Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71768Visninger
AA

14. 13

Harry havde forinden bestilt et bord til os. Det var et der lå i hjørnet, hvor der var et trin hævet op. Faktisk havde Harry ikke løjet, da han jokede med, der var mørk belysning. For det var der nemlig. Ikke at det var bæl mørkt, men mere hyggeligt mørkt, så det stadig var mulighed at se noget. Der var lamper rundt omkring, der lyste svagt og nogen med andre farver.

Det mindede mig lidt om en pub, selvom det ikke var det.

Harry havde trukket stolen ud for mig. Jeg havde selvfølgelig rødmet en del, men det var der belysningen kom mig til fordel. Der lå allerede to menukort klar til os. Jeg startede med at skimme det kort igennem, før jeg henvendte mig til Harry med blikket.

”Er der noget du kan anbefale?” jeg smilte af ham, da han rynkede panden for at se ordentligt på kortet.

Hans blik mødte sødt mit.

”Sagtens, men er der noget konkret du har lyst til?” Jeg tog som en vane sag, og snurrede en tot hår rundt om mit hår. Tænkende kiggede jeg på Harry, der så yderst lækker ud til aftnens anledning. Jeg bed mig kort i læben.

”Noget friskt lyder som det rigtige…”

Harry nikkede, og så fordybet ned i kortet.

”Deres kylling salat er god!” Jeg nikkede smilende, som tegn til det var mit valg. Harry så atter tilfreds ned i kortet, og slikkede sig om munden. På alle mulige måder mindede han mig om Niall, når han dedikeret sad sådan. Dog var der også sine forklaringer. Niall var mad elsker, og Harry brugte umenneskelig meget tid med ham og de andre drenge, så mon ikke et par vaner var smittet af?

”Så tager jeg deres hjemmelavede chili con carne. Vil du også have en øl til?”

Jeg nikkede hurtigt, med mit blik glidende ned over de to sidder, der tilsammen var menuen. Mine øjne spærrede sig op, da et alt for velkendt ord poppede op.

”Uh uh der er nachos! Det skal vi bare have!” fastslog jeg ivrigt, og kiggede nærmest bedende på Harry. Det medførte så også, at han grinte af mig. Højt. Ja, nu kom den mørke belysning ham til gode, den råbende knægt. Misforståelser frabedes, trods jeg selv kunne give mig en mental lussing. Hvis jeg havde sagt det højt, havde Harry mobbet mig for evigt.

Virkelig.

Og nej, det var ingen opfodring!

”Jaja, Cassie, du bliver nok ikke frabedt det.”

Selvom Harry mumlede det, kunne jeg stadig høre det. Jeg valgte at lade diskussionen ligge, hvis man overhoved kunne kalde den det. Jeg endte alligevel med at gøre mig selv halv til grin foran Harry, hvilket absolut ikke var meningen.

Og til mit held rejste Harry sig også op, for at gå ned og bestille vores valg. Jeg sad i mellemtiden, og betragtede ham gå ned af de tre trappetrin og videre hen i baren, hvor man skulle bestille. Jeg gjorde ikke skjul på mit blik, da Harry så kort tilbage på mig. Hans smil lyste som altid verden op, og de smilehuller han ejede i hver kind, fik mig som altid til at dåne. De var søde, ingen tvivl omkring det.

Jeg kunne ikke fatte, at jeg endelig havde fået lykken. Efter så lang tid i mørket hvor jeg var snydt omkring viden til, hvad rigtig lykke var. Jeg troede skam, den gang jeg stadig var med Derek, at det vi havde, det jeg følte, var lykke.

Dog da jeg betragtede Harry grine let og udpege drikkevarerne, forstod jeg, hvor blind jeg havde været. Det jeg følte dengang med Derek, det vi havde, var langt fra lykke. Faktisk, var det fuldstændig surrealistisk at kalde det lykke. En krænkelse mod lykken. 

Jeg havde været ulykkelig. Nej, ikke engang ulykkelig beskrev, hvor galt det var. Jeg var direkte forpint i min egen lejlighed og i mine egne valg. Det havde aldrig været godt. Jeg havde bildt mig selv ind, at det jeg følte omkring Derek, det han havde gjort imod mig, var det rigtige. Grunden til jeg overhovedet havde gjort det, var vel nok, jeg inderligt havde ønsket at være lykkelig. Fordi jeg aldrig havde været det ordentligt, uden nogen til at ødelægge det helt for mig.

Mit det lag til glansbillede fik Jasmine heldigvis ødelagt, da det hele gik for hvidt. Hun fik mig endelig væk fra det sted, der netop ikke lavede andet en at ødelægge mig – fjerne alle muligheder for glæde. Hun gav mig et nyt hjem og hurtigt nye venner.

Hun forklarede mig hvad lykke var.

Og derfor var jeg også sikker på, at det jeg netop var med Harry, i de øjeblikke med ham i Paignton, helt sikkert var lykkelig. Måske ville de ikke vare ved: det havde Jasmine også forklaret mig, det ikke altid gjorde. Måske var det kun for en periode, jeg rent faktisk kunne kalde mig selv lykkelig.

Men da jeg mødte Harrys blik, og blev modtaget med et kys på munden, da han kom hen til vores bord, var jeg sikker. Ja, denne lykke varede ikke ved. Men hvad skulle jeg bruge den negative information til? Jeg kunne ikke være mere ligeglad omkring det, og i stedet bare nyde den lykke imens den var hos mig.

***

”Jeg anede ikke, du var til Nicholas Sparks film?” sagde jeg undrende, da Harry havde fået vores billetter ved billetluen.

Han lagde sin arm over min skulder, og trak mig ind til sig imens vi gik hen til salen. Efter hvad jeg havde lyttet mig frem til, skulle vi se Safe Haven. Og da jeg så den på en plakat uden foran biografen, vidste jeg, det var en film på baggrund af en bog skrevet af Nicholas Sparks - Min ynglings forfatter.

Det var lige præcis den eneste bog af ham, jeg manglede at læse. Nu var det også en af de nyere, hvis man kunne kalde en bog fra 2010 det. Min grund til jeg ikke havde læst den, var nok, at jeg havde haft væltet så meget ned i hoved de sidste par måneder.

Derfor passede det mig også fint, at vi skulle den. Jeg var på forhånd helt ubevidst omkring filmen, handling og slutning. Det stemmede fint nok for mig. Så var jeg lige så uforberedt på aftnen, som jeg havde været inden vi skulle i biografen.

Det havde gået fantastisk godt på restauranten. Maden havde været god. Øllen var en irsk importeret, så Niall ville have været stolt. Harry og jeg havde klinget godt, og vi havde kysset flere gange, end jeg havde regnet med.

Alt i alt var jeg tilfreds med aftnens forløb indtil videre, hvilket Harry så sandelig også så ud til at være.

”Der er nu alligevel små ting, du ikke har opdaget omkring mig endnu,” lød det drillende fra Harry. Han så ret spændt ud. Om det var på den gode måde eller den dårlige måde, kunne jeg ikke rigtig tyde. Men jeg håbede selvfølgelig på det første.

”Jaja, i lige måde krølle. Har du egentlig hørt om den her film, siden vi skal se den?” spurgte jeg nysgerrigt. Harry nikkede kort og bekræftende med et lille smil. Uden at uddybe det mere, gav han mig et klem med hånden, og førte mig hen til vores sæder.

Han virkede pludselig afvisende omkring det.

Jeg rynkede panden lidt, da jeg ikke rigtig forstod, hvorfor han virkede sådan omkring det. For jeg mente, da jeg tidligere fortalte, at vores aften havde forløbet godt. Der havde ikke været noget tegn på nogen dårlige miner! Men pludselig var Harry nervøs, anspændt og jeg vidste slet ikke, hvordan jeg skulle reagere på det.

Måske var det filmen?

Men hvad skulle der være galt med filmen, når Harry selv havde valgt den og hørt om den?

Som det nok kunne ses på det hele, var jeg fuldstændig forvirret.

Hvorfor var han sådan?

Trods jeg ikke formodede det, lagde Harry vidst mærke til min frustration. En pludselig hånd på mit lår fik mig revet væk fra mig selv, og fik mig til at bese Harrys øjne.

”Hey, der er ikke noget, du skal bekymre dig om. Jeg er bare spændt på din mening om filmen, det er det hele,” fortalte Harry. Selvom han lød så seriøs og ærlig, var jeg stadig ikke sikker. På en eller anden måde kunne jeg fornemme, der virkelig var noget der gik ham på.

Desuden bortforklarede det heller ikke hans nervøsitet og anspændte mine.

”Cassie.”

Harrys mund var pludselig tæt ved mit øre. Hans ånde kildede mig i nakken, så hårende rejste sig på mine bare arme inde under læderjakken.

”Der er intet. Jeg mener det. Du skal bare følge med i filmen, og lade hver med at bekymre dig. Lover du mig det?” Harrys sætning blev drejet hen til et spørgsmål. Hans hånd på mit lår, der let begyndte at tegne små cirkler, fik mig beroliget. Jeg endte med at sukke lydløst, og nikke stumt.

Det var let for mig at fornemme Harrys smil ud af øjenkrogen. Jeg sad og fulgte de forbi passende med øjne, og trippede let med foden i takt med Rihannas We Found Love. Pludselig var det nærmest som to brandmærker, da Harry lagde to fingre på min hage. Uden at protestere lod jeg ham dreje mit hoved, og pressede sine læber imod mine.

Jeg fattede ikke, hvorfor hele biografturen egentlig gik ham så meget på. Hvorfor han ville direkte have mig til at love at følge med i filmen. Hvorfor skulle jeg lade hver? Jeg begreb ham ikke, men lyttede alligevel på ham. Alt andet ville alligevel lyde mærkeligt, hvis jeg ikke gjorde.

Da reklamerne var ovestået, og forhænget rettede sig helt væk fra lærred, begyndte filmen at starte. Det tog mig ikke store kræfter at følge med i filmens scener, men de fik mig hurtigt til at rette mig let i sædet.

Jo flere hændelserne jeg opfangede i filmen, jo uroligere blev jeg i sædet. Mine øjne fjernede sig ikke fra lærred, selvom jeg ønskede de gjorde. Jeg kunne ikke. Jeg opfangede ikke på det tidspunkt hvorfor.

Jeg fik et lille deja-vu inden i mig.

Hvad fanden skete der?

Filmen kørte videre. Kendetegne var tydelige. Det undrede mig ikke at det var Nicholas Sparks, der havde skrevet den tilhørende bog. Dog da jeg troede det ene, fik jeg mig et chok. Jeg indså hvad filmen virkelig handlede om. Alle muskler spændte i kroppen på mig.

Harrys hånd fangede min, da han sikkert havde opfanget min pludselig stive krop.

Det var bare løgn.

Mine øjne mødte hans, men de grønne øjne forlod mine hurtigt igen. Afvigende på det spørgsmål, der tydeligt stod skrevet i mine øjne. Selvom jeg ikke havde set hele filmen, vidste jeg, hvad hovedpersonen var udsat for. Men hvad jeg ikke forstod, var, hvorfor Harry havde hevet mig med ind til denne her film.

Han så heller ikke ud til at ville svare. Alligevel lå hans hånd betrykkende i min, som signalerede han, der intet ondt i var med hans tavshed.

Jo længere hen i filmen vi kom, jo mere bankede mig hjerte. Mine hænder var svedige på den klamme måde. Øjende fjernede sig ikke fra filmens billeder. Min hjerne arbejdede der ud af, da flere og flere sammenligninger poppede op. Tårerne lå klar og parat til at slippe fri, men alligevel kunne jeg ikke få mig selv til at lade dem glide af sted.

Ikke nu.

Ikke her.

Da filmen nåede sin ende var jeg virkelig utilpas. Det var ikke fordi, den ikke endte lykkeligt. Overhoved ikke for det gjorde Nicholas Sparks’ bøger altid. Så det var ikke grunden til mit ubehag. Heller ikke grunden til min tidligere fornemmelser. Det var filmens handling, der gik mig på.

Det filmen handlede om var en pige, Katie, der flygtede fra sin voldelige kæreste. Skiftede identitet og hårfarve. Flyttede til en anden by og prøvede at genstarte et nyt liv uden hendes voldelige kæreste. Hun var fast besluttet på ikke at have noget med mænd at gøre igen.

Men det fik Katie alligevel, da en sød mand, Alex, stødte på hende. I starten havde hun ikke været villig til at lukke ham ind. Efterfølgende gjorde hun det, efter en veninde overbevidste hende om, hun ikke kunne blive ved med at dømme alle på hendes eks. Mennesker var aldrig ens.

Katie og denne nye ven, Alex, lærte hinanden at kende. Åbnede op for hinanden. Grinte med hinanden og klingede godt sammen. Alting var godt, indtil hendes ekskæreste dukkede op. Han ville ikke stoppe med at lede efter hende, indtil han havde fundet hende – fået hende tilbage.

Katie havde dog ikke fortalt hendes nye ven, med mere, Alex, omkring hendes fortid. Hun flygtede videre, da ekskæresten kom til den lille by, hvor hun da holdte til. Og selvom ekskæresten kom, da Alex fandt ud af det, lovede han Katie aldrig at give op på hende.

Hjælpe hende.

Alting endte selvfølgelig godt i sidste ende. Sådan var det altid. Katie og Alex endte sammen, med ekskæresten ude af billedet. Alex havde to børn, efter hans tidligere kone, som døde nogle år tilbage.

Hele filmen mindede mig på så mange måder om Derek og jeg. Omkring min situation. Hele Katies flugt fra kæresten, hendes nye liv, mødet med nye mennesker og venner, flugten da ekskæresten dukkede op… ja, alting kunne jeg relatere til.

Det var også grunden til mit indre udbrud, og min pludselig trang til at tude. Hvis det ikke var fordi, jeg virkelig beherskede mig så meget, som jeg gjorde, ville jeg have rystet som en sindssyg. Jeg var ikke mig selv, men alligevel ikke helt ved siden af. Alting virkede så langt væk fra mig, men alligevel kunne jeg sagtens følge med, da Harry rejste sig fra sædet.

Uden at kigge rigtig på ham, fulgte jeg hans eksempel. Min læderjakke havde jeg ikke taget af under filmen, så min taske var det eneste jeg skulle huske. Jeg kunne sagtens mærke Harry stod og betragtede mig, imens han ventede på mig, men jeg løftede ikke mine øjne op til hans.

Det kunne jeg ikke få mig selv til.

Allerede inden vidste jeg, efter erfaringer omkring mine mavefornemmelser, at jeg ville bryde fuldstændig sammen, hvis jeg mødte dem. Hvilket netop var meningen ikke skulle ske. Jeg var ikke den største opmærksomheds elsker, og hvem ville ikke stirre på en pige, der stod og flæbede tydeligt i en oplyst biograf?

Jeg ønskede heller ikke, folk skulle begynde at blande sig. Så ville det først begynde at danne virkelig store problemer for mig. Og selvom jeg virkelig ønskede at give slip, tage hele sagen op med Harry her og nu, var jeg stadig fornuftig nok til at vente til vi kom hjem.

Harry sagde heller intet til mig. Han kunne vel godt fornemme mine indre reaktioner på mig. Hvis ikke, så havde han også siddet og kigget en del på mig igennem filmen, så mon ikke han kunne have set, hvordan jeg havde det.

Vi gik side om side hen imod udgangen, der førte os ud i den lettere køllige nat. Mine øjne søgte himlen, hvor ikke en sky var at se. Stjernenerne storstrålede derfor med deres lys, og månen var halv fuld den november aften. Havets brugs nåede hurtigt mine ører, og jeg fik på den måde afklaret, hvor vidt udgangen vendte ud imod stien ved vandet.

Jeg havde ubevidst sat tempoet ned, så Harry var en del længere fremme ad gaden end jeg. Trods min hjerne sagde mig, jeg hellere måtte skynde mig at indhente ham, gjorde jeg det ikke. Selv vidste jeg godt, dette sted, den mennesketomme sti lige foran kanten til havet, var en oplagt mulighed til at Harry kunne bringe filmen op. Hvilket jeg egentlig ikke ønskede, men…

Ja.

Jeg var nærmest drænet for energi, lige så pludseligt, og mine ben kunne knap nok bære mig. Spørgsmålene lå bag en kæmpe mur, der forhindrede mig i at nå dem. Jeg var virkelig chokeret over filmen, og det var som om, jeg ikke rigtig kunne formulere mig ordentligt – ikke engang inden i mit eget hoved.

Længere henne kom Harry gående imod mig, men jeg registrerede ham ikke som sådan. Min opmærksomhed var et helt andet sted. Havets brugsende lyde op ad kanten, fik mig til at tænke en del klare.

Eller så var det bare den varme samt bløde hånd, der gled ind i min.

Allerede på varmen og nærværet vidste jeg, hvem personen var. Harrys duft indrammede mig, da han trak mig ind til sig. Hans ånde kildede mig velkendt i nakken. Vækkede mine følelser til livs. Det var lidt lige som om, jeg havde været følelsesløs før, og nu strømmede alle følelser ind over mig. Tårerne pressede at på i krogende, og en enkelt snød sig igennem forsvaret.

”Shh Cassie, lad os tage det der hjemme. Der er vidst nogen der har snakket i byen af de unge, og et par piger med 1D T-shirts står ikke langt væk fra os. Lad os tage den her der hjemme, hvor vi kan være alene,” Harry mumlede det blidt ind i mit øre. Med nød og næppe fik jeg holdt mit suk inde, der var ved at undslippe min mund.

Det var ikke lige det rette tidspunkt, jeg gad have fans rendende i hælende på Harry og jeg. Ikke fordi jeg havde noget imod deres fans, men jeg var på mit svageste punkt. Der skulle ikke meget til, før mine ord og følelser gik i udbrud.

Ikke lige det jeg ville dele med deres fans.

Så ville de nok ikke elske mig særlig meget…

Derfor nikkede jeg også lydløst. Gav Harrys hånd et klem. Han tog det som et tegn på bekræftelse, og begyndte at gå i samme retning som sommerhuset lå.

Hele turen var vi stille. Ingen sagde noget. Jeg snøftede en gang imellem, men det kunne der heller ikke undgås fra min side af. Hvordan skulle det kunne lykkes? Alle i mit sted ville have det på sammen måde. Mine følelser var ikke just nemme at holde inde. Især ikke når det omhandlede noget, der gik så dybt ind i hjertet på mig.

Det var vel ingen hemmelighed for nogen, hvor mine svagheder var. Og de største af dem, var selvfølge ved emnet Derek – og min far, men den sidste nævnte fik jeg hurtigt sparket ud af hoved. Af rene erfaringer vidste jeg en del omkring mine reaktioner på mine svage punkter. Og som en erfaring remindede mig om, ville det ikke give de bedste effekter, hvis jeg begyndte at tænke på min far.

Han gjorde, for det meste, ikke andet end ulykker inden i mig. Alligevel var han så højt elsket af mig. Sådan var det med familie og ens elskede personer. Selvom jeg ville ønske man kunne, så var det utrolig svært at hade dem – lige meget hvad de havde gjort imod mig.

Jeg fik nærmest et chok, da faktummet om vi allerede stod foran sommerhuset, hoppede i min bevidsthed. Harry fik mig blidt skubbet ind af døren, hvor han gjorde trop med at smække døren efter os. Dørens smæk gav genlyd i hele entreen, og ligeså gjorde den ind i mit hoved.

Den tomme følelse var der, men ikke alene. Alle de oprevet kom lige efter, da Harry stillede sig foran mig. De grønne øjne stirren gjorde så det slog klik. Fornemmelsen af forræderiske handlinger fra Harrys side, overlod mig til mit temperament. 

For hvad fanden var meningen med det her?

”Harry, ved du noget om mine forældre?” mit spørgsmål kom hvis helt bag på Harry. Hans udtryk så helt forkert ud. Med sin rynken i panden fuldgjorde han det forvirrede udtryk, der nærmest afspejlede sig med den følelse, jeg følte inden i mig.

”Øm… nej? Hvorfor spørger du nu om det, Cassie?”

Jeg hang min læderjakke på knagen, og mødte Harrys øjne igen. Faktisk anede jeg ikke hvorfor, men jeg havde en pludselig arrigskab inde i mig. Ærligt fortalt følte jeg, Harry nærmest hånede mig med den film. Hele aftnen havde været fejlfri, indtil vi så filmen, hvor jeg direkte følte mig krænket. Eller nej, nærmere udhængt.

Det virkede så forkert, at Harry ville hænge mig ud på den måde, men alligevel gjorde han det. Det gik jeg ud fra, eftersom jeg ellers ikke kunne få øje på ideen med filmen. Hvad var det han ville opnå med det? Fortælle mig jeg var lige så tåbelig, som alle de andre blinde forelsket?

Stadig virkede mine argumenter så langt væk fra Harry, men det ændrede ikke min mening. Jeg følte mig virkelig udhængt, og det følte nærmest til at være Harrys plan.

Eller var det?

Min forvirring stod mig til op over ørerne.

”Så skal jeg fortælle dig noget. Min mor er død. Det gjorde hun i en tidlig alder i mit liv. Efter hendes død var min far og jeg alene. Min far begyndte at slå mig som 10 årig. Han drak også en del. Tit var hans slag på mig på grund af alkoholen, men selvfølgelig kan jeg aldrig give alt skylden på den. Jeg led under de hårde slag til jeg var 16 år, og flyttede sammen med Derek. Jasmine har jeg kendt igennem stort set hele mit liv”

Jeg lagde hoved på skrå, og betragtede Harrys ubehag ved informationerne. Samtidigt så jeg forvirringen vokse ved det perfekt udstrålende ansigt.

”Cassie, jeg er ked af at høre det, men jeg forstår det ikke. Hvorfor fortæller du mig det her?” Harry så afventende på mig.

”Hvorfor jeg fortæller dig det her? Sig mig Harry, var det ikke det her du ville? Fortælle mig via filmen, hvor ynkelig og tåbelig jeg er? Hvor dum det er at have elsket en voldsmand? Jeg bekræfter dig bare i din fortælling. Giver dig flere informationer, så du kan ynkeliggøre mig endnu mere,” jeg sagde det i en kold tone, med kræft i stemmen. Selvom over halvdelen af min krop fortalte mig, hvor forkert jeg var på den, var forsvarsportionen oppe.

Jeg følte virkelig at det var sådan, Harry ville have mig til at se det.

”Cassie, hvad fanden snakker du om? Jeg har aldrig-”

”Du ved, hvad jeg snakker om Harry! Du har holdt mig for nar på hele den her tur! Og med filmen, fået mig til at indse, hvor dum jeg har været! Så hvorfor forsætter du ikke, hvad du var i gang med? Krænk endelig mere ned på mig!” jeg råbte det direkte op i Harrys hoved. Ordende kom slet ikke fra mig af, men mere fra en mørkere mig.

Jeg var så forvirret omkring Harrys mening med filmen. Hvad han ville opnå. Og da filmen formåede at trykke på de rigtige knapper ved mine svagheder, kom mit indre raserig frem i mig. Det var ikke tilrettelagt filmen. Hellere ikke Harry, selvom det gik ud over ham.

Nej, vreden var rettet imod mig selv.

Filmen fik mig til at indse, fortalte mig, hvordan jeg havde tænkt dengang. Genforklarede mig nærmest at ingen mennesker skulle behandles på den måde. Eller være på flugt fra en voldsmand, som pigen Katie og jeg var. Sådan fungerede verden ikke, eller sådan burde den ikke fungere.

Derfor var hovedgrunden til mit raserig på Harry, mest at jeg følte mig latterlig. Fordi jeg havde tilladt Derek at ødelægge flere år af mit liv. Men også på grund af min far. Hvordan han havde slået mig som barn, og fået mig til at tro, det var normalt. Så da Derek begyndte, vendte jeg det hele om, og fik igen bildt mig selv ind at det var normalt.

Men hvordan kunne det nogensinde blive normalt?

Jeg følte mig selvforskyldt i min behandling, da jeg aldrig sagde stop til min far eller Derek. De gjorde som de havde lyst til. Og jeg tillod det. Mine fejl. Dumme fejl der havde ødelagt så meget inde i mig.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var jeg begyndt at græde. Måske ville græde være en underdrivelse, for jeg brød direkte sammen. Faldt forover og direkte ind i Harrys åbne favn. Knugede Harry ind til mig, imens min rystende krop blev taget blidt fat om.

Jeg var nærmest druknet i mine tårer og snot, hvis ikke det havde været for Harry. Han tyssede på mig, og mumlede betrykkende ord. Der var mange af ordene, men en del af dem jeg opfangede, omhandlede det ikke var min skyld eller det der var meningen.

Det var korrekt, det som min ene halvdel af kroppen havde hentydet til. Opføreselen jeg havde beskyld Harry for at have lavet bag min ryg, og grundende til filmen, var fuldstændig forkerte. Jeg vidste det egentlig godt. Men jeg havde været helt væk, ude hvor jeg ikke kunne bunde. Sådan blev det når mine svage punkter kom på tale. Og når der virkelig blev trykket ekstra hårdt på dem skete der mærkelige ting.

”Cassie…” Harry mumlede det i mit øre - midt i min flodbølge af tårer. Han trak mig ud foran sig, sammentidigt med jeg stoppede hulkende. Atter fortryllede de grønne øjne mig, og på rette tidspunkt gjorde de mig roligere.

”Du må virkelig ikke tro, jeg har holdt dig for nar, eller har været ude på at ydmyge dig! For det har på ingen måder været meningen, eller hvad der er sket. Det kunne jeg aldrig finde på. Jeg er ked af du tror det, når grunden til jeg tog dig med ind til den her film, er en hel, hel anden,” fremsagde Harry, med en lettere tristhed over stemmen. De grønne øjne fortalte mig tydeligt, hvor vidt han mente, hvad han stod og sagde.

Jeg snøftede kort, men helt igennem lettet.

Allerede da lyden af Harrys ord røg til mine øregange, blev jeg helt blød inden i. Men samtidigt også nysgerrig. Hvilken grund kunne der så være, til Harry trak mig ind og så filmen? Hvad ville han så fortælle mig med den?

”Hvilken grund er det?” spurgte jeg, og hostede kort da min stemme var skingre efter min gråd. Harry smilede skævt til mig, og flyttede hans hænder ned til mine hofter.

”Jeg tog dig med ind og se denne her film, fordi jeg ville vise dig noget. Ikke at du er ynkelig og dum, fordi du har været sammen med en voldsmand så længe. Jeg ville mere vise dig noget helt andet. Du husker vel godt, hvor meget drengen, Alex, hjælper Katie. Lover hende at være der for hende, fordi han elsker hende. Man kan tydeligt også se, hvor meget Alex elsker Katie. Han er der for hende hele vejen igennem.

Jeg vil vise dig med filmen, at ligesom Alex så vil jeg også være her for dig, som han var overfor Katie. Du er min Katie. Cassie, jeg elsker dig mere end du aner… og lige meget hvad der sker, når vi engang er tilbage i London, vil jeg være her.”

Harry kiggede mig så seriøst i øjne. Hans ord rørte mig helt ind i hjertet. De udstrålede direkte ved hans udtalelse, hvor sande samt oprigtige de var. Jeg var så rørt, mundlam, over Harrys søde tale. Aldrig havde jeg forventet noget lignende.

Tænk han virkelig havde taget mig ind og se den film, en så tæt handling op af vores egene oplevelser, for at fortælle mig han elskede mig. Hvorvidt han ville stå trofast ved min side. Det at jeg måske flippede ud kort før, betød ikke noget nu. Harry havde virkelig gjort noget af det sødeste for mig – sødere end nogen anden fyr!

Og oven i: så havde han direkte stået og fortalt mig, hvor meget han elskede mig. Hvordan han ville være der for mig, lige meget hvad der skete, når vi var tilbage i London.

Jeg var virkelig rørt til det yderste.

”Jeg elsker også dig, Harry,” jeg sagde det højt og åbenlys. Lige glad med om nogen så stod og aflyttede os, for jeg mente, hvad jeg sagde.

Uden at tøve yderligere pressede Harry mig ind imod ham. Hans læber smedede sig ikke længe efter sammen med mine i et dybt følelsesfyldt kys. I min mave var der som fyrværkerig. Jeg fornemmede alle organer i mig danse en sejres dans. Lige meget hvor underligt det lød, så forklarede det så godt, hvordan jeg havde det.

Mine hænder røg fra Harrys nakke og videre op i hans hår. Harry vendte mig om, så jeg stod med ryggen imod væggen. Vores kys blev dybere og mere intenst. Mine hænder kørte fra Harrys hår og ned af hans ryg. Hans gled fra mit bryst og om på min ryg, hvor han lynede min bluse ned. Jeg hjalp selv til med at få den af, så jeg stod i min sorte blonde bh.

Mine hænder gled ind under Harrys trøje. Jeg fik med lethed fat i kanten, og med Harrys hjælp røg den over hans hoved, og ned og ligge på gulvet ved siden af min.

Harrys hænder gled fra min mave, hen over mit bryst og videre bag min ryg. Imens kyssede vi stadig, med pulsende drønende der ud af og åndedrage i lettere stød.

”Lad os gå oven på,” mumlede jeg, ivrig efter mere. Der blev ikke protesteret fra Harry, men nærmere taget fat i mit ben, som hentydning til hvad jeg skulle.

Jeg hoppede og svang benene om Harrys hofter. Han greb mig ved lethed, og holdte fast på mig ved hænderne på min numse. Jeg lagde hænderne ved hans baghoved, og trykkede hans læber imod mine igen. Uden helt rigtig at tænke over det, mærkede jeg, Harry bevægede sig let rundt med mig hængende på ham.

Det undrede mig lidt, da Harry kunne finde vej hen til trappen, og gå op af den, uden at snuble eller støde ind i noget. Nu kendte han som fortalt sommerhuset ud og ind, men stadig var jeg imponeret over det.

Harry støttede sig kort til væggen med ryggen, da han var ved at miste balancen. Jeg grinte imod hans læber, hvilket medførte han heller ikke kunne lade hver.

”Ups,” mumlede han hæst, og bed mig sjovt i læben.

Ellers kom vi uskadte op til vores fælles værelse, hvor Harry fik lagt mig på sengen. Selv lagde han sig hen over mig, og støttede sin vægt med sin arm. Vores kys forsatte og kærtegn blev udgivet. I sidste ende fik vi mine og Harrys bukser af, så vi kun lå i undertøj.

Vores hjerter bankede nærmest i takt, som fulgtes de løbende side om side i et maraton. Harry var på ingen måde hård imod mig, som Derek havde været. De blide hænder, der kørte ned af min krop, som var jeg noget meget dyrebart og værdigfuldt, gjorde mig mere tryg omkring hele situationen.

”Er du sikker, på du vil have, vi skal gå længere? Vi kan sagtens stoppe nu,” Harrys spørgsmål kom helt bag på mig, da han lænede sig lidt væk fra mig.

Jeg mødte hurtigt hans blik. Det var tydeligt han var lige så tændt og berørt af hele sceneriet, som jeg følte mig. Vi begge lå også kun med stof, der dækkede de mest private dele af kroppen, helt op af hinanden, så det kunne umuligt undgås.

Mit smil nåede helt op til mine øjne.

”Harry, jeg er sikker. Vi skal ikke stoppe. Jeg har lyst, og føler mig langt fra utilpas ved det her,” fortalte jeg oprigtigt, og kørte en hånd op til hans kind. På alle mulige måder var jeg ved at springe af ren trang til Harry, fordi jeg virkelig havde lyst til ham.

Hele vores forspil havde ikke undgået at påvirke mig.

Harry smilte tilbage.

”Er du helt sikker?” gentog han, og smilede større og frækt til mig, da jeg nikkede ivrigt. Jeg var sikker. Klar på det her. Det var hvad jeg ville, og jeg vidste, det langt fra ville blive fortrudt bagefter.

Jeg mærkede Harrys hænder løsne min bh forsigtigt. Ubevidst bed jeg mig i læben, da han gik videre ned til mine trusser og fik dem af. Et stød gik op i underlivet på mig, da han stak to fingre op. Jeg lukkede øjne kort i ren nydelse.

Harry lod mig gøre mit, og kort efter lå vi smedet sammen uden noget stof til at dække os. Det eneste jeg så var de grønne øjne, der mindede mig utrolig meget om skoven. Harry trængte langsomt og så blidt som muligt op i mig, men jeg kunne ikke undgå at skære en lille grimasse.

Det var ikke fordi, jeg havde haft fået så meget på det sidste.

Efterhånden var smerten erstattet med nydelse. Harrys måde at behandle mig på, var så meget anerledes end jeg var van til. Derek plejede at være hård, nådesløs og ligetil. Harry behandlede mig bedre. Han var blid og omtænksom omkring mig, hvilket lige præcis var, hvad jeg forventede af en dreng.

Vores åndedrag stødte hårdt der ud af, og jeg holdte hele tiden blikket med Harry. Alting var så perfekt. Lidenskabeligt, romantisk og fantastisk. Alle de ting det aldrig havde eller ville blive med Derek.

Mit liv føltes så meget bedre end nogensinde før - Jeg var lykkelig.

 

,,One day when the sky is falling

I'll be standing right next to you

Nothing will ever come between us

Cuz I'll be standing right next to you.” – Chris Brown And Justin Bieber, Next To You

______________________________________________________________

Aye, peeps! 

Uhadada der var vidst nogen der til sidst i kapitlet hyggede sig lidt, var? :D 

Så Cassie følte sig klar nok til at have sex med Harry, og selvom de lige havde deres fight inden, jamen så endte det da godt! Personligt er det her et af mine ynglings kapitler, netop fordi de i sidste ende finder sammen.

Harry ville vise Cassie med filmen Safe Heaven, hvordan han havde det omkring hende. Jeg har ikke selv set Safe Heaven eller læst bogen, så mit referrat af filmen i kapitlet er noget jeg har set i trailers og kan regne ud eller har gættet mig til. Så, don't judge, måtte være lidt opfindsom omkring det, aha! X

Og movellaen har rundet 201 likes og 277 favoritter! Shit, for hulen da folkens, I er for skønne! Tusind tak for det! Det bliver fejret med dette lange kapitel, woop.

Jeg undskylder forresten at jeg måske ikke udgiver hver anden dag, som nogle andre forfattere gør, men jeg har på det sidste lidt af vinterens dumme sygdomme, såå... ja, plus min skole og fritids aktiviteter er jeg et travlt menneske på det seneste ;)

Kapitlet her er måske lidt kludret for nogen nogle steder... eller ja, I don't no, bare spørg hvis der er noget der virker sært X

Hvad tror i der sker nu? Drengene, deres kærester, Jasmine og James kommer jo fredag. Mon de har noget nyt med, eller mon der sker ting og sager? 

- xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...