Stellas historie

Historien handler om vampyrer. Umiddelbart ikke så nyt og originalt. Men det her er en dejlig blodig historie med et tvillinge-vampyr-par, der er pænt psykotiske. De skiller sig ud fra andre vampyrer med deres øjenfarve og kan ikke huske tiden før de blev til vampyrer.

Det her er en ide, jeg har sammen med min søster. Meningen er at jeg skal skrive første bog fra Stellas synsvinkel, mens anden bog bliver skrevet fra Oscars perspektiv.

0Likes
0Kommentarer
615Visninger
AA

3. Stadig sur?

 

”Få hende dog til at tie stille,” kommer det utålmodigt fra et værelse i lejligheden. Så vidt Stella kan høre har Oscar valgt et lokale så langt væk som overhovedet muligt. Han er godt nok også blevet godt ømtålelig på det seneste.

    ”Er ordnet,” halvhvæsser Stella. Hånden blev placeret så hårdt og hurtigt foran Marias mund, at hovedet fløj ind i væggen med et dunk. Pigens hjerte banker endnu hurtigere og øjnene er vidt opspilede. Med den anden hånd om næsen fratager Stella Marias sidste mulighed for at kunne trække vejret. Efter nogle sekunder uden ordentligt vejr begynder øjnene at blinke voldsomt og både arme og ben bevæges i alle mulige retninger i forsøg på at komme fri. Hun bliver stille.

  

”Er du stadig sur, Oscar?” spørger Stella forsigtigt. Der er gået hele 17 minutter siden Maria holdt op med at bevæge sig. Stella kiggede selv på uret. På få minutter havde hun vasket sig selv og Maria ren, hvorefter hun havde lagt Stephanies lig i boblebad og rengjort gangen for blod og bræk. Derefter var tiden gået med at vente. Vente, vente, vente. Oscar var dog ikke kommet ud, selvom hun havde gjort så meget for hans skyld. Dumme Oscar. Så måtte hun vel gå ind til ham.

    ”Hvem har givet dig lov til at komme ind?” lyder det fra vindueskarmen, hvor Oscar ser ud til at have sat sig ganske godt til rette. Massevis af små rammer med familiefotos og diverse pyntegenstande er røget sig en tur til gulvet for at gøre plads til ham.

    ”Jeg bankede på.” Stella bliver stående nær døren. Oscar lyder stadig så sur, at Stella har lyst til at krympe sig og komme med små pivelyde. At forblive i rummet og på samme tid holde stemmen kølig tager al hendes opmærksomhed og energi. Tvillingen er heldigvis næsten aldrig sur, hvilket dog også gør det så meget værre lige nu. Hvorfor er det som om deres humørsvingninger er blevet værre for tiden?

    ”Hvilket ikke giver dig ret til bare at komme ind på mit …”

    ”Det er ikke dit værelse!” afbryder Stella og kigger straks efter ned i gulvet. Oscars øjne brænder så meget af raseri, at Stella nu føler sig sikker på, at han skal til at stikke hende en lussing. Det er sket før, men dog ikke særlig ofte. De gange var der så også gode grunde. Hvad har Stella gjort forkert denne gang?

    Stella kigger fortsat ned i gulvet, som Oscar kommer nærmere og stiller sig lige foran hende. Gysningerne går tværs igennem hende og et par tårer er det umuligt at holde tilbage. Ingenting sker. Alt for mange sekunder, minutter, går på den måde. ”Hvad har jeg gjort galt?” tager Stella sig endelig sammen til at sige med den ynkeligste stemme hun hidtil har præsteret. Oscar tager armene om hende og knuger hende så hårdt ind til sig, at normale mennesker ville have brækket et ribben eller to.

    ”Det er ikke din skyld, at jeg er vred. Undskyld. Jeg … det var bare … derude … ser du …”

    ”Hvad er der i vejen?” forsøger Stella sig med midt i den mærkværdige mumlen. ”Oscar, vil du ikke nok sige, hvad der er sket?” Oscar giver hverken slip eller svarer. Da han endelig bliver sig selv igen, tager han bare armene til sig og går over til vindueskarmen igen.

    ”Hvorfor har du ikke dræbt pigen endnu?” kommer det lettere malplacerede spørgsmål fra ham. Stella skal til at sætte sig ned, men skifter mening og læner sig i stedet op ad den lille trækommode.

    ”Jeg tænkte bare, at det kunne være meget rart med noget natmad. Eller måske bare en at lege med de næste par dage. Men jeg kan godt dræbe hende med det samme, hvis du foretrækker det?” Med fornyet energi gør Stella en bevægelse mod døren, men Oscars enstavelsessvar stopper hende.

    ”Nej. Det går nok.”

    Nu bliver Stella igen i tvivl om, hvad hun skal gøre. Hvordan kan hun gøre sin bror i bedre humør? Hvad er der i vejen? Oscar har lukket sine øjne, som om der ikke er mere at snakke om. Det er der måske heller ikke? Et par gange skal Stella til at stille sine utal af spørgsmål højt, men skifter straks efter mening.

    ”Hvordan kan det egentlig være, at der ikke er kommet nogen for at tjekke?” lyder det fra Oscar. Stella kigger først spørgende, men opfatter så endelig meningen.

    ”Åh. Altså, skriget var så kort, så folk har vel bare troet, at nogen havde mareridt? Eller at skriget var en del af en drøm? Ellers sover de måske virkelig, virkelig tungt? Det kan også være at vægge og lofter er vildt godt isolerede!”

    ”Ellers også er folk bare ligeglade. Det ville ikke være noget nyt,” svarer Oscar sit eget spørgsmål, hvorefter han vender sig med ryggen til sin søster. Det var åbenbart den diskussion. Stella forlader omgående værelset og sætter sig tilbage i stuen. Marias mangel på vejrtrækning havde ført til besvimelse, hvilket hun formentlig ikke vil vågne fra før om en del timer. Til den tid kan de to sikkert få det sjovt sammen. Indtil da gælder det om at pille de resterende glasskår ud af armen, der desværre har nået at hele fuldstændigt, hvorfor Stella er nødt til at skære huller i sig selv. Tv’et må da næsten også indeholde et eller andet godt og spændende. Som for eksempel noget om de dersens sommerhus-psykopater …

    Stella skifter dog hurtigt væk fra kanalen og sætter i stedet noget musik over. Siden dette er langt fra nok til at berolige hende, søger hun desperat pigens værelse igennem efter noget spændende læsning. En bog, hun ikke vil kunne lægge fra sig, er lige hvad Stella har brug for. Der skal en hel del til for at distrahere hende.

    De er ikke alene her i landet. Danmark er ellers så lille. Her er så kedeligt, at de fleste vampyrer højst kommer en tur forbi, hvorefter de smutter videre til lande med høje befolkningstal og et sprog, de kan i forvejen. Dette er dog ikke til at tage fejl af.

    Vampyrer nu til dags er blevet overmodige. Blod er blod uanset hvilken del af et menneskes krop den kommer fra. Smager ens, lugter ens, føles ens. Derfor har vampyrer det med bare at flå tænderne i et menneske, sådan at hele lag hud og kød ryger med. De lidt for populære bidemærker, der ses på film, ville aldrig blive lavet i virkeligheden. Vampyrer er alt for monstrøse til at lave sådan nogle små, fimsede hak.

    Netop derfor er vampyrer begyndt at gøre det med vilje i nyere tid. Det er en slags vampyrtrend, de har haft kørende de sidste fem-ti år. Trenden er usmagelig og kedelig og yt. Alligevel kan Stella dog ikke se sig fri fra engang at have været en del af den. Årevis er der dog gået siden da, og hun er blevet mere moden.

    Bidemærker i lig gør ingenting. Nu om dage kan menneskelige psykopater finde på at dræbe på alle mulige og umulige måder. Desuden er der de her underlige børn og voksne, der går så højt op i vampyrer, at de selv tror, de er en af slagsen. Medierne og lægerne har massevis af forklaringer på den slags seriemord. Problemet er ikke bidemærkerne - langt fra. Problemet er nærmere bestemt antallet af ligene.

    Lige omkring 100 lig på 14 dage. 30 af disse blev fundet helt afklædte med bidemærker. Det er cirka to per nat. De resterende lig er der sket alt med lige fra flåning til forbrænding til afhugning af hoveder. Indtil nu har staten prøvet at tysse situationen ned på grund af frygt for panik i hovedstaden, men endelig er det åbenbart sluppet ud i medierne.

    Godt nok kan vampyrer være dumme, men ingen af dem er så dumme, at de ville dræbe så meget og så åbenlyst på så kort tid. Og da slet ikke på den måde. Nej, det må være noget rituelt.

     Rigtige vampyrer er kommet til landet – mindst to flokke af dem.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...