Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71037Visninger
AA

16. 15

”Mm det her smager rent faktisk bedre, end hvad jeg havde turdet håbe på!” udbrød Zayn, og nikkede anerkendende til Harry. Jeg lagde hoved på skrå, og så let på ham. De alle så ud til at nikke, imens Perrie puffede rettende på ham med albuen.

Zayn så forvirret på hende, hvor han fik et sigende blik tilbage.

Først der gik jeg ud fra, hvad Zayn hentyd til med ”turde håbe på”. Hey, han mente helt klart medhensyn til mine dårlige køkken evner!

”Hey, helt ærligt, Zayn! Så dårlig er jeg da heller ikke!” udbrød jeg forarget.

Løgn, det var jeg.

Hvilket de andre godt vidste, og derfor kiggede de også skråt på mig. Jeg sendte bare Zayn et dræberblik, han efter sigende opmærksomhed, ikke tog særlig seriøs. Han grinte bare uskyldigt, mens de andre smilede svagt. Som om jeg ikke så det. De ville sikkert ikke gøre mig ked af det, men helt ærligt: jeg vidste skam godt, hvor vidt jeg stank i et køkken. Ligeså hvorvidt de også synes det.

Så hvorfor virkelig skjule det så meget?

Lige meget hjalp det lidt på det, at de andre ikke kørte mere i det, end hvad Zayn allerede havde gjort. Nu var det heller ikke fordi, jeg var ved at tude, blot pga. hans lille joke. Jeg kunne tage det. Selvfølgelig kunne jeg det.

”Så, Cassie, hvad har du så lavet imens Harry ordnet maden?” spurgte Liam, og gav mig et smil. Han var med garanti ude på, at få mine bedre sider frem, hvilket jeg uden tvivl var taknemmelig for.

Aww, that’s my boy!

Jeg smilte stort til Liam, og slog ud med armene.

”Dækket bord og åbnet døre! Og slappet af.” Mit blik røg hen på Harry, hvor min mund hang ned af. ”For Harry smed mig ud af køkkenet. Han synes åbenbart ikke, at jeg skulle have mere med bacon at gøre, end jeg havde haft i ti minutter.”

De andre grinte, imens Harry rullede med øjnene af mig. Jeg rakte bare tunge af ham, og så meget trist på Niall, der kiggede forstående på mig. Vi havde de samme vaner med bacon, hvilket medførte vi kendte alt til hinandens lidelser.

Og de var utrolig ulidelige.

Sjovt nok…

Jasmine var nok den der grinte mest af mig. Grunden? Tja, hun havde oplevet mig sur alt for mange gange, når hun smed mig ud af køkkenet, fordi jeg spiste for meget bacon. Og ja, for at være 100 % ærlig, var jeg ikke den, der blot var lidt tøsesur i fem minutter. Der gik måske mindst et kvarter, før jeg var oven på igen. Min værdighed skulle lige samle sig stor igen.

”Jeg har aldrig forstået kemien imellem dig og bacon…”

James rynkede på næsen, som var tankerne om bacon og min kemi noget af det værste. Det havde han gjort før, så jeg overlevede hans grimasse med et par himmelvendte øjne.

Snakken gled videre hen over Perrie og hendes pige band, Little Mix. De var utrolig talentfulde, og Perrie fortalte ivrigt, hvor godt det gik med musikken. For mig var det en lettelse at høre. De piger havde de vildeste stemme, endnu vildere sammen, og jeg var helt bange for verden ikke ville opdage dem ordentligt.

Harry, der sad ved siden af mig, lagde i smug hånden på mit lår. Automatisk kiggede jeg hen på ham, men han rakte bare ud efter sit vinglas med den anden højre hånd. Hurtigt kiggede jeg væk, og måtte undertrykke mit store smil, og ligge vare på den rødmen, der hurtigt kunne glide frem i mine kinder.

For at holde mig selv under kontrol, drak jeg også selv af mit glas rødvin. Jeg studerede let den røde væske. Det var helt uhyggeligt, hvor rødt det egentlig var. På mange måder mindede det mig om blod. Ikke fordi jeg synes, det var som at drikke blod, eller jeg ville holde det væk fra mig blot pga. mine tanker. Mere ledte mig videre ind i tankernes univers, hvor blod ellers ledte mig til Derek i sidste ende.

Efter weekenden var overstået, og søndagens eftermiddag ville træde nærmere, ville jeg være i Londons vilde gader igen. Tilbage i Jasmines lejlighed, der lå tæt op at James’. Alting ville være ved det normale igen, undtagen faktummet omkring Harrys og mine følelser. Vores bånd ville være anderledes, og vores fremtid sammen ville pludselig se anderledes ud.

Men en ting der stadig ville være det samme, ville nok være det, at Derek nu var tæt på mig igen. Han ville igen have større muligheder for at finde mig. Gøre det utænkelige imod mig. Og jeg ville intet andet kunne gøre, end bare se til og flygte endnu engang fra ham. Prøve på det umulige. For jeg ville ikke kunne gemme mig fra ham for altid.

Derek var alt for kendt for at får det, han brændte for at få.

Lige meget om det såmænd var nogen, der strittede imod hans ønske. Hvor den omtalte ”nogen” måtte og ville blive mig selv. Jeg havde endelig fundet ud af, hvor vidt der var andre måder at leve på. Andre mennesker der var sødere, og hvor vidt Dereks behandling langt fra var okay.

Intet af det han havde gjort var okay.

Intet af det han ville gøre imod mig, når han ville finde mig, ville være okay.

Aldrig nogen sinde.

Og jeg frygtede, desværre, dagen ville komme, hvor han stod foran mig. Rank, muskuløs, skræmmende, farlig og modbydelig. Være lige så voldlig, som han var kendt for at være i mine erindringer. Måske ligefrem værre end hvad mine tanker kunne huske, eller hvad han nogen sinde havde været.

Jeg havde allerede fået en smagsprøve på, hvor meget mere sindssyg han kunne blive, end hvad han var overfor mig i vores lejlighed. Knivstikkende, sårende, slagende og voldtægten i den mørke gyde den aften til festen for Jasmine, havde været en bekræftelse, en advarsel, for, hvordan det kunne udvikle sig til værre ting, end hvad jeg nogen sinde kunne have i tankerne.

Men hvad det værste var, ville nok være, jeg ikke ville vide, hvornår han angreb. Hvornår alting ville begynde. Selvom det allerede var sat i gang. Det vidste jeg godt. Derek havde mændene til at finde mig. Sine kontakter til at få destinationer på, hvor henne i landet jeg var. Udstyret til påfører mit psykisk smerte. Modet på at gå ud over alle grænser, der lå på stribe foran ham.

Jeg kunne allerede se hans ansigt foran mig. Den hårde gyldne hud, det mørke hår og de hårde øjne. De ville kigge ind i mine, kolde som sten, og vreden og ubarmhjertigheden ville lyse ud fra hans kropsprog. Dereks kolde stemme ville nå helt ind, og lade kvalmen vokse i ren rædsel. Allerede på forhånd kunne jeg smage kvalmen liggende i halsen.

Angsten lå lige ved siden af mig, og ventede på den sidste svage barriere i min selvbeherskelse til at dukke op. Den lurrede på mig, som var den løven og jeg antilopen det græssede mad til mig.

Uden videre begyndte jeg at ryste. Mit blik var stift og mine øjne stirrede lige ud. Stirrede uden at se på noget ordentligt. Mine tanker skræmte mig for hvid og sans, og min krop reagerede på angsten omkring Dereks planer, ved at ryste svagt som en svag vibrator.

Jeg kunne ikke se noget ordentligt. Min hørelse bremsede også brat, så det eneste lydige for mig, var mit eget åndedrag. Det var i hårde stød, hurtigere og hurtigere efter hinanden. Hjertet bankede nærmest om kamp med sig selv. Det kriblede i mit ansigt med velkendte stik, som var der en masse øjne der nærstuderede mig. Jeg kunne ikke rigtig fornemme, om snakken stadig løb ivrigt omkring mig, men noget tyede på stemmerne løb af sted, men ikke med den samme tidligere glæde.

Et eller andet sted begyndte panikken at vokse. Jeg anede ikke, hvad der skete med mig. Mine rystelser blev værre og jeg hev efter vejret, som kunne jeg ingen luft få. Panikken voksede sig større, og angsten var kommet helt tæt på mig. Jeg kunne ikke lade hver med at gå i panik, uden at vide hvad jeg skulle gøre.

Hvad fanden skete der?

Tårerne sad i øjenkrogende, og truede med store kræfter min stirren i at afbryde den. Det var tydeligt for mig, hvorvidt dette ikke var normalt. Det kunne det umuligt værre. Jeg havde lyst til at skrige højt, bede de andre om hjælp, spørge hvad fanden var meningen med det hele.

Men jeg kunne simpelthen ikke få en lyd igennem min mund.

Mit hjerte bankede hurtigt af sted, og jeg begyndte at føle en anelse smerte i nogle lemmer. Mit skrig pressede stadig på i halsen, men fik atter en gang ikke lov til at blive sluppet løs.

Mit i det hele mærkede jeg et par hænder i min skuldrer. Det var meget svagt, men jeg kunne mærke dem. De rystede blidt, men alligevel kraftigt i mine skuldre, som for at få mig til at vågne. I et hurtigt sekund, blev jeg nærmest tændt for. Jeg kunne endelig kigge rundt, bevæge mig og høre de andre.

Cassandra!”

Stemmen var tydelig og skar i mine ører. Jeg rynkede panden, og så flakkende rundt med en bange anelse. Som fornemmet kiggede alle på mig, med direkte bekymret og skræmte blikke. De prøvede konstant at få en kontakt til mig, og det gik op for mig, det var Harry, der rystede mig i skuldrene. Stemmen der havde lydt i mine ører før, tilhørte James der var rejst sig, og gået hen imod mig.

Jeg blinkede kort.

Alting kørte rundt og virkede som et stort rod til kaos. Jeg skulle lige til at svare Harry, der blev ved med at spørge mig, om jeg var der, og om jeg var okay. Svaret lå lige på læberne, men jeg nåede ikke at føre det ud i livet, før jeg mærkede verden gyngede faretruende omkring mig.

Jeg mistede besindelsen, og det sidste jeg opfangede var min krop, der styrtede fareturende bagover.

***

Harry

Mit hjerte gjorde så ondt. Ikke fysiks mere psykisk. Vi havde siddet så fredeligt til bords, og spist middagen med en stor glæde alle sammen. Alle havde været glade og vi var endelig samlet. Frokosten havde set ud til at skulle gå så godt, trods jeg havde været lige ved at afsløre Cassie og jeg. Mindre detalje jeg måske ikke ville råbe hurra for…

Men alligevel havde været alting gået fint, indtil min hånd var begyndt at ryste. Eller rettere: det den lå på var begyndt at ryste. Mine øjne havde hurtigt rettet sig hen på Cassie ved min side, der havde siddet rystende på hendes plads. Det havde ikke været så meget, hun havde rystet, men alligevel havde det været nok til, jeg havde set bekymret på hende. Men det havde på en eller måde virket til, hun ikke havde registret min stirren.

Da hun var begyndt at ryste mere og mere, og hun pludselig havde trukket vejret i hårde stød, havde jeg hurtigt set den var gal. Jeg havde ikke behøvet at sige noget til de andre, for alle begyndte at blive stille, og havde kigget uroligt på Cassie.

”Cassie, er du okay?” havde Jasmine spurgt, og havde set uroligt på sin bedsteveninde. Cassie havde intet svaret, men bare stirret lige ud, som så hun djævlen selv foran sig. Så skræmt havde hun set ud.

Jeg havde lagt hånden på hendes arm, og prøvet at sige hendes navn et par gange. Det var som at snakke til en døv. Cassie havde ingen tegn på forandring gjort sig, og jeg havde mødt de andres urolige blikke. Jeg greb med et fast greb omkring hendes skuldre, for at ryste let i hende. Samtidig prøvede jeg på ikke at være for hård.

”Cassie, kan du høre mig? Cassie!” jeg havde blevet ved, og de andre så hjælpeløst til. Jasmine havde været ved at græde, og havde kigget skrækslagen på sin bedsteveninde. James havde rejst sig, for at komme til mig, og hjælpe mig med at få kontakt.

Men det havde været som den umuligste opgave nogen sinde. Totalt håbløst. Lige meget hvad jeg havde gjort, så havde hun ikke vist noget tegn på opmærksomhed. Jeg havde virkelig ingen anelse om, hvad der forgik, trods mine fornemmelser hviskede noget dybt inden i mig.

Cassie havde endelig spærret sine øjne op, og havde set direkte på mig. Hendes øjne havde været lige så forvirret og bange, som alle vores andres. Kort efter havde hun lukket øjne, og havde dykket med kroppen bagover. Da hun sad ved kanten af bordet, havde der ikke været nogen, der havde siddet ved siden af hende, men James havde været hurtigt. Han havde grebet hende med nemhed, men havde alligevel set ud som en, der var bange for at tabe hende.

Alle havde været hurtige op af stolene. Hvis de ellers ikke havde været halvt oppe til at starte med. Jasmine skreg, og de andre råbte Cassies navn i munden på hinanden. Jasmine havde været holdt tilbage af Niall, der havde grebet om hende, for hun ikke skulle gå helt i spåner. Liam havde nærmest kastet sig hen til James, Cassie og jeg for at hjælpe. Zayn og Louis måtte stå oprørte ved siden af Perrie og Eleanor.

Alting havde virkelig været i kaos.

Og allerede i det øjeblik Cassie havde været faldet, føltes det nærmest til at mit hjerte havde flækket sig selv i et par stykker.

James havde ved hjælp fra Liam og jeg, fået Cassies bevidstløse krop i hans favn. Hun var blevet båret hen imod trappen og ind på det gæste værelse, der var i under etagen. Jeg havde set hjælpeløst til, imens mine øjne havde studerede Cassies hår, der havde hængt langt og flot ned. Noget af det havde dækket hendes ansigt til, der havde set alt for blegt ud.

Hele situationen havde været så… mærkelig. Mest fordi det var så u forventet og pludseligt, men også med stemningen og følelsen inden i, der var så knugende.

Eleanor havde lagt armen om mig, og tørret de dråber tårer væk, jeg åbenbart havde sluppet løs. Jeg havde smilt taknemmeligt, men fjernt. Alting havde været så pludseligt.

Nu sad jeg så inde på det gæsteværelse, hvor Cassie var blevet lagt. Liam havde ringet til vagtlægen, der havde fået forklaringen om Cassies besvimelse og mærkelige opførsel. Hun havde skudt på, det kunne være en væske mangel eller dehydrering, men havde ikke kunne sige noget på forhånd, uden at have set på og snakket med Cassie. Hun var nu på vej her ud, men det kunne tage en halv times tid.

Jeg kiggede på Jasmine, der sad op af James i vindueskammen. Hendes øjne var røde og opsplittet, og hun så helt træt og udmattet ud. Ingen havde forladt rummet, kun Eleanor der var gået ud i køkkenet, for at lave en frisk smoothie til Cassie, til når hun vågnede op. Vagtlægen havde sagt at hun kun sov, og ville højest gøre det i fem minutter.

Det for kom mig derfor heller ikke som et chok, da Cassie gispende åbnede øjne, og begyndte at græde. Jeg selv havde sat mig ved siden af hende i sengen, og lagde betrykkende armen om hende, da det skete. Vi fik hende op og sidde, mens hun hulkende faldt imod min skulder. Hendes hånd hev fat i min trøje, selvom det var med meget svag kræft, som ville hun sikre sig jeg ingen steder gik.

Det skulle heller ikke signalere om to gange. Jeg ville blive, hvor jeg var.

Jeg mumlede umenneskelig beroligende lyde til hende, og lagde min mund ned mod hendes hår. Det var tydeligt at mærke på James’ blik, han skam kunne undgå mit kys i hendes hovedbund, men jeg var ret ligeglad. Måske havde Cassie og jeg aftalt at være let diskrete med vores ”ting”, men jeg kunne holde styr på mig selv, når hun lige var gået igennem det hun var.

”Shh det er okay, Cassie, du skal ikke være bange,” mumlede jeg ind til hendes hoved, så noget af hendes hår ramte min mund. Det generede mig undrende nok ikke, men det skyldtes nok det chok, der stadig sad fast mit inden i mig.

Et kort øjeblik havde jeg været bange for at miste hende.

”Jeg er bange, Harry,” indrømmede Cassie mumlende ned i min skulder. Jeg strammede beskyttende grebet om hende, og et kort øjeblik tillod jeg mig selv at glemme, vi ikke var alene på værelset.

Underligt nok sagde ingen af de andre noget, men stirrede bare på os. James sagde heller ikke noget, selvom den prikkende følelse i nakken talte for sig selv.

Cassie sukkede roligere, da jeg slap grebet om hende, og lod Jasmine komme til. Hun så tårefyldt på sin veninde, og hulkede lige så pludseligt, som Cassie var faldet om. Cassie greb fast i hendes veninde, og trykkede hende ind til sig. Perrie rejste sig, for at komme over til sengen og gøre det samme. Jeg rejste mig op, og børstede kort på mine jeans.

Da jeg løftede hoved, kiggede de andre drenge på mig. Alle blikkende spurgte tydeligvis om det samme, men jeg rystede på hoved, som tegn på jeg ville forklare senere. De lod mig slippe, selv James gjorde mig fri fra det mistænksomme blik. Jeg havde forventet, han ville have noget at sige, når sandheden slap ud til dem om Cassie og jeg. Om os. Selvom ”os” ikke var noget officielt.

Langt væk hørte jeg dørklokken ringe, og jeg gik ud for at åbne op for vagtlægen sammen med Liam. I forbifarten kom Eleanor ind, med det store glas med smoothie til Cassie. Jeg nikkede kort til hende, som signal til Cassie var vågnet.

Liam gik tavs ved siden af mig. Han kiggede nysgerrigt på mig, men spurgte ikke ind til noget. Jeg besluttede mig også for, at forholde mig tavs om Cassie og jeg, indtil vi havde haft lægen på besøg og fået opklarede Cassies pludselige besvimelse og bevægelser.

***

 

”Kan du prøve at forklare mig, hvad der helt præcis skete, inden og imens du besvimede?” lægen Gwen kiggede venligt på Cassie, der havde sat sig helt op i sengen, og ikke græd mere.

”Jeg…” Cassie tav kort.

Jeg studerede hende bekymret med blikket.

”Jeg sad og stirrede ned i mit vinglas. Det mindede mig sådan om blod, og jeg kom til at tænke på…” hun sukkede tungt, og vred sig under alle vores blikke. Det var tydeligt hun følte sig ubehageligt tilpas. Jeg så James ligge hånden betrykkende på hendes skulder, og det så ud til at berolige hende en del.

”… min fortid er ikke så rar. Min ekskæreste var modbydelig, og slog mig en del… han har opsøgt mig et par gange siden jeg forlod ham, og har heller ikke været den bedste der. Han… jeg… kom til at tænke på ham, efter det med blod, og… alting begyndte at blive mærkeligt.”

Jeg kiggede på Gwen, der nikkede opmærksomt. Hun så nærmere på Cassie med blikket, og kiggede derefter på os andre.

”Jeg har nogle andre spørgsmål til Cassandra. De skal helst stilles i enerum, men en af jer må gerne blive.” Da hendes stemme skar sig igennem luften, sank jeg en klump, velvidnet om det ikke ville blive mig, der måtte blive, selvom jeg hellere end gerne ville.

”Jeg skal nok blive,” lød det fra James.

Gwen så på Cassie, der nikkede bekræftende, som det var okay. Vi andre blev ellers genet ud, og jeg lukkede, som den sidste, døren efter os.

Jasmine gjorde tegn til mig, og jeg smuttede hen til hende, hvor de andre gik ind i stuen. Jeg vred mig nervøst, da jeg frygtede, hun ville begynde at skælde mig ud, for det var tydeligt hvorvidt hun havde opfanget lunten med Cassie og jeg. Men jeg blev lettet, da hun sendte mig et smil, og blinkede let med det røde øje til mig.

”Så, dig og Cassie? Er det lige så sandt, som mine øjne siger det er?” jeg kunne ikke lade hver med at undslippe en latter, over hendes glade og komiske ord. For kort tid siden sad hun hulkende, med snot og tårer i Cassies favn. Og trods situationen var alvorlig med Cassie, og stemningen var lettere presset, så formåede Jasmine at holde hoved oppe.

Det var en af tingene, som jeg helt klart beundrede hende for.

I mange andre situationer var det nemlig dét, der gjorde James og os andre kunne. Holde hoved oppe, altså. Og selvom hun måske havde brudt grædende sammen så mange gange, når der skete Cassie noget, så var det en usædvanlighed i sig selv, at hun ikke holdte hoved højt. Nu var Cassie også et af hendes svageste punkter, så det forklarede en del.

Jeg nikkede genert, som svar på hendes spørgsmål.

Oh, det var bestemt ikke meningen.

Jasmine hvinede lavt, og klappede glædeligt i hænderne. Igennem hendes overflade var det dog stadig tydeligt, hvor vidt hun kæmpede med følelsen for, at sætte sig ned og græde igen. Jeg var stærkt imponeret over hun ikke lod sig overgive, men det viste vel også endnu en gang, hvor stærk hun egentlig var.

”Har i haft sex?” Hun så nysgerrigt på mig.

”Helt ærligt, Jess, sådan noget kan du spørger Cassie om!” udbrød jeg irriteret, og viftede med hånden hen på hendes skulder, som var hun en irriterende flue. Jasmine grinte af mig, men lod mig være. Jeg havde vidst lige givet Cassie en omgang påtrængende spørgsmål, som hun højst sandsynligvis ikke kunne undgå at svare på.

Når, så længe hun ikke vidste, det var mig, der havde smidt dem over på hende, så var jeg i god behold…

”Har der været noget nyt der hjemme, siden vi skrev sammen sidst?” spurgte jeg nysgerrigt. Mit hjerte sad allerede oppe i halsen, bange for svaret der ville komme. Hvad nu hvis det var ja? Hvad mon der så var sket..?

Heldigvis rystede Jasmine hurtigt på hoved, så hendes mørke hår flagvrede omkring hende.

Det vi overhoved mente med vores samtale, var en anden sag. Siden Cassie og jeg var taget ned syd på til Paignton, havde jeg haft skrevet over mail med Jasmine. Mest fordi vi havde aftalt, hun ville holde mig opdateret på, om Derek viste sig på nogle måder. Derfor havde jeg også flere gange siddet klistret til min Mac book, men som håbet havde Cassie ikke sat spørgsmålstegn.

Hun havde ikke lige behøvet at vide, hvad vi skrev om. Det ville ikke ende godt, da jeg vidste, hun bare ville begynde at gå i panik og tænke alt for meget på Derek. Hvilket jeg ikke ønskede. Jasmine havde fortalt mig alt om hendes mareridt, der kunne komme, ligeså havde jeg selv set Cassie, mens hun havde et. Det var skrækkeligt, og jeg vidste, hvor meget det plagede Cassie.

Og selvom Cassie var blevet stærkere, så var det måske ikke altid til at vide, om hendes mareridt ville holde op. Ja, hun var meget mere hård og fast, hun kunne tåle mere, men det var ikke tid til at afprøve, hvor vidt hun altid kunne forholde sig stærk.

Derfor havde Jasmine og jeg aftalt, besluttet, det nok ville være bedst for alle, at Cassie ikke skulle belastes med ting og sager, der omhandlede Derek. Det havde hun haft nok af de sidste par måneder. Nej, hun skulle have en pause, en hel uges fri for alt hvad der kunne omhandle Derek. Og måske alligevel ikke helt, med den film jeg trak hende med ind og se.

I så fald: Jasmine og jeg havde skrevet sammen cirka hver dag, hvor hun skrev nyheder omkring Derek eller lignende, og hvor jeg skrev om, hvordan Cassie havde det. Det var James der også havde været inden over det, og forslået jeg beskrev, hvordan det gik nede hos os. Det kunne skam godt være Derek på en eller anden måde havde fundet frem til os, og alting begyndte at gå galt.

Så ville det på den måde være godt, at jeg informerede tilbage omkring vores tilværelse.

”Det er sjovt, sagde Jasmine eftertænksomt, det er næsten for godt til at være sandt, at han ikke har opsøgt hende endnu engang.”

Jeg så forvirret på Jasmine.

”Hvad mener du, Jess?”

Hun kiggede op fra hendes hænder, og ind i mine øjne.

”Jeg mener, det er nærmest for godt til at være sandt, synes du ikke? Vi har ikke hørt eller set noget fra ham siden festen for mig, og det er over en måned siden! Burde han ikke slå til? Jeg mener, han kan da umulig have givet op, det er trods alt Derek vi snakker om.”

Jeg nikkede, og sukkede tungt. Hun havde ret, han var mere snu end vi kunne regne med. Desuden, efter hvad Cassie havde beskrevet, så gav han ikke sådan op på noget. Ikke uden en ordentlig kamp. Og den kunne man ikke just sige havde fundet sted.

Det løb mig koldt ned af nakken.

Jeg var ikke bange for Derek, men gutten var ikke helt ufarlig. Han havde gjort forfærdelige ting, og bare med de mærker Cassie havde efter ham, fortalte bare hvor vidt han kunne gå.

Af ren refleks lagde jeg begge hænder om bag nakken, og så tænkende op i loftet. Jeg anede ikke, hvad han havde gang i, men som Jasmine påpegede, så kunne han umuligt bare have givet op så hurtigt. Og bare distancen fra festen for hende, fortalte han snart ville slå til. Lige så snart vi alle vente tilbage til London, ville muligheden være der for, dagen var dagen hvor han slog til.

Men lige meget hvad, så ville jeg være forberedt – vi ville være forberedt. Om vi så skulle ringe efter politiet, jagtkorset, søværnet for at holde ham væk fra Cassie, så var det dét der blev gjort.

Han skulle ikke få lov til at sætte sin hånd på Cassie igen.

Ikke så længe jeg var i live.

Døren til gæsteværelset gik op med en knirkende lyd. Jasmine hoppede let i forskrækkelse, og vi begge kiggede der hen. Ud kom Gwen, der smilede til os.

”I kan alle sammen godt komme ind igen. Jeg kan forstå på Cassandra, dette er noget i alle skal vide samlet.”

Jasmine fulgte med hende ind, imens jeg først skulle hente de andre inde fra stuen af. Kort efter sad vi alle ti mennesker inde i værelset, og kiggede på nummer elve, der var Gwen. Hun sad ned på en stol, og havde godt udkig til os alle sammen. Hendes blik lå først og fremmest på Cassie.

Det var tydeligt at mærke, hvor spændte vi alle sammen var på at høre, hvordan Cassies pludselig handling kunne forklares med en læges syn. Ingen havde nogen anelser på, hvor alvorligt det kunne være, og Cassie selv så godt nervøs ud.

”Efter hvad I alle har fortalt, og det du har forklaret mig, Cassandra, er jeg ikke i tvivl. Du har været ude for et angst anfald, men også det vi kalder panikangst. Du har set noget, der leder dig tilbage på noget, du i forvejen ikke har det godt med, eller måske ligefrem før har haft angst lignende problemer omkring,” forklarede Gwen.

Inden i virkede brikkerne til at falde på plads. Det havde også før været en tanke, der havde strejfet mig, om Cassie havde haft et angstanfald. Symptomerne virkede lige til, da en af min søsters veninder også havde haft et en dag, hjemme hos os, da vi boede hjemme alle sammen.

Cassie selv så noget lettet ud, trods det ikke lød som den mindste ting. Men som det lød på Gwen, så måtte Cassie have været ude for noget angst lignende før, siden hun har fået anfaldet.

”Ved du det kan gentage sig?” spurgte James, der havde siddet med hånden i Cassies, lige siden vi kom ind. Han så oprigtigt bekymret ud, og jeg forstod ham. Anfaldet havde tydeligvist skyldtes Derek, og han ville ikke være helt ude af billedet for Cassies vedkomne.

Det skulle lige passe det ville gentage sig, hvis ikke blive værre med tiden.

Gwen rynkede panden en enkel gang.

”Det skulle meget gerne ikke ske igen. Jeg er dog ikke helt 100 % sikker på, hvilke af dine tanker, der har udløst anfaldet. I så fald ikke hvis du tager den med ro, og undgår at anstrenge dig selv for meget. Eller hvis du selv har en ide om, hvad der kan udløse angstfornemmelser, så prøv at undgå det så godt som muligt,” svarede Gwen, og henvendte sig mest til Cassie.

Cassie nikkede stift, og så lige ud i luften. Hun virkede pludselig ikke så rolig mere. Måske var det tankerne om, angstanfaldet ville kunne komme igen, hvis hun tænkte for meget på Derek. Jeg vidste det ikke, men lige meget hvad var det tydeligt for mig, hvor vidt hun ikke havde det godt.

”Er der slet ikke noget man ellers kan gøre? Er der ikke noget medicin, lægegrej, woodoo halløj imod sådan noget?” lød det nærmest bedende fra Niall. Hvis det havde været i en anden sammenhæng, ville jeg have grint af ham. Woodoo? Seriøst, den dreng havde da mange fantastiske ideer…

Gwen trak også på smilebåndet, og rystede let på hoved.

”Måske ikke lige frem woodoo, men jeg har nogle piller, du kan få, hvis du begynder at få det dårligt.” Hun trak to æsker op fra sin taske, og rakte Cassie dem, med et venligt smil. Cassie tog imod dem, og nikkede taknemligt.

”Ellers er der ikke så meget mere jeg kan gøre lige nu og her. Jeg ville forslå dig at opsøge en psykolog, det ville hjælpe en del på problemerne,” afsluttede Gwen, med en mere seriøs mine. Jeg så Cassie skære tænder ved ordet psykolog, men dog nikkede alligevel.

”Tak fordi kom og tak for hjælpen. Nu skal jeg følge dig ud,” hørte jeg mig selv sige. Gwen smilede skævt, og jeg fik ledt hende ud imod entreen og videre ud af hoveddøren.

Da jeg kom tilbage, sad alle hvor jeg efterlod dem. Cassie drak noget mere af den smoothie Eleanor havde lavet, og så ud til at nyde den. Jeg kiggede lidt på de andre, og lænede mig imens op af dørkammen.

”Undskyld, venner, det var slet ikke meningen, at jeg skulle begynde at tænke på Derek. Hvis jeg bare kunne have styret mine tanker, var jeg slet ikke endt helt ude med et angstanfald.”

Cassie så undskyldende på os alle sammen. Jeg bed tænderne sammen, og rystede arrigt på hoved. Hun skulle ikke begynde at undskylde noget som helst. Det var ikke hendes fejl, ligeså de andres. Hvis nogen skulle have skylden, måtte det være Derek selv.

Han var skylden i så mange af de problemer, der var opstået for Cassie.

”Lad hver med at påligge dig skylden, Cassie,” lød det fra Louis. Jeg kiggede hen på ham, og mødte hurtigt hans blik. Jeg var endnu engang ikke alene om mine tanker.

”Derek er fejlen i den her sammenhæng. Ligesom så mange andre episoder. Det er ikke din skyld!” Perrie så på Cassie med en ro, der kun så ud til at afsmitte sig på hende.

Cassie mødte fortabt mit blik, men jeg nikkede mig enig med de andre.

”Når, men jeg ved, der kommer en god film i fjernsynet, så skal vi ikke se den?” lød det forslående fra Liam, der så afventende på os andre.

”Hvis du selvfølgelig også er frisk nok til det,” tilføjede han hurtigt, og så på Cassie med et smil.

Hun grinte og rullede med øjne.

”Jeg fik et anfald, ja, men jeg er altså ikke syg. Jeg er frisk på en god film! Hjælper du mig op, James?” hun så til venstre på James, med et sødt barnligt smil. Hendes arme strakte sig ud, og han sukkede tungt.

”Jeg skal nok, Mr. James!” lød det ivrigt fornemt fra Niall, der hurtigt havde grebet fat om Cassie, og trukket hende op af sengen. Hendes latter flød ud i værelset, og var den sidste ingrediens der skulle til, for at stemningen var blødt op igen.

Mit smil var stort, da jeg lod de andre komme først ud af døren, og holdte bagtrop med Cassie. Hendes hånd greb sig fast til mig, og jeg gav den et klem. Ud af øjenkrogen så jeg hendes smil vokse, og jeg formåede at glemme, hun blot for en halvanden time siden var total bevidstløs.

Vi satte os ned i sofaen ved siden af de andre, og jeg lagde armen op over hende. Jeg tænkte ikke videre over, hvor åbenlyst vi sad, men det var som glemt, efter Cassies lille scene. Cassie selv så også ud til at have glemt det, og ligefrem skubbet vores aftale til siden, for hun rykkede sig helt ind til mig, og lagde sit hoved ved mit bryst.

Sommerfuglene baskede i min mave, og pulsen dunkede hurtigt af sted. Hvis det overhovedet var muligt, smilede jeg endnu større, som en hver anden forelsket idiot. Men jeg følte mig så heldig. At kunne sidde sådan med Cassie, var noget jeg før i tiden kun kunne fantasere om, hvor jeg nu ligefrem kunne gøre det.

Jeg så smilende fra hende, og rundt på de andre, hvor efter at kigge længselsfuldt tilbage på hende.

Tilbage var der stadig det faktum at Derek kunne skade hende, uden at opsøge hende på nogen måde, gjorde mig så forbandet vred.

Hvordan skulle jeg kunne forhindre hende i at blive skadet?

Det var umuligt, men jeg prøvede stadigvæk mit bedste. Jeg prøvede på det umulige, men jeg havde efterhånden lært, det umulige pludselig kunne blive mere muligt, så længe jeg bare ville kæmpe med det.

Jeg gyste svagt, da jeg mærkede noget koldt ved min hofte. Mit blik røg ned, og afslørede Cassie i at have taget hånden let under min bluse. Jeg sagde intet, men kiggede bare tilfreds op på den film, Liam havde skruet over på. Min hånd lå ved Cassies lænd, og tegnede små cirkler med tommelfingeren.

Da Cassie var faldet bagover på stolen, og James heldigvis greb hende, havde jeg praktisk talt været bange. Nej, ikke bare bange nærmere skrækslagende. I lange minutter havde jeg troet, hun var væk, at jeg havde mistet Cassie for altid. Frygten havde før ligget i mig, når vi lå tæt om natten i løbet af denne uge, hvor jeg havde ligget vågen et par gange.

Jeg frygtede hele tiden, at jeg ville miste hende. Ikke bare til døden, men til Derek eller til den mørke side. Den mørke siden kunne jeg må og vel også kalde psykisk skadelige side. Jeg var bange for, hun ville få så store traumager efter Derek, at de ville være meget stærkere, end hun ville kunne klare eller håndterer.

Ja, hele tiden var jeg bange for at miste Cassie, men det tænkte jeg skam ikke altid på. For eksempel det øjeblik vi sad sådan i sofaen, omgivet af vores nærmeste venner, og kunne mærke hinanden så tæt på, tillod jeg mig selv at tage en dyb indånding, og nyde det hele. Nyde at være hel og lykkeligt, og faktisk indse hvor meget jeg havde.

Med berømtheden og det store fokus fra så mange mennesker, havde jeg efterhånden lært, at tage et blik oppefra, og se på alle de gode ting, jeg faktisk gik og havde. Tit kunne spotlightet blive for meget, for deprimerende eller for tætgående. Derfor lærte jeg også at tage et skridt tilbage, kigge mig omkring og opsamle de gode ting.

Drengene havde lært mig det. Eller Zayn havde lært os det, påpeget det var en stor hjælp med at holde fokus. Det var for det meste også sådan han gjorde, når rygterne gik ham for tæt på, eller når de krænkede hans og Perries forhold. Pressen havde det med at køre meget på det.

Mit smil kunne ikke blive større, og alting så som sagt perfekt ud foran mig, men der ville altid være en flække i spejlets glans. Dog var denne åbenbart større, end jeg ville have troet.

For pludselig blev jeg opmærksom på nogle stirrende blikke. Jeg rettede mit eget hen imod Jasmine og Niall, der sad og hviskede sammen. Som fortalt stirrede de direkte hen på Cassie og jeg, og det var efter sigende opfattelse kun mig, der havde opdaget det. Cassie lå og grinte let med i filmen, der vidst var ret morsom.

(hendes opfattelse, aha!)

Jasmine hviskede noget, hvor Niall vippede med øjenbrynene, og nikkede anerkendende hen imod os. Okay det var helt klart vores forhold, de sad og diskuterede. Og Jasmine var hurtigt med at vider give fede detaljer til Niall, fordi hun mente selvfølgelig vi var så cute.

Okay…

Jeg grinte lavt for mig selv.

Men mit smil fjernede jeg helt, så jeg så James havde opspærret øjne, og så lettere vred hen på mig. Han sad lige ved siden af Jasmine, og havde åbenbart hørt hende. Jeg stivnede helt, og sank en klump.

Åh åh, var det nu anfaldet fra James ville komme, som Cassie og jeg gik og ventede på?

”Undskyld mig, men hvorfor sidder i sådan klistrende op af hinanden. Har i glemt at dele noget med os andre?” James havde rejst sig op, og så direkte på Cassie og jeg.

Vi alle så chokeret på ham, hvorefter de andre så over på Cassie og jeg.

Jeg sank en ekstra klump i halsen.

Jup, det var så sandelig det anfald vi havde ventet på, der lige havde meldt sin ankomst.

Hurra.

James blik lignede et der kunne dræbe, og jeg gav en hurtigt tak til Gud, at han havde ladet Cassie side tæt op af mig. For hvis ikke ville jeg nok… ja, ikke følt mig så godt tilpas, som jeg stadig gjorde igennem de vrede vibrationer fra James.

Godt Cassie var det her værd.

 

,,If you want it, I got it, I got it everyday
You can get whatever you need from me
Stay by your side, I’ll never leave you
And I ain’t going nowhere 'cause you’re a keeper.” – Ariana Grande ft. Mac Miller, The Way 

________________________________________________________

Halloooo med jer!

Okay, dette kapitel er lidt forsinket, men da jeg havde fødselsdag i torsdags, havde jeg lige pludselig ingen tid til at udgive det, aha. Men her er det, og jeg vil hilse og sige, jeg ikke er sikker på, hvordan et angstanfald forgår. Jeg op digtede det lidt hist op pist, så... don't judge :D

Her til sidst høre vi om en lidt vred James... åh åh, hvordan tror i han tager det, når han for alting lagt på bordet? Og hvordan takler de alle det med Harry & Cassie i sidste ende? Og hvad med Derek, tror I mon han har noget i ærmet til, når de kommer hjem, ligesom Jasmine og Harry frygter?

Tusind tak for I følger med, det er så dejligt med nogle, der gider at læse ens ting, aha!

xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...