Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1691Visninger
AA

4. Den gamle mand

"SATARA!! SATARA!! HJÆLP! DER ER EN-"

Satara slår øjnene op ved lyden af Nonkans råb. Hun skubber dynen væk fra sin krop og springer ud af sengen. Hendes natkjole sidder helt fjollet, men hun tager sig ikke af det. Hvad er der er sket med Nonkan er det eneste, som hun tænker på. Hun prøver, at finde dørhåndtaget i mørket. Og får fat i noget metal lignende, som hun drejer på. Klik siger det og hun åbner døren til trappen.

Trappens trin er næsten umulige, at se i mørket. Så hun holder godt fat i trappens gelænder, mens hun forsigtigt går ned af trappen. Trinene knirker en anelse under hendes fødder.

Hun er nu for enden af trappen og søger efter døren til værelset, hvor Nonkan sover. Det viser sig, at være nemmere, at hun havde regnet med. Døren til værelset står på klem og en svag stråle lys kommer ud.

Hun går hen til døren og prøver at kigge ind uden, at åbne døren. En lille gammel mand, med gråt skæg og store sorte vinger ud af ryggen står i rummet. Han holder hånden foran Nonkans mund, mens Nonkan prøver med sin ene arm, at få mandens hånd væk. Det er tydeligt, at Nonkan vil råbe, men hånden gør det hele til en mørk mumlen.

-"Vær stille... Jeg prøver, at hjælpe dig!" hvisker manden. Nonkan mumler noget og prøver, at skubbe mandens hånd væk. Nonkan kradser åbenbart manden, for små dråber blod begynder, at løbe ned ad mandens arm.

Vent lidt... Blod? Så skarpe negle har han vidst ikke... Satara prøver, at fokusere på Nonkans hånd. Da det pludselig slår hende. Hans negle... 2 af dem er mørke og de er alle spidse... Hun forstår det ikke. Men hun synes ikke, hun har mere tid til, at overveje det. Hun smækker døren op og skubber den gamle mand væk fra Nonkan.

-"Hvad vil du med ham?! Og hvad har du gjort mod hans arm?!" hvæsser Satara af manden. Nonkan rejser sig stille op fra sengen, han undersøger hans ene arm. Nonkan forstår ikke hvad der sker, og Satara tror, at han har de samme spørgsmål, som hende.

Manden taget et skridt tilbage og rammer væggen.

-"Jeg sværger, jeg har ikke gjort noget. Tvært i mod, jeg vil hjælpe ham!" siger manden små skræmt over, at Satara var så brutal.

-"Hvorfor er hans arm, så pludselig sådan?" Satara tager et skridt tættere på manden.

-"Jo, jeg har en mistanke om hvad de-"

-"Hvad er det så for en mistanke?" Nu er Satara og Nonkan en smule nysgerrige over hvad manden egentlig laver her.

-"Jeg tror vidst, at det bedst, hvis I tager med mig hjem... Så jeg kan forklare jer det der"

-"Fint... Lad os lige klæde om, du kan sætte dig på en stol i stuen. Men hvis du er ude på noget, bliver det værst for dig selv"

Manden nikker og går ud fra værelset, men Satara er usikker om han gør, som sagde. Men det kan være lige meget synes hun, bare han ikke gør nogen forkert. Nonkan ser stadig små fortvivlet på sin arm.

-"Ser det mærkeligt ud?" spørger han.

-"Måske en smule. Men klæd du bare om nu, og kald på mig, hvis der er et problem" siger Satara, inden hun går ud af værelset og op mod sit eget.

Hun tænder en gammel lygte på hendes værelse og finder noget tøj frem i hendes lille træ skab. Og tager i et hurtigt træk tager hun hendes natkjole af. Hun trækker en hvid kort ærmet trøje over hovedet, og tager et par bukser i en lysebrun farve på. Hun retter lidt på sit lange hvide hår og sætter det op i en hestehale.

Inden hun går nedenunder, tager hun den gamle lygte og tænker over de kan stole på manden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...