Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
73040Visninger
AA

12. 11

Harry

”… if things go wrong we can knock it down...”

Jeg kunne næsten ikke holde mit smil tilbage, da Cassie sang flydende med på Eds sang ”Lego Hous”. Vi havde hørt hele hans album om og om igen på hele køreturen, men jeg havde intet imod det. Det var et godt album – faktisk et af mine ynglings. Og desuden var det Cassies valg, at vi ikke skulle høre andet. For faktisk havde jeg prøvet at skifte til et andet, da alle sangene var spillet. Men hun havde eksisteret på, vi kun skulle høre Eds. Det så ud til hun elskede det, trods hun måske ikke kendte det lige så godt, som jeg efterhånden gjorde.

Vi var endelig ved at nærme os Paignton, hvor min far havde et sommerhus. Det vi skulle bo i, blot Cassandra og jeg, hele fem dage alene. Det at vi skulle være alene, gjorde mig intet. Ved nærmere eftertanke var min mave ved at springe i ren begejstring. Jeg kendte til ordene, der tydelig sagde: ”Man skal ikke forvente så meget for start, da man hurtigt kan blive skuffet.” Men jeg kunne nu alligevel ikke dy mig, for bare at forvente lidt.

Hvem ville kunne gøre andet i mit sted?

Cassie og jeg havde efterhånden fået et godt forhold til hinanden. Hvis vi sammen skulle tænke tilbage på lige, da vi mødte hinanden, var der sket en del. For der var hun en del skeptisk omkring mig, og så lang fra ud til at ville sige god for mig. Ved nærmere eftertanke hadede hun mig nærmest.

Selvfølgelig vidste jeg den gang, lige så godt som nu, at hade var et stærkt ord. Men alligevel havde jeg bare følt det sådan. Især omkring hendes talemåde, der havde været flabet og ikke mindst; nedgjort mig. Heldigvis kunne jeg sige det hele i datid. For sådan var det slet ikke længere.

Jeg lod mit blik glide hen til min venstre side. Cassie vippede storsmilende med hoved, imens hun med store øjne fulgte verden passere forbi os. Jeg skjulte ej et smil. Hun så simpelthen så… glad ud. Ikke bare glad som den let smilende måde. Det var ikke kun udenpå jeg snakkede om.

Det var også inden i.

Og jeg vidste, det var alt for lang tid siden, det havde været sådan. Hvis jeg skulle gøre det lidt negativt, var der stadig en del af hendes indre, der langt fra var glad. Det kunne ses. Men pointen i det hele var, hun stadig var lidt. Det betød noget. Og jeg fik en bekræftelse i, vi alle havde gjort noget rigtigt.

Cassandras øjne mødtes med mine. Hendes glæde strålede ud fra de klareste blå øjne. Den let forvirret assitude omkring min stirren, lod også til at medføre en svag farve i hendes hoved.

”Hvad?”

Det brune hår med det rødlige skær sværmede om ørerne på hende, da hun hurtigt rettede sit hoved ned. Grunden til den pludselige bevægelse var nok, at jeg ikke kunne lade hver med at grine. Jeg rettede mine øjne tilbage på vejen, men snakkede alligevel til Cassandra.

”Ikke noget – Du ser bare sød ud, når du nærmest sluger alting med blikket, imens vi forbi passér det.”

Jeg kiggede kort væk fra vejen, for at se på Cassandra, der havde rettet hoved op. Hendes blik viste tydeligt, hvor pinligberørt hun var over min opmærksomhed. Mit smil blev let større, da jeg holdte øje med vejen igen. Vi skulle helst ikke ende i en trafikulykke, fordi jeg ikke havde været opmærksom nok i min kørsel.

”Der er bare så mange ting, jeg ikke har set før,” fortalte Cassandra.

Da hun ikke gav udtryk for at forsætte, rynkede jeg forvirret panden. Ikke set før? De ting vi kørte forbi var de typiske sydlige objekter, der ellers var i syd England. Og jeg skulle ellers mene de fleste inde fra centrum af, på en eller anden måde, havde været i syd. Om det så bare var med skolen eller whatever it could be.

Der lød et suk for min side.

Ud af øjenkrogen så jeg Cassandra rette sig op, og holde øje med mig.

”Jeg har ikke rigtig haft mulighed for at forlade lejligheden, som jeg boede i med Derek, i de sidste mange år. Han… han brød sig ikke rigtig om, at jeg forlod byen eller i det hele taget lejligheden,” forklarede hun sig endelig, så jeg kunne forstå. Og jeg forstod hende hurtigt.

Bare hans navn fik en indre vrede til at buldre frem, men jeg lod mig selv bevare kontrollen. Det nyttede ikke noget at blive sur, især ikke overfor Cassie. Hun kunne ikke rigtig gøre for, at Derek havde været et værre asshole.

Jeg klemte lidt ekstra omkring rettet, og stirrede lige ud.

Det gik direkte ind i mit hjerte og skar, blot det at vide, hvad Derek havde gjort imod Cassie. Selvom jeg ikke havde været til stede, imens han gjorde hende noget – med undtagelse til Jasmins fest, kunne jeg alt for nemt se alting for mig. Og det frembragte en forfærdelig vrede til Derek, da jeg virkelig holdte af Cassie.

Hun havde på ingen måder fortjent den behandling, som hun hidtil havde fået i mange år. Hun var blevet slået til blods flere gange, efter fortælling af James – Der havde det fra Jasmine. Cassandra var nærmest blevet tortureret, og misbrugt på de værste tænkelige måder.

Bare det at tænke hele forløbet igennem, fik mig til at klemme endnu hårde fat i rettet. Uden jeg kiggede ikke helt konkret på det, men jeg kunne se i øjekrogen, at mine knoer blev hvide. Cassandra ved min side var blevet stille, og betragtede mig helt mussetavst.

Efter at jeg havde lært Cassie nærmere at kende, havde jeg også hurtigt taget et slags ansvar til mig. Det demonstrerede jeg også, den dag Derek viste sig til Jasmines fest. Jeg havde fået en eller anden trang til at beskytte Cassie. Indhente det forsømte.

For jeg havde dårlig samvittighed over, ikke at kunne have beskyttet hende før. Skubbet Derek væk fra hende, når han slog hende. Give ham den største omgang tæv, for alle de slag og sår han havde givet Cassie.

Ja, måske burde jeg slet ikke have den dårlige samvittighed. Og ja, måske var det på alle mulige måder heller ikke noget, jeg burde tage på mig som en skyld. Men det gjorde jeg. For det gjorde det også endnu nemmere for mig at beskytte Cassie – især da Derek viste sig til den fest. Dengang havde jeg også samvittigheden, og den hjalp mig til at få kræfterne til at slå hårde.

”Vold er aldrig løsningen,” ja, det er rigtigt. Men jeg ville gøre alt, hvad der skulle til for at beskytte Cassie imod Derek.

”Harry?”

Jeg mærkede en hånd på mit lår, hvilket gjorde så jeg hørte stemmen. Hurtigt trak jeg mig ud af tankerne, der underligt nok ikke havde været så dybe, at jeg ikke kunne køre ordentligt. Straks kiggede jeg hen på Cassie, der så bekymret på mig. Hendes blik viste tydeligt, at hun havde en ide om min pludselig fraværende tankegang, men det viste også at hun ikke var helt sikker.

I stedet for at jeg svarede hende på det tavse spørgsmål omkring, hvad der gik mig på, smilede jeg bare betrykkende til hende. Jeg vendte mit blik tilbage til vejen, og fjernede hendes hånd fra mit lår, for at tage den i mig. Jeg gav den et lille klem.

”Bare rolig: vi skal nok få en masse at se. Jeg skal nok hjælpe med at indhente det forsømte,” lovede jeg, og grinte hæst til Cassie.

Hun smilte stort til mig.

”Tak, Harry.”

Mit smil var stadig stort, da vi ti minutter efter steg ud af bilen, og så på det velkendte sommerhus. Jeg lod Cassie stå og beundre des udseende, hvorimod jeg gik hen og fik vores begges bagage ud af bilen. Selvom vi var syd på, var det stadig koldt. Dog varmere end inden i centrum.

”Hold da op et sted!” udbrød Cassie imponeret, da jeg havde låst døren op, og ladt hende komme inden for i varmen. Jeg smilede over hendes begejstrede udtryk. Ligeså hendes måde at nærmest bare hurtigt få overtøjet af, og udforske det hele.

Jeg blev dog nød til at stoppe hende, midt i alt det sjove, da hun var ved at gå ind i et kosteskab.

”Cassie, vent nu lidt. Inden du fare helt vildt, hvad så med at vente på mig, og lade mig vise dig stedet?” spurgte jeg forsigtigt, og kunne ikke lade hver med at se drillende på hende.

Cassie stak hoved ud af skabet, og så forlegent på mig.

”Jo selvfølgelig, Hazza.”

Jeg smilede, over hendes pludselig ømhed og generthed. Der var ingen tvivl om, at vi nok skulle få det hyggeligt - bare hende og jeg.

***

Cassandra

Harry havde fået vist mig huset, og vi havde efterfølgende pakket vores ting ud. Vi delte et værelse med dobbeltseng, trods der var yderligere fire værelser. Men de andre kom også på et tidspunkt, derfor ville det være for bøvlet, hvis vi havde taget et værelse hver. Hvorfor dog gøre det, når der var dobbeltsenge i dem alle sammen?

Selvfølgelig havde vi ikke valgt at sove sammen, hvis vi havde noget imod hinanden. Det var heller ikke fordi, Harry spurgte om jeg ville, eller at jeg protesterede. Sådan var det bare, det at vi skulle dele værelse. Som var det bare naturligt.

Som sagt havde vi pakket ud. Nu sad vi i stuen, på en lækker behagelig hjørnesofa, med benene hvilket ind i hinanden. Harry havde lavet noget the, som vi begge havde placeret i hver vores kop, der blev holdt i hver vores par hænder. Samtalerne vi kørte var stille og rolige. Eller stille og rolige… hvis det at grine, som en gris og hikste med tårer i øjne pga. noget vild morsomt, var hvad man kunne kalde stille og rolig, så ja.

”Du Cassie?”

Jeg kiggede spøjst på Harry.

”Du Harry?”

”Jeg tænkte på: vi skal også have købt noget mad ind. Og nu hvor vi alligevel skal det, vil du så spise ude eller hjemme? Så vi kan finde ud af, hvor meget vi skal handle ind,” spurgte Harry mig om, og så selv tænkende på mig. Jeg så målende på ham.

Kunne Harry lave mad?

Det var ikke fordi, jeg ikke selv kunne. Eller jo måske var jeg ikke den bedste i et køkken. Derfor var det også min grund til, at tænke over hans evner. Normalt havde jeg Jasmine til at hjælpe mig og redde maden, hvis jeg klokkede helt i det. Og nu da jeg ikke havde Jasmin, men Harry, måtte jeg lige tjekke ud, om jeg havde lidt back up – hvis, I kunne forstå hvad jeg mente?

”Kan du lave mad?” endte jeg med at spørge. Harry rynkede næsen, nok mest fordi det lød nedladende. Jeg smilte til ham for at lige pointere, der intet ondt var ved spørgsmålet. Jeg spurgte kun for at sikre vores mad – intet andet.

”Ja, det kan jeg da!” udbrød Harry, og så skævt på mig.

”Jeg er nemlig ikke den bedst, derfor ville jeg lige høre, om jeg havde noget back up fra dig af. For hvis ikke synes jeg, at vi skal tage ud og spise,” forklarede jeg mig.

”Jasmine sagde ellers til mig, at du var meget god?”

Hvad havde hun..?

”Hun må have forvekslet mig med en anden, eller haft en alt for god dag,” indrømmede jeg. Harry så direkte på mig. Jeg stirrede tilbage. Der var fuldstændig stille.

Også grinte vi højt.

Måske lød det lidt latterligt det hele. Og måske var vi ikke rigtig kloge. Men vi havde det hyggeligt, Harry og jeg. Vi klingede så det larmede, og kemien kunne lige så godt skrige, så enorm den var. Trods jeg var hunderædsel for Derek, der vidst nok også ledte efter mig et sted der ude. Selvfølgelig var jeg det. Men det betød ikke, at jeg ikke kunne tåle at have det sådan her med Harry.

Harry var ikke som Derek. Det havde jeg indset. Jeg ville nok ikke blotte mig for ham, sådan lige pludselig, eller noget stil. Så langt var vi ikke. Men jeg havde intet imod, at han krammede mig – holdte om mig. Imod det vi indtil videre gjorde.

Ja, jeg var et offer for vold. Ja, jeg havde sår og ar for livet både fysik samt psykisk. Men jeg kunne ikke blive ved med at være bange. Jeg kunne ikke få mig selv til at være den svage pige. Det… det havde jeg været for meget. Selvfølgelig var der også store gode grunde til det, men jeg følte, at jeg på en eller anden måde ville være stærkere – var blevet stærkere.

Var det overhoved spor forståeligt noget af det?

Mit smil var skævt, og jeg rystede på hoved. Lige meget hvad der ville ske, hvad der forgik, så vidste jeg, der intet var at fortryde omkring disse fem dages alene tid med Harry. Han var en god fyr – og jeg følte mig tryg. Med det sagt var det også det vigtigste.

”Jamen så er det godt jeg kan. Men skal vi så gå ud og handle ind?” Harry kiggede spørgende på mig. Jeg nikkede bekræftende.  

Vi fik viklet vores ben ud af hinanden, og stillet kopperne på bordet. Side om side endte vi ud i gangen, hvor vi fik det lettere varme overtøj på. Det var trods alt november.

Jeg spekulerede let over, hvad vi kunne få at spise. Noget lækkert skulle det selvfølgelig være. Og jeg havde for en gangs skyld ordentligt lyst til at lave mad. Måske fordi jeg havde en i ryggen, hvis jeg nu skulle klokke i noget.

Da mine støvler var bundet, mødte jeg Harrys smil, da mit hoved røg op i normal vinkel. Smilet var stort, og han rakte mig min militær jakke. Som trak smilte jeg tilbage, og lod ham hjælpe mig med at få den på.

”Shall we?”

Harry trak på smilebåndet, efter at have låst hoveddøren efter os. Jeg nikkede friskt, og lod ham tage min hånd i hans.

Hov – hvad gjorde jeg?

Ja, jeg lod Harry tage min hånd i sin, mens vi gik ud til vejen.

Efter fortælling skulle der ligge et supermarked ikke så langt væk. Det hele synes nu at gå meget hurtigt, måske også fordi mine tanker lå konstant på den store varme hånd, der havde flettet fingre med min.

Et var at vi nærmest flettede fødder aka ben, men at vi nu flettede fingre… jeg døde snart af begejstring. Det var som fyrværkerig, der blev ved med at springe i min mave. Mit ansigt virkede helt varmt, og til mit held kunne jeg skylde skylden på vinden, hvis Harry så forvirret på mine tomatrøde kinder.

Hold da op, hvor jeg alligevel formåede at gøre mig selv pinligt til grin.

Til mit held kommenterede Harry det ikke, men jeg kunne sagtens ane det smil, der tydeligt talte sig eget sprog. Supermakket lå ikke langt fra Harrys fars sommerhus, hvilket var en lettelse. Det var som fortalt november, og det var aften. Begge ting tilsammen var ikke den bedste komparation, da kulden var resultatet.

Jeg var overrasket over, hvor vidt Harry og jeg formåede at klingre så godt sammen. For jeg mener: så længe havde vi ikke kendt hinanden. Kun over nogle måneder. Normalt var jeg ikke så god til det med nye venskaber, da jeg havde fået taget en del af min håbløse selvtillid fra mig. Både af min far, som jeg faktisk intet had havde til, men også af Derek.

Jeg hadede dog den erklæring, at Derek blev ved med at ødelægge tingene for mig. Det var ikke fordi, jeg didikeret lå og bare håbede på, at idioten ville slå til og ødelægge mere. Hvilken dum tøs ville jeg ikke være, hvis jeg gjorde det?

Jeg ønskede langt fra, at Derek skulle blive ved med at komme randene i mit liv. Det blev også for meget for mig at vide, han lige præcis var i samme by, samme omgangskreds, som jeg.

Derfor var det præcis også dette jeg havde brug for. En uges tid langt væk fra virkelighedens traumager og ulykker hjemme i storbyen London. Bare at være ude på det fredelige stille land, hvor alting havde den friske havlugt, gav en stor ro i maven. Jeg følte for en gangs skyld ordentligt, at jeg kunne pruste lettet ud, læne mig tilbage og slappe af. Og en af hovedgrundene var selvfølgelig: Harry.

Han gjorde så meget for mig uden helt at vide det.

Det at han frivilligt ville være alene med mig i fem dage, uden de andre for vores lille ”gruppe”, betød alverden for mig. Jeg havde for længst tænkt tanken, der lød på, hvorfor han overhoved ville omgås med et problem-klynke-barn som jeg.

For der skete ikke andet end problemer for mig, og omkring mig.

Derfor var jeg super taknemmelig for, at Harry var ved mig. Det var næsten som om, nogen havde hørt min tavse bøn om en ny ven – og mere til. Som var en af mine ønsker endelig opfyldt, uden jeg helt kunne fatte det.

Det var mig stadig en gåde, hvorfor Harry var dukkede sådan op af det blå, uden at tage det helt bogstaveligt, og hermed komme til at betyde så meget for mig. Også endda på så lidt tid.

Verden var et underligt sted, men samtidigt fedt nok – nogen gange.

***

”Så du er slet ikke bange for noget?”

Harry lød utrolig overrasket, mens hans grønne øjne spærrede sig mere op, da jeg rystede på hoved. Vi var nået hjem fra supermarked, og var gået i gang med maden. Eftersom jeg aldrig havde været så kreativ til madvalg, så var det altså blevet Harry, der havde bestemt dagens menu. Det var blevet til en et par engelske bøffer, pasta, bearnaise sauce og en salatblanding til. Faktisk lød det ikke så kompliceret, men det lød også på Harry, som om han ville give mig en chance for at kunne være lidt med.

Harry havde sat mig til at lave salaten, og imens stod vi og snakkede. Emnet var røget ind på, hvad vi var bange for. Eftersom Harry havde fortalt mig, hvad han var bange for, skulle jeg nu fortælle det til ham.

Men problemet var bare… at jeg ikke var bange for noget.

Ud over Derek – men det var heller ikke noget, som jeg direkte kunne slå fast. Desuden var det ikke lige så normalt, eller inde for den grænse, som Harry hentyd til.

”Nop. Måske gyserfilm, men ellers er der ikke noget,” jeg smilede sjovt til Harry, der nærmest så helt fortabt ud.

Hvad skulle han dog bruge det til, siden han var så fortabt?

”Så bliver der jo ingen skønne jomfru redninger… dammit!” Harry sukkede tungt, og kiggede ned på panden med det letter larmende kød. Jeg kunne ikke lade hver med at undslippe et højt grin. Samtidigt kiggede jeg op fra skærebrættet, for at kigge på Harrys ryg.

”Seriøst? Er gyserfilm ikke nok?” spurgte jeg lettere underholdt, og kiggede ned på skærebrættet igen, for at lade den skarpe kniv skære salatbladene i finere stykker.

”Neeeeej, det er ej Cassie!” lød det pivende fra Harry. Jeg hævede grinagtigt det ene øjenbryn, for at kigge op og møde Harrys ”triste” øjne.

Men eftersom, I alle nok har stået i et køkken, ved I sikkert også godt, det ikke er det klogeste. Det at kigge væk fra det man laver med en kniv. Det kan give rifter, hvilket var lige, hvad jeg fik. Jeg mærkede smerten i min finger, og kiggede med opspærrede øjne ned på spækbrættet. Det lille fejfrie snit var som blændende for mit syn, da blodet samlede sig ved åbningen, og trillede ned af min pegefinger.

Jeg jamrede lavt, og sukkede indvendigt af mig selv. Hvorfor endte det altid galt efterhånden, når jeg prøvede på noget ved egen hånd?

”Er du okay, Cassie?” Harry stod hurtigt over ved mig, med en kold klud om min finger. Han var virkelig hurtig til at handle. Nærmest så hurtigt at jeg følte et minichok i mig.

Følelserne sprang rundt omkring i maven på mig, da jeg mærkede Harry tage sin venstre arm omkring mig, og holde let fast ved min hofte. Berøringerne brændte igennem mit tøj, og fik mig nærmest til at glemme den store smerte i fingeren.

”Det tror jeg,” mumlede jeg, stadig chokkeret over min hændelse. Hvad fanden skete der også for mig? Hvilken klods jeg var…

”Vent, jeg mener min far har stillet en førstehjælps kasse her i et af skabene,” brummede Harry ud fra mit øre. Det var nærmest som om alt varmen gik ud af mig, da han fjernede sig fra mig, for at gå hen til et af oven skabende.

Jeg betragtede ham nøje, da han ved nemhed greb fat i en rød kasse, som jeg aldrig ville kunne have nået på fladfod, som Harry kunne. Hurtigt var han henne ved mig igen, og lod førstehjælpskassen stilles ved siden af sig.

Mine øjne fulgte hans bevægelser, da han fik fat i en rensningsserviet. Forsigtigt greb han om min hånd, og lod sig give sig til at duppe mit sår. Jeg skar let tænder, da det sveg lidt i fingeren.

”Sorry, love,” mumlede Harry tæt ved mit øre. Jeg rystede ligegyldigt på hoved. Det eneste lyd i rummet var radioen der kørte, og Harrys og mine åndedrage.

Mit hjerte bankede hårdt imod mit bryst, da Harry atter snittede sin hofte med min. Han fjernede servietten, og fik åbnet et plaster. Kort efter sad plasteret på min finger, mens Harry men forsigtighed tog min hånd op. Det forgik nærmest i slowmotion, da hans læber ramte min finger, med et let drillelystent men kærligt blik.

Jeg kiggede op fra gulvet, for at møde Harrys ansigt, der pludselig var tættere på mit. Drastisk ændrede min puls sig, og jeg lod mig læne mig længere hen imod Harry. Hele stemningen imellem os var afventende, kærlig, men også længselsfuldt. Jeg direkte brændte for at lade mine læber smedes sammen med Harrys. Det var som om det var det eneste jeg ønskede, og det eneste jeg kunne tænke på.

Harry så ud til have det lige sådan. Så hvad skulle der kunne stoppe os?

Tjo… lyden af boblende vand, og en advarende alarm var lige, hvad der kunne stoppe os. Vi begge vendte hovederne hen imod komfuret, hvor vandet til pastaerne boblede over, og kødet røg mere end normalt.

”Fuck!” udbrød både jeg og Harry.

Harry løb hen til kødet, og jeg hen til det overkogende vand. Heldigvis for os begge, var alarmen bare uret ved komfuret, der fortalte pastaerne skulle i det kogende vand. Vi fik tingende under kontrol, men jeg skulle selvfølgelig tørre en del vand op.

”Det var satans,” lød det irriteret fra Harry, der tydeligvis var utilfreds ved afbrydelsen. Jeg klemte et grin inde, og bed mig i læben ved mindet om den millimeter tætte afstand, der havde været imellem Harry og jegs munde.

Mit blik landede på Harry, der virkelig så pissed ud. Og hvorfor? Fordi vi var blevet afbrudt mit i en meget… intens scene. Jeg kunne ikke lade hver med at grine lydløst, og tænke tilbage hvad hele samtalen startede med. Så Harry ville gerne redde mig for noget, som jeg var bange for?

”Harrooold,” mumlede jeg smilende, og slap grebet på den nu helt våde klud. Jeg lod armene glide rundt om hans mave, og så op på ham med glimt i øjet. Det bedste ved det hele var, at jeg sagtens kunne tillade mig at fjerne min opmærksomhed fra pastaerne, da de var nogen lunde selvkørende.

Harry kiggede mig direkte i øjne. Hans tilsmil var spørgende, mens han automatisk lagde sin ene arm om min hofte, hvor den anden hånd legede med paletkniven. Bøffernes duft var fantastisk, men det forhindrede mig langt fra at stoppe op, gå væk fra Harry, blot for at dufte til dem.

Nej, nu skulle Harry vide noget.

”Du har jo allerede reddet mig fra noget jeg er bange for,” jeg kiggede lidt ned. Mine fingre legede med hans blå skjorte.

”For hvad?” spurgte Harry nysgerrigt.

Jeg slap hans skjorte, og lod mine fingre glide tilbage til at være rundt om hans mave. Det gjalde lige for mig at trække vejret dybt, før jeg kunne kigge ham i øjne, når jeg sagde det.

For på en eller anden måde formåede han altid at komme ind i vores samtaler.

”Derek. Den aften ude ved gyden, til Jasmins fest.”

Harrys øjne der før lå kort på panden, gled hurtigt hen til mig igen. Det overraskede blik var ikke til at tage fejl af, men hvorfor var han så overrasket? Forventede han at jeg ville glemme det? At jeg intet kunne huske for den aften?

”Er du bange for Derek?” Harry spurgte, selvom vi begge godt vidste, han skam godt kendte til svaret.

Jeg nikkede stift.

”Ja, jeg er. Og det du gjorde der, betød alverden for mig. Jeg ved ikke, om jeg har udtrykket mig godt nok, men jeg er nærmest evig taknemmelig for at du dukkede op-”

”… det behøves du altså ikke, Cassie,” afbrød Harry mig blidt, og strøg mig hen af håret. Han fjernede sin anden hånd fra palletten, for at ligge den om min anden hofte.

”Men det er jeg! Harry, hvis du ikke var dukket op, så ville de andre ikke havde fundet mig eller Jasmine før det var for sent. Han ville have tæsket hende, ligeglad med at hun ikke havde gjort noget. Hvis det ikke havde været for dig, ville jeg måske ikke engang ane, om jeg ville stå her i dette her sommerhus sammen med dig. Eller være et eller andet klamt sted med Derek,” jeg kiggede fra Harrys hånd og op til hans øjne.

Uden jeg havde lagt mærke til det, var jeg begyndt at græde. Det plejede jeg ellers aldrig, når det omhandlede Derek. Jeg plejede at være stærk, holde det i mig. Men nu stod jeg så sandelig her, foran Harry, med tårerne ned af kinderne.

Nu var det heller ikke fordi, Derek var den eneste grund til at jeg græd. Jeg græd fordi, Harry havde været der for mig – fordi jeg midt i hele min opremsning til Harry, indså hvor meget jeg stod i gæld til ham. Som sagt: hvis det ikke havde været for Harry, ville jeg slet ikke vide, hvor jeg ville være henne den dag i dag, eller hvad der ville have været sket med Jasmine.

Alting kunne være gået en hel anden vej, hvis ikke han var kommet. Reddet Jasmine – reddet mig.

”Shh… Cassie. Jeg vidste slet ikke, at du så det hele på den måde… Og faktisk er det helt uhyggeligt, hvor meget du har ret,” selvom Harry mumlede, var det nemt for mig at høre ham. Jeg snøftede, og følte det som stød, da hans tommelfingre ramte min hud. De tørrede tårerne væk fra mine kinder.

”Du har allerede gjort så meget mere, end jeg nogen sinde ville kunne forstille mig, eller fortjene på nogen måde.”

Harry rystede på hoved. Pludselig strammede han grebet om mig, og hans mund var ude for mit øre.

”Hvis der nogen der nogensinde ville kunne fortjene min hjælp, så ville det være dig, Cassie. Du har været ude for så meget mere, end du burde.”

”Men-”

Harry stoppede mig mit i en sætning. Ikke ved at afbryde mig. Heller ej ved at sætte en hånd for min mund. Men ved at kysse mig. Varmen og smagen fra de bløde læber var ikke til at tage fejl af.

Harry kyssede mig virkelig.

 

,, In a way it’s all matter of time
I will not worry for you, you will be just fine
Take my thoughts with you, and when you look behind
You will surely see a face that you recognize
You’re not alone I’ll wait ‘til the end if time
Open your mind
Surely it’s plain to see
You’re not alone I’ll wait ‘til the end of time for you
Open your mind Surely it’s time to be with me." - Mads Langer, You're Not Along

_______________________________________________________________

Aye people!

Jeg ved det er virkelig lang tid siden, at jeg sidst har udgivet noget på den her movella. Og jeg er truly sorry! Det har på ingen måde været meningen, men der har været så meget, og en masse ting har poppet op for mig, der har gjort så jeg ikke har kunne skrive. Jeg undskylder af hele mit hjerte!

Historien er nemlig langt fra slut!

Også: hvis dette kapitel ikke er det bedste til dato, skyldes det mine pokkers tage tidligere skriveblokering, jeg oven i også har rodet med. Det har været noget lort det hele, aha.

Men jeg er glad for at se, der faktisk kun er kommet flere likes og favoritter på movellaen. Det overrasker mig meget, men tusind tak for det!

Jeg må meddele det nu officielt kun er mig, der skriver på movellaen - Claire er stoppet på movellas. Hun hjælper mig dog stadig med ideer, og sådan nogle ting. Men det er kun mig der skriver.

Har egentlig ikke engang skrevet en besked til jer, som et kapitel, men ville simpelthen ikke gøre det, så I troede det var et rigtigt kapitel. Derfor postede jeg noget på min blog, hvilket der efter sigende ikke er mange der har set...

Men håber after all I kan lide kapitlet! Det er lavet ekstra langt, da det er langt tid siden, jeg sidst har udgivet noget. Forresten: min lille "pause", eller hvad jeg skal kalde den lille periode, er helt slut. Jeg skriver her i morgen videre på næste kapitel, så I ikke skal vente for længe!

- xx Grace

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...