Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1584Visninger
AA

3. Mærket...

Solen begynder at gå ned. Himlen er langsomt begyndt, at blive mørkere. Satara skubber lidt til Nonkan, for at vække ham.

-"Nej, Sata.. ra.. Jeg vil ikke op nu!" mumler Nonkan bare, men Satara skubber bare til ham igen.

-"Og du skal altså vågne nu, Nonkan! Fordi det er vær, at blive mørkt"

-"Hvooooorfooor? ... Je-"

-"Du skal!"

-"Fiiint"

Nonkan strækker sig og rejser sig langsomt op. Han ser rundt efter Rivra, men ender med at lave et lille hop tilbage, da vender ansigtet lige mod Rivras mulle. Satara kan ikke lade vær' med, at grine lidt af ham. Nonkan finder Rivras tov frem og binder det fast til hendes grime, hvor efter han klapper hende på halsen.

-"Kom, Nonkan! Vi skal hen til mit hus" siger Satara og begynder at gå. Når Nonkan besøger hende, bor han i "gæsteværelset" i Sataras hus. Rigtig er det hendes forældres værelse, men de er kun hjemme 2-3 gange om året, så for hende er det mere et gæsteværelse.

De begynder, at gå mod Sataras hus i udkanten af byen. Nonkan trækker lidt i Rivras tov, fordi hun er vær, at gå i stå. 

-"Av, av" mumler Nonkan for sig selv

-"Er der noget galt?" spørger Satara og kigger tilbage på Nonkan, som går lidt bag hende.

-"Nej.. Min arm gør bare en smule ondt" Nonkan peger på et punkt på hans ene arm.

Satara ser på hans arm, og ser at Nonkan peger på det røde mærke, som hun så før. Det virker... større end før, synes hun. Der er klart noget ved det mærke.

-"Skal vi kigge på det, når vi kommer hjem til mig?"

-"Det behøver vi ikke" siger Nonkan og ryster på hovedet.

-"Fint nok... Hm..."

Resten af turen foregår i stilhed. De begynder først, at tale med hinanden igen, da Rivra var blevet sat i bås og de er gået indenfor.

-"Er du sulten?" spørger Satara.

-"Ja... En smule" svarer Nonkan. Men hans mave synes vidst ikke kun, at det er en smule, for den udstøder en høj rumle lyd.

-"En smule meget er det vidst... Men jeg begynder, at lave mad med det samme. Også  når vi har spist... Går vi vidst bare i seng, du må godt begynde at gøre din seng klar" Det er det sidste Satara siger, inden hun går ud og begynder på maden.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...