Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1584Visninger
AA

2. Nonkan

Solen skinner på den blå skyfri himmel. Det er en smuk og varm dag. Satara sidder ude på den store grønne eng, lige ud for hendes landsby, Lunain. Hun venter på hendes bedste ven, Nonkan. Nonkan er en skovelver, men alligevel er hun venner med ham, selvom hun er en dødsengel. Deres venskab er også en smule hemmeligt, da der har en smule optøjer mellem de lyse og de mørke racer på det sidste. Nonkan er en lys race, mens Satara er mørk race.. Så det kunne måske godt give dem begge problemer.

Satara basker stille med sine sorte vinger, for at køle sig lidt ned. "Hvorfor tager det så lang tid?" sukker hun og hendes røde øjne skimmer efter ham.  Hun ser to skikkelser er i det fjerne, den ene ligner lidt et dyr, mens den anden mere ligner et væsen. Skikkelserne bevæger sig langsomt tættere på. Og Satara begynder at kunne se skikkelserne tydeligere. Hun er rimelig sikker på, at det er Nonkan og hans hest, Rivra.

Skikkelserne er nu kommer så tæt på, at Satara kan se dem helt tydeligt. Det er hvad hun troede. Hun vinker til ham. Han ser det og vinker tilbage med den ene hånd, mens den anden holder fast i det tov, som han trækker Rivra i.

Satara rejser sig op og begynder at gå dem i møde. Og inden længe står de overfor hinanden. Selvom det snart havde været over et halvt år siden, de så hinanden sidst, lignede både Rivra og Nonkan sig selv. Nonkans brune hår strittet så meget, som det plejet. Hans hår skjulte næsten de spidse ører og blå øjne. Hans tøj er stadig det samme halv slidte noget. De samme brune korte læder bukser. Og den samme kort ærmet læderagtige brune trøje, med de mærkeligt syet ærmer.

- "Hej Nonkan!" siger Satara og smiler en smule "Hvorfor trækker du Rivra? Ville det ikke være nemmere, at ride på hende?". Nonkan smiler og siger -"Jo, men Rivra endte med at blive træt, så jeg besluttet, at trække hende i stedet".

Satara griner en smule af det, Rivra er sikkert ingen gang træt, hun er bare virkelig doven. -"Skal vi så ikke tage ned mod søen, så hun kan få noget vand?" Nonkan nikker og begynder, at trække i Rivra.

Søen ligger godt nok et stykke væk, så det lidt tid, at komme der hen. Satara ser det, som en god mulighed for, at snakke lidt med Nonkan.

-"Har oplevet noget spændene?" siger hun i forsøg på, at starte en samtale.

-"Ja, jeg er blevet optaget på en særlig skole... Hvor man både lærer magi, lægekunst og fysisk kamp på høj plan!" svarer han begejstret.

Satara har lært fra Nonkan, at i skovelver riget har de mange forskellige slags skoler. Magiskoler, krigerskoler, healerskoler, våbenskoler... Og mange andre, slet ikke, som dødsengle riget. Der har de kun 2 slags skoler, de almindelige og krigerskolerne.

-"Er det ikke meget sjældent for skolerne i dit rige, at I lærer mere end et fag på høj plan?" spørger hun nysgerrigt Nonkan.

-"Jo! Så det er meget svært, at komme ind på skolen"

-"Hvordan blev du så optaget på den?"

Nonkan trækker lidt Rivra tov, fordi de er tæt på søen nu.

-"Hehe... Ved det faktisk ikke helt. Jeg har været til en optagelsesprøve, men det var, fordi vi fik et brev om, at de ville se mig"

-"Det lyder rimelig underligt"

-"Ja, ikke? Men heldigt alligevel"

De kommer endelig til søen. Nonkan fjerner tovet fra Rivras grime, så hun selv kan gå lidt rundt eller drikke lidt vand. De sætter sig ved vandkanten op af et træ.

-"Det her er et godt sted, at være på en varm dag" siger Satara.

Ofte har hun været ved søen, når det var varmt. Da der et par store træer, som skygger en del for solen. Og vandet i søen har ofte om sommeren en dejlig kølig temperatur, så man kunne dyppe tæerne eller måske bade i vandet. Hun havde dog aldrig badet i det alligevel, for selvom vandet så meget rent ud. Var der sikkert noget i vandet, som ikke ville bryde sig om hende.

-"Det har du ret i... Her er stille og roligt" siger Nonkan med halvt lukket øjne. Han er træt efter have rejst i lang tid, og det ville ikke undre Satara, hvis han snart faldt i søvn. Nonkan lukker øjnene helt, og han bliver lidt mere slap i kroppen. Han sover vidst nu tænker Satara.

Hun sidder og stirre lidt på Nonkan, hun ligger mærke til noget på hans højre arm. Det ligner lidt bare et rødt mærke, men der noget ved det, som virker anderledes ud. Hun prikker forsigtigt til det, men lige da hun rør det, trækker Nonkan hans arm lidt væk og holder sin venstre hånd over mærket, som om det gør virkelig ondt på ham.

-"Nonkan... Hvad er det for et mærke? Hvornår har du fået det?" spørger hun ham, og håber på han stadig er lidt vågen.

-"Det ved jeg ikke... Jeg har bare haft i lidt tid, men det gør meget ondt... Så vil du ikke lade det være?" svarer han halvt i søvne.

-"Skal jeg nok..."

Så er den korte samtale slut, Nonkan falder hurtigt i søvn igen. Satara beslutter sig for også, at tage en lur. Rivra løber vidst ingen steder, så Satara ser ingen grund til at spænde hende fast.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...