Stellas historie

Historien handler om vampyrer. Umiddelbart ikke så nyt og originalt. Men det her er en dejlig blodig historie med et tvillinge-vampyr-par, der er pænt psykotiske. De skiller sig ud fra andre vampyrer med deres øjenfarve og kan ikke huske tiden før de blev til vampyrer.

Det her er en ide, jeg har sammen med min søster. Meningen er at jeg skal skrive første bog fra Stellas synsvinkel, mens anden bog bliver skrevet fra Oscars perspektiv.

0Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

2. ... og hun sætter i et skrig

 

”Ej, gjorde han virkelig det …”

”… måske har jeg …”

”… sådan en dum mokke.”

    Dele af tilfældige samtaler opsnappes af Stellas fine ører. Det er ufatteligt, hvor meget hun har savnet det her. Storbyens mange mennesker. Den evige trafik. Sludren og sladren, råben og skrigen, foregår over det hele. Midt i dette mylder af mere eller mindre travle folk føler Stella sig hjemme.

    Tre nætter havde de løbet uden at vide, hvilken vej, der var den rigtige. At lade ting være op til tilfældighederne var ikke noget nyt for de to. Vejene havde ført dem til den ene mindre by efter den anden. Først i går havde de endelig fået færden af en større by. Måske er den ikke nær så stor som diverse hovedstæder, men her foregår dog nok til at tilfredsstille Stella.

    ”Det er ved at blive morgen,” lyder Oscars monotone stemme bag hende. Midt i sin glæde havde hun næsten glemt sin bedre halvdel. Imens Stella gladelig har gået af den ene gade efter den anden, i sin stræben efter at opleve nye mennesker, må han have fulgt i hendes fodspor.

    ”Ja, jeg ved det,” svarer hun bare. Ordet morgen vækker en endnu større glæde i hende. Ude ved sommerhusene var der kun så få mennesker ved hvert nyt sted. Oven i dette var der aldrig rigtig gang i dem. Når Stella og Oscar ankom, sov de altid. Tvillingen havde nu og da givet en eller to af dem lov til at løbe, så hans jagtinstinkt kunne vækkes. Men når først de to var blevet færdige med at lege, havde der aldrig været andet at tage sig til i området. Ingen mennesker snakkede om kærester, børn, arbejde eller andre problemer.

    Her er der diskoteker, pubber og bodegaer. Folk går halvstive hjemad. Andre er på vej til et nyt sted at feste. Nogle snakker, andre danser og nogle helt tredje snaver eller ryger. Uanset hvor øjet kigger hen, sker der nye ting. Sommerhus-perioden føles allerede flere oceaner af tid siden.

   Endelig bestemmer Stella sig for et sted at ”overdage”. Det lyder åndssvagt, men det er jo lidt det, de to gør. Nogle forhindringer får hende til at stoppe op og overveje, om hun virkelig gider bruge så meget tid på det. Hun lytter mere intenst. Foruden Oscar er ingen andre så tætte på, at de vil kunne se hende. Beslutningen er taget.

    For at komme op i lejligheden kræver det, at nogen lukker op for porten. Ingen ville dog finde på at lukke op for en fremmed så sent om natten. Med et spring når hun op til det første vindue. At hoppe derop er ingen kunst. Det svære ligger mere i at nå derop uden at smadre ruden. Allerlettest ville det hele nok være, hvis hun klatrede. Lyden af negle mod mursten er bare så forfærdeligt irriterende. Som hun står der, virker der dog ikke til at være nogen anden mulighed. De næste fire etager kravler hun op. Neglene hugges ind i væggen som syler. Først da hun når op til taget, kan hun slippe for den skurende lyd.

    I to spring står hun ned i den lille gård. Det ene spring får hende op at stå på toppen af taget, mens det andet fører hende ned til den hårde asfalt igen. Mennesker ville have været døde af det hårde lufttryk, eller have brækket samtlige knogler ved sammenstødet med jorden. Stella får helt ondt i kroppen ved tanken om at være så skrøbelig. Tanken forsvinder dog ligeså hurtigt som den kom til hende, og hun er straks på vej videre mod sit bytte.

    Dog har hun ikke overvejet, at endnu en forhindring ville stå i vejen. Denne gang er det en ganske almindelig dør i stedet for den store port. Efter at have gjort så mange ting for at nå herind, er Stellas tålmodighed opbrugt. Hånden suser gennem ruden i døren og tager fat i håndtaget på den anden side. I samme øjeblik hun får åbnet døren, spænes der op ad trapperne til fjerde etage.

    Allerede ved første hårde slag på døren, kan man høre stemmerne stoppe kort. Efter en del slag til, og en kort diskussion inde fra lejligheden, bliver døren endelig åbnet. Personen kigger ikke engang gennem det lille øjehul, men åbner straks – velsagtens for at stoppe den vedvarende banken på døren. Kvinden ser ud til at være i fyrrerne. Rynkerne er der, men ikke så tydelige endda. Håret er med garanti farvet, endda nok for nyligt, siden det lugter langt væk af kemikalier. Generelt lugter hun også af noget stærkt parfumeret creme. Nattøjet er en alt for stor, orange trøje.

    ”Hvad vil du?” siger kvindemennesket mistroisk og virker til først nu at lægge mærke til Stellas mærkværdige udseende. Langt, mørkebrunt hår står i kontrast til den alt for blege hud. Neglene er ligeledes unaturligt lange. Den grønne kjole, der originalt gik helt ned til jorden, er der nu slidt flere centimeter af. Ærmerne blev i sin tid i hast flået af.

    Stella kan desværre ikke læse tanker, som vampyrerne i Anne Rices romaner. Alligevel kan hun alt for let gætte sig til, hvilken del af hende, der forskrækker kvinden mest. Den ene ting er den blodige arm, der stadig hænger et par glassplinter ud fra. Dem venter hun med at pille ud, til når hun er kommet indenfor og har sat tænderne i sit bytte. Den anden ting er selvfølgeligt hendes højre øje. Hun har ikke følt for at tage kontaktlinse på i dag.

    Inden kvinden når at sige eller gøre noget, har Stella trængt denne op mod væggen i gangen og smækket døren i bag sig. Neglene borer sig lige så let ind i personens hals, mens den i forvejen blodige hånd presser hårdt ind mod stemmebåndet. De få lyde, der skulle have været et skrig, bliver kvalt under trykket. Stella skal lige til at sætte tænderne i hende, da en rumsteren lyder inde fra, hvad der må være kvindens stue. Den lille tøven forsvinder dog lige så hurtigt, som den kom.

    Forgæves forsøger kvinden at lange ud efter Stella med de stadigvæk frie hænder. Midt i sin hunger efter mere blod kommer Stella til at trykke for hårdt på halsen, så menneskets stemmebånd bliver helt ubrugeligt. I stedet for desperat at slå på en fjende, hun ingen chance har imod, finder kvinden på at slå hænderne ind mod væggen. I sin vrede over menneskets irriterende forsøg på at ødelægge det hele, kommer vampyren til at brække den ene af armene.

    Da kvinden fortsat forsøger at lave larm, holder Stella endelig op med at drikke af det løbende, flydende, endnu varme blod. Lige så roligt tager hun menneskets ubrækkede hånd og giver den et klem. Deres øjne mødes. Desperationen hos kvinden er simpelthen så kær, at Stella ikke kan lade være med at ville … lege lidt med hendes følelser.

    ”Hvis du holder op med at kæmpe imod,” hvisker Stella hende direkte ind i øret, ”kan det være, at jeg lader din datter overleve.” Med de ord dør den lille madames ånd helt. Den sidste gnist af had og vrede og kampgejst forsvinder fra hendes øjne, og kun sorgen er tilbage. Smerten. Tjah, den sidste af de to kan Stella jo passende gøre noget ved. Nogle gange kan døden velsagtens være en rar ting. Ved et møde med typer som Oscar og Stella er et godt eksempel på dette.

    Da vampyren sætter sine ben ind i stuen, er der ikke nogen at se. Midt i sin tørst efter mere blod har Stella ikke lagt mærke til, hvad der er sket andre steder. Når en vampyr først er i gang, er det svært at lægge mærke til omgivelserne. Ligesom hvis man lader sig suge ind i en god film. Nogle gange kan det være svært at høre, hvad personer ved siden af en siger eller gør. Husets datters lyde siger dog Stella, hvor denne er placeret. Et øjeblik havde hun troet, at pigebarnet havde været klogt nok til at opfatte, hvad der foregik, og derfor stikke af. Det viser sig dog bare, at pigebarnet skulle en tur ud på det lille hus.

    Som det første slukker Stella lyset. Det vil gøre mødet med pigen så meget mere effektfuldt og dramatisk. Herefter sætter hun sig ned i lænestolen med ryggen mod toilettet og kigger utålmodigt lidt rundt. Hjemmet er ret fint uden at være for fint. Møblerne matcher og fjernsynet er stort. Billeder af en pige hænger og står hist og her. Der er da også nogle få stykker af andre folk, men ikke i nær så høj grad. Hun er vist enebarn, og moren må have været enlig, siden der ikke er nogen billeder, der kunne tyde på andet. Ellers skulle manden/kæresten være kamerasky. Stella håber lidt hun har ret i det første. Ikke at det ville gøre den store forskel. Stella er bare lidt af en fan af enlige mødre. Især når de klarer sig godt, hvilket helt sikkert ville være tilfældet her. Førhen var den slags så godt som umuligt. Hvis hun bare tænker et par årtier tilbage, er det allerede ret så hårdt og ualmindeligt. I dag er det dog lige så normal en ting som mobiler og internettet. Hvilket da også er en ganske fascinerende opfindelse.

    Stanken af opkast rammer Stella. I forvejen var lugten tydelig, da der ovre ved sofaen står en spand med bræk. Lugten af menneskers tidligere fortærede føde blandet sammen med deres mavesyre er bestemt ikke blandt hendes favoritter. Men hvorfor kaste op ude på toilettet, når hun havde en spand lige ved sig? Det kunne selvfølgelig være at den lille stakkel skulle på wc, og så lige kom af med, hvad der skulle have blevet til næring for dennes krop, mens hun alligevel var derude. Midt i sin venten begynder Stella så småt at trække glassplinterne ud af armen. Sårene heler nærmest i samme øjeblik, de tages ud.

    ”Mor?” lyder pigens stemme endelig. Hendes alder tør Stella dårligt gætte på overhovedet. Selve stemmen kan passe til mange aldre, og tømmermænd begynder unge mennesker efterhånden at få i en tidligere og tidligere alder. Med en trodsighed over for sine egne instinkter opnår Stella at blive siddende. Utålmodigheden kan overvindes, hvis belønningen er så tæt på.

    ”Hvorfor er lyset slukket? Er du gået i seng igen?” bliver pigen ved, mens hun går lettere gyngende tværs gennem stuen og hen for at tænde på kontakten. Først i det øjeblik pigen vender sig om, kigger Stella op fra sine sår. Følelserne er tydeligvis blandede hos personen, der mærkeligt nok sætter sig i den lille sofa. Godt nok sætter pigen sig på den del af møblementet, der er så langt fra Stella som muligt. Men det er nu alligevel en mærkværdig ting at gøre. Stella ser endda endnu værre ud end før, da hun har lettere størknet blod omkring munden og ned. Hun kaster dog bare tankerne bort som en slags fuldskab. Fordrukne mennesker er nu også ret sjove at have med at gøre på deres egen måde.

    ”Hvem er du? Hvor er min mor?” spørger pigen med en forbløffende seriøsitet. Stella ved ikke helt, hvad hun havde forventet, men i hvert fald ikke det. Hun havde nok nærmere tænkt sig, at pigen enten ingenting ville sige overhovedet, eller ville begynde at grine hysterisk. Da hun har valgt at gøre noget uforventet, kan Stella ikke lade være med at smile bredere, end hun ellers gjorde. Uforventet er godt, spændende.

    ”Din mor er ude i gangen. Hun er ikke ved bevidsthed,” kommer det triumferende fra Stella. Hun kan godt lide den her slags lege, og indtil videre klarer hun sig ret godt. Ingen af de nævnte ting er lyv. Allerede ved første sætning gør menneskepigen sig klar til at gå derud og tjekke. Stella fortsætter med at pille glasstykker ud uden at fjerne sit blik fra pigen og dennes reaktioner. Det her skal nok blive sjovt.

    ”Jeg ville ikke gå derud, hvis jeg var dig.”

    ”Hvorfor?” lyder det mere eller mindre tøvende spørgsmål fra pigen.

    ”Fordi … hvis du går derud … kan jeg ikke holde løftet,” svarer hun kryptisk.

    ”Hvilket løfte?” Pigen sætter sig helt ned igen, men har kun halvdelen af sin opmærksomhed mod Stella. Hele hendes krop lyser af, at hun har lyst til at springe op. Hun kan løbe ud i gangen hvert øjeblik. Desuden lytter hun garanteret desperat efter morens åndedræt.

    ”Jeg nævnte bare, at jeg ikke nødvendigvis ville dræbe dig, hvis hun opførte sig ordentligt.” De ord får nærmest pigen til at gå i chok. Noget ved hendes attitude viser, at hun godt vidste det lidt i forvejen, men alligevel havde håbet noget andet. I hendes øjne må Stella være en slags psykopatisk teenagemorder med mærkelig smag i udseende. Uanset hvor åbenlyst overjordisk noget er, har mennesker det med at vælge at tro de mærkeligste ting. Hvorfor ikke bare lade det indlysende overnaturlige være overnaturligt i stedet for at finde på dumme undskyldninger?

    ”Hvad vil du?” siger pigen endelig og kigger sig omkring i værelset. Stella kender udmærket den taktik. Man ser det også på fjernsynet og i bøger til tider. Ofret prøver at distrahere voldspersonen, og kigger så selv efter et våben. Eller bare noget at beskytte sig delvist med i det mindste. Egentlig en meget god taktik – mod mennesker. Men selvfølgeligt ganske ubrugelig mod vampyrer. Faktisk ville det også være en ubrugelig taktik mod et menneske af Stellas størrelse og menneskealder. Hun har jo ingen våben, venstre hånd er blevet smadret og af udseende er hun en teenagepige. Mod sådan en som hende ville der ikke nødvendigvis være brug for distraktion eller våben. Men den slags tænker mennesker generelt aldrig over, selv når de får chancen til det. Lammet af skræk, som de ofte er ved hendes blodige jeg, forsvinder den del af deres logiske tænkning tilsyneladende.

    ”Jeg har bare brug for et sted at … bo. Bare sådan midlertidigt,” beslutter Stella sig endelig for at svare. Et mistroisk blik sendes som svar. Pigen er tydeligvis ikke tilfreds med svaret. Den årsag giver rent faktisk mening. Kun en sindssyg person ville gøre den her slags voldsomme ting. Og en sindssyg ville ikke være fornuftig. Eller noget i den stil forestiller Stella sig, at pigen tænker. Endnu en gang irriterer det hende frygteligt ikke at eje en så fantastisk evne som tankelæsning. At kunne svæve/flyve eller forvandle sig til dyr har aldrig sagt hende noget. Kun den ene evne er og forbliver eftertragtet hos vampyren.

    ”Hvad hedder du, og hvor gammel er du?” spørger Stella for at bryde tavsheden, og på samme tid for at stilne sin egen nysgerrighed. Endnu en gang sender de grønne øjne et mistroisk blik af sted. Stella kan selvfølgelig også bare rode pigens ting igennem bagefter, hvis tøsen har så meget imod at svare.

    ”Jeg hedder Maria og er 17 år. Hvorfor?”

    ”Åh, så er du på samme alder med min tvilling!” udbryder Stella uden videre.

    ”Du mener vel, at jeg har samme alder som dig,” siger Maria endelig efter kort tids pause.

    ”Nej da, jeg er 19.”

    ”Jamen, det kan da ikke …” bliver pigen ved. Stella slår i træbordet. Heldigvis bruger hun næsten ingen kræfter, så der kun kommer en mindre flænge i. Marias forskrækkelse er tydelig, og pigebarnet rykker sig så ubemærkelsesagtigt som muligt en anelse længere tilbage i sofaen. Hænderne knuges velsagtens også hårdere sammen. Øjnene er dog det tydeligste tegn. De er ikke desperate eller kampgejstfyldte som morens havde været i starten. En skiften mellem at stirre og kigge ned i jorden kunne let være et tegn på en blanding mellem nysgerrighed og frygt.

    ”Undskyld,” slår Stella endelig igennem den nye tavshed med. ”Jeg bliver bare så vred, når folk ikke tror på mig. Desuden bryder jeg mig ikke om, når folk tror, jeg er så lille. Ligner jeg virkelig som om, jeg kun er sytten år?”

     Ledende spørgsmål, ja, i den grad. Der er intet bedre end komplimenter. Selvom Oscar og Stella er enæggede tvillinger er de langt fra ens. De ligner ganske vist hinanden en hel del. Men der er mere søskende over dem end tvillinger. Grunden er selvfølgelig, at Stella først blev vampyr senere end Oscar. Mere ved de to ikke om den sag. Siden deres hukommelse er slettet burde de to hverken kende til deres navne, alder eller lignende på nogen måde. Af en eller anden grund vidste de det alligevel bare. Det er en meget kompliceret følelse at have. Man kan lidt beskrive det som følelsen af at være splittet ad, og at nogen så har forsøgt at lime nogle få stykker på igen.

    ”Nej, du ser meget moden ud.” Bemærkningen passer godt nok kun delvis, men den gør Stella glad alligevel. Hun ved jo godt, at hun ikke er særlig voksen at se på. Personlighedsmæssigt er hun jo slet heller ikke voksen-agtig på nogen måde. På trods af det vil hun gerne opleves som en barnlig voksen af folk. Oscar sammenlignede det på et tidspunkt med en lille pige, der gerne ville kaldes stor. Stella var blevet sur over bemærkningen, men måtte efter et par overvejelser desværre indse, at han nok havde haft ret.

    ”Hvad hedder din mor?” spørger Stella endelig. Måske forsøger hun at lægge gløder på ilden, så at Maria skal gøre et eller andet spændende. Det kan også være en oprigtig nysgerrighed efter at lære den kampgejstlige kvinde at kende. Desuden har Stella jo en vane med at spørge ofrene om deres navne. Hvilken en af grundene der er den egentlige grund, ved hun dog ikke. For det meste forstår Stella ikke engang sine egne tanker.

    ”Stephanie.”

    Hvor vover tøsebarnet at komme med sådan et enstemmigt svar? Og ikke alene er navnet i sig selv et normalt og særdeles kedeligt navn. Selve Marias reaktion er også langt fra spændende. Pigen må have nerver af stål, siden hun ikke er brudt sammen endnu. Hvor meget skal der til, før pigen begynder at skrige, græde, ryste over hele kroppen eller løbe ud til sin mor i entreen? Stella keder sig så meget, at hun kortvarigt overvejer bare at dræbe pigen. Heldigvis kommer tankerne tilbage på ret køl. Hun bliver nødt til at knække Maria helt først!

    Der lyder en forsigtig banken ude ved døren. Stella rejser sig op for at åbne, hvilket ryster Maria. Som vampyr kan det til tider være svært at huske, at mennesker ikke kan høre alle de samme lyde som en selv. Men faktisk er lyden så lav, at pigebarnet ikke ville have nogen chance for at fange den. Stella smiler stort til hende. Maria kigger ned og sætter neglene ind i sine egne knæ.

    ”Velkommen, tvilling,” siger Stella højtideligt til den kedelige Oscar. Selvom han har været på jagt, har han ikke en eneste dråbe blod på sig. Det undrer Stella, hvordan han kan gøre det. Måske han har skiftet tøj?

    ”Hvorfor ligger der et lig i lejligheden?” spørger Oscar i et forurettet tonefald. ”Har vi ikke lige snakket om …” Inden tvillingen når at afslutte sætningen, står Maria i entreen. De to havde glemt at dæmpe stemmerne nok til, at hun ikke ville kunne høre det. Men nu får Stella i det mindste at se, hvad der kan hylle pigebarnet helt ud af det. Ikke alene begynder hun at ryste voldsomt over hele kroppen. Få sekunder efter synet af sin mors lig kaster Maria så meget op, at gulvet nærmest oversvømmes. Både kadaveret, samtlige sko, der er opstillet i gangen, Stella selv og Oscar når at få den klamme væske-lignende-ting på dele af sig. Utroligt, som hun kan blive ved!

    ”Fedt. Ikke nok med at vi bliver nødt til at klare os med et dødt legeme i lejligheden hele dagen. Nu er der også bræk over det hele. Godt gået, søs,” lyder det sarkastisk fra Oscar, hvorefter han trækker sig tilbage. Lyden af en dør, der smækkes, efterlader Stella med Maria, liget og brækket.

   Først da knækker tøsen helt. Tåre efter tåre løber ned ad hendes kinder, og hun sætter i et skrig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...