Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1682Visninger
AA

8. Mod ørknen

Solen er kun lige ved, at stå op, men Satara, Volk og Nonkan er allerede stået op.  De står over ved Volk og Nonkans heste. Volk løsner hans hest fra pælen og giver Satara tovet i hånden. Satara kigger spørgende på Volk, men lukker alligevel grebet om tovet.

-"Du vil umuligt kunne rejse hurtigt rundt ved at flyve. Så du tager min hest, han hedder Fjaalin. Han er en virkelig hurtig hest" siger Volk. Satara nikker blot og ser mod Nonkan. Nonkan ser tilbage på Satara.

-"Farvel, Satara..." mumler han.

-"Farvel, Nonkan" siger Satara og sætter sig op på Fjaalin. Hun vinker til Volk og Nonkan, inden hun begynder at ride væk.

Hun har en nogenlunde idé om hvilken vej, hun skal. Hun vil besøge en vinddæmon stamme først, men det vil blive en lang rejse for hende. For hun skal helt hen til Kranka ørknen eller de 1000 kraniers ørkner, som nogen kaldte den. Satara forstår ikke hvorfor ørknen har fået det navn, men det finder hun vel ud af, når hun kommer frem.

Satara tror måske, at hun skal passe lidt på, inden opsøger de vinddæmoner. De er nok ikke van til, at få gæster. Eller er hun bare en smule fordomsfuld og forventer det værste. Måske skulle hun bare koncentrere sig om, at komme til ørkenen før uden begynder, at tænke over noget af det.

Hun giver Fjaalin et blidt spark i siden, så han vil løbe hurtigere. Det går lidt hurtigere i starten, men ryger hurtigt igen lidt ned i fart. Måske vil han ikke høre efter, fordi han ikke helt stoler på Satara endnu.

Uden set hvad vil Satara hurtigt ligge en plan i sit hoved over hvordan rejsen skal foregå, hvis alt forløber problem frit.

Rejsen skal i hvert fald tage mindst 3 dage, 2 hvis hun er heldig. Så hun skal også tænke på, at kunne lave en lille lejr, som folk ikke vil lægge mærke til. Hvis hun skal slå lejr tæt på en skov vil hun jo bare kunne sove i et træ, måske spænde Fjaalin fast til det samme træ også.

Hvis der er frugter og bær kan hun bare spise dem. Hvis ikke var der måske en sø eller flod, hvor hun kunne fange noget. Måske kan hun fange fisk, hvis hun snitter et træspyd med sin dolk.

Hun tænker lidt over det, måske sætter hun lidt for høje forventninger til hendes lejr. Måske ikke bare lidt høje, måske meget høje. Hun ved i hvert fald, at inden det bliver mørkt, skal hun havde fundet et sted til hendes lejr. Men der er lang tid til solen går ned, alligevel burde hun stoppe en gang i mellem, så hesten kan hvile og de begge kan få lidt mad. For vidst så hesten meget frisk og stærk ud, men nok 8 stive timers ridning, kan ingen hest klare. Ikke i det tempo. Og rytteren må hellere ikke synes det er hyggeligt.

Efter hvad hun synes føles, som timer, trækker hun endelig tilbage i hestens tøjler, så den begynder at bevæge sig langsommere og langsommere. Så den til sidst gik i stå.  Hun hopper af hesten og klapper den på halsen.

De er stoppet på eng, en blomster eng. Der er mange blomster i utrolig flotte farver og græsset er også i en mørke grøn farve.

Fjaalin begynder, at spise grådigt af græsset, mens Satara slipper dens tøjler og ligger sig ned mod den kolde jord. Solen står stadig højt på himlen. Og Satara kan ikke lade vær' med, at undre sig over, hvornår den har tænkt sig, at gå ned igen.

Hendes mave knurre en smule. Og hun ser rundt efter noget, at spise. Der er en lille busk med nogen mørke bær på. Hun går tættere på busken. Hun kan se, at den har torne. Det er vidst brombær, som er på busken. Hun er næsten sikker på det. For hun ved Nonkan elsker bær, og derfor tit har taget vilde bær med ud til hende.

Hun plukker et par stykker af bærerne og stikker sig en gang eller 2 på tornene. Hun propper et bær i munden og tygger lidt på det. Det smager også, som nogen af de bær, som hun fik af Nonkan en gang.

Så tager hun resten af dem i munden og plukker et par nye, inden hun begynder, at gå tilbage mod Fjaalin.

Hun vil gerne gemme nogen af bærerne til turen, men ved ikke helt hvor. Måske i hendes lædertaske. Hun har nemlig en lille slidt læder taske med, som hun har bundet om livet. Den havde hun nær glemt alt om. Hun ligger bærerne ned i den og håber på de ikke bliver mast.

"Vi skal videre nu, Fjaalin." siger Satara og sætter sig op på hesten igen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...