skyggen af kærlighed

freja er en pige på 15 år hendes hjem, familie og nogen af hendes venner er blevet taget fra hende og byen ligger i ruiner.
men så møder hun Mike.....

4Likes
2Kommentarer
633Visninger

4. 4

 

Vi sad i en lidt pinlig stilhed. Ind til han brød den ’’gør det noget at jeg bliver her i nat?’’ spørger han og kigger ned hvor ulvene stadig stod og snerrede og prøvede mislykket at komme op i træet, ’’nej det gør ikke noget’’ svarede jeg ’’godt for jeg tror ikke eg har andet valg’’ sagde han ’’nej ikke helt’’ sagde jeg grinende. ’’hvordan kunne du enlig tage alle de knive med en hånd?’’ spurgte han’’ min far lærte mig det, bare ikke lige med knive men kort’’ svarede jeg ’’sejt’’ siger han og smilene ’’ja det er rimelig sejt’’ siger jeg trist. Det vækker minder som jeg har prøvet at glemme. Hvis Mike ikke havde været her lige nu havde jeg givet efter og begyndt at stortude. Selvom jeg sagde at jeg bare kunne sove på gulvet men det ville han ikke. Så det endte med at jeg som i min seng og han sov på et tæppe på gulvet. Jeg vågnede næste morgen ved en lyd. Det var Mike der snorkede, han så faktisk ret sød ud når han sov. Han vågnede ved at jeg stirrede på ham, han smilte bare til mig. Jeg kiggede hurtigt væk jeg kunne hører ham fnise. Han var på vej over mod mig. Jeg kigge op han stod op af væggen ’’jeg må hellere smutte nu’’ siger han’’ du er velkommen til at besøge mig en dag jeg bor ned ved søen’’ siger med et smil ’’okay det skal jeg nok’’ jeg stor smilede bare ved tanken men hvorfor. Han var allerede på vej væk. Jeg lænede mig op af siden på døren. han var næsten helt ude mellem treerne så man kunne næsten ikke se ham mere ’’vi ses’’ kunne jeg lige høre ham råbe ’’vi ses’’ hviske jeg. Det virke helt mærkeligt at han ikke var her mere. Jeg viste at jeg skulle besøge ham snart. Det virker mærkelig inden i. Er jeg mon blevet forelsket i ham. Nej det må jeg bare ikke være det her jeg bare ikke tid til. Men jeg vil stadig besøge ham og det havde jeg jo også sagt jeg ville. jeg gik ind for at få noget morgen mad som bestod af bær skyllet i vand og sukker på, som vi fandt i en af husene. Mens jeg spiste kunne jeg ikke lade vær med at tænke Mike. hans lysebrune hår, hans grønne øjne, hans dejlige smil. nej stop så, vi bliv jo lige om at vi ikke havde tid til den slags. Jeg sukkede og ryddet op efter mig. Jeg tog min taske og gik ud i skoven. jeg gik hurtigere og hurtigere og hurtigere til sidst løb jeg indtil jeg til sidst fladt om i en blomster eng. jeg føler mig så…. tom. Hov hvad er det en kvist der knækkede. Der kom en skikkelse til syne, 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...