Dæmonernes krystal

"Han er forbandet" ...”Hvad kan jeg gøre for at redde ham?” … ”Der er kun en ting, som du kan gøre, men det bliver ikke nemt”
Satara er en dødsengel, hendes bedste ven er en skovelver. De ikke skabt til at hade hinanden, men alligevel er deres venskab forbudt.
En dag bliver hendes ven ramt af en frygtelig forbandelse, og Satara vil gøre alt for at redde ham.
Men det er lettere sagt end gjort, for der er kun en kur. En kur, som Satara ingen gang troede på fandtes.

18Likes
22Kommentarer
1693Visninger
AA

5. Dæmonernes krystal

Manden og Nonkan sidder begge på hver sin stol i stuen. 5 små lys brænder midt på bordet og lyser rummet forholdsvis godt op. Manden kigger ned i bordpladen og klør sig en smule i det grå skæg, men Nonkan bare sidder og stirre på hans hånd. De er begge meget uopmærksomme på Sataras tilstedeværelse, og opdager hende først, når hun åbner munden og taler.

-"Skal vi tage hen til dit hus nu, gamle mand?" Sataras tone overfor ham er stadig en anelse vred.

-"Ja, det er vidst en god idé.. Og jeg hedder Volk. Og du behøver ikke være vred, jeg er fredelig"

-"Fint... Så lad os komme af sted, Volk"

Volk og Nonkan rejser sig fra deres stole og går udenfor, Satara følger lige efter dem og holder stadig den gamle lampe i hånden.

Satara tror, at uden set hvor de skal hen ligger det et stykke væk, for Volk er hver sætte sig op på en stor grå plettet hest. Nonkan er allerede gået om for, at hente Rivra, og er nok tilbage lige om lidt igen.

-"Har du ikke også en hest, som du skal hente?" spørger Volk og klør sig en gang i skægget.

-"Jeg har en hest, men jeg kan sagtens flyve der over"

-"Det bestemmer du selv. Forhåbentlig kan du følge med"

Nonkan kommer tilbage ridende på Rivra. Og nikker for, at vise han er klar til, at ride. Volk begynder at ride af sted i hurtig trav længere væk fra byen. Nonkan fulgte efter i samme tempo. Satara breder sine vinger og flyver efter dem.

Den lygte, som hun holder i hånden lyser en smule af mørket op. Månens skær lyser også en lille del af mørket op, så man kan se en smule af landskabets omridser.

Hestene bliver ved med, at ride i det samme tempo, og Satara basker med vingerne for, at komme lidt tættere på dem. Nonkan kigger en gang tilbage på hende i et par sekunder, for at sikre, at hun følger med. Satara beslutter, sig for at flyve lidt højere oppe i luften i håb om, at der en brise eller vind, som kan bære hende en smule.

Hun prøver, at se længere frem i mørket, men hun kan intet se. Enten er der bare for mørkt til, at se noget eller ligger Volks hus meget langt væk fra hendes by. For hun føler, at hun har fløjet i en del tid. Men inden længe begynder hestene, at sætte farten ned, så de er vidst alligevel vær, at nærme sig.

-"Vi er lige om lidt" små råber Volk, og slipper tøjlerne med sin ene hånd. Han peger ud i mørket, hvorefter han tager fast i tøjlerne med den hånd igen.

Satara kigger grundigt efter nogen omridser i mørket. Hun kan også lige se en smule af et hus ude i mørket, som begynder, at komme meget tættere på. Der går ikke særlig lang tid, så er de ved huset, tænker hun. Desværre gider hendes lampe ikke vente den korte tid, for den går ud, et par meter fra huset.

Hestene stopper nu helt op. De er nået hen til huset. Nonkan og Volk stiger af hestene, og Satara lander på jorden, foran dem. Volk binder hans egen hest og Nonkans fast til en pæl.

Volk går hen til hovedøren og holder den åben.

-"Bare gå ind" siger han. Nonkan og Satara gør som han siger og ser sig omkring i det mørke rum. Satara er stadig lidt på vagt overfor Volk, når går ind og lukker døren efter sig. Han fumler tydeligvis med noget, for at tænde nogen lys. Og inden længe er lokalet lyst op.

Der står et træ bord med 5 stole til midt i det hele, gulvet er af grå sten og har kæmpe rødt gulvtæppe midt i det hele. Satara kigger sig yderligere omkring. Der står også en masse bogreoler fyldt i bøger i forskellige størrelser og farver, og en masse underlige nips ting.

-"Nu er vi ude ved dig... Vil du så fortælle os hvad din mistanke er?" Satara bliver alvorlig igen og ser på Volk.

-"Ja, det skal jeg nok! To sekunder" svarer han og render over til en af bogreolerne. Han snupper en bog fra en af de nederste hylder og ligger den på træ bordet. Nonkan og Satara går over ved siden af ham. På bogen står der med store blok bogstaver: Særlige forbandelser.

Volk begynder, at bladre i bogen og lede efter en bestemt side. Midt i bogen, stopper han med at bladre. På siderne, står der i toppen af venstre side, står der med mærkelig skrift: Aknons forbandelse. Satara gisper lavt, da hun ser det.

-"Tror du, at Nonkan er blevet forbandet?! Også lige af Aknon!" siger Satara skræmt.

-"Ja, det tror jeg desværre.. Hans hånd ligner også lidt billedet i bogen" svarer Volk og peger på billedet af en hånd med mørke lange negle, hvor meget af hånden har en rødlig farve. Som både Nonkan og Satara undersøge nøje.

-"Jamen... Aknon forbander da sjældent folk.. Hvorfor så lige Nonkan?"

-"Spørg mig ikke.. Ingen er helt sikre på hvordan Aknon handler.  Jeg er bare rime-"

-"HVEM ER DENNE AKNON?! Jeg har aldrig hørt om!" afbryder Nonkan, som nu er mere forvirret end nogensinde før.. Og nok også mere nervøs end nogensinde før.

-"Det giver mening, den første historie om Aknon er kun kendt af dødsengle... Mens den anden, de sorte løver, er kendt af en del" siger Satara, selvom hun ude mærket godt ved, at det gør ham ikke mindre forvirret.

-"De sorte løver... Den kender jeg godt. Det er et børne-eventyr i skovelverens rige. Det handler om en sort løve med vinger, som forvandler en masse væsner til sorte løver, så han ikke længere skulle være alene. Men hvad har det med ham, der Aknon, at gøre?"

-"Hm.. Man må sige, at de har lavet om på den historie... Aknon er nemlig meget ond, men det er for svært, at forklare dig hele hans historie... Måske har Volk en bog med historien" siger Satara og vender sig mod Volk.

Den gamle mand nikker og går over til endnu en bogreol og tager en lille bog ud. Volk går over og giver Nonkan bogen i hænder og siger -"Tag et lys og gå ind i et andet rum, så du kan læse i fred" Nonkan nikker bare, tager et lys og går ind i et andet rum.

Satara synes, at Nonkan tager det utrolig roligt i forhold til hvad de taler om. Han kender sikkert alvoren i det endnu... Men når han gør, ser han nok meget anderledes på det. Satara kender jo godt til forbandelsen og hvordan den ender. Hun forstiller sig Nonkan, som et morderisk monster og går lidt i panik.

-"Hvad gør jeg?! Der er ingen kur mod den forbandelse?! Jeg vil ikke miste min ven" siger hun og er tæt på, at græde.

-"Jo, der er en kur mod den... Det er bare få, som kender til den, fordi næsten ingen tror på den" siger Volk beroligende.

-"Hvad er det for en kur?" spørger hun og tørre øjnene.

-"Har du aldrig hørt om 'Dæmonernes krystal'?" Satara ryster på hovedet.

-"Nå... Så vil jeg fortælle dig om den nu"

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...