Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1620Visninger
AA

9. Sandtiger

Satara nået hurtigere til Kranka ørken end hun forventet. Nu skal hun bare finde vinddæmon stammen. Fjaalin virker bekymret over noget ved ørken, Satara forstår bare ikke over hvad. Den eneste fare, som der som sådan er her er små gift slanger, det er da ikke så slemt.

Hun ser sig rundt. Hvor svært kan det lige være, at finde en stamme i en ørken? Åbenbart meget svært. Hun rider lidt længere ind i ørkenen for, at se om der er noget der. Men der er stadig ikke rigtig noget.

Indtil hun hører lyden af nogen fodtrin. Hun stopper hesten og spidser ørerne og prøver, at regne ud hvor lyden kommer fra. Det er ikke ligefremme, heller' ikke til hverken højre eller venstre... Så må det være bag hende!

Hun drejer hovedet forskrækket, så hun kan se bag sig. Der er ikke noget? Hvor blev det af? Det kan da ikke forsvinde så hurtigt. Det var meget mærkeligt.

- "Jeg tror bare vi går her fra.. Hvad det værste, som kan ske?" siger hun og hopper af Fjaalin. Hun kigger bag ud for en sikkerhedsskyld igen. Der er stadig ikke noget. Jo, en mærkelig stor sandbunke lige pludselig, men den er et stykke væk. Hun vist bare ikke den bunke før.

Hun tager fat i Fjaalins tøjler og begynder, at gå. Hun holder godt øje med omgivelserne i mens, bare der mindste tegn på liv kunne måske føre hende til vinddæmonerne. Hun lægger slet ikke mærke til, at fodtrinnene begynder, at komme igen.

-"Kan du hører det?" siger Satara og drejer hovedet en smule. "Det er bag os igen..." Satara får Fjaalin til, at stoppe med gå igen. Så vender hun sig om, men inden hun overhovedet får set noget, bliver hun væltet ned i sandet med virkelig stor kraft.

Det hele går så stærkt, Satara klemmer øjnene i. Men hun kan mærke en stor vægt på hendes krop og nogen kløer borer ned i gennem hendes sorte bluse og ned i hendes kød ved skulderne. Fjaalin vrinsker skræmt kan hun høre og hun kan mærke en ækel ånde mod hendes hals.

Hun er bange for at se hvad det end er i øjnene. Men formår, at åbne øjnene alligevel. Hendes røde øjne ser lige ind i nogen mørke onde øjne. Hun skriger rædselslagen. Hun kan ikke se hvad det er, udover det lidt ligner et stor katte-agtigt væsen med en pels i gullige striber. Hun prøver at få det væk fra hende, men det bliver ved at holde hende nede. Og prøver at nappe hende hurtigt i halsen, den rammer ikke særlig godt. Heldigt for Satara.

Hun kan høre Fjaalin vrinske igen og hun tror han går op bagbenene for et par sekunder. Dyret bliver tydeligvis irriteret på Fjaalin og dasker ud over Fjaalin med den ene pote, uden held. Satara prøver nu endnu mere på, at slippe fri.

Pludselig udstøder dyret et hyl i smerte og hopper væk for Satara. Fjaalin har sparket den og været god nok til ikke at ramme Satara. Hun trækker sig lidt bagud, væk fra dyret.

Dyret bliver ved med at hyle i smerte og Fjaalin sparker den engang til, denne gang kan hun se det tydeligt. Dyret bliver ramt i siden og falder om. Satara kommer på benene igen og ser mod dyret. Hun spørger sig selv om hvad det er, men kan intet svar finde. Det ligner en kæmpe kat, en gullig stribet kat, med virkelig store tænder.

Så vender hun sig mod Fjaalin, hun klapper ham for at berolige. Det giver bedre end hun havde regnet med. Han bliver helt rolig igen.

-"Jeg tror ikke, at den er død... Men hvad er det?" spørger hun sig selv.

-"Det kaldes en sandtiger... Og du har ret den er ikke død, den tager sig bare en ordenlig lur. Men du er måske snart død" siger en stemme, den lyder ikke just glad. 

Hun ser der hen, hvor stemmen kom fra. En kvinde med blond hår sat op i en hestehale. Kvindens tøj er underligt. Det ligner en kjole, og har en masse frynser og rifter i ærmerne. Hun står og kigger på Satara.  Satara trækker et skridt tilbage. Hun stoler ikke på kvinden, for hun står med et spyd i hænderne.

Satara lægger mærke til kvindens ører, de er spidse... Men Ikke på samme måde, som elver ører. En elvers øre går mere tilbage og har en lang spids, de her går mere lige op og spidsen er rimelig kort. Men det er da kun dæmoner, som har de ører... Kvinden er en dæmon! En elementdæmon! Det må hun bare være!

-"Hvem er du?" spørger kvinden og sætter den ene ende af spyddet i jorden.

-"Satara..."

-"Og hvad laver du her?"

-"Jeg skulle finde en stamme... En vinddæmon stamme, den som er her. Her i.. Kranka ørkenen"

-"Og hvad vil du med min stamme?" Kvindens stemme bliver skarpere, hvis det overhovedet er muligt. Nu skal Satara vælge hendes ord med omhu. Og tænker sig godt om.

-"Jeg har brug for hjælp..."

-"Nuvel.. Tag med mig. Lederen af min stamme skal bedømme min sag og nok også se dine sår til. Men jeg er på vagt overfor dig"

-"Fiiint" Satara trækker lidt på ordet og tager fast i tøjlerne på Fjaalin. Bevægelsen gør en anelse ondt i hendes skuldre. Og begynder at følge efter kvinden, som allerede er begyndt at gå væk.

-"Skynd dig, tøs. Vil du ikke gerne være væk inden sandtigeren vågner igen?"

-"Jo, jo... Jeg skal nok skynde mig..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...