She was just another one - Justin Bieber. »13+«

Tjek traileren, ude i højre side. ▶
Denne movella er anbefalet for ungen på tretten og op efter, da der kan være ret intense scener og en masse skældsord i - så er i advaret på forhånd. Justin er ikke kendt i denne movella.

604Likes
585Kommentarer
100830Visninger
AA

7. Betingelsen.

Carlys synsvinkel.

Om lidt ville min far komme hjem, efter at have været en uge i Las Vegas. Jeg glædede mig en smule til at se ham, men jeg var van til at han tog af sted i en uges tid for at spille poker. Skolen i dag var gået elendigt. Tænk, jeg havde fortalt Justin at jeg var jomfru da jeg var stiv til Rex’s pool party. Jeg skammede mig og jeg vidste ikke om Justin ville gå og blære sig med, at han vidste jeg var jomfru eller bruge det imod mig. Jeg havde endelig fået min mobil tilbage, og min far havde ringet en million gange, men jeg havde først fået min mobil i dag, så jeg havde ikke fået ringet tilbage til ham, da han alligevellet ville komme hjem i dag.

Jeg kunne høre døren gå op og i, hvorefter jeg rejste mig op fra sofaen og stillede min varme kop the på stuebordet og slukkede for fjernsynet. ”Far, er det dig?” Spurgte jeg og bevægede mig hen mod hoveddøren. Jeg havde forventet et svar, men nej. Jeg blev en smule nervøs, han plejede altid at svare. Mine skridt blev langsommere og mere forsigtige. Hvad nu hvis det var en voldtægtsmand? Okay, jeg havde den vildeste fantasi, men hvad nu hvis det var? Jeg åndede lettet ud, da min far kom til syne.

Dog blev jeg lidt urolig, da han så sur ud. Jeg vidste ikke om jeg skulle gå hen og kramme ham, eller om jeg skulle lade hver. Hvorfor så han så sur ud? Havde han bare siddet dårligt i flyet eller var han bare træt? En masse spørgsmål røg ind i mit hoved. ”Hvor er din mobil?” Spurgte han og stillede hans tasker på gulvet. ”Inde på stuebordet. Hvorfor?” Spurgte jeg nervøst om og kiggede skeptisk på ham. ”Hvorfor i al verden har du så ikke besvaret mine opkald?” Råbte min far vredt, hvilket jeg blev en smule forskrækket over. ”Den har været slukket,” halvmumlede jeg, men var i tvivl om han kunne høre det.

”Den har hvad?” Hans råb blev højere og højere og det gjorde mig en smule bange. ”Jeg var til en fest o-” Jeg stoppede hurtigt mig selv i at tale. Oh shit. Hvorfor sagde jeg lige det? ”Fest? På en hverdag?” Hvorfra vidste han lige, at det var på en hverdag? Jeg turde ikke svare ham, i steden så jeg bare skrøbeligt ind i hans øjne. ”Svar mig, når jeg snakker til dig!” Råbte han hårdt og var ildrød i hovedet. ”Ja,” skyndte jeg mig at svare, uden jeg nåede at tænke mig ordentlig om. Jeg begyndte at ryste, da jeg kunne se i hans øjne, hvor oprevet han var. ”Vi havde en aftale!” Han kom tætter og tættere hen mod mig.

”Det må d-” Jeg afbrød mig selv. Et skrig slap ud af min mund, og før jeg vidste af det. Lå jeg nede på gulvet og kunne ikke rigtig forstå hvad der lige var sket. Jeg fik hurtigt taget mig til min højre side ved øjet. Han havde slået mig.....aldrig havde min far slået så hårdt før. Jeg havde slet ikke lyst til at kalde ham min far i dette øjeblik. En tåre blev til flere, men jeg prøvede på at skjule mit ansigt, da jeg ikke ville vise hvor svag jeg var. ”Sådan går det, når du ikke afholder dine aftaler!” Hans strenge stemme fik mine hår på armene til at rejse sig. Jeg var utrolig øm i min højre side af ansigtet, tæt ved mit øje.

Jeg rejste mig op fra gulvet, da jeg ikke kunne blive liggende der. Jeg måtte væk fra ham. Inden jeg havde fået tænkt det ordentligt igennem, havde jeg tager mine sko på og smuttet ud af døren. Jeg græd stadig, men prøvede samtidig på, at beherske mig. Jeg havde ikke min mobil på mig, da den stadig lå der hjemme inde i stuen. Jeg satte farten op og begyndte at løbe, da det var begyndt at blive køligt og mit hoved dunkede som bare fanden. Jeg fik banket rystende på døren, hvorefter et ansigt stak frem i vinduet ved siden af døren, så hun kunne se hvem det var der bankede på døren, på denne tid.

Hun fik hurtigt åbnet døren, hvorefter hun lagde en arm om mine skuldre. ”Kom dog ind søde, du stå jo og fryser!” Alex's mor, var altid så hjælpsom og var der altid for en. Alex kom hurtigt løbende ned af trapperne, og kiggede bekymret på mig, da jeg sikkert lignede en vaskebjørn. Det var ikke lige planlagt at jeg skulle græde i dag, så jeg havde ikke fået taget vandfast mascara på. Absurd, ja. ”Hvad er der dog sket?” Spurgte Alex mundlamt og kiggede chokeret på mig. ”Min far..” Mumlede jeg svagt, men med en snottet stemme.

Bare jeg ikke var ved at blive syg. Alex's mor, Mrs. Colvin lagde et varmt, tykt tæppe om mine skuldre, hvorefter hun straks begyndte at lave noget varmt the. Alex og jeg satte os ned i sofaen, hvorefter vi begge satte os i skrædderstilling. ”Hvad er der med din far?” Mit hoved var ved at springe. Hvorfor så mange spørgsmål? Jeg havde stadig min hånd der hvor han kraftigt havde slået mig. Jeg fjernede hånden, for at tage tæppet lidt længere op, så jeg fik viklet det helt rundt om mig. ”Har han slået dig?” Nærmest råbte Alex og kiggede uforstående på mig. ”Er det virkelig så tydeligt?” Snøftede jeg og kiggede tomt på hende. Jeg kunne ikke rigtig registrere hvad jeg følte lige nu.

Alle mine følelser var blandet sammen på en gang. ”Om det er tydeligt? Du er helt blå, i den ene side!” Alexs stemme lød skræmt, men det var forståeligt nok. Jeg havde heller ikke selv set den komme. Mrs. Colvin kom over med to kopper the i. Jeg smilede som tak, og tog en lille slurk og fortrød hurtigt, da den var brændende varm, hvilket fik Alex til at fnise. Et svagt grin slap ud af mine læber, da hun blev ved med at grine. 

***

Jeg havde overnattet hos Alex, og lånt noget af hendes tøj, da vi havde samme tøjstørrelse. Jeg havde prøvet på et dække mit blå mærke med noget puder, som passede til min hudfarve. Alex hjalp mig, men det var stadig tydeligt. Jeg havde derfor lånt en kasket af Alex, som hun aldrig rigtig brugte. Flappen dækkede det meste, hvis jeg rykkede kasketten lidt til højre side, så den sad en smule skævt. Alex og jeg gik på skolens lange gang, og var på vej over til vores skabe. Jeg havde bukket mit hoved en smule, så folk ikke ville lægge mærke til mit blå mærke i siden. Jeg fik Justin, Rex, Jay og Dean stå og snakke længere henne, da jeg løftede mit hoved en smule. Hvor var Kevin?

Jeg fjernede mit blik fra dem, da jeg kunne se Justin kiggede hen på mig. Han var skyld i, at min far havde slået mig. Så han skulle holde sig langt væk. Jeg snakkede videre med Alex, men jeg stoppede brat op og holdte op med at snakke, da en person tog min kasket fra mig, og der var frit syn til mit blå mærke. Jeg fik øje på Kevin, som stod hånende med min kasket i hånden. ”Hvad fanden har du gang i?” Spurgte jeg surt og kiggede forundret på ham. Havde drengen ikke nogen hjerne eller hvad? ”Har det lidt sjovt,” hans stemme var frygtelig.

”Måske du skulle til at få dig et liv i steden for!” Råbte jeg og alles opmærksomhed røg over på mig. Kevin gik hen mod mig, og kiggede ved siden af mit øje. Han havde fået øje på mit blå mærke. ”Jeg har skam et,” lo han frydeligt og holdte min kasket en smule oppe. Justin, Rex, Jay og Dean havde bevæget sig hen til Kevin, men jeg prøvede bare på at ignorerede dem. ”Det ser ikke sådan ud..” Mumlede jeg og ventede på at han ville give mig min kasket, så alles blik ikke var lagt på mit blå mærke. Alex gik irriteret hen til Rex og sagde et eller anden til ham. ”Du får din kasket, hvis..” Begyndte han og tænkte sig om. Spadser!

”Hvis du fortæller hvad der er sket,” Hans betingelse, hentydede til mit blå mærke. Han vidste jeg var blevet slået, men hvordan? Ville han have jeg skulle stå og sige det foran hele skolen eller hvad? Hvad ville folk dog ikke tænke. Jeg lagde armene over kors, da jeg ikke havde i sinde om at fortælle hele skolen som stod og gloede på mig, at jeg var blevet slået af min far. No way! ”Det kan du godt glemme Kevin,” halv mumlede jeg og følte mig utilpas med alle de blik der var hvilet på mig. Det var ret creepy. ”Dude, lad hende være.” Kom det fra Rex, som kiggede seriøst på ham. Kevin himlede med øjne, hvorefter han rystede smilende på hovedet.

”Så let skal hun ikke slippe,” hans forførende stemme, gav mig kvalme. ”Hvad har jeg gjort dig, siden du er så opsat på at håne mig?” Spurgte jeg undersøgende og kiggede med et løftet øjenbryn på ham. Kevin tyggede på sit latterlige tyggegummi og prøvede tydeligvis på at læse mit blik. Det lyste ud af hans øjne; Han vidste ikke hvad han skulle svare. Jeg lagde hurtigt mit blik over på Justin, som stod og fulgte med i Kevins og mit skænderi vi havde kørende, som alle andre også gjorde. Var det virkelig så spændene?

Jeg kiggede med et koldt blik på ham. Kunne han forhelved ikke sige til Kevin han skulle give mig min kasket tilbage, som rent faktisk var Alex's? Jeg kiggede afventende på Kevin, som så sukkede til sidst. Hvorfor sukkede han? Jeg stillede alt for mange spørgsmål til mig selv lige nu. Kevin sagde ikke noget, men kastede bare kasketten hen mod mig, hvorefter den landede på gulvet en halv meter foran mig. Jeg samlede kasketten op og tog den på, så folk ikke kunne glo på mit grimme blå mærke.

Alex kiggede bekymret på mig, da hun så mit blik. ”Jeg går lige på toilettet,” halv mumlede jeg med hovedet nede i gulvet og skænkede ikke et eneste blik til folk. Jeg skulle til at gå ind i en af de der toilet bokse, da en ukendt person trak mig i armen og jeg blev trukket ind en anden toilet boks. Grebet om min arm var stramt, så det kunne umulig være Alex. Jeg fik hurtig mit svar, da jeg så Justin stå helt op af mig, da toiletboksen ikke var så stor. Først kiggede jeg en smule forvirret på ham, men bagefter blev mit blik forvandlet til et irriteret blik. Justin tog min kasket af og holdte et fast greb om den, da han sikkert troede jeg ville prøve at tage den fra ham, hvilket jeg også prøvede, men det mislykkede, da han havde alt for mange kræfter i forhold til mig. 

”Drop det Carly,” hviskede Justin lavt ind i mit øre, da vi stod helt oppe af hinanden. Jeg sukkede og prøvede på at kigge ned på mine sko. Han ville se mit blå mærke, hvad ellers? ”Kig på mig,” hans hæse stemme gjorde mig en smule blød i knæene, hvilket jeg blev en smule overrasket over. Jeg gjorde som han bad om, og mine øjne mødte hans. Jeg kiggede med et tomt blik på ham, da det var ham, der var skyld i, at min far havde slået mig. ”Hvad er der sket?” Spurgte Justin hårdt om og blev ved med at glo på mit blå mærke. ”Min far slog mig, og det er fucking din skyld!” Råbte jeg en smule højt og lagde ekstra tryk på din. Lad os håbe, der ikke var nogen på toilettet.

Justin lo kort og kiggede charmende på mig, men jeg lod mig ikke påvirke af det. Han troede sikkert han kunne lave hans charmende blik, som nærmest alle pigerne på skolen savlede over som små hundehvalpe, og tro jeg ville gå i seng ham. Hvorfor var han overhoved blevet så opsat på, at få min opmærksomhed? ”Min skyld?” Spurgte Justin fornærmet og pegede hans pegefinger ind mod han bryst. ”Ja, det var dig der ikke ville give mig min mobil tilbage, og imens du havde min mobil, havde min far ringet mindst hundred gange til mig!” – ”Du kunne skuda bare havde ladet hver med at tabe den i kantinen!” Justin gik hurtigt i forsvarsposition.

___________________

Heeeey læsere. Denne her gang slipper i for min lange prædiken. Haha. Det eneste jeg egentlig ville spørge om var, om i ikke vil bruge 3 minutter på at se en video, som jeg har lagt meget arbejde i? I kan både finde linket til video i min blog på movellas, i en kommentar eller i kan lige selv skrive en kommentar om at i gerne vil have linket til videoen. Håber i nyder jeres efterårsferie. 

Muuuuuch loooooove. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...