortælling for, hvorfor jeg ikke skulle tænke på James. For en gangs skyld var det ikke Derek, der fik lavet rav i den i mit liv.

Måtte Gud dog også vide, hvad han gik og fik til at løbe med.

”Lad hver med at dril mig. Jeg har humørsvingninger,” advarede jeg Harry, som den bedste ting jeg lige kunne finde på at give igen med.

Han grinte blot i den anden ende.

”Den er god med dig. Når, men der var faktisk en grund til jeg ringede,” snakkede Harry videre. Nogen gange virkede han som et af de kvidrende høns ude på en gård.

Haha, han ville nok blive mopset, hvis jeg sagde det.

”Ej, er der virkelig? Jeg troede bare det var for at høre min stemme,” kvidrede jeg sødt. Jeg hørte nogle grin i baggrunden, og det gjorde mig klar over, Harry egentlig ikke var alene.

”Ih, det er det da også, skatter!” råbte Nialls stemme i baggrunden.

”I køre stadig i bil,” konstaterede jeg for Harry, og tog slurk af den yoghurt, Jasmine havde bragt mig inden hun gik.

Det fik mig til at tænke på hende. Jeg var så ked af, hun skulle stå imellem James og jeg. Især på denne måde. Det var ikke sjovt for hende, lige så lidt som det var for mig eller James. For ja, vi alle led vel under denne her fight. Men jeg følte mig ikke skyldig. Hvis James bare ikke havde nævnt Derek, og videre sådan nogle sammenhæng, ville vi med garanti have fundet ud af det for lang tid siden.

For mig var hovedproblemet blandt andet, at James brugte Derek imod mig. Selvom han vidste, hvor vidt det var det dummeste emne, han kunne vælge ud af så mange.

”Ja vi gør, Harry sukkede, Men jeg ved du ikke har det godt. Det kan jeg høre. Derfor tænker jeg, efter at blive sat af fra Louis bil, om jeg kunne komme forbi dig?” Harry lød oprigtig bekymret, og ivrig nok til at ville køre hjem til mig efter en lang dag.

Jeg rødmede helt ved tanken. Ikke sådan fordi det var pinligt, men fordi Harry ville komme forbi og opmuntre mig. Og tanken om han kunne sidde og fortælle mig det over en telefon, velvidnet om de andre drenge lyttede...

”Det må du gerne! Men så pres i det mindste Louis til at sætte dig af ved mig, så kan jeg altid komme ned og lukke op for dig.” Jeg kunne ikke stoppe med at smile. Harry kom forbi. Arg, dagen blev alligevel ikke så sort og ensomlig.

Harry klukkede.

”Det kan jeg nok godt. Vi er en stadig en time fra London, vi er lige kørt fra en af de mindre motorveje til hovedmotorvejen. Så jeg kan nok først være der ved fem tiden. Er det okay med dig?”

Jeg fik helt ondt i kinderne over at smile så meget.

”Okay, så henter jeg pizza inden. Og det er okay, så længe du bare kommer, så er jeg glad, fortalte jeg og tilføjede hurtigt, drengene eventuelt også spise med, hvis de har lyst.”

Egentlig ville det være rart bare med Harry og jeg, men jeg synes, nu kunne drengene også få tilbuddet om at være med. De var savnet fra min side af, og desuden kunne de alle sammen løfte mit humør længere op. Ikke fordi Harry ikke kunne det.

”Åh hvor du sød, men jeg kan vidst ikke dele med dem…” jeg fnes af Harrys tone, der tydeligt fortalte jeg kun skulle være hans i aften.

”Ej, men jeg kan spørge dem lige om lidt, men først: har du været ude fornylig?”
Jeg kiggede lettere dumt ud i luften. Sikke et emneskift? Ja mon ikke.

”Øm… nej, ikke rigtig. Min bog og jeg har haft alt for mange dates, så det har jeg ikke nået,” forklarede jeg mig, og følte mig lidt nederen med min humor.

Den havde heller aldrig været den bedste - mere en af de platte af slagsen.

”Okay, så nu har jeg en bog til konkurrent. Great,” mumlede Harry.

Der lød grin i baggrunden, og jeg rullede med øjne.

”Okay godt, så er det en aftale! Drengene skriver du lige om lidt kommer med, og jeg går ned og henter pizza. Skriver du når, I er ved at være her?” sammentyggede jeg, og rejste mig op på numsen i sengen.

”Ja, det gør jeg, og det skal jeg nok. Pas på dig selv, og vi ses babe!” lød det glad fra Harry, der lavede kysselyd i røret. Jeg grinte af hans tåbelighed, selvom det alligevel var ret sødt gjort.

”Det gør vi. Kør forsigtigt og advar Louis om et par slag, hvis I ikke kommer hjem uden skrammer,” fastslog jeg.
Jeg hørte Harry grine, og Louis der brokkede sig.

”Det gør jeg, vi ses love!”

Også var han ude af røret.

Jeg sukkede tungt, og trak vejret i rolige stød. Mit smil sad klistret hen over læberne på mig, og mine kinder var hede. Lykken sad i livet på mig, og var alligevel ikke helt forsvundet endnu for mit vedkommen.

Det var vel rart.

Jeg tænkte tilbage på Harrys kysselyde. Det stod stadigt tydeligt for mig, hvordan alting havde været, efter det med James. Efter jeg kaldte os kærester. Harry havde trukket mig til siden fra de andre, og spurgt om jeg virkelig mente det.

”Jeg ville ellers gerne have spurgt på en ordenligt måde,” havde han sagt, da jeg nikkende ivrigt havde spurgt ham, om han selv var. Jeg havde sagt, det intet gjorde, men alligevel havde han snakket videre.

”Cassie, vil du være min kæreste?” havde han alligevel spurgt, og set med glæde i øjne på mig. Jeg havde storsmilende sagt ja. Harry havde ført vores læber sammen ved at ligge hånden på mit baghoved. Vores kys fik mig til at blive hel varm i maven, og jeg følte mig så heldig.

Heldig, ja ikke blot heldig, men også lykkelig forelsket. Endnu følte jeg, den rigtige person var kommet ind til mit liv. Endelig følte jeg det var det rigtige, at Harry og jeg var sammen. Efter det med Derek havde jeg ikke troet på, at kærligheden fandtes for mig, men det gjorde den alligevel.

Der kunne man bare se, intet var umuligt at ske.

***

 

Jeg smuttede i bad, da jeg følte, mildt fortalt, at jeg var en omvandrende stinkende svedbombe. Det var efterhånden også lang tid siden, da jeg praktisk talt havde boet på mit værelse, lige siden vi kom hjem fra Paignton. Ja, Jasmine var endda kommet ind med alle måltider, og sat sig på min anden side af den dobbeltseng, jeg havde.

Vandet havde fået mig til at friske mere op i humøret. Jeg hoppede dansende rundt på mit værelse, og havde tændt min radio på fuldt drøn. Perrie havde givet mig et eksemplar af hende og hendes pige band Little Mix’ album. DNA var dermed overført til min Iphone, og den var blevet påkrævet at spille deres sange på fulddrøn via anlægget.

Deres melodier var dejlig opmuntrende, de fleste af dem i hvert fald, og Wings fik min selvtillid i top. Med kroppen svingene fra side til side, formåede jeg at vælge et sæt tøj, og lægge min simple og lidt mørke makeup bestået af eyeliner og mascara. Mit tøj bestod af en rødlig bordeaux sweater, Jasmine havde givet mig for et stykke tid siden. Den var fra Wildfox. Ellers havde jeg et par mørke skinny jeans, der havde få rifter et par steder, så de fik et rocket look. De var helt nye og jeg var virkelig glad for dem. (Link i kommentaren)

Mit hår svang jeg frem og tilbage, og lavede intet særligt ved det. Efter som jeg næsten lige havde været i bad, og mit hår var nyvasket, brusede mine slangekrøller frem i det rødbrunlige hår. Jeg elskede, når det var sådan, så derfor ville jeg intet gøre ved det.

Jeg smilede skævt til mit spejlbillede. Mine øjne gled op og ned af mig selv. Jeg tillod mig selv at tage en dyb indånding, og skælvende røre et par af de ar, jeg igennem tiden havde samlet på. Aldrig havde jeg været særlig klodset, trods arene synes at sige det. I skolen havde jeg altid brugt den samme undskyldning: ”Jeg er bare klodset, du ved.”
Men i sandhed var det den rene løgn, og blot en facade. En måde at skjule de ting, der skete der hjemme.

Ja, min far var skyld i et par af dem. Hans fulde tilstand gjorde det ikke nemt for ham, og han havde til tider svært ved at styrer sig. Og det sjove ved det hele var, hver gang han havde været ædru, havde han altid undret sig bekymrende om, hvad mon jeg havde lavet siden mine sår var så voldsomme. Han havde haft glemt hans gerninger, men dybt inde vidste jeg, alle erindringerne fra vores kampe var.

Jeg løftede op i min sweater, så den bare hud blev blottet. Der var også et par ar. Men over halvdelen af de ar, der var placeret forskellige steder på min krop, var noget Derek havde fremkaldt. Ikke min far. Nej, min far kunne aldrig nogen sinde blive så sindssyg som Derek. Måske havde han gjort nogle dumme ting, men Derek var og blev den værste.

Sukkende slap jeg taget op min sweater. Den faldt hurtigt på plads, og kærtegnede let min hud med det bløde stof indvendig. Jeg forsøgte at lukke af fra de negative tanker, og sendte mig selv et prøvende smil i spejlets refleksion.
Harry ville snart være her.

Og som kaldet brummede min telefon over fra bordet af. Jeg måtte undertrykke et smil, da Harrys navn poppede op på skærmen. Hurtigt låste jeg den op, og gav mig til at læse teksten igennem.

#Drengene vil og kan godt. Så du skal nok bestille et par pizzaer mere ;) Vi køre lige forbi en tank, og køber nogle drikkevarer med hjem. Bare så du ikke skal betale for det hele. Jeg glæder mig til at se dig, love, og pas på dig selv indtil vi ses xxx#

Jeg smilte stort. Ja, nu kunne min aften vidst ikke være mere reddet.

Blot kom jeg i tanke om Jasmine. Hun var stadig sammen med James, men hun behøvede ikke at komme hjem. Jeg mener, der var nogen ved mig, og det lod til hende og James havde en del at skulle snakke om.

Derfor ringede jeg hende også op, og forklarede hende Harry og drengene kom. Hun lød positivt overrasket, men også super glad. Hun mente det var godt for mig, at ligge min bog lidt på standby, og have nogle flere mennesker omkring mig.

Klokken rundede de fire, og jeg sad og hyggede mig med en smoothie. Jeg følte, min mave var fuldstændig tom, og ville derfor gerne have noget spiseligt, men heller ikke så meget at jeg blev mæt. Jeg skulle trods alt ned og hente pizza, og det var ikke just få.

Da klokken blev halv fem, skrev Harry endelig sin ventede sms. De var blot tre kvarters tid væk, og ham og de andre glædede sig til at se mig. Harry havde jeg sidst set for to dage siden, men de andre drenge havde jeg ikke set siden sommerhusturen til Paignton.
Det skulle nok blive rart at se dem alle.

Jeg ringede pizzamanden op, og bestilte de følgende pizzaer, Harry også havde skrevet i sms’en, som ham og de andre drenge gerne ville have. Også selvfølgelig min egen. De ville være færdige om et kvarter, så fem minutter senere stod jeg med overtøj på.

Jasmine havde netop taget en vinterjakke med hjem til mig, som hun havde fået af en medarbejder. Hun havde åbenbart ikke kunne passe den, og eftersom Jasmine var lidt højere end jeg, var det åbenbart mig, der var den perfekte arving, aha.

Når, jakken var militær grøn (jeg elskede den farve), og til havde jeg påført mig et par grå Steve Madden støvler. Til havde jeg min elsket Mulberry taske, jeg efterhånden havde haft i lang tid, og ned røg min mobil i min lomme (Alt: Link i kommentaren). Pungen og de andre sædvanlige sager røg ned i tasken.

Da jeg havde låst døren efter mig, og for længst var gledet ned af opgangen i elevatoren, ramte den november kolde luft mig i ansigtet. Mit hår blæste bagud, og jeg strammede grebet om min taske. Da blev jeg pludselig glad for mit varme outfit.

Der var ikke lang ved ned til pizzeriaet. Derfor havde jeg besluttet mig for at gå. Jeg havde ikke været uden for i lang tid, så den friske, men kolde luft, var som en befrielse. Selvom jeg alligevel skuttede mig under vinden.

Der var overraskende mørkt i forhold til klokken nærmede sig de fem. Faktisk var jeg ikke specielt glad for det. Jeg kunne hurtigt gå hen og blive for paranoid, men jeg forsatte stadig med at gå. Tanken om duften af nybagt pizza med skinke, os, peperoni og alt det der hørte til…

Min tænder løb allerede i vand.

Og forestillingen om at ligge og flade den ud med alle drengene, Harry der ved siden af mig nussede mit lår kærligt, og som jeg elskede det…

Alting virkede ikke så trist alligevel.

Det forblev også en lettelse, da jeg på afstand så det lysende skilt fra Pizza Hunt. Fornemmelsen af den varme, der med garanti var inde på pizzeriaet, fik mig til at gå lystigt der ud af.

Men pludselig rev en hårdt fat i min arm. Jeg ville skrige forskrækket op af smerte, men en hånd lukkede sig med det samme om min mund. Et stykke stof var imellem hånden og min mund, og gjorde det svært for mig at trække vejret. Panikken bredte sig hurtigt, og jeg tabte min taske i ren skræk.

Jeg skreg med den minimum ilt, jeg ejede, da personen løftede mig op fra jorden. Jeg skreg igen og igen, uden en ordentlig lyd kom igennem, og jeg sprællede uden hjælp med benene. Mine øjne flakkede fra siden til siden, men der var nærmest intet at se, da der var så mørkt.

En bandt mine hænder sammen med, hvad jeg ville kalde et reb. Mine fødder fik samme tur. Dog ramte jeg en af min bortførsels mænd lige i hoved, da jeg sprællede der ud af, og jeg kunne høre ham ømme sig.

Jeg havde ingen anelse om, hvor mange mænd de var. Faktisk følte jeg ingen ordentlig kontakt med omverden, da jeg var som i chok, og ikke kunne registrerer noget ordentligt med så meget uro omkring mig. Det var som en umulighed for mig at fokusere.

Pludselig blev jeg sluppet fri, men det varede ikke længe. Kort efter mærkede jeg en hård bund ramme min krop, og smertet skød igennem mig. Jeg vil stønne af den kolonorme ild, der nærmest brændte i siden på mig.

Jeg glippede kort for øjne, men fik pludselig bundet et bånd om hovedet. En skubbede mig ned på bunden igen, og alt forblev mørkt. Det mærkes som var det en bil, for det svingede rundt det hele. Alting kørte rundt for mig, og kvalmen lå og gemte sig i halsen. Angsten var så stor, og trykkede faretruende inden i mig.

Jeg mærkede tårerne samle sig i øjenkrogende. Utroligt nok kunne de slippe ud selvom det bånd, der sad om mit hoved, sad utrolig godt fast.

Hvad med drengene og Harry? Ville de vide, at jeg var væk? Hvad med pizzaen, den oplagte hygge vi skulle have haft? Ville jeg nogen sinde blive fundet? Hvad med Jasmine og ja selv James? Og min taske, min elskede taske jeg havde tabt. Hvad skulle der blive af den, hvad skulle der overhoved blive af mig?

Det var umuligt for mig at vide, hvem disse mænd var, eller hvad de ville med mig. Men en ting ville være sikkert: jeg var bange og alene med en flok psykopater.

Og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle slippe væk. 

 

,,I'd love to leave you alone
But I can't let you go
Oh father
Please father
Put the bottle down
For the love of a daughter." Demi Lovato, For the Love Of A Daughter

____________________________________________________________

Hola people! 
Auch, det var noget af en mundfuld - Cassie bliver bortført!
Hvem tror I det er, der bortføre hende og hvorfor mon?
Tror I hun er okay, eller hvad mon der sker videre med hende?

Og som Cassie spørg sig selv til sidst: Hvad med drengene og Harry? 
Hvad tror I lige lille Hazza love siger til det?
Hans anden halvdel til Carry (AHAHA) mangler jo!

Håber I er spændte på næste kapitel, for det kan jeg love jer for; det er jeg! :D

xxx

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...