Didn't Mean It - 1D (+13)

Dybt forelsket i en voldsmand. Det er præcis, hvad Cassandra De Barge er. Hendes kæreste banker, slår og truer hende. Ikke mindst tvinger hende til at have sex, når hun ikke har lyst. Men selvom det, elsker hun ham for højt til at gå fra ham.
Hun er en hver drengs drøm: lange rødbrune slangekrøller, hav blå øjne og en smuk modelkrop. En af grundende til, hendes kæreste Derek, stadig holder på hende. Cassie er stadig smuk, selvom massere af gule, grønne og blå mærker, er ved at drive bedste veninden Jasmine til vanvid.

Men hvad sker der, når det hele til sidst bliver for meget for Cassie, og ved hjælp fra Jasmine flytter fra Derek? Vil han lade hende være? Kan Jasmine hjælpe Cassie tilbage til virkeligheden? Og hvad sker der, da en ukendt fyr pludselig dukker op?

*Historien kan være barsk, så det er begrundelsen for det +13*

366Likes
253Kommentarer
71841Visninger
AA

11. 10

Cassandra

Hey venner har i mad- Cassie hvad fanden er der sket?”

Jeg smilte stillefærdigt til Niall, og lod Liam hjælpe mig med at få min jakke af. Niall ansigt var noget så frustrerende, og hans øjne fik mig ikke til at tvivle på, om han kunne rive hårtotter af i frustration. Der var heller ikke nogen tvivl omkring, hvor skræmt han var for hans udsyn. Det var måske heller ikke lige dét, han havde forventet at se, når han ville hente maden fra vores indkøbspose.

”De knivsår Derek har givet mig skulle syes. Smerten fra stingene og de yderligere blå mærker, gør så jeg ikke kan gå,” forklarede jeg tålmodigt, og prøvede forgæves at binde min sko op. Hurtigt var min irske ven over ved mig, og ned i knæ, bandt han mine converse op. Mit smil var erkendtligt, især da Liam skubbede mig afsted, så jeg ikke behøvede at skubbe mig frem af.

”Seriøst? Idk, i det mindste klarede du dig igennem nålene!”

Niall lavede en grimasse, samtidig velvidnet omkring min forbi med nåle. Igennem alle erindringer omkring hospitalsbesøget smilte jeg dæmpet til Niall. Jeg vidste, han altid tænkte meget på andre, derfor lod jeg mig også være forståelig, da han nærmest var ved at tude. Altså ikke bogstaveligt talt, men han havde det med, at kunne forstå andre unormalt godt, hvilket tit kom til fordele for hele gruppen.

Men tit tænkte jeg på, det i nogle stunder godt kunne blive en forhindring. Ikke for os andre, men mere for Niall selv.

”Men vi har maden med,” kom det fra Liam.

Han fiskede posen frem under rullestolen, og rakte den til Niall, der indtil videre havde glemt alt omkring maden. Og når det er sagt, skal det lige fastslås, hvor alvorligt det så var. Jeg selv havde endnu ikke set mig i spejlet. Normalt var vi heller ikke så bekendte, og sås heller ikke så tit. Hvis du ikke rigtig har opfattet det, undgik jeg alt for tit spejle af simple oversager. Eftersom historien omkring begrundelsen er fortalt mange gange, vil jeg ikke tilføje endnu en til samlingen, og gå videre…

”Thanks,” kom det fra Niall.

Med et sidste bekymret blik på mig, forlod han Liam og jeg i gaderoben, til fordel for køkkenet. Jeg tog det ikke så tungt – det var trods alt køkkenet, jeg konkurrerede med. Det vandt altid!

”Skal vi rulle der ind?” lød det jokene fra Liam, det lige mente han skulle fyre en latterlig god joke af. Mine øjne rullede rundt i deres huller, og med en grinende chauffør, kørte stolen der ud af. Imod stuen.

Mine så kloge tanker meddelte mig, at hvis Niall reagerede sådan dér, ville de andres reaktion være noget så grusom.

Da rullestolens hjul gled igennem dørkarmen til stuen, nåede jeg akkurat at tænke på Jasmine. Det var nok hendes reaktion, jeg kunne frygte og foragte mest. Jeg vidste hvor mange kræfter, stykker af hendes hjerte, alt dette med Derek og jeg, end havde taget på hende. Selvom jeg prøvede så inderligt meget, kunne jeg ikke beskærme hende for dette syn, der gang på gang mødte hende. Jeg kunne hurtigt som ingen ting gå i spåner, hvis Jasmine begyndte at græde over sine syn. Ikke nok med jeg aldrig kunne beskytte hende imod mine oplevelser, så kunne jeg heller ikke bortskaffe den gråd fra hende, der alt for tit havde meldt sig.

Faktisk havde jeg denne gang ingen ide omkring, hvordan hun end kunne udforme sig med hendes følelser på. Gang på gang var det kinda forskelligt.

Den bølgende larm af snak, gled ind i ørene på mig. Smilet fra før var tilbage, da lykken og glæden nærmest spillede klaver, som erstatning for de mange toner. I blandt det hele kunne jeg nemt genkende ét hæst grin – Harry. Jeg følte den korte køretur ind i stuen, var som en lille opsamlings tur med glæde, jeg endnu kunne komme ind og vise. Det skulle nok ikke undre dig, at jeg smilede som en idiot, blot ved Harrys sexede grin.

Åh gud, jeg håbede virkelig ikke nogen så det!

”Hey guyes!” hilste Liam og jeg i kor, som var det aftalt. Hvilket jeg måske skulle fremføre det ikke var. Men hvad kunne jeg sige? Liam og jeg havde brugt flere dage sammen, og kommet tættere ind på hinanden så…

Snakken stoppede da vi brød ud med vores fællessætning. Blikkende røg straks over på Liam og jeg, der helt sikkert så ud som et sjofelt par. Ment på den måde at man nok ikke lige forventede, vi ville træde ind sådan hér; den ene til fods mens den anden til hjuls.

Jeg havde ikke forventet andet, men da Jasmine gispede højt, fik jeg dog alligevel et mini chok. Gåsehuden løb over mine tildækkede arme, mens mit blik synes at flakke nervøs over på hele forsamlingen. Flere forskrækket, chokket, ikke mindst – bekymret, øjne stirrede hen imod os. Eller nok mere på mig. For det var jo altid mig, det kom ud for lignende ting som denne.

Suk.

Endnu en håbløs omgang med omsorgsfulde mennesker. Kærlige ord der naivt prøvede at trøste mig, beskytte mig, selvom de blot var dumdristige forsøg – og spild af gode energier. Jeg vidste det hele på forhånd, for som sagt, havde jeg været igennem dette før. Måske alt for mange gange.

”Hvad er der sket?” brasede Harry ud med, og var hurtig på benende.

Jeg var ret forundret over hans hurtighed, for hastigheden var oppe på en tier, da jeg ikke kunne afskille hans placering i sofaen, fra den han fik foran mig. Harrys bløde hånd greb forsigtigt fat i min, med noget af et blik at byde mig. Det kriblede op og ned af rygraden, men på en god måde, hvor bizart det end lød.

Spørgsmålet omkring min kørestol blev besvaret på samme måde, som jeg havde gjort til Niall. Der for resten kom ind og satte sig pladask i sofaen, med noget af en tallerken på skødet.

Jasmine sad jamrende og hørte på mine ord, imens James måtte klemme hendes skulder, for hun ikke gik helt død. De andre drenge så ikke just happy ud, og ved nærmere eftertanke så jeg heller ingen grund til at smile. Alligevel gjorde jeg det i sidste ende, hvor jeg formåede at le let, ved kendsgerningen omkring min tilstand. Hvor stor en lettelse det var, at få det afklaret før eller siden.

Harry havde sat sig på hjørnet af sofaen med hans hånd i min, hvor Liam havde overtaget hans tidligere plads, efter at have skubbet mig længere hen imod forsamlingen. Jeg vidste ikke helt præcis, hvor den pludselige kemi kom fra, men jeg kunne ej nægte, det var en stor lettelse for mig, dét at Harrys hånd hvilede i min under forklaringen.

”Men jeg skal nok klare den. Ingen tvivl om det,” fremsagde jeg oprigtigt og henvendte mig direkte til Jasmine, da det var hende, der var ved at lade tårerne køre raser løb.  Jeg forventede ikke det lille snøft hun undslap, men det var dét, der gjorde dannelsen til mit tegn, jeg lavede til hende. Harry rettede sig op så Jasmine kunne komme forbi, og Jasmine pressede mig hårdt ind til hende. Eller så hårdt hun nu kunne tillade sig, uden det gjorde for ondt på mig.

Min mumlen i hendes øre var umenneskelig, men det virkede trøstende.

”Kom drenge, vi laver noget aftensmad,” lød det fra Liam, der med succé i sin plan samt ord, fik lokket alle fra det modsatte køn, ud i det enorme køkken. Niall tog for en gangs skyld hans tallerken med, hvor jeg ikke kunne lade hver med at morer mig inderst inde.

”Shh… det skal nok gå,” tilhviskede jeg.

Selvom krammet var ret mærkeligt, da jeg jo sad i kørestol, var det skam ikke ubehageligt. Min højre hånd kørte beroligende op og ned af min bedste venindes ryk, imens troen på afslappelse ville blive til virkelighed.

”Nej! Hvad nu hvis han kommer igen, Cassie? Hvad skal vi så gøre? Sidste gang til min fest lovede jeg dig, der intet ville ske med dig. Og hvad sker der? Jeg kan ikke holde ud at skulle svigtes af mine egne ord endnu en gang. Især ikke når de omhandler dig!” hulkede og snøftede Jasmine, helt fortabt, ned i min skulder.

Min klump der dannede sig i halsen, tog et par sekunder at sluge, da ordene skræmte mig en smule. Ikke fordi det var selve Derek, der fik skrækken op i mig, men fordi Jasmine virkelig havde givet mig et indtryk af, hvor meget det også betød for hende. Hvor meget støre hendes foruroligende tanker samt følelser var, end jeg lige ville kunne regne ud på fem minutter.

Hendes ord ramte mig også på sin vis, med Derek jo kunne dukke op når som helst – og hvor som helst. Han ville jo ikke stoppe, det har jeg også påpegede et par gange nu. Men jeg rystede en lille smule ved tanken om hans næste skridt.

Kunne det skade andre end jeg selv?

”Bare rolig, Jess. Når den tid kommer hvor han møder op, vil vi vide hvad vi gør, og hvilken slags plan og metoder vi sætter i brug.”

Jeg strøg hende kærligt over håret, og fornemmede hendes hulk blev svagere, imens hendes åndedrag langsommere. Et lille smil spillede omkring mine læber, da mine ord havde ramt hende. Selvom de måske lød så oprigtige, troende og faste, var det langt fra, dét de var. Eller jo - vi måtte jo finde ud af, hvad vi skulle gøre til den tid, når Derek engang viste sig.

Men der var ingen der sagde, om vi nogen sinde ville finde en plan, der kunne bringe held og glæde.

***

Længere henne i måneden vi var havnet i, også kaldt november, skete der nu alligevel en del. Imens tiden løb der ud af, fik jeg fjernet mine sting og kørestol. Uden jeg havde vidst noget, fortalte Liam mig at jeg rent faktisk sad i kørestol af en anden grund. Mine sting kunne åbenbart risikere at springe med et par blodåre, da kniven havde skåret direkte igennem et par stykker. Det beviste vel også bare, hvor dybt sårende var.

Men pointet i fortællingen fik mig til at se helt skræmt på Liam, der yderligere forklarede, det ikke var blevet nævnt for mig, da jeg ville blive bange. Hvilket der ingen grund var til at blive, havde lægen ment, da nyheden kom til Liam. Dog kunne vi begge hurtigt blive enige om, der helt klart var. For skulle man ikke blive bange, hvis ens blodåre og sting kunne springe, hvis du gik for meget?

I så fald skulle jeg ikke bekymre mig omkring dét, da jeg havde fået fjernet stingene. Tilbage havde jeg et par grimme aflange sår med små skorper, der ikke lige var til at gå crazy af glæde over. Jeg hadede sår, for allerede inden de var forsvundet, vidste jeg der ville komme ar. Sådan var det bare. Og jeg beskyldte med ret pande Derek, for grunden til dem.

Men ellers helede knivsårende som de skulle, og jeg følte det gik fint omkring mig. Jasmine arbejdede som altid i den skønne Topshop butik på Oxford Street. En gang om ugen endte jeg med at komme på besøg – med eller uden en af de andre på slæb. Flere gange blev det Eleanor, da hun elskede tøj. Zayn havde fået sig en kæreste Perrie, som hurtigt også blev offer for mine ture der til. Hvilket hun efter sigende ikke havde noget imod.

Primært elskede jeg især, når jeg fik lokket Harry med. Han var så sjov og sød at være sammen med, og havde noget af en humor, når vi bla kørte med undergrunden. Grimasser an mas blev formet, så høje latteranfald dannede sig. Folk kiggede selvfølgelig på os, men ingen af os lod til at bekymre sig omkring det.

I det hele taget havde jeg fået et godt øje til Harry, som Jasmine ville sige det. Vi klingede meget godt sammen, og han gjorde mig glad – det gjorde de alle sammen. Udover Jasmine havde jeg endda fået to nye veninde, Eleanor og Perrie.  Jeg vidste de ville være der for mig, ligeså alle de andre seks drenge, der efter et par opfangelser, altid passede på mig med åbne øjne. Forklaret på den måde at de altid, når vi var ude, sørgede for en af dem gik ved min side, og kiggede sig omkring efter Derek.

Hvilket fik mig til at blive mere rolig, og mindre bekymret.

Jeg følte mig som fortalt mere knyttet til hele bundtet. Derfor havde jeg også forslået en uges ophold et sted, hvilket blev i Harrys fars sommerhus. For os alle sammen. Med store begejstret miner omkring ideen, var den blevet accepteret, og Harry havde ringet hans far op for at meddele det. I forvejen ejede han en nøgle til stedet, men skulle lige informere hans far, så han ikke kom der op imens vi brugte det.

Efter aftalt skulle vi være der en uge, hvor vi egentlig bare hyggede og var sammen. Men Louis og Eleanor måtte melde afbud for hverdagene, da Louis havde glemt en aftale med noget familie, og Eleanor havde en vigtig model aftale. Hvilket gjorde vi andre var tilbage, 8 personer. Dog skulle Niall til Irland pga. hans farmor var indlagt, hvilket gjorde han også først kom i weekenden. Liam drog med ham for støtten, da Niall var godt rystet.

6 personer.

James glemte helt at booke en ferie uge, og var blevet påsat en fem dages rejse til Spanien, for at få styr på nogle økonomiske problemer. Perrie skulle lave koncerter fra mandag til fredag, sammen med resten af hendes pigebandt Little Mix. Zayn havde fået besked på, af deres sangcoach, at blive i studiet for at øve nogle høje toner.

3 personer.

Jasmine havde ellers lovet mig højt og helligt, at hun ville prøve at få fri, men efter en af de andre butiksarbejder var på bryllupsrejse, kunne hun ikke få fri. Hvilket medgjorde hun også først kunne komme i weekenden.

De sidste 2 personer der var tilbage, var Harry og mig. Ingen af os fik nogle forhindringer, hvilket medførte en aftale, der fik os begge til at være alene i de første fem dage af ugen. Jeg selv fandt ingen problemer i det. Harry og jeg havde som tidligere fortalt, fået et lidt tætter venskab, så jeg så en fri mulighed for at gøre det endnu tættere.

Eller noget…

I så fald forhindrede det ingen af os i, ikke at pakke søndag aften. Min sorte kuffert blev pakket med diverse nødvendigheder, der atter skulle til i en uge. Imens jeg pakkede, drog tankerne spændte omkring, med en anelse sommerfugle i maven. Hvordan mon det ville blive? Harry og jeg alene i et sommerhus, i fem dage?

Hvad ville der mon ske?

Ville der ske noget?

Mine kinder brændte let ved tankerne om, hvad det muligt kunne udvikle sig til. Når jeg meddelte vores venskab var blevet tættere, mente jeg nu også, der lå flere følelser omkring det. For begge parter lod det til. Harry var meget omsorgsfuld, kærlig og opmærksom. Op til flere gange tog jeg ham i, at kigge på mig, når vi var sammen med de andre. Min nysgerrighed omkring hvordan han turde det, når jeg op til flere gange bustede ham i det, og de andre jo var der, kunne ikke være støre.

Men alligevel bekræftede han på den led, at der var et eller andet imellem os. Og at det ikke bare var mig, der så kunne kalde mig total dum.

I så fald; jeg så meget frem til vores tur til sommerhuset. Og hvordan det end ville gå. Min fornuft fortalte mit hjerte, jeg ikke skulle begynde at stikke snuden for højt efter noget uvist. Jeg skulle ikke ende med at blive skuffet. Men alligevel kunne jeg ikke affeje facten omkring, hvor spændings fyldt jeg var. Hver eneste gang jeg tænkte på det, smilte jeg stort og handikappet.

Og der var endda en hel dag til vi skulle afsted, og alligevel var jeg ved at gå ud af mit gode skind, blot i begejstring.

Du har heller aldrig været klogere, Cassandra.

***

”Cassie? Harry er her nu!” lød det råbende fra Jasmine, der ellers havde noget så travlt.

Mit blik gled hen på mit sølv armbåndsur, der tydeligt viste 09:00. Lige på slaget meldte Harry sin ankomst, og til mit held, var jeg for en gangs skyld hurtig på den. Min kuffert var godt pakket, jeg havde tøj og sko på kroppen, og håret sad som det skulle. Hvis vi lige skal gøre det hurtigt for din skyld, havde jeg blot et par sorte skinny jeans, mine militærfarvet grønne ankel converse, glat løst hår og en militærgrøn jakke på med ledder ærmer – fra Topshop. Det var jo ikke fordi, jeg ikke havde købt noget under de mange besøg, jeg havde lavet hos Jasmines arbejdsplads. Når jeg sådan kom og hang ud, måtte jeg også støtte butikken. Simpelthen ved at købe noget af deres tøj – hvis jeg ikke fik det gratis.

”Jeg er på vej!” råbte jeg højt tilbage.

Jeg lod mit selv svinge min brune håndtaske over armen, og tage håndtaget op til kufferten. Med faste skridt gik jeg ud imod gangen. Frem foran mig stod Harry afslappet med let røde kinder, og et lille smil glidende hen af læberne. Det blev utroligt stort da han så mig, og jeg fornemmede den tidligere omtalte følelse i maven.

”Hey Hazza,” hilste jeg muntert, og lod ham hjælpe mig på med min vinter jakke. Det var trods alt november i England, hvilket tit godt kunne blive en lille smule koldt. Min vinterjakke var måske ikke den tykkeste, men jeg havde nu også min nykøbte jakke indenunder.

”Hey Cassie. Klar på en lang køre tur?”

Jeg nikkede friskt, og lod mig omfavne af hans arme, efter jakken var på. Her i denne omkreds var det yderst normalt at kramme hinanden, hvilket jeg fandt ret dejligt. Tit var et kram lige hvad man behøvede, og når jeg denne dag fik et af Harry, kunne dagen ikke se lysere ud.

”Vi smutter Jess! Vi ses på fredag!” råbte jeg højt, og lod mig trækkes ud af døren af Harry. Som den gentleman han var, tog han min kuffert.

”Glæder du dig?”

Jeg nikkede hurtigt.

”Var det nord på eller syd på vi skulle?” spurgte jeg tænksomt, og så fortvivlet på Harry.

Han grinte let.

”Syd på. Det er det mest oplagte sted at have et sommerhus. Vi køre hele vejen til Paignton,” fortalte Harry sjovt, da jeg sikkert havde lydt noget så dum.

Ups.

”Seriøst?” måbede jeg, da Paignton nok var 4 timers kørsel væk! Så kunne man også roligt sige, vi kørte væk fra alting – inkluderet paparazzier.

Harry grinte bare af mig, og kilede mig i siden, for at få mig til at gå da jeg åbenbart var stoppet op i overraskelse.

Igen; ups..?

Vi tog elevatoren ned og endte hurtigt uden for, hvor der holdte noget af en lækker bil. Efter Harrys bevægelser var det hans, og imens han lod min kuffert komme i bagagerummet, satte jeg mig ind i det luksuriøse motorkøretøj. De ledder besatte sæder var enormt behagelige, og jeg kunne ikke andet end at sukke lettet.

Hurtigt var Harry ved min side på forsædet, bag rattet, og klikkede sin sele. Det charmerende smil gled frem, så små smilehuller kunne anes.

”Skal vi køre?” spurgte Harry mig, noget så spændt.

Jeg var ikke den eneste der så frem til denne uge, lod det heldigvis til.

Mit nik var hurtigt, og ansigtet præget at et stort latterligt smil. Jeg havde lyst til at slå mig selv en i panden pga. det, men Harry så ikke ud til at bekymre sig omkring det. Blot startede han motoren, og bad mig sætte hans iphone til bilen.

Allerede da Ed Sheeran’s album lød i bilens fremragende højtalere, og Harry sang lige så meget med som jeg selv, vidste jeg denne tur ville blive great. Især da en samtale hurtigt var kørende, opfattede jeg hvor nem Harry var. Hvor nem han var at snakke med, være sammen med. Ingen akavede miner eller generte træk. Alt kørte på skinner. Jeg ved godt, jeg burde have opdaget det før, men det var først nu, jeg rigtig lod mærke til det.

Ja den næste uges tid, skulle skam nok blive uforglemmelig. 

 

,, Find light in the beautiful sea
I choose to be happy
You and I, you and I
We’re like diamonds in the sky." - Rihanna, Diamonds

                                                                                                           

Aye loves! :)

Endnu et nyt kapitel her fra; hvad synes i?

Hvad tror i der kommer til at ske imellem Harry og Cassie i sommerhuset? 

Det vil forløbelig være mig der skriver på novellen, da Claire er ret booket op. Derfor tager det også lidt længer tid imellem kapitlerne, da jeg trods alt også har mine ting og andre noveller ;) 

Håber i nyder at læse kapitlerne!

Husk endelig at like og sæt på favoritlisten, hvis i kan lide den!

- xx Grace

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...