Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
72918Visninger
AA

15. 14

Dagen efter Harry og jegs ret romantiske aften, lavede vi ikke det store. Ikke andet end at slappe af, hygge foran fjernsynet med en film kørende, og kysse en del. Vi spiste selvfølgelig også, men ellers var det overordnet det, vi ellers fik tiden til at gå med. Plus vi torsdag aften hyggede os med lidt mere end bare kys… for anden nat i træk.

I vidste vel godt, hvad jeg hentyd til.

Jeg ville ærligt fortælle, med de to gange samme oplevelser med Harry, at jeg ikke kunne være mere glad for det. Hvis jeg sagde, jeg fortrød det og slet ikke havde nydt det, ville jeg direkte lyve. Selvfølgelig havde jeg nydt det. Fuldt ud og det hele.

Det føltes så rigtigt med Harry.

Både første gang ligeså anden gang.

Jeg var direkte lykkelig, som svævede jeg på den lyserøde sky. Alting var så dejligt, og min tid med Harry var fantastisk. Vi havde på de få dage fået opbygget et stærkere bånd, end vi havde haft inden. Et bånd der ikke kunne sammenlignes med noget af det, jeg havde prøvet at have i mit liv. Det var også derfor, jeg følte mig mærkelig tilpas omkring det til at starte med, men det varede ikke længe før jeg indså, det kun var en fordel.

Det blev hurtigt fredag. Hvilket med andre mere konkrete ord betød, de andre ville ankomme til sommerhuset. Jeg havde i starten af ugen synes det var irriterende, det at de ikke var her. Men nu… ja, jeg måtte indrømme, lige meget hvor ondt det lød, jeg hellere ville have tilbragt de sidste tre dage af ugen med Harry – alene. Også se de andre om mandagen. Dog, sådan skulle de ikke forgå, men det gjorde mig heller ikke noget.

Det var heller ikke fordi, de andre generede mig på nogle måder. Ved nærmere hensigt så betød de så utrolig meget for mig. Mere end noget andet! Men vi kendte vel alle sammen de tider, hvor man ønskede nogle ting, fordi man ville have en virkelig god tid til at vare ved.

Stadig, det skulle nu nok også gå med de andre. Måske var mine tanker også som de var, fordi jeg var bange for, hvordan de andre ville reagere. På Harry og mig sammen. Det lå ikke inde for tankegangene, direkte stå og fortælle dem om vores forhold. Jeg var nu klog nok til at vide, Harry og jeg ikke ville kunne holde fingrene fra hinanden.

Vi var ligesom to nyforelsket fjolser.

Haha.

Vi var måske ikke i et officielt forhold som sådan, med den ene havde spurgt den anden. Man kunne vel sige, vi opførte os som et par, selvom vi ikke direkte havde sagt ja til noget. Men med tydelige hintydelser, kærtegn og væremåder, kunne jeg vel godt vælge at sige, det var nok for sig. Ingen ville tro på os, hvis vi benægtede, vi intet havde kørende.

Harry havde tidligere på dagen snakkede med dem alle sammen over telefon. Alle meldte deres ankomst ved 03:00 PM, hvor de nærmest var delt op parvis, med hvem der kørte med hvem. Louis, Eleanor, Niall og Liam i en bil, Zayn og Perrie i en anden og til sidst: Jasmin og James i en tredje. Jasmine havde jeg dog snakket med, der fortalte, de ville muligvis komme senere, da Jasmine hentede James i lufthavnen, hvor de efterfølgende ville køre direkte ned syd på.

Alt i alt var der denne gang ingen, der meldte fra, hvilket beroligede mig. Det ville være ret irriterende, hvis det skete endnu engang, med ting poppede op midt i det hele. Nu var det også blevet fredag, hvilket betød weekend og endnu mere afslapning for mit vedkomne.

Der skulle ikke ødelægges noget der.

”Cassie!”

Harrys råb lød igennem det toetagers hus, og hele vejen oven på til mig, der sad og surfede let rundt på min Ipad. Eller det var teoretisk set Harrys, men jeg havde kinda overtaget den.

Sooo…

”Yeah, Harold?”

Mit råb var gensidigt lige så højt, med hans ynglings kælenavn. Aha, like not. Dog kunne han ikke afvende mig med det, for jeg havde fået en forkærlighed for det. Harold. Det var da sødt? I hvert fald efter min mening, så det blev sådan.

Trinende lød ude i den lange korridor. Jeg forstillede mig lidt, det var en elefant, der kom trampende. Faktummet i min forstiling var nok den måde, Harry havde det med at gå på med det trægulv, der knirkende gav sig til tider, når man trappede en lille smule.

Derfor små grinte jeg også loner agtigt for mig selv, da Harry stod i døråbningen. Han lagde hoved på skrå, så en del af hans krøller hoppede rundt på hoved af ham. Efterfølgende rettede de sig ned efter hans stilling, så drengen lignede jeg ved ikke hvad.

Jeg grinte pludseligt højt, uden at ane hvad der havde udløst mit latteranfald. Måske var det Harry, det tyede grundende til. Det kunne Harry selv også fornemme, og hans øjenbryn rettede sig i hans genkendelige utilfredse grimasse.

”Griner du ad mig?”

Mit nik var noget rod ind imellem mit grinerig, men Harry kendte mig efterhånden godt. Og han havde øjne i hoved, der efter sigende var ret gode. Det var så grunden til Harrys mund, der stod åben som et o. Efterfølgende løb han hen imod mig, og kastede sig over mig i sengen.

No joke.

Mine grin ændrede sig til skrig. Harry var så venlig, at gå i gang med at kilde mig i siden. Han blev ved med at forlange jeg skulle undskylde, hvilket ingen succes havde – uheldigvis for Harrys vedkomne. Dog havde jeg en del held med mig, for jeg fik overbevist Harry om at stoppe, da jeg så på uret. Den var allerede halv to. Og hvis vi skulle nå at lave mad, der med garanti tog ekstra tid pga. nogle drillerier, så skulle vi så sandelig i gang meget snart.

”Du slipper måske denne gang, men tro mig skatter: jeg får hævn!” lød det skummelt fra Harry, der var noget af en dårlig taber. Jeg rystede blot på hoved, og lod Harry tro jeg blev bange. Den dreng havde nogle seriøse taberproblemer, og det ville ikke ende særlig godt, hvis Harry opdagede, hvor lidt jeg reagerede på hans såkaldte trussel.

Den var ret lam efter min mening.

Men det sagde jeg ikke til Harry.

Han ville bare ændre mening omkring min frigivelse, og skubbe mig ned i den store seng igen, hermed kilde mig til døde.

Ja, det lød rigtig som en Harry ting.

Jeg løb ud af døren med Harry i hælende, og videre ned i køkkenet. Trods jeg normalt elskede at gå rundt i nattøj, når klokken kun var de 12:00 AM stykker, havde jeg for mine egen skyld påklædt mig selv i ordentligt tøj. Et par mørkeblå jeans, og en rødvins farvet skjorte med guld metal rammer oppe ved spidserne af kraven.

Mit hår sad løst ned af ryggen, og havde fået sprøjtet noget saltvand i. Dermed stod mine svage slangekrøller mere frem, og indrammede mit ansigt perfekt. Jeg havde aldrig brugt nogen former for saltvand eller lignende til mit hår. Det var jeg så begyndt på, da Jasmine havde hevet mig med til frisøren, efter en måned tilstedeværelse i hendes lejlighed, hvor frisøren havde anbefalet mig det.

Hun mente mit hår ville have godt af det.

Hvilket hun så sandelig havde ret i.

Harry synes det ville se flot ud, hvis vi matchede i tøjet. Så han havde bevidst taget et par mørke jeans og en bordeaux skjorte på. Underligt nok matchede det ret godt med den vinrøde og bordeaux. Normalt ville jeg have set helt skråt på Harry, hvis han havde forslået det, men nu da jeg så det på, kunne jeg sagtens se matchet.

For mig virkede det på mange måder som om, Harry ville via vores matchende tøj, diskret hentyde til noget. Noget, som han vidste hverken ham eller jeg, frivilligt ville stå frem og sige direkte. Noget, som ikke engang var helt officielt på nogen måde. Men det bekymrede mig ikke spor. For blot ved Harrys ivrighed med vores matchende outfit, blev jeg endnu engang bekræftet i, hvorvidt han ville det sammen som jeg.

Følte det samme som jeg.

Og det beroligede mit sind på så mange måder.

”Du skal bare lade det summere let på det femte blus,” lød Harrys stemme lige ud foran mit øre, hvor mine blå øjne fulgte hans finger, der skruede ned for blusset på komfuret. Baconens henrivende duft sværmede op i min næse, og jeg måtte tvinge mig selv til ikke at tage et lille stykke.

Harry grinte. Da jeg kiggede hen på ham, gik det op for mig, det var af mig. Han stod åbenbart og holdte øje med mig, der nedstirrede baconen med forsøg på at holde spyttet indenbords. Jeg havde altid haft en svaghed for bacon. Måske en liiidt for stor en af slagsen…

”Okay, master chef.”

Jeg mumlede det lettere mut, trods jeg ikke mente det bogstaveligt med hensyn til mit toneleje. Det vidste Harry også godt, og lod mig være med et hovedryst og et usynligt smil – troede han selv det var. Jeg forlod baconen for at tjekke op på de rejer, der lå og tøede op i en plastikskål. Harry mente de andre fortjente en ordentlig frokost, hvor han ellers havde planlagt det helt store.

Forretten var rejer på toast, med avokado samt dressing til (avokadoen var mit krav!). Hovedretten blev broccoli salat – det var der baconen bl.a. kom ind i billedet, rødt kød, brun sauce og kartofler. Ved siden af var der også bacon, hvilket jeg havde fået indført, mest til hensyn for Niall og jeg selv.

You already know why.

Jeg forlod Harry i køkkenet, da alle tingene stort set var lavet færdigt. Desuden kunne han sagtens klare det alene, for jeg lavede nu nok også mere ulykke end gavn. Aha ja, selvtilliden var skam i top omkring madlavning, det kunne høres.

I stedet for satte jeg mig selv til at dække bord. Se dét kunne jeg sagtens finde ud af! Det var også som et plaster på såret, og jeg nynnede derfor også glad Ed Sheerans sang ”Give Me Love”.  Lige siden vi var kørt til Paignton, hvor vi på vejen havde hørt Eds album, var jeg fuldstændig væk i alle hans sange. Især Give Me Love.

Den var fantastisk.

De alle sammen var fantastiske.

Jeg var nærmest svundet helt hen i min egen lille verden, da jeg sådan stod og dækkede bordet med mit stemmebånd løbende i Eds melodier. Derfor blev jeg utrolig forskrækket, da to hænder lagde sig på mine hofter. Jeg skreg lavt og piget, trods jeg altid havde hadet, når den lyd kom ud af mig.

Allerede inden jeg skreg, vidste jeg på taget og duften, hvor vidt det var Harry. Han havde det altid med at gribe fat i mig på en hel bestemt måde. Desuden: så var hans rolige duft heller ikke til at tage fejl af.

”Du forskrækkede mig, åndsbolle,” mumlede jeg irriteret, og lagde en serviet ned under kniven og gaflen. Harrys hæse grin lød som et ekko i mine ører. Hans hænder løftede min top let op, så de i stedet ramte min hud ved kanten af mine jeans.

”Mm,” mumlede Harry blot, og kyssede mig i nakken. Kuldegysningerne løb hurtigt som lynet ned af armene på mig, der kun var dækket af det tynde gennemsigtige stof.

”Du ved jeg hader det.” Jeg gik et skridt til venstre, for at ligge den anden sidste serviet under endnu en kniv og gaffel. Jeg trådte dermed også ud af Harrys greb, hvilket fik ham til at se utilfreds på mig.

”Hey!”

Han småløb hen til mig, da jeg atter trådte til venstre for at ligge den sidste serviet på under bestikket. Hans hænder greb fat ved de stadig skindblottende hofter, hvor efter han løftede mig op og i en cirkel, med den enorme kræft han ejede pga. hans imponerende muskler.

Jeg kunne ikke lade hver med at grine og hvine lavt, imens mine hænder lagde sig klamrende på Harrys. Frygten for han tabte mig fandtes, men den behøvede jeg ikke at stole på. For lige så let som han løftede mig, lige så let satte han mig uskadt ned. Kort efter trådte han tæt ind til mig, så jeg kiggede direkte ind i hans bryst.

Mine øjne gled længere ned. Inden i mig reagerede min indre organer totalt sygt af en u vidnet grund. Dog fortalte mit blik mig grunden, da jeg så Harrys skjorte var gledet let op under min svingetur, og hans bare hud ramte min egen lige ved maven.

”Jeg kan se, du er bedre til borddækning.”

Harrys stemme fik mig til at kigge op i hans øjne, og fulgte hans blik hen på bordet, der stod fint og parat til at indtages. Jeg smilede skævt, for at møde Harrys grønne øjne, der i dag besluttede sig for at være mere blå.

”Mm, man kan jo ikke være dårlig til alting,” lød mit svar kækt, hvilket fik Harry til at lade sit frække blik glide ind i sindet.

”Jo, du kan.”

”Nej.”

”Jo.”

”Nej.”

”Jo.

Jeg så irriterede på Harry.

”Næhæ! Er jeg måske dårlig til det her?”

Mine tær strakte sig, så jeg kom længere op i højde, hvor efter jeg fast tog fat i Harrys skjorte. Mig skulle man ikke sige, ingen kræfter havde, for jeg fik hevet Harry hurtigt og stærkt ind til mig, hvor vores læber mødtes i et fast kys.

Harry var efter sigende opdagelser blevet tilfredsstillede med, hvad han ville vinde med denne diskussion. Underligt nok følte jeg mig ikke som en taber, ved at give ham det, han åbenbart ønskede. Ved nærmere eftertanke følte jeg en sejr.

Men ikke omkring vores diskussion. Mere omkring faktummet at jeg ikke længere skulle bekymre mig om, hvem jeg kyssede med, fordi Derek kunne finde ud af det. Han ragede mig lige så lidt som en høstak. Han ejede mig ikke.

Pludselig mit i vores intenste scene, ringede dørklokken skingert og klart ude fra entreen. Harrys blik mødte mig, og jeg nikkede med et smil. De andre havde netop meldt deres ankomst.

Harry gik ud i køkkenet, for at få styr på det sidste med maden, så den kunne serveres, imens jeg tog kursen imod entreen. Igennem den tilsløret glasdør, kunne jeg fornemme det muligvis var Zayn og Perrie.

Jeg låste døren op med et snuptag, og åbnede den fuldt op. Ganske rigtigt stod Zayn og Perrie storsmilende på det midterste trappetrin, og så begge glade på mig.

”Perrie! Zayn! Halløj med jer!” mærkelig velkomstsætning, ja måske, men de lod sig ikke genere af den. Perrie trådte smilende ind af døren, da jeg gik til siden for at give dem plads. Hun mødte mig med åbne arme, og jeg trykkede hende glad indtil mig.

Gud hvor havde jeg egentlig savnet hende.

”Hey Cassie, hvor ser du godt ud!” fastslog Perrie, med en noget bedre hilsen end jeg havde præsteret. Jeg smilede stort til hende, og fik hurtigt sagt i lige måde.

”Og pakkeæslet Zayn får sig vidst også møvet sig ind,” jokede jeg, da mit blik ramte de to kufferter Zayn slæbte på. Han rullede smilende med øjne, og stillede kufferterne på gulvet længere inde. Jeg lukkede døren efter ham, og så sjovt på ham.

”Jaja, jeg er bare en gentleman, okay?” lød det sukkende fra ham, imens han lod sig åbne armene, så jeg kunne træde ind i hans favn.

Jeg grinte glat.

”Ja, Perrie har sgu været heldig nok med dig, hva’?” drillede jeg ham, og blinkede til Perrie over Zayns skulder, hvor hun stod og storsmilede.

”Også husker jeg, hvorfor jeg var glad for, Helene holdte på mig inde i studiet alle hverdagene,” lød det flabet fra Zayn, da vi trådte ud af krammet. Jeg rullede blot med øjne, og lod Zayn slippe med en enkelt lammer på skulderen.

”Jaja, bradboy fyr.”

Perrie grinte højt af os, og vi alle smuttede ind i stuen, hvor Harry netop havde sat chips på sofabordet.

”Harryyy,” lød det piget fra Zayn, der helt sikkert prøvede at efterligne mig. Jeg rullede for tredje gang med øjne, smilte kort til Perrie, før jeg løb ud i entreen, da dørklokken ringede igen.

Selv da jeg var ude i entreen, kunne jeg høre Perrie, Zayn og Harrys samtale der kørte. Jeg rettede kort på min bluse, der stadig var kørt lidt op i kanten, pga. Harry der var i et lidt for godt humør.

Åh Gud, bare Zayn og Perrie ikke havde set det…

Denne gang da jeg åbnede døren, var der sørme flere end sidst. Både Louis, Eleanor, Niall og Liam var der, men dog også Jasmine og James! To fluer med et smæk som min far engang plejede at sige alt for ofte.

”Ayeee friends!” hilste jeg glad.

”Hey Cassie” fik jeg tilbage i hoved.

Med et lykkeligt smil åbnede jeg døren helt op, og lod alle komme ind med deres kufferter i den forholdsvis store entre. Thank God for arkitekten der havde tænkt på store mængde mennesker situationer.

”Hey Elle!” jeg smilte stort og krammede Eleanor, der så lige så godt ud som altid. Hun hilste igen, hvor efter jeg gik videre til Liam, der fik samme tur, ligeså med Louis hvorefter Niall.

”Aye Cassie!” hilste Niall med et smil, der nærmest var helt usynligt for bøjlen, jeg kun lige akkurat kunne ane.

”Hey Niall. Du, jeg har sørget for ekstra bacon til maden,” fortalte jeg stolt, og så afventende på hans reaktion. Hans øjne spillede op og han hvinede kort, ligesom jeg havde gjort for et kvarters tid inden.

”Sådan, Cassie!” Niall gjorde an til et highfive, som jeg hurtigt gengældte med et håndsmæld. Vi grinte i kor, hvilket vi ville have gjort længe, hvis ikke det var fordi James omfavnede mig bagfra.

”Selvfølgelig har du sørget for ekstra bacon, Cassie. Du kan aldrig leve uden ekstra portioner af det, når vi servere det nogen steder,” lød det fra ham, hvilket fik Niall til at grine endnu mere.

”Og hej til dig, James,” sagde jeg sarkastisk, og lod mig omfavne af min næsten storebror. For mig føltes han som en storebror.

Han smilede bare stort, og ignorere min sarkasme.

”Nu har Harry opført sig ordentlig, right?” spurgte han nysgerrigt. Jeg kunne nærmest sukke, fordi jeg vidste han ville spørge. Sådan var James. Han kunne godt acceptere nogen af hans venner var sammen med Jasmine eller mig, men så havde de også bare at opføre sig ordentligt.

Mon ikke om han tog en storebror rolle virkelig seriøs?

”Jo, selvfølgelig har han da det. Det er Harry for pokker da, James,” svarede Jasmine for mig, der var kommet over til os. Hun smilede stort til mig, og gav mig et langt kram.

”Hej Jess. Var arbejdsugen god?” spurgte jeg.

Hun sukkede træt ved tanken.

”Den var som den altid er, men føltes bare endnu længere,” fortalte hun, imens vi fulgte efter James og Niall ind i stuen. Jeg nikkede forstående.

”Hvad med dig? Har Harry og dig hygget jer?” spurgte Jasmine, imens vi atter slog os ned i sofaen til de andre, der åbenbart fandt vores samtale meget interessant.

Mit blik gled hen til Harry, som var det en vanesag. Han smilte sødt til mig, hvorefter jeg nikkede bekræftende til Jasmine. Om vi havde hygget os. Både på den måde hun mente, men også på den måde alle kunne misforstå det.

Hvilket jeg selvfølgelig ikke sagde højt.

Men Louis tænkte selvfølgelig på den måde, alle kunne misforstå det, for han vippede frækt med øjenbrynene.

”Uh der er vidst nogen der har haft hede natte, hva’?” drillede han sjovt, hvor han fik Niall med om bord på den. Jeg rullede med øjne, næsten i takt med Harry, som kom til at smile liiidt for meget.

For fanden Harry, han tænkte med garanti tilbage på de parter, som Louis hentyd til…

James så ikke ud til at finde det hyldene morsomt, men undgik at vise nogle tydelig former for vrede. Men jeg kunne sagtens se på ham, hvordan han havde det. Som jeg havde fortalt tidligere, så havde han det med at tage storebror rollen lidt for seriøs. Hvilket egentlig også var derfor, jeg ikke glædede mig til, de alle fandt ud af, hvad der var imellem Harry og jeg.

Mit blik røg hen til Harry igen. Jeg rynkede panden en smule, da der pludselig skete noget ved hans jeans. Var det lige hvad jeg troede det var? Ej, der kunne da ikke passe… Ikke nu, ikke her?

Men jo, det var sørme det jeg tænkte det var.

Og jeg måtte sandelig handle hurtigt, hvis Harry ikke skulle pinliggøre sig selv foran de andre, og afsløre os på den værste måde af dem alle.

De andre blev nærmest også helt forskrækket over min pludselig handling, da jeg rejste mig brat op. Det så ud til Harry ikke selv anede, hvad hans store ven imellem benene havde gang i. Hvilket måske gjorde det endnu heldigere, at jeg afled de andres opmærksomhed.

”Nu da vi alle er her, skal vi ikke til og spise noget frokost?, mit blik gled hen over dem alle, bare rolig jeg har ikke lavet den, det har Harry, så den er helt okay,” tilføjede jeg til sidst, hvilket de andre grinte af.

De rejste sig til Harrys og mit held op, og gik hen imod spisestuen, som jeg pegede hen imod. Harry skulle til at rejse sig op, men jeg stoppede ham hurtigt, da de andre ubemærket omkring os, var smuttet af sted. Niall havde nærmest løbet.

Selvfølgelig.

”Harry, hvad med lige at vente lidt med at gå der ind? Du har et lille problem med din… hmr… you know,” sagde jeg og nikkede ned imod hans… ja… regnorm? Ej okay nu dropper vi det pæne sprog, og siger bare pik. Det andet lød altså lidt klamt…

Harry så forvirret på mig, men kiggede ned. Han kiggede hurtigt op igen, og mødte forlegen mine øjne. Det var tydeligt, hvorvidt han rødmede, for hans kinder var let lyserøde.

”Jeg tænkte tilbage på hvad Louis hentyd til, og… ja, jeg kan se nu, jeg måske tænkte lidt for godt tilbage på de nætter der,” lød det svagt fra ham, med nået af en forlegen mine.

Jeg rystede blot på hoved.

”Det er okay. Du skal bare være glad for jeg så det, inden nogen af de andre gjorde. Ellers ville det have været gået rolig galt.”

Harry nikkede, stadig pinlig berørt, og rejste sig fra sofaen. Jeg tog chancen, og stillede mig på tær, hvorefter jeg kyssede ham kort på munden. Han kyssede heldigvis tilbage, så han var ikke helt nede i kuldkælderen.

”Det er okay, Harold,” jeg smilede kærligt til ham, lad os bare håbe det går bedre igennem resten af frokosten.”

Og det vidste jeg, vi begge to krydsede fingre for det gjorde.

 

,,My heart beats for love, my heart beats for love
It's the sound that I hear, tells me not to give up
It breathes in my chest and it runs through my blood
My heart beats for love, my heart beats for love." - Miley Cyrus, My Heart Beats For Love

__________________________________________________

Aye loves!

Kapitlet her er på en måde, hvad jeg ville kalde første del af frokosten. Det er her, hvor de alle samles, og Harry nær afsløre hans og Cassies forhold, der ikke er officielt, for de andre. Det ville have været ret pinligt, hvis de andre havde opdaget hans lille "uheld", var? 

Næste kapitel bliver nok lidt længere, og jeg varsler drama. Både af den ene og den anden slags - Så glæd jer! 

Aha, men btw tusind tak til alle de søde kommentarer! Men også at der virkelig er så mange, der stadig læser med, trods den lille ventetid imellem kapitlerne! I aner ikke hvor fedt det er for mig, det giver mig endnu større lyst til at skrive, så tak! 

- xx Grace M. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...